Krise og europæisk skepsis.
I en undersøgelse fra Eurobarometer foråret 2011 om europæernes opfattelse af deres indflydelse i Europa svarer mere end halvdelen af danskerne ja til spørgsmålet ”Min stemme betyder noget i Europa” og kun 40 % svarer nej. Det viser sig, at danskerne således har den mest positive opfattelse af deres indflydelse i Europa. I bunden ligger Storbritannien, Grækenland og Tjekkiet. Undersøgelsen er illustration i forbindelse med en artikel i Economist fra denne uge, der beskriver den voksende skepsis over for EU, som især ses hos en række populistiske partier over hele Europa. Artiklen ser denne folkelige skepsis som udtryk for, at EU i for høj grad er et eliteprojekt. Det er ikke manglende demokrati, for ifølge artiklen er det svært at sætte en ”demokratisk finger” på de procedurer, der står bag vedtagelsen af europæisk lovgivning – ofte er den langt mere demokratisk end lovgivning i mange af Europas nationalstater.
Selv om man er stærkt proeuropæisk, må man indrømme, at det europæiske projekt har svært ved at slå an folkeligt. Det kan være svært at forstå, men det kan måske skyldes, hvad jeg vil kalde historisk glemsel. Det europæiske samarbejde er først og fremmest en konstruktion, der skal sikre, at hverken 2. verdenskrigs rædsler eller 30’ernes krise gentager sig. Vi er ganske vist netop nu kastet ud i en finanskrise, som dog ikke kun er europæisk. Men det er ikke EU- samarbejdet, der har skabt krisen, snarere har EU-samarbejdet ikke været tæt nok. Det er den lære som Angela Merkel nu prøver at formidle til det øvrige Europa. Euroen var en god ide, men den kræver en tættere integration af landenes finanspolitik, disciplin og en større respekt for spillereglerne, end de enkelte medlemsstater har ønsket at følge. I det optimistiske ønske om at fremme samarbejdet blev disse regler for Euroen ikke formuleret stærkt nok, og der blev plads til nationale politikeres overforbrug, paradoksalt nok netop i ly af Euro medlemskabet.
Vi må håbe, at den vilje som Tyskland og Frankrig udviser til, at vi i fællesskab løser krisen, får succes, og nationalegoismen og opløsningen ikke rammer Europa, så det europæiske projekt trues. For det er et rigtigt projekt! Tænk en gang over, hvordan en international krise kunne have udløst indbyrdes konflikter i et skævt Europa – ikke mindst med nogle af de holdningsløse nationale politikere, som desværre ses i de enkelte lande.
I dagens Politiken har den nuværende tyske udenrigsminister og tre tidligere et tankevækkende indlæg som forsvar for den europæiske idé. Indlægget er helt oplagt skrevet til tyskerne selv. Man fornemmer, at de 4 ministre frygter, at den tyske befolkning kan udvikle en skepsis, som vil være ødelæggende for den rolle, som Tyskland naturligt spiller i samarbejdet.
Til trods for den citerede positive undersøgelse om danskernes holdning til indflydelsen, trives den danske skepsis jo stadig. I samme avis udtrykker Roald Als’ skeptiske klaphatdansker stående ved en dansk pølsevogn endnu en gang sin hoverende skepsis over for Euroen. Roald Als, som jeg ellers respekterer på mange måder, har altid undret mig, når hans overdrevne EU skepsis blev markedsført. Måske skal man fortolke ham lidt anderledes. Det er jo altid en naiv og bøvet dansker, der kritiserer EU – måske er det bevidst fra Als’ side. Det er kun de bøvede og naive, der ikke vil og kan se værdien i et tæt europæisk samarbejde!

”Hvorfor skriver jeg? Måske fordi det er håbløst. Det er som en sygdom, blot kendes intet lægemiddel. Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg skriver for at komme på afstand af dumhederne, intolerancen og ligegyldigheden, volden og sulten, ødelæggelserne, nedgangen og opløsningen. Jeg skriver for at finde landskaber, jeg kan færdes i.”(s. 97)
Journalisten og forfatteren Per Nyholm giver i sin bog Havet Byen Bjergene udtryk for bekymring over de herskende tilstande i vor aktuelle kultur, men samtidig bliver hans beskrivelser af den verden og dens kultur til en hyldest til samme.
I modsætning til nogle andre af nutidens kulturkritikere er det ikke den traditionelle beklagelse over muslimer, indvandrere og tab af national selvstændighed. Nyholm vil i modsætning til de småchauvinistiske nationalister netop vække os til begejstring for den fantastiske verden og kultur, som vi skal slå øjnene op for.
I modsætning til hans fremragende bog Europæerne, som er en kulturrejse gennem det Europa, han elsker, er denne bog en rejse over hele kloden, men det fornemmes også, at den er et mere personligt anliggende.
Bogen er delt op i tre dele. Vi bliver ført over Atlanten til Latinamerika i Havet tilbage til Europa og Nordafrika i Byen og videre til Kaukasus og Levanten i Bjergene.
Den første del er noget springende og er påvirket af, at forfatteren på den rejse, som danner rammen om afsnittet, bliver alvorligt syg. Jeg kan ikke helt undlade at se store dele af bogen i det lys. Forfatteren har under sin sygdom mærket dødens nærhed, og i det lys ser han og skriver om sin elskede verden.
I anden del fokuserer Nyholm på Europa. Nyholm er en stor tilhænger af Europas samling og kan blive ganske skarp i sin kritik af nationalisme, blandt andet som den praktiseres af Dansk Folkeparti med en borgerlig – liberal regerings accept. Men tag ikke fejl; med et grundlæggende kulturkonservativt udgangspunkt -positivt forstået – er han også en skarp kritiker af tidens modeluner og tendens til overfladiskhed.
Nyholm mener verden har brug for Europa: ”Verden har brug for Europas menneskelighed, for Europas skaberkraft, for den europæiske fornuft og vitalitet, for det europæiske frisind, for Europas nysgerrighed, for Europas evne til at tvivle”. Denne åbenlyse begejstring for Europa danner også baggrunden for hans begejstring over det europæiske samarbejde. Han glæder sig over, at ”den europæiske borgerkrig”, der har varet 1500 år nu må være overstået og han er optimist: ” Kan man forestille sig flere europæiske krige? Jeg kan ikke. Vi har fået nok af krig. Det politiske ordnes ikke længere på slagmarken, men ved kaffebordet”.(begge citater side 120)
Selvom Nyholm synes mest hjemme i Europa viser han med tredje del, at vi har med en verdensborger at gøre. Han færdes lige så naturligt i Kaukasus og Mellemøsten som i Europa. Og han har et skarpt blik for de fejl, vi som europæere gør i vores omgang med naboerne. Han viser samtidig en dyb respekt og begejstring over for de fremmede kulturer og deres historie.

I Damaskus har han købt en kopi af en ca. 5000 år gammel lertavle. De gamle skrifttegn inspirerer forfatteren til at filosofere over sprogets betydning i al almindelighed og for ham selv som forfatter. Afsnittet er karakteristisk for bogens stil. Stederne bringer ham til kulturen og videre til den konkrete nutid og de vurderinger, som bogen er fyldt med.
Nyholm har været korrespondent for Jyllands-Posten i rigtig mange år, men det er ikke nogen facitliste til forståelse af hans tekster. For nok kan man fornemme kulturkonservative elementer hos ham, men han er samtidig forkæmper for åbenhed, internationalisme, tolerance og europæisk enhed. Ja, og så er han republikaner!
Nogle vil nok finde bogen for springende og blive skuffede efter at have læst ”Europæerne”. Personligt kan jeg godt lide bogen og forfatterens insisteren på, at vi skal engagere os og se de trusler i øjnene, som tiden er udtryk for, men gøre det med åbenhed og tolerance.
Og gymnasielæreren i mig fornægter sig jo aldrig: I disse tider, hvor eksamensformer og undervisning kræver ”gode holdningsklip”, vil Nyholms bog og i øvrigt mange af hans klummer fra Jyllands-Posten være meget anvendelige!