Skrevet til Historielærerforeningens blad: Lykke Friis: Østers på Kempinski og andre europæiske fortællinger. DR, 202 sider ”Europas hidtidige og ikke mindst kommende håndtering af 1989 er hovedtemaet for denne bog” , skriver Lykke Friis som programerklæring for sin bog ”Østers på Kempinski” med undertitlen ”og andre europæiske fortællinger.” I modsætning til Friis’ meget pædagogiske fremstilling af den europæiske udvikling i ”Den europæiske byggeplads” er der her tale om en noget andet type bog. Bogen, der bygger på en række radioforedrag, er langt mere anekdotisk og personlig. Billedvalget understreger det personlige. Lykke Friis optræder på mange billeder sammen med en række internationale personligheder og som besøgende på historiske steder i Europa. Målgruppen er de danskere, der kan have en tilbøjelighed til at undervurdere den historiske betydning af begivenhederne i 1989. Den generation af unge, der kun opfatter 1989 som historie, nævnes specifikt af forfatteren. Derfor er det også fint, at Lykke Friis som god pædagog afslutter hver europæisk fortælling med en fyldig liste med forslag til uddybende læsning. Med de i alt seks fortællinger får hun sat fokus på tiden før murens fald, Tysklands genforening, Østudvidelsen, mødet mellem Øst- og Vesteuropa og endelig Europa på vej mod fremtiden. De sidste afsnit har lidt for megen fokus på de institutionelle forhandlinger i EU-systemet. Hun får understreget de fejl, som vi i Europa har begået i processen efter 1989. I forlængelse af dette formulerer hun ønsket om, at Europa må være sig sit ansvar bevidst og parat til en fremtid fyldt med nye globale udfordringer. Lykke Friis er en fremragende fortæller. Det er ikke nogen lærebog, men de enkelte afsnit vil egne sig som eksamensmateriale i både KS og historie, hvis man ikke vælger at ”klippe” dem til undervisningen. Men tag ikke fejl; det er en engageret europæer, der skriver, og bogen er bestemt ikke strengt objektiv i sin fremstilling. Hendes afsluttende ønske om, at 1989 i lige så høj grad som 1968 bør stå fadder til en generation, viser hendes engagement i Europas fremtid! Og så blev forfatteren pludselig minister og partimedlem. Bogens politiske indhold synes at pege i en sådan retning. Det bliver spændende at følge Lykke Friis’ skifte fra universitet til ministerkontor. Viden, pædagogisk evne og engagement har hun i hvert fald med sig!
Skrevet til Historielærerforeningens blad: Ole Hyltoft: Tør du være dansk Oder til fællesskabet. Hovedland 2009 188 s. Ole Hyltoft lægger i indledningen til sin artikelsamling ikke skjul på, at den er skrevet i lyset af den ”tilstrømning” af muslimer, der er sket de sidste årtier. Og han fortsætter: ”Fra denne side var flere af vore grundlæggende værdier nu truet”. Flere steder i artiklerne dukker hans negative holdning over for muslimsk indvandring op, men det er ikke det dominerende element i bogen. Hans direkte formulerede programerklæring er knap så politisk: ”Den er også nogle forslag om, hvilke dårlige vaner vi bør skrotte.” Hermed mener han vores manglende evne til at værdsætte det nationale fællesskab, og at vi sætter materialisme og globalisme i stedet. Undertitlen ”Oder til fællesskabet” giver en fornemmelse af bogens opbygning. Den består af godt 50 små tekster samlet i en række tematiske afsnit. De centrale tekster indeholder et meget traditionelt forsvar for begrebet det danske folk og de nationale forestillinger som er blevet dyrket siden dansk romantik. Og bogen er et angreb på dem, som truer disse forestillinger: globalister, kulturradikale og almindelige skeptikere over for det nationale. Bogen indeholder som forventet tekster som ”Dig elsker jeg - Danmark mit fædreland”, hvor den ikke får for lidt i angrebet på dem, som Hyltoft anser for sine hovedfjender, nemlig globalisterne, ”der har henvist nationale følelser til lægterne omkring Parken og til oppositionen mod EU”. Men bogen indeholder også et helt afsnit, hvor Hyltoft i en række små artikler skriver om sit forhold til arkitektur og byplanlægning. Det kan være svært at sætte det afsnit ind i en national sammenhæng, men det passer fint med forfatterens almindelige modstand mod moderniteten. Bogen giver udtryk for elementær glæde over at leve livet lige her på de breddegrader, hvor Danmark ligger, hvor der tales dansk og leves efter danske traditioner. Men hvorfor kan den glæde ikke være kombineret med en kritisk realistisk holdning til den type nationalisme, som er ekskluderende og hovedsageligt definerer sig ved dem/de andre og dermed giver grobund for kyniske politikeres misbrug!? I afsnittet ”Foragt for det folkelige” beskriver Hyltoft overgangen fra oplysningstid til romantik. Han ser romantikken som introduktionen til den virkelige folkelighed og dermed også til den nationale følelse. Han har for så vidt ret i, at netop den tyske romantik er med til at skabe den stærke stilling, som det nationale får de næste par århundreder over hele Europa. Men afsnittet slutter med en af forfatterens yndlingsforestillinger: nutidens kulturradikale har deres rod i oplysningstidens fornuft og forstår ikke ”folkelighedens kærlighed til det hjemlige, det naive og det rodfæstede”. For det første er det ikke korrekt, for evnen til at se kritisk på elementer i det nationale og folkelige kan godt forenes med kærlighed til det folkelige og nationale! Men derudover overser Hyltoft, at der er en sammenhæng mellem oplysningstiden, som den kommer til udtryk under den franske revolution, og udviklingen af en national folkelig suverænitet, der kan legitimere magten efter det guddommelige enevældige kongedømmes fald. Afsnittet er skæmmet af mangel på historisk præcision. Forfatteren pynter på det historiske forløb for at få det til at passe ind i forestillingen om det folkelige. Det er som tidligere nævnt ikke kun en bog, hvor forfatteren hylder det nationale, men nærmere en opsamling af små artikler, der giver et billede af forfatterens forskellige holdninger. Det gælder f.eks. artiklerne i det afsluttende afsnit ”Evighed”, som er Hyltofts tiltalende hyldest til livet og hans insisteren på, at vi skal nyde livet og gøre en forskel her på jorden. Det er en overvejelse værd, om de værdier og holdninger, der gives udtryk for i bogen, er repræsentative for den politiske og holdningsmæssige udvikling, som Hyltoft har gennemløbet fra socialdemokrat til Dansk Folkepartis mand i DRs bestyrelse. Fra et skolemæssigt synspunkt er samlingen kun relevant for artiklernes mulige anvendelse i elevopgaver og eksamensmateriale til belysning af holdninger, som indgår i den danske værdidebat.
Greenpeace er udemokratisk ”Politicians talk Leaders act” stod der på de to bannere som Greenpeace - aktivister rullede ud på Christiansborg under klimatopmødet. Jamen det var ikke rimeligt at de to aktivister skulle varetægtfængsles så længe. Men omvendt kan jeg ikke deltage i den nærmest offentlige hyldest, som medierne udsætter dem for lige nu. Det er en meget alvorlig handling at skaffe sig adgang til et møde med så mange sikkerhedstruede personer ved hjælp af ulovlige midler - også selvom dens formål er fredeligt og kan ligner en demonstration, som jo er lovlig. Nej mit virkelige ærinde er at udtrykke min skepsis over for organisationen Greenpeace. Det er ikke en demokratisk organisation. Bestyrelsen og de besluttende organer er selvsupplerende. Det finder jeg betænkeligt for en organisation, der er så magtfuld og føler sig berettiget til at udøve civil ulydighed, ofte af ulovlig karakter. Hvad berettiger egentlig en organisation som Greenpeace til at beslutte, a t man f.eks. vil sænke store betonklodser på bunden af Kattegat for at stoppe fiskeri? Det kan ikke engang betegnes som selvtægt, men er rent hærværk. Trukket lidt stramt er nogle af deres aktioner på grænsen til terror. Kun det faktum, at organisationen oftest har et positivt formål, og at organisationens frivillige opfattes som idealister, gør, at der er en generel meget stor folkelig accept og opbakning til organisationen. Men der er altid grund til at være på vagt over for organisationer, der hævder de kæmper idealistisk for den gode sag - især når de er topstyrede og udemokratiske! Teksten på banneret på Christiansborg kan således ikke undre. Greenpeace kan ”handle”, fordi organisationen netop ikke skal tage demokratiske hensyn. Politikere derimod skal faktisk have demokratisk opbakning til det, de skal beslutte - og det er ikke altid så let. Og så skal politikere følge de demokratiske spilleregler og lovgivningen . Det hæver Greenpeace sig jo over i deres idealistiske selvvurdering.
Kommunalvalg Tak til kandidater ”Det er godt nok en stor stemmeseddel” blev der sagt mange gange i dag, når vælgerne skulle putte stemmesedlen til regionsvalget ned i stemmeboksen. Men det er jo egentlig flot, at så mange har vilje til at stille op. Reelt er der jo rigtig mange der godt ved, at de ikke vil blive valgt. Men de samme skal alligevel finde sig i, at de blandt venner og bekendte nu har vist deres politiske profil meget offentligt. Og det er ikke altid uden omkostninger at stille op. De der ikke selv er politisk aktive har ofte nogle meget forvrængede opfattelser af det at være kandidat. Så hatten af for de mange, der har gidet engagere sig så flot i det lokale demokrati i Danmark. Landspolitik og lokalpolitik Hvordan kan dette valg tolkes landspolitisk? Lars Løkke Rasmussen mener ikke, man kan tolke noget landspolitisk på dette valg. Tilsyneladende mener socialdemokraterne det modsatte - også selvom partiet går tilbage. Men SFs fremgang sikrer, at der alligevel kan vindes en række socialdemokratiske borgmesterposter. Lars løkke Rasmussen har endda valgt ikke at ville deltage i en partilederrunde, fordi han ikke mener dette valg har landspolitisk betydning. Er det endnu et eksempel på et medlem af regeringen, der kun vil udtale sig, når de har en god sag? Vi ser meget ofte, at det åbenbart er en almindelig aftale mellem regeringens ministre, at dårlige sager kommenterer man bare ikke! Den landspolitiske tolkning vil helt sikkert afhænge af, hvem der bliver spurgt. Alle partier øver sig lige nu på at tolke dette valg positivt landspolitisk set. Selv for de partier der går tilbage vil der være en eller anden undskyldning og forklaring, der vil blive anvendt!
Så er min gamle hjemmeside genopstået efter en tid med en mere professionel side. Jeg mangler lige at få det øverste banner rettet til, men ellers vil jeg begynde at lægge artikler og tanker ind på siden igen.
Det første halve år Jeg har brugt ledige stunder i feriens første varme uger til at skrive en kort oversigt over mine aktiviteter det første halve år i Europa-Parlamentet. Jeg kunne tænke mig, at det kunne interessere en del at vide, hvad jeg har lavet. Det er ikke en dækkende liste, men min rapport giver et pænt indtryk af mine aktiviteter. I de ugebreve, som jeg lægger på min hjemmeside er der flere detaljer og egentlige politiske overvejelser. Når min nye hjemmeside bliver søsat, vil der blive mulighed for at modtage mine ugebreve som direkte nyhedsbreve! Johannes Lebech I Europaparlamentet Begyndelsen december 2007. Folketingsvalget i november 2007 bragte Ny Alliance og Anders Samuelsen i Folketinget. Jeg deltog selv i valgkampen som kandidat i København, men med ret ringe udsigt til valg. Til gengæld vidste jeg, at hvis Anders blev valgt, ville jeg komme i Europa-Parlamentet. Jeg var 3. Suppleant, men Camilla Hersom, der fik et flot valg i 2004, havde fravalgt muligheden for at overtage pladsen på grund af sin karriere i Forbrugerrådet. En gammel drøm gik i opfyldelse. Da jeg på Strasbourgsamlingen lige før jul blev medlem af parlamentet gik en gammel drøm i opfyldelse. Jeg var første gang kandidat til Europaparlamentet i 1989, og nu var jeg medlem. Kontoret. 10G107 er mit kontor på 10 etage. Det er ikke stort, men her tilbringes rigtig mange timer - i Strasbourg i et endnu mindre WICMO2207. Mine assistenter Aniela Sroczynski og Maria Bøegh-Lervang har været mine uvurderlige medarbejdere. Studentermedhjælp har jeg først fået ansat til semesterstart her i efteråret. Uden de to dygtige medarbejdere var det aldrig gået. De har begge puklet løs, for at vores lille kontor skulle blive hørt og have indflydelse. Jeg er dem begge megen tak skyldig for deres store og dygtige indsats. At vi også har det hyggeligt, er en gevinst oveni! Gruppen. Jeg er hurtigt faldet til i ALDEgruppen. Jeg havde den fordel, at jeg som vicepræsident i ELDR gennem 5 år kendte en del af gruppens medlemmer, herunder en række af de ledende personligheder. Når man som jeg er ene om at repræsentere et parti, er man delegationsleder. Det giver automatisk en plads i ALDEgruppens Bureau. Det har betydet indflydelse på beslutninger i gruppen. Før gruppemøderne afklares mange tvivlsspørgsmål i arbejdsgrupper. Jeg prøver at komme til disse arbejdsgruppemøder, hvor indflydelsen kan være ekstra stor, for et relativt lille antal medlemmer tager beslutninger, der har betydning for hele gruppens holdning. Og man er afhængig af sin gruppe. Jeg må i sager, som jeg ikke har haft mulighed for at følge i detaljer bygge min stillingtagen på det forarbejde, som gode kolleger i gruppen har lavet. Efterhånden som jeg lærer gruppen bedre at kende, kan jeg skelne mellem de medlemmer, som jeg kan følge, og dem, jeg skal være mere varsom med og lige tjekke deres stemmeforslag. Delegationsrejser med gruppen. Ukraine: I februar deltog jeg i en rejse til Ukraine med en gruppedelegation, hvor vi havde lejlighed til at møde fremtrædende medlemmer af den ukrainske regering herunder landets vicestatsminister, men også fremtrædende medlemmer fra oppositionen. Kosovo. Kort tid efter Kosovos selvstændighedserklæring sendte ALDEgruppen en lille delegation til Pristina. Vi var kun 4 medlemmer i delegationen. Renate Weber fra Rumænien, Jelko Kalcin fra Slovenien, Graham Watson, ALDEgruppens leder, og undertegnede. Vi havde lejlighed til at møde landets præsident, statsminister og en række ministre. Vi mødtes også med FNs ledelse på stedet og NATO styrkernes øverstkommanderende. Det gav turen en ekstra dimension, at vi var så lille en gruppe af sted. Jelko Kalcin er tidligere forsvarsminister fra Slovenien. Han aftjente som ung sin værnepligt i Jugoslaviens forbundshær i Pristina - en meget vidende og interessant rejseledsager. Udvalgene. Jeg er blevet medlem af to udvalg. Det er ikke de samme udvalg, som Anders var medlem af. Jeg var så heldig at komme samtidig med en gruppe rumænere, der efter nyvalg skulle fordels på udvalg. Jeg kom derfor med i den pulje og var heldig og blev medlem af to gode udvalg: Udenrigsudvalget. Jeg kommer i dette udvalg tæt på den overordnede diskussion om Europas fremtid og dens globale rolle. Vi har besøg af mange fremtrædende politiske personligheder. Der bliver lyttet til udvalget, men den direkte lovgivningsmæssige indflydelse er ikke så stor. Jeg har været aktiv med ændringsforslag til adskillige resolutioner. Det gælder blandt andet den netop vedtagne resolution om EU's udvidelsesstrategi, hvor jeg har arbejdet imod de tendenser, der kan spores i udvalget til en tøven over for nye udvidelser. Det har været lidt svært at få egentlige skyggeordførerskaber. Der er mange særdeles kvalificerede ALDE- medlemmer i udvalget, så der er rift om de gode! Det lykkedes dog i et tilfælde. Jeg har været skyggeordfører på en ”opinion” om Nordstream, som handler om en gasrørledning i Østersøen fra Rusland til Tyskland. Arbejdet med denne resolution har givet lejlighed til et spændende samarbejde med englænderen Beazley og med mine to gode kolleger Henrik Lax fra Finland og Olle Schmidt fra Sverige. Med mine ændringsforslag fik jeg indflydelse på den endelige rapport på grund af samarbejde med Diana Wallis. Miljøudvalget. I modsætning til Udenrigsudvalget er Miljøudvalget eller Udvalget for Fødevaresikkerhed, Folkesundhed og Miljø, som det officielt hedder, et meget lovgivningstungt udvalg. Man kan sommetider føle sig helt overvældet af de mange tekniske detaljer, der skal tages stilling til, og man bliver afhængig af gode kolleger for at klare det. Jeg har haft adskillige skyggeordførerskaber i mindre sager om biodiversitet og et par komitologisager. Jeg har været så heldig at blive gruppens ordfører på et af de 4 direktiver fra kommissionens klimapakke. Det gælder den om Byrdefordeling. Jeg er dog også blevet ordfører på en ”opinion” om Vedvarende Energi, hvor Miljøudvalget skriver den del af direktivet, der handler om bæredygtighed. Selve direktivet skrives i Industriudvalget, men der er ”forøget samarbejde”. Det betyder, at Industriudvalget vil respektere miljøudvalgets beslutninger. Disse direktiver har jeg brugt meget tid på. Vi er stadig midt i processen. Jeg har fremsat mange ændringsforslag til begge, men harogså været involveret i kompromisforhandlinger om bæredygtighedskravene for vedvarende energi, herunder specielt været involveret i diskussion om biobrændstoffer(biofuels) Umiddelbart efter ferien går vi i gang med at forhandle kompromiser og om de tre andre klimadirektiver. (Byrdefordeling, ETS og CO2lagring) Delegationer. Jeg er fuldt medlem af delegationen om forholdet til Iran og stedfortræder i Kina- og Mellemamerika-delegationerne. Jeg har ikke brugt megen tid på delegationerne endnu, men har dog deltaget i flere møder. Min plads i Iran- delegationen har givet anledning til besøg af repræsentanter for Irans regering og oppositionen. I det kommende år vil jeg optrappe denne del af mit arbejde. Indflydelse – 1 stemme ud af 785 = 0,378% Den endelige indflydelse som parlamentariker ligger selvfølgelig ved den endelige afstemning, men ofte kan man få større indflydelse, hvis man møder op til arbejdsgruppemøder og dermed kan være med til at påvirke hele gruppens holdning. Ofte sidder vi så ti mennesker og tager beslutning om, hvordan gruppens stemmelister skal se ud! Indflydelsen kan således ikke måles med den ene stemme man har i plenarsalen. Det handler meget mere om, hvordan man bruger sin plads i parlamentet! Den ovenstående procent er en replik til en plakatkampagne, som Junibevægelsen førte, hvor der blev hævdet, at Danmark har 1% indflydelse i EU. Når dette er sagt, betyder det ikke, at jeg ikke tager afstemningerne meget alvorligt. ALDEgruppens stemmelister gennemløbes meget omhyggeligt. Vi tjekker, om jeg skal og kan følge gruppen. Det sker jævnligt, at jeg må gå min egen radikale vej. Men generelt kan jeg følge gruppen. Man skal søge om at få ordet i plenarsalen. Jeg har haft ordet ved et af mine små skyggeordførerskaber, men har også bedt om ordet i forbindelse med diskussionen om Nordstream og Balkan. Alle taler bliver optaget på video og lagt på nettet, så det er godt at have talt der, men stor indflydelse kan det næppe siges at give. Seminarer. Udover arbejdet i udvalg og gruppe bliver man hele tiden inviteret til spændende seminarer og workshops i Parlamentet. Jeg prøver at nå de mest relevante - og spændende. Ofte er de bedst besøgte seminarer dem, der bliver holdt i en frokostpause eller som et morgenmadsmøde. Ministre og kommissærer. Vi bliver jævnligt inviteret på besøg i danske ministerier alene eller alle MEP’er. Jeg har været i Miljøministeriet, Fødevareministeriet og i Strasbourg har transportministeren indbudt til arbejdsfrokost. ALDEgruppens ledelse havde i vinter morgenmadsmøde med Anders Fogh Rasmussen. De fire danske medlemmer af gruppen var også inviteret med. MEP’erne fra de nordiske lande holder i Strasbourg ofte møder med ministre og kommissærer fra de nordiske lande. På den måde har jeg fået mulighed for at udveksle synspunkter med Olli Rehn, Margot Wallström og Marianne Fischer Boel Ambassadørens arbejdsmiddag. Ambassadør Grube inviterer hvert halve år umiddelbart før EU's topmøder til en hyggelig arbejdsmiddag, hvor de danske EU-parlamentsmedlemmer ud over at få en god middag får en særdeles kompetent orientering af Grube, hvis erfaring i EU-spørgsmål er meget stor. Lobbyister og interesseorganisationer. Ret hurtigt fik jeg kontakt med de store danske interesseorganisationer som Dansk Landbrug, Dansk Industri, De danske Arbejdsgiverorganisationer og Danske Mejerier/Slagterier. Jeg har været på besøg i Forbrugerrådet. NOAH i København, Friends of Earth og mange andre NGO organisationer har været gæster på mit kontor. Det giver et gensidigt udbytte at tale med de danske organisationer. De forsøger selvsagt at argumentere for deres holdninger og påvirke mine. Men jeg lærer hver gang noget. Kunsten er hele tiden at fastholde sit eget politiske fokus, men være åben for saglig argumentation. Som skyggeordfører på direktiverne i Klimapakken har jeg haft besøg af rigtig mange lobbyister fra den europæiske og internationale energisektor. Jeg har i perioder næsten haft besøg af 2-3 lobbyistgrupper hver dag. På min nyreviderede hjemmeside vil jeg som en opfølgning af Parlamentets nye politik over for lobbyister bringe en liste over alle de lobbyister, jeg taler og har talt med. Partiet. Jeg er som MEP’er automatisk indbudt til Hovedbestyrelsens møder, hvor Landsformanden har givet mig taletid til at berette om arbejdet i Parlamentet. Jeg kommer også til møder i EUX og Udenrigspolitisk Udvalg. Jeg har deltaget med indlæg på lokale generalforsamlinger og medlemsmøder. Selvfølgelig deltog jeg i Regionens og Storkredsens delegeretmøde, hvor jeg selv blev opstillet som kandidat. Jeg deltager i Folketingsgruppens Vinter- og Sommermøder, men desværre har jeg ikke haft mulighed for at komme til de ordinære gruppemøder! Som MEP’er er jeg medlem af Valgudvalget med henblik på valget til Europa-Parlamentet, og vi har haft et par møder. Folketingets Europaudvalg. En gang i måneden har MEP’erne fællesmøde med Folketingets Europaudvalg. Det er særdeles udbytterigt at udveksle synspunkter med dette udvalg. Vicepræsident i ELDR. Jeg er i mit 6. og sidste år(man kan kun genvælges to gange) som vicepræsident i ELDR. Jeg kommer til Bureaumøderne og var til Councilmøde i Estland i april. Der har også været andre opgaver. Jeg har således været på delegationsrejse til Litauen, hvor jeg deltog i det Socialliberale partis kongres, men også havde møder med partiets formand, der er Litauens miljøminister. På samme rejse var der også arrangeret møder med de andre medlemspartier i landet. Som tidligere nævnt har det været en stor fordel for mig, at jeg var vicepræsident, da jeg blev medlem af parlamentet. Det betød, at jeg fra begyndelsen havde et netværk. Udadvendte aktiviteter: Kampagner. Der tages initiativ til mange forskellige politiske kampagner i parlamentet. Det gælder også ALDEgruppen. Jeg er blevet direkte involveret i lanceringen af 2 kampagner. I det ene tilfælde var det et møde om bæredygtig turisme, hvor jeg sammen med andre medlemmer af miljøudvalget var vært for et møde. For nogle måneder siden bad Jules Martens mig være med i en kampagne, der skulle fokusere på og bekæmpe børneprostitution i specielt den 3. Verden og den sexturisme, den giver anledning til. Kampagnens navn er SAY NO, og dens hjemmeside har allerede fået en del opmærksomhed. Patientrettigheder. I september bliver jeg sammen med en del andre ALDEmedlemmer en aktiv del af en kampagne, der kan ses som en opfølgning til det nye Sundhedsdirektiv. Kampagnen vil gøre Europas borgere opmærksom på de patientrettigheder, de allerede har, og dermed spille op til den store diskussion om Sundhedsdirektivet, som vi må forvente vil komme. Paneldebatter. Selvom jeg er ret ny i Parlamentet,og der ikke er valgkamp endnu, har jeg alligevel allerede deltaget i en række paneldebatter og større møder. Europa- Parlamentets kontor i København inviterede mig til at holde tale sammen med Brian Mikkelsen i anledning af lanceringen af det Europæiske Interkulturelle År. På Metropolitanskolen deltog jeg i et panel sammen med blandt andet Uffe Østergaard i anledning af Europarådets jubilæum arrangeret af Europabevægelsen. Det var også Europabevægelsen, der arrangerede et møde i Odense på EUdagen den 9. Maj. På Egelund i Fredensborg har jeg som paneldeltager været en del af et kursus for konservative tillidsfolk. Det er spændende at deltage i paneldebatter i Danmark, men det bliver en ny oplevelse, når det sker på europæisk plan og på engelsk! Jeg har således deltaget i panel sammen med norske stortingsmedlemmer arrangeret af Norsk Olieindustri. Og en særlig udfordring var det, da Barclays Bank bad mig deltage i et panel som den eneste MEPer om investeringsmulighederne i hele sektoren for vedvarende energi herunder formidling af de såkaldte CDMkreditter i forbindelse med klimapakkerne. Oplysning om Europaparlamentet. Besøgsgrupper. Jeg har den politik, at jeg siger ja til alle de besøgsgrupper, jeg kan finde plads til i kalenderen. Og jeg har allerede haft mange og forskellige. Lad mig nævne nogle enkelte: en lille gruppe fra distriktspsykiatrisk kontor i Ballerup, 30 internationale journaliststuderende fra Århus, læserklubben fra Politikens omegnsaviser, 15 TV2journalister på efteruddannelseskursus eller blot 4 ægtepar, der på rejseklubbens tur til Bruxelles også gerne ville se parlamentet. Den sidste gruppe skrev venligt bagefter, at mødet med mig og parlamentet var turens højdepunkt - lidt af en ros fra en gruppe på hyggetur! Jeg finder, det er vigtig, at almindelige vælgere får lejlighed til at se parlamentet og høre om vores arbejde. Jeg ville ønske, jeg kunne invitere hele Danmark som besøgsgruppe til Bruxelles. Jeg tror, jeg ville kunne udrydde nogle af de værste myter og give folk en lidt større forståelse for det arbejde, parlamentet laver! Og så kan jeg lide at ”undervise”. Den gamle lektor lever jo stadigvæk i mig! Pressen. Det kan være svært at slå igennem i medierne som MEPer, men det er dog lykkedes mig i et vist omfang, men det tager tid at lære systemet helt at kende og få gode forbindelser, og vi har på kontoret stået lidt alene med opgaven! TV-radio De elektroniske medier er særlig svære, men det er dog blevet til et halv times portræt interview i TV Midt - Vest, flere debatudsendelser i Kanal København og et portrætinterview på Senior-tv. På TV2 News fik jeg mulighed for en kommentar om den irske folkeafstemning, da jeg tilfældigvis var på Christiansborg den dag, og partiets pressemedarbejder fik arrangeret et interview. Det viste mig tydeligt, hvilken fordel det er at være på Borgen og i tæt kontakt med vores pressetjeneste. På P1 har jeg deltaget i morgenradio med Hanne Dahl og har givet interviews til adskillige små lokalstationer. Historier. Det er lykkedes os på kontoret at ”sælge” adskillige historier til blandt andet Ekstrabladet, Politiken og Ritzau. Men jeg er også citeret i artikler i de øvrige aviser. Børsens klimajournalist ved, at hun har en god kilde i mig til forhandlingerne om klimapakken, så jeg bliver jævnligt citeret i forbindelse med klimaartikler i Børsen, Kristeligt Dagblad har bragt et portrætinterview med mig. Mit arbejde med klimapakken har skægt nok også givet anledning til citater i udenlandsk presse - egentlig lidt overraskende. Hvor tit citeres andre landes MEP’er i dansk presse? Læserbrev og indlæg. Muligheden for at komme i medierne ved selv at skrive har været benyttet aktivt. Jeg har fået publiceret to kronikker, en 4-5 længere kommentarer og ca. 50 læserbreve på det halve år, hvor jeg har været medlem. Hjemmeside. På min hjemmeside www.johanneslebech.dk bringer jeg et ugebrev, hvor jeg beskriver ugens hovedbegivenheder og lægger flere af mine artikler. Umiddelbart efter ferien bliver siden – lettere forsinket - opdateret og får nyt design. Det betyder, at jeg vil kunne tilbyde endnu bedre information om mit arbejde. Radikale.net.dk Jeg forsøger at holde medlemmerne løbende informeret om vigtige sager på radikale net.dk og deltager så vidt muligt i debatter om EU relevante emner. Godt i gang Alt i alt har jeg været meget tilfreds med det første halve år i parlamentet. Jeg er kommet godt i gang med arbejdet. I gruppen har jeg markeret mig ,og det samme gælder i udvalgene - specielt miljøudvalget. Jeg er meget flittig med at deltage i udadvendte aktiviteter. Jeg ser frem til at genoptage arbejdet sidst i august og til et godt arbejdsår, der gerne skulle være med til at sikre den radikale plads i parlamentet – også i næste valgperiode!
Geremek er død. Den tragiske nyhed om Bronislav Geremeks død ved en bilulykke fik jeg gennem Jyllands-Posten på vej til Bruxelles. Geremek er medlem af ALDE-gruppen, han har kontor lige over for mig, og jeg har på det sidste haft meget samarbejde med ham i Udenrigspolitiks udvalg, hvor han var et fremtrædende medlem. Geremek var professor i middelalderhistorie og er først og fremmest kendt som en af Solidaritets fremtrædende medlemmer og som udenrigsminister i Polen i perioden 1997-2000. Så sent som i sidste uge deltog han med stor iver i debatten om EUs udvidelsesstrategi, hvor han var en stærk fortaler for, at denne proces fortsat skulle være et centralt og dynamisk element i EUs politik. Han var en meget imødekommende mand, og selv om jeg var ny i gruppen var han meget åben over for samarbejde. På en studietur til Tallinn i begyndelsen af juli havde jeg samen med en tysk parlamentariker en længere samtale med ham, hvor han fortalte om sin tid i Solidaritet og sit arbejde som historieprofessor. På et ELDR møde i sidste uge, hvor vi drøftede næste parlamentsvalg var han ikke helt sikker på, hvad han selv ville, han var jo 76 år. Og nu er han her ikke mere - det er mærkeligt! Der er grund til at ære hans minde - han var en stor europæer, som har været med til på afgørende vis at forme sit lands og Europas fremtid!
Det er ikke lang tid siden, at biobrændstoffer blev opfattet som det grønne svar på den tiltagende forurening. Biodiesel og bioethanol var en grøn løsning på den stigende CO2-udledning fra biler. Høje madpriser og ødelæggelse af naturområder er nu anklagen mod det grønne brændstof. Fødevarer i benzintanken dur ikke, når der er mennesker i verden, som sulter. Og biobrændsel må ikke produceres på bekostning af miljøet. Selvom biobrændsel er et grønt alternativ til benzin har mange inklusive den danske energiminister har mistet troen på disse! Andengenerationsbiobrændsel er en del af løsningen, da denne form for brændstof ikke er baseret på fødevarer, men på affald og anden biomasse. Erfaringen har lært os, at der skal sættes strenge kriterier for bæredygtighed og effektiviteten af brændstoffet. Samtidig skal der sættes fokus på andre teknologier som brint og el, der kan blive vigtige teknologier til at reducere udledningen af CO2 i transportsektoren.
Under sidste uges klimatopmøde i Bangkok blev FN-landene for første gang enige om at arbejde mod et globalt CO2-marked. En glædelig nyhed, men vejen fra et stykke papir til et globalt CO2-marked for ikke at tale om en mere omfattende international klimaaftale er lang. I Europa-Parlamentet arbejder vi som bekendt lige nu med 4 de direktivforslag, der udgør EU-Kommissionens klimapakke. Jeg er selv skyggeordfører på en af disse og på en opinion om en anden. Lobbyisterne står i kø for at tale med os, og vi har lagt en stram og ambitiøs tidsplan for at blive færdige før klimatopmødet i København - og før Europaparlamentsvalget! For det er vigtigt at fastholde det globale perspektiv. Lande som USA, Kina og Indien må med i en global aftale på klimatopmødet i København. Landene følger nøje med i den europæiske diskussion, og hvis EU ikke kan levere, bliver det sværere at overbevise disse om at gå med til en international aftale.
. Jeg er helt enig med Ulla Tørnæs i hendes kritik af den faldende udviklingsstøtte fra EUunionens lande. En OECD-rapport viser en tendens til nedskæringer på det område. Det er et helt forkert signal. EU bør på udviklingsområdet indtage en global førerstilling! Ulla Tørnæs er minister i den samme regering, der indledte sin regeringsperiode med at skære ned på udviklingsbistanden tilskyndet af Dansk Folkeparti, som også på dette område skulle pleases! Det kan derfor undre mig som radikal, at ministeren ikke holder lidt lavere profil! Men nok om det! Det er jo rigtigt, at Danmark selv efter VKregeringens nedskæringer stadig klarer sig pænt i sammenligning med de fleste andre lande i Europa! Jeg kan love ministeren, at jeg ikke vil undlade en mulighed f
Debatten om Danmarks EU-forbehold skal handle om indhold og ikke om form. Da statsministeren sidste år meddelte, at Danmark skulle stemme om forbeholdene, gik den efterfølgende debat mere på hvorvidt "big bang" modellen er at foretrække frem for separate afstemninger eller vi skulle stemme på en eller flere stemmesedler. Den debat bør undgås. I stedet må vi skabe en ordentlig og saglig debat om forbeholdene og deres betydning for danske interesser. I dag er det forsidestof når den europæiske centralbank ændrer renten da det har konsekvenser for hele den danske økonomi. Borgere med huslån bliver berørt. Ligeledes holder internationale markedsaktører tæt øje med centralbanken, da dens handlinger udsender vigtige signaler om Europas økonomi og dermed Danmarks økonomi. Derfor er det helt utilstrækkeligt, at vores nationalbankdirektør kun har observatørstatus i centralbanken i og med at kronen er bundet til euroen, og vi dermed ikke har andet valg end at følge beslutningerne fra Frankfurt. Retsforbeholdet vil forekomme ligeså paradoksalt, især når Lissabon-traktaten træder i kraft. Størstedelen af sagerne inden for det retslige samarbejde vil blive besluttet overstatsligt og dermed bliver Danmark for alvor sat på sidelinien. Vi vil komme til at stå uden for meget af det retlige samarbejde, men også politisamarbejdet bliver truet, hvilket er absurd i et EU uden indre grænser. Udenrigsministeren har tidligere udtalt at Danmark har sværere og sværere ved at lave parallelaftaler og muligheden for disse bliver yderligere reduceret efter Lissabontraktaten. De andre land har jo som bekendt accepteret en dansk "opt in" protokol på området - en form for ny undtagelse! - og forventer derfor, at det må være tilstrækkeligt. Forbeholdene inden for forsvarsområdet har også sat Danmark i mærkværdige situationer som vi fx. så i 2004 da danske tropper under NATO måtte trække sig ud af Bosnien efter at EU overtog ansvaret for sikkerheden. Forbeholdene er således for vigtige til at blive brugt som brikker i det politiske spil på Christiansborg. Det er 15 år siden vi fik disse forbehold, tiden er løbet fra disse og debatten om deres snarlige afskaffelse er vigtigere end debatten om afstemningsform eller stemmesedlens størrelse og udseende.
Der har i den seneste uge været debat om en hemmelig revisionsrapport fra Europa-Parlamentet, der omhandler medlemmernes mulige snyd med personalelønninger. Når det er afklaret hvilke MEP'er, der har svindlet, og hvilke, der kun måtte have begået fejl, skal rapporten offentliggøres I dag ansætter og lønner de fleste politikere selv deres ansatte under mange forskellige ordninger - nogle mere gennemsigtige end andre. Det betyder, at flere parlamentarikere putter pengene i egen lomme frem for at lønne deres personale. Jeg kan ikke andet end tage afstand fra denne form for svindel. En eventuel løsning på problemet er, at alle, der er ansat af et medlem af Europa-Parlamentet, i stedet ansættes af parlamentarikerens gruppe - ligesom vi kender det fra Danmark. Så vil ingen have mulighed for at snyde med parlamentets midler!
I forbindelse med Kosovos selvstændighedserklæring har Rusland været særdeles aktiv i sin støtte til Serbien. Med Tetjenien som uløst nationalt problem i Rusland giver det god mening.. Ruslands ambassadør ved NATO Ragosin gik så vidt til fremsætte nogle tågede trusler om militær magt, som de fleste iagttagere ikke mener skal tages alvorligt. Den mest nationalistiske fløj i landet føler sig tiltrukket af russisk retorik! Og det samme er tilsyneladende tilfældet med Serbiens ministerpræsident Kostunica, mens den nyvalgte præsident Tadic trods udtalt skuffelse over selvstændighedsserklæringen og en række landes anerkendelse af denne, fastholder den europæiske kurs. Også i Ukraine, hvor halvdelen af befolkningen taler russisk, ses denne splittelse mellem at skulle vælge en vestvendt Europakurs eller fortsat været knyttet til Rusland. Putin gik i forrige uge så vidt at true med at ville rette missiler mod Ukraine, hvis landet blev medlem af NATO Putin forsøger således at slå på antivestlige strenge samtidigt med, at han støtter nationale kræfter. Det ses også tydeligt i Putins indenrigspolitiske retorik, hvor han bevidst spiller på russisk nationalisme med et antivestligt anstrøg. Den russiske dobbeltmoral bliver dog helt tydelig, når vi kikker på Kaukasus. Her bekæmper Rusland Tetjeniens ønske om national selvstændighed, men når der tale om russiske interesser kan sagen vendes helt. Der har længe været tale om, at de to georgiske regioner Abkhasien og Sydossetien ville løsrive sig fra Georgien. Rusland har stærke politiske og økonomiske interesser i Abkhasiens og Sydossetiens løsrivelse. Georgien er i dag et transitland for olie fra det Kaspiske hav. Rusland har derfor i interesse i, at de to regioner løsriver sig for at destabilisere Georgien og yde pression på landet. Dobbeltmoralen fra russisk side er til at få øje på og gavner bestemt ikke diskussionen om selvstændighed. Selvom det kan være forståeligt historisk og følelsesmæssigt set, er løsningen på Europas etniske modsætninger ikke dannelsen af ubæredygtige småstater. Fremtiden ligger i et udvidet europæisk samarbejde!
Serbiens udenrigsminister Jeremic besøgte i sidste uge Europa-Parlamentet. Kun to dage efter Kosovos selvstændighedserklæring fik vi i Udenrigspolitisk udvalg mulighed for at drøfte situationen med ham. Det var en meget stærk oplevelse. Han understregede, at Serbien vil bruge dialog frem for militær magt over for Kosovo. Men han gav også udtryk for den ydmygelse, som det serbiske folk føler. Der er forståelse i Serbien for, hvor uhyrlige forbrydelserne mod Kosovos albanske befolkningsflertal var under Milosevic, men serberne kan ikke forstå, at provinsen nu, hvor de har fået demokrati, skal tages fra dem. Udenrigsministeren tog afstand fra urolighederne i Beograd, men appellerede til forståelse for de stærke følelser. Rusland har stillet sig på Serbiens side og Ruslands ambassadør ved NATO Ragosin har fremsat nogle lidt tågede trusler om militær magt. Den mest nationalistiske fløj i landet føler sig tiltrukket af russisk retorik! Det er vigtigt, at EU handler nu. En undersøgelse for nylig viste, at 65% af Serbiens befolkning ser deres fremtid i EU. Serbiens moderate kræfter skal støttes i deres ønske om at tilknytte landet til Europa. EU bliver ansvarlig for udviklingen i det nye land Kosovo, som ikke kan klare sig uden støtte. Men EU skal samtidigt sende klare signaler til alle landene på Balkan, at fremtidsperspektivet for regionen er samarbejde og på sigt i form af et medlemskab af EU. Nok er EU's lande splittede i spørgsmålet om anerkendelse af den nye stat, men må sammen støtte målsætningen om at fremme samarbejdet i regionen og give den en stor støtte både politisk og økonomisk. Og forholdet til Serbien er vigtigt. Det er nu, at der skal indgås aftaler med Serbien. Det er nu der skal skabes bedre muligheder for at Serbiens ungdom kan rejse til de øvrige europæiske lande og studere. Det er nu der skal handles. Den følelse af national ydmygelse, som nok en stor del af befolkningen føler lige nu, må ikke føre til følelse af isolation, men skal ændres til tro på en europæisk fremtid.
Løn. Medlemmerne af Europa Parlamentet får ikke den samme løn. Der er endog store lønforskelle. Medlemmerne får samme løn som medlemmerne af deres nationale parlament. De danske MEPer ligger så vidt jeg ved tæt på gennemsnittet af lønningerne i Parlamentet. Dette betyder, at et dansk medlem får pt. ca. 45 913 kr. i måneden. Pengene udbetales via Personalestyrelsen og beskattes i Danmark. Rejser og diæter. Et medlem af Europaparlamentet modtager ikke en skattefri omkostningsgodtgørelse, får ikke et boligstilskud og har ikke frikort til DSB m.v. som danske folketingsmedlemmer. For hver dag MEPeren deltager i et møde i Bruxelles, Strasbourg eller er på en officiel delegationsrejse modtager han dagpenge/diæt. Fremmøde kontrolleres ved personlig underskrift i mødelokalet eller på et centralt kontor i parlamentet. Diæterne/dagpengene er gode og kan dække ophold på et meget godt hotel og alle måltider på restaurant. Europaparlamentsmedlemmet får ikke dækket sine rejseudgifter efter regning medmindre, der er tale om helt specifikke rejser. De ugentlige rejser til Bruxelles eller Strasbourg dækkes med et standardbeløb udregnet efter afstand mellem bopæl og Bruxelles/Strasbourg. Beregningen består af anslået billetpris plus et afstandstillæg. Dette system har været kritiseret meget, da resultatet bliver, at medmindre man er ekstremt uheldig med sine billetkøb, vil det give et pænt overskud. Kontrol af, at rejsen er foretaget, sker ved fremmødeunderskrift og indlevering af boardingkort. NB: Efter næste valg vil systemet blive ændret, således at lønningerne i Parlamentet vil blive tilnærmet hinanden. Det vil betyde, at et medlem fra Danmark vil stige i løn. Til gengæld vil alle rejser ske efter regning! Udgifter til kontorhold og personale. Kontorhold - populært kaldet blyantskontoen Til dækning af kontorhold udbetales der hver måned 3946 EURO. Beløbet skal dække anskaffelser, vedligeholdelse og anvendelse af EDB-materiel, porto med videre. Pengene udbetales uden et krav om aflæggelse af regnskab. Det forventes, at man bruger pengene ansvarligt. Det er selvfølgelig kritisabelt, da det kan misbruges. De fleste MEP'er, jeg kender, fører dog et omhyggeligt regnskab, som kan offentliggøres for kontoen. Min assistent fører min konto, og de, der måtte ønske det, kan få adgang til at se udgifterne. Der har været tale om at kræve dokumentation for i det mindste 50% af udgifterne efter næste valg, men det er ikke sikkert, det bliver vedtaget. Systemet kan forklares med, at der spares penge til revision af småbeløb, men det ryster alligevel en tidligere statsrevisor! Personale: Medlemmerne har ret til en månedlig assistentgodtgørelse på ca. 115 000 kr. om måneden til dækning af udgifter i forbindelse med ansættelse af assistenter, som medlemmet frit kan vælge. De fleste medlemmer laver en aftale med en administrator, der varetager de praktiske opgaver i forbindelse med lønudbetaling, regnskabsføring m.v. Jeg har laver kontrakt med Det Radikale Venstres sekretariat, der varetager administrationen af de medarbejdere, jeg har i Bruxelles og København. De ansættes på lignende vilkår som assistenter i det Radikale Venstres sekretariat, og sekretariatschefen er deres de facto arbejdsgiver, selvfølgelig i samarbejde med mig.
I diskussionen om de danske forbehold er Villy Søvndal uklar i mælet. Han vil acceptere muligheden for dansk opt out af det retlige forbehold, hvis det bliver på et område, der passer SF. Men det skal ikke være på et område som passer Venstre og Dansk Folkeparti. Også på forsvarsområdet ønsker SF noget der ligner en delvis afskaffelse af forbeholdene. Partiet vil have en garanti for, at Danmark kun deltager i operationer i FN-regi. Så vil det altid være Folketinget, der fra sag til sag skal afgøre, hvilke operationer Danmark skal tage del i. Så SF's krav minder om et opt out. Kun i spørgsmålet om EUROen er SFs tale klar. En ny mønt vil partiet ikke have. SF må være påvirket af Dansk Folkepartis nationalistiske fastholden ved kronen, for nationaløkonomisk gør det næppe den store forskel, som landet agerer økonomisk lige nu. Der bør ikke fifles med afskaffelse af forbeholdene. Det er på tide, at vi får afskaffet dem alle uden opts in og outs, så Danmark kan deltage fuldt og helt i EU-samarbejdet. Det er den egentlige mening med forpligtende internationalt samarbejde!
Vejen til selvstændighed for Kosovo begyndte paradoksalt nok, da Milosevic fratog provinsen selvstyret i 1989 og begyndte sin undertrykkelsespolitik over for det albanske befolkningsflertal. Det hele kulminerede med begivenhederne i 1999, hvor det internationale samfund ved sin indgriben reelt fratog Serbien retten til at styre provinsen. Bag festlighederne i forbindelse med Kosovos selvstændighed lurer en række problemer. Serbien betragter støttet af Rusland provinsen som en legitim del af landet. Valget af den Europavenlige præsident Tadic betyder nok, at Serbien vil affinde sig med selvstændigheden, men næppe godkende den. Og selvom Kosovos regering understreger, at de ti procent af Kosovos befolkning, som er serbere kan føle sig sikre, så er de bekymrede for fremtiden, og en del af dem er flygtede. Et andet problem er den lille stats mulighed for at klare sig selv selv. En stor del af den økonomiske aktivitet i landet baserer sig på de mange penge, som det internationale samfund, især EU, har pumpet ind og fortsat må forventes at pumpe ind i landet. Samtidigt er landet på grund af de mange års usikre status præget af stor mafiaagtig aktivitet. Det bliver nu en enorm opgave for EU at skabe stabilitet i provinsen og mulighed for, at den kan klare sig økonomisk på længere sigt. Det bliver ikke i denne generation er økonomernes dystre forudsigelser! Men selvstændigheden rejser også et principielt problem. Selvom det kan være forståeligt historisk og følelsesmæssigt set, er løsningen på Europas etniske modsætninger ikke dannelsen af småstater af en størrelse, så de næppe er bæredygtige. Fremtiden ligger i et udvidet europæisk samarbejde EU må gøre det klart for Serbien og de øvrige lande på Balkan, at fuldt medlemskab af EU for samtlige lande på Balkan, er det langsigtede perspektiv. Men for at nå det mål forventes der også resultater fra landenes side. Det ville være et fremskridt, hvis landene kunne vise større evne til regionalt samarbejde. Dette kunne være i form af et Balkan Råd, som vi kender det fra Norden og det baltiske område. Rådet skal være et politisk forum, der gennem dialog og praktisk samarbejde kunne medvirke til at hele sårene i den plagede region. Det bliver ikke let på baggrund af den nationale ydmygelse, som mange serbere føler Kosovos selvstændighed er udtryk for. Det bliver en opgave for EU at overbevise den serbiske befolkning om, at landet har en europæisk fremtid og tilskynde alle landene i regionen til at vise vilje til samarbejde.
Jeg har opfordret Asmaa til, at vi tager et møde sammen under denne valgkamp. Vi opstillet i den samme kreds, så det vil være helt relevant. Men jeg fik den meddelelse fra hendes hovedkvarter, at hun var meget selektiv med sine møder. Jeg blev fravalgt! Mig ville hun ikke tale med! Og jeg havde netop ikke lagt op til et møde med tørklæder som hovedtema! For min skyld kan både Asmaa og Elsebeth gå med tørklæder, som de ønsker. Jeg synes, det er lidt yt i Danmark år 2007 at gå med tørklæde med mindre håret er nyvasket, det blæser eller man fryser. Og det gælder både muslimer og radikale! Hvad jeg er meget mere optaget af og gerne vil drøfte med Asmaa, er, hvordan vi sikrer, at unge 2. og 3 generationsindvandrere - ofte med muslimsk- baggrund kan føle sig integrerede i det danske samfund. Hvordan undgår vi, at de unge mandlige indvandrere får en oplevelse af marginalisering, der ofte fører til vold og kriminalitet eller tilslutning til yderliggående halv eller helvoldelige organisationer. Og hvordan kan vi sikre, at de unge kvinder bliver en aktiv del af vores fælles samfund. Hvordan kan vi fremme den gensidige forståelse for hinandens religion og kultur? Jeg vil også gerne drøfte religionens rolle og placering i samfundet med Asmaa. Hvordan vi sikrer at folkekirken, som over 80 % af befolkningen tilhører, har gode vilkår samtidigt med, at de andre trosretninger føler, at der er plads til dem. Jeg ser for mig, at vi de næste år må tage fat på lovgivning i forbindelse med Grundlovens paragraf 66 og 67, der handler om Folkekirkens forfatning og de andre religioners forhold. Ærgerligt for det kunne være blevet et spændende møde!
Det har kun mening at inddrage Irakkrigen i valgkampen af en årsag. Vi skal sikre, at det ikke i fremtiden kan lade sig gøre at engagere Danmark i internationale aktioner uden et meget bredt flertal i Folketinget. Man kunne selvfølgelig bruge meget energi på at skælde ud over at et lille flertal uden FN-mandat valgte at lade Danmark støtte USA i krigen mod Saddam Hussein. Men det er jo fortid. Det er meget vigtigere at se frem. Man kunne i første omgang vedtage en Folketingsbeslutning, hvor Folketinget bandt sig til altid at have et flertal på mindst 2/3 bag en beslutning om et dansk militært engagement i udlandet. På lidt længere sigt bør det overvejes at indskrive en sådan regel i Grundloven, som det snart må lykkes at finde et flertal for at få revideret!
Tiden er moden til at vi får realiseret den lovgivning, der er forudset i Grundlovens to løfteparagraffer §66 - om folkekirkens forfatning og §69 - om de andre trossamfunds forhold. En begyndelse kunne være nedsættelse af to kommissioner, én for hver af paragrafferne Allerede som kirkeminister i 2001 forsøgte jeg forsigtigt at rejse en debat om Folkekirkens stilling i samfundet og om de øvrige trossamfund. Jeg havde svært ved at finde forståelse for den debat! Folkekirkens stilling i forhold til staten har næsten været et tabu at diskutere. Det går jo meget godt vil mange sige, hvis de da ikke hiver det gamle citat frem om, at den nuværende ordning sikrer, at kirkens folk holder sig i ro. Man kan næppe heller hævde, at der kan sættes spørgsmålstegn ved de andre trossamfunds fulde frihed i Danmark, og på mange måder er de også med gode skatteregler tilgodeset i et omfang, så det kan være svært at argumentere for, at Folkekirken får positiv økonomisk særbehandling. Hvad er der da sket, som bevirker, at tiden nu er moden til at diskutere fornyelser? Blandt andet den turbulente periode med den meget engagerede kirkeminister Tove Fergo medvirkede til at overbevise mange om, at tiden var kommet til, at Folkekirken fik en mere selvstændig stilling i forhold til staten. I de 6 år der er gået, er behovet for at få bedre rammer for de andre trossamfunds også blevet mere tydeligt. Med det nuværende regeringsflertal domineret af Dansk Folkeparti har det ikke været muligt at gøre noget ved sagen. Bliver der efter valget skabt et nyt regeringsflertal er det helt oplagt, at dette område må blive genstand for reformer.
Villy Søvndal praler lidt med sine plejehjemsbesøg og kommer i søgelyset for det. Jamen man skal ikke prale og overdrive. Naser bliver beskyldt for at få lave sort arbejde og for slet ikke at have oprettet den børnefond, han har sagt han ville oprette. Jeg kan måske godt forstå, at Naser kan føle, at nogen vil forsøge at begå karaktermord på ham. Omvendt må nogle af hans rådgivere ikke have fortalt ham, hvor påpasselig det er nødvendigt at være som toppolitiker. Ingen bør få lavet sort arbejde og pynteprale offentligt. Men det er et særligt vilkår for politikere, at der ikke må snydes på vægten. Mediebilledet i Danmark i dag er så konkurrencepræget, at en historie om fusk hos en politiker altid vil nå forsiden - desværre ofte også når den er tynd eller har meget lidt hold i virkeligheden. Hvad kan man lære af det? Ja den enkelte politiker, kandidat eller valgte må vide, at han er mere udsat end almindelige borgere. Det er på sin vis fair nok, der skal være tillid til en folkevalgt politiker. Han bliver derfor nødt til at være mere forsigtig, end det normalt kræves af en borger. Omvendt må den konkurrenceprægede presse også sørge for at have hold i historierne. Ofte løber pressen med en halv vind for en god historie, og det kan næsten være umuligt at rette op på en dårlig presseomtale – også selvom den har meget lidt forbindelse til virkeligheden, og vel især hvis den ikke tager alle nuancerne med, som det f.eks. synes at være tilfældet i sagen om Nasers fond. Det hele handler også om en valgkamp, der har svært ved at finde et politisk indhold i en tid, hvor personprofileringen på mange måder har en tendens til at overskygge de politiske budskaber. Og vi politikere har jo selv en del af skylden, for vi ved, at det er godt at blive omtalt for meget andet end vores politiske budskab. Det er jo derfor statsministeren tager løbesko på og løber rundt med børn fra et julemærkehjem og Naser besøger væresteder på Vesterbro. Vi ved, at omtale af politikere som mennesker er godt stof og kan give stemmer. En del af gamet er så, at hvis vi dummer os - så er pressen der altså også!
Mindre kontrol og mere tillid i den offentlige sektor! Melodien er den samme overalt i det offentlige: ” Hvorfor viser regeringen ikke tillid til, vores faglige kunnen og lader os bruge arbejdstiden på at levere et fagligt stykke arbejde i stedet for at bebyrde os med mere og mere bureaukratisk og tidskrævende kontrol.” Det gælder sygehjælperen, der fortæller, at hun skal udfylde en blanket, når hun har vasket en patient på sin afdeling. På vaskekontrolskemaet er der en rubrik til at krydse af, om hun har vasket navlen. Det er selvfølgelig vigtigt at huske det hele, men eksemplet er så grotesk, at jeg har svært ved at tro på det. Kan man forestille sig en person, der sidder og kontrollerer vaskerapporter og laver statistik på manglende navlevask? For nylig var jeg sammen med en del universitetsansatte, der på samme måde kunne fortælle om, hvordan de konstant blev bombarderet med fornyede bureaukratiske krav, som havde et indhold, der dels var håbløst, dels medførte et tidsforbrug, som det var svært at få øje på relevansen af, og som forhindrede de ansatte i at lave et godt stykke forsknings- og undervisningsarbejde. Og det gælder gymnasielærerne, der med den nye HF og gymnasiereform er blevet bombarderet med krav om dokumentation og skemaudfyldelse. Det er dog i et vist omfang blevet erkendt af embedsmændene, at ministeriet er gået for vidt. Et såkaldt monsterudvalg er blevet nedsat med henblik på at nedbringe de mest overflødige og absurde bureaukratiske tiltag. Hvorfor ikke vise de offentligt ansatte tillid? Det må kombineres med en sikring af deres faglighed. Det er egentlig ikke så svært: hvordan får man en god folkeskole?: ved at have gode lærere! Tests, evalueringer, skemaudfyldelse og kontrol kan ikke give garanti for kvaliteten, højst fange nogle få fejltagelser. Den gode engagerede lærer, der føler, at hun får mulighed for at gøre et godt stykke arbejde med frihed til at bruge sin faglighed inden for fornuftige rammer, er den bedste garanti for en god skole. Og det gælder også på en lang række andre områder inden for den offentlige sektor. Det er i virkeligheden utroligt, at en liberal regering i den grad er tyet til centralisering og styring i stedet for at lade den offentlige sektor præge af frihed og tillid til de enkelte institutioner og medarbejdere.
Stem ja til reformtraktaten 13.november. Brug denne valgkamp som en mulighed for at spørge folketingets politikere om, hvordan de forholder sig tilden nye reformtraktat. Det giver så en mulighed for at afgive sin stemme til valget i overensstemmelse med det. Vi sparer dermed en folkeafstemning og kan i stedet benytte en sådan til at få taget stilling til afskaffelsen af de danske forbehold. Min holdning til reformtraktaten er klar! Selvom jeg ikke helt fik den traktat, jeg ønskede, så er reformtraktaten et godt grundlag for det fortsatte europæiske samarbejde og fornyelsen af dette.
Et åbent og innovativt Danmark Danmark skal være et åbent og innovativt samfund, som kan møde globaliseringens udfordringer. Det skal sikres ved investering i forskning og uddannelse. Anstændig udlændingepolitik Udlændingelovgivningen skal reformeres. Det danske samfund må være mere åbent over for muligheden for at få bopæl i landet, hvis man kommer og kan tilbyde kvalificeret arbejdskraft, eller hvis man har familiemæssige relationer til en dansk statsborger. Internationalt engagement Danmark skal vise et internationalt engagement gennem fuld deltagelse i det europæiske samarbejde og ved aktiv støtte til den 3. verden. De danske EU-forbehold må væk, og ulandsbistanden må op på det niveau, den havde før det nuværende regeringsflertal fik magten. Tillidsreform Dygtige medarbejdere i den offentlige sektor er en vigtig forudsætning for velfærd. Regeringens kontrolbureaukrati, som offentlige ansatte på alle niveauer udsættes for, må ændres. Offentlige ansatte må vises tillid, sikres gode arbejdsvilkår og muligheder for videreuddannelse, så de kan leve op til ændrede krav i sektoren. Skatten ned på arbejde Skatten på arbejde må ned med det hovedformål at skabe flere af de arbejdspladser, der er nødvendige for en fortsat udvikling af velfærdsstaten. Bryd det nuværende regeringsflertal - stem radikalt!
Så lykkedes det! Det europæiske råd nåede til enighed om en ny reformtraktat. Efter folkeafstemningerne i Frankrig og Holland har Europa måttet leve med en tænkepause, men på grundlag af det kompromis, som Merkel fik strikket sammen allerede i foråret nåede rådet et resultat. Nu venter vi så kun på, at den bliver vedtaget i de enkelte medlemslande. Resultatet er ikke så godt som det oprindelige traktatforslag. Vi får igen en ændringstraktat med juridiske justeringer af den oprindelige tekst. Det gør den ikke lettere at overskue for almindelige borgere. Den klarhed der lå i, at traktaten blev sammenskrevet og samordnet til et nyt dokument betød, at den ville blive langt mere tilgængelig for Europas borgere - et vigtigt demokratisk fremskridt: På en del substantielle områder er der også sket reelle forringelser, således udsættes en reform af stemmesystemet, vigtigheden af den fri konkurrence nedtones. Polske og britiske borgere får undtagelser fra de grundlæggende rettigheder. Det danske retlige forbehold udvides og baner vejen for indførelse af et dansk forbehold over for fælles flygtninge og asylpolitik i Europa. Heldigvis er mange vigtige elementer bevaret i Reformtraktaten. Det er et vigtig fremskridt, at EU's globale rolle styrkes. Med en fælles repræsentant for udenrigspolitik – navnet er mindre væsentligt – der kan koordinere Ministerrådet og Kommissionens eksterne politikker og dermed lægge økonomisk vægt bag de udenrigspolitiske erklæringer. Et EU der taler med en stemme er helt afgørende for arbejdet med at fremme fred og demokrati i verden omkring os. De værdier, det europæiske samarbejde bygger på slås fast med reformtraktaten. Det gælder bl.a. frihed, demokrati, ligestilling, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed og solidaritet. Traktaten indfører klogeligt ikke særlig kriterier for optagelse, men det understreges at nye( såvel som gamle) lande skal respektere og fremme dette værdigrundlag. EU er en åben og dynamisk organisation, og det er en del af dynamikken, at Europa ikke lukker sig om sig selv, men sender det signal til omverdenen, at det nuværende DEU ikke er en endelig størrelse Reformerne af institutionerne er nødvendige på grund af udvidelserne. Når klubben udvides fra 15 til 27 – og måske flere medlemmer, må også spillereglerne justeres. En fast formand, der ikke samtidig har fuldtidsjob som statsminister i en af medlemsstaterne, kan koncentrere sig om opgaven og sikre, at der bliver fulgt op på beslutningerne i Det Europæiske Råd. Der indføres et dobbelt flertal i Ministerrådet, hvilket betyder, at en beslutning kræver et flertal både af antal lande og af den samlede europæiske befolkning. Det er en enkel og demokratisk ordning. Flertalsafgørelser skal bringe ny dynamik i samarbejdet, så enkelte lande ikke kan blokere for vigtige beslutninger. Endelig vil en slankere Kommission med færre kommissærer kunne fokusere indsatsen på de vigtigste områder. Med Reformtraktaten bliver EU klædt bedre på til at tackle Europas nye udfordringer: Det gælder bl.a. klimaændringer, grænseoverskridende sundhedstrusler, migration, terrorisme, menneskehandel og energiforsyninger. Endelig styrkes de demokratiske elementer på flere måder. Med Borgerinitiativet kan 1 mio. borgere europæiske borgere rejse en sag, som Kommissionen bliver forpligtet til at tage op. De nationale parlamenter får en større rolle og et større ansvar - både i forhold til kontrol med nærhedsprincippet og i forhold til kontrol med Europol. Samtidig skal de inddrages tidligere i beslutningerne. Det giver bedre mulighed for at påvirke resultatet. Endelig medfører reformtraktaten den vigtige ændring, at de folkevalgte i Europa-Parlamentet får mere indflydelse, idet Parlamentet bliver medlovgiver på næsten 50 nye områder, og bl.a. får mere indflydelse på landbrugspolitikken og budgettet. En indflydelse som forhåbentlig kan udnyttes i retning af flere reformer på landbrugspolitikken. Det er ganske vist ikke de tendenser, vi hidtil har set fra et flertal i Parlamentet, men jeg har store forventninger til det kommende sundhedstjek af landbrugspolitikken, der skal danne baggrund for en bredere debat af reformer for landbrugspolitikken. Hurtig godkendelse – væk med forbeholdene! Der er således for mig ikke nogen tvivl om, at Danmark skal godkende reformtraktaten hurtigst muligt, så vi kan komme videre med folkeafstemninger om de danske forbehold, så Danmark kan deltage i fuldt og helt det europæiske samarbejde.
Huskede du navlen? Mindre kontrol og mere tillid i den offentlige sektor! Melodien er den samme overalt i det offentlige: ” Hvorfor viser regeringen ikke tillid til, vores faglige kunnen og lader os bruge arbejdstiden på at levere et fagligt stykke arbejde i stedet for at bebyrde os med mere og mere bureaukratisk og tidskrævende kontrol.” Det gælder sygehjælperen, der fortæller, at hun skal udfylde en blanket, når hun har vasket en patient på sin afdeling. På vaskekontrolskemaet er der en rubrik til at krydse af, om hun har vasket navlen. Det er selvfølgelig vigtigt at huske det hele, men eksemplet er så grotesk, at jeg har svært ved at tro på det. Kan man forestille sig en person, der sidder og kontrollerer vaskerapporter og laver statistik på manglende navlevask? For nylig var jeg sammen med en del universitetsansatte, der på samme måde kunne fortælle om, hvordan de konstant blev bombarderet med fornyede bureaukratiske krav, som havde et indhold, der dels var håbløst, dels medførte et tidsforbrug, som det var svært at få øje på relevansen af, og som forhindrede de ansatte i at lave et godt stykke forsknings- og undervisningsarbejde. Og det gælder gymnasielærerne, der med den nye HF og gymnasiereform er blevet bombarderet med krav om dokumentation og skemaudfyldelse. Det er dog i et vist omfang blevet erkendt af embedsmændene, at ministeriet er gået for vidt. Et såkaldt monsterudvalg er blevet nedsat med henblik på at nedbringe de mest overflødige og absurde bureaukratiske tiltag. Hvorfor ikke vise de offentligt ansatte tillid? Det må kombineres med en sikring af deres faglighed. Det er egentlig ikke så svært: hvordan får man en god folkeskole: ved at have gode lærere! Tests, evalueringer, skemaudfyldelse og kontrol kan ikke give garanti for kvaliteten, højst fange nogle få fejltagelser. Den gode engagerede lærer, der føler, at hun får mulighed for at gøre et godt stykke arbejde med frihed til at bruge sin faglighed indenfor fornuftige rammer, er den bedst garanti for en god skole. Og det gælder også på en lang række andre områder inden for den offentlige sektor. Det er i virkeligheden utroligt, at en liberal regering i den grad er tyet til centralisering og styring i stedet for at lade den offentlige sektor præge af frihed og tillid til de enkelte institutioner og medarbejdere.
Huskede du navlen? Mindre kontrol og mere tillid i den offentlige sektor! Melodien er den samme overalt i det offentlige: "Hvorfor viser regeringen ikke tillid til, vores faglige kunnen og lader os bruge arbejdstiden på at levere et fagligt stykke arbejde i stedet for at bebyrde os med mere og mere bureaukratisk og tidskrævende kontrol." Det gælder sygehjælperen, der fortæller, at hun skal udfylde en blanket, når hun har vasket en patient på sin afdeling. På vaskekontrolskemaet er der en rubrik til at krydse af, om hun har vasket navlen. Det er selvfølgelig vigtigt at huske det hele, men eksemplet er så grotesk, at jeg har svært ved at tro på det. Kan man forestille sig en person, der sidder og kontrollerer vaskerapporter og laver statistik på manglende navlevask? For nylig var jeg sammen med en del universitetsansatte, der på samme måde kunne fortælle om, hvordan de konstant blev bom barderet med fornyede bureaukratiske krav, som havde et indhold, der dels var håbløst, dels medførte et tidsforbrug, som det var svært at få øje på relevansen af, og som forhindrede de ansatte i at lave et godt stykke forsknings- og undervisningsarbejde. Og det gælder gymnasielærerne, der med den nye HF og gymnasiereform er blevet bombarderet med krav om dokumentation og skema udfyldelse. Det er dog i et vist omfang blevet erkendt af embedsmændene , at ministeriet er gået for vidt. Et såkaldt monsterudvalg er blevet nedsat med henblik på at nedbringe de mest overflødige og absurde bureaukratiske tiltag. Hvorfor ikke vise de offentligt ansatte tillid? Det må kombineres med en sikring af deres faglighed. Det er egentlig ikke så svært: hvordan får man en god folkeskole: ved at have gode lærere! Tests, evalueringer, skemaudfyldelse og kontrol kan ikke give garanti for kvaliteten, højst fange nogle få fejltagelser. Den gode engagerede lærer, der føler, at hun får mulighed for at gøre et godt stykke arbejde med frihed til at bruge sin faglighed inden for fornuftige rammer, er den bedste garanti for en god skole. Og det gælder også på en lang række andre områder inden for den offentlige sektor. Det er i virkeligheden utroligt, at en liberal regering i den grad er tyet til centralisering og styring i stedet for at lade den offentlige sektor præge af frihed og tillid til de enkelte institutioner og medarbejdere
Massiv modstand mod Tyrkiets optagelse i EU blandt danskerne lød overskriften til offentliggørelsen af en Rambøl måling om danskernes holdning til dette spørgsmål offentliggjort i JP onsdag den 10.oktober. Det er ikke forbavsende, at mange er usikre ved Tyrkiets optagelse i EU. Det moderate, EU-venlige, men også muslimsk orienterede parti AK, der - ikke mindst efter det sidste overbevisende valg - sidder sikkert på regeringsmagt og præsidentembede, vækker bekymring både i Europa og i sekulære kredse i Tyrkiet. Partiets intention om at tillade tørklæder i offentlige institutioner i Tyrkiet tolkes af partiet som en indrømmelse til muslimske kvinders menneskerettigheder, men af de sekulære kræfter som et skridt i retning af en islamisering af Tyrkiet. Jeg tror på regeringen og er tilhænger af Tyrkiets optagelse i EU, når landet er klar og opfylder optagelseskravene. Men også jeg bliver bekymret, når jeg hører rygter om nye tilføjelser til forfatningen som ” børn, handikappede og kvinder er sårbare grupper, der har krav på beskyttelse”. Formuleringen kan synes uskyldig, men ved nærmere analyse bliver det tydeligt, at den peger i en uheldig retning. Kvinder skal nok beskyttes, men først og fremmest er de ligestillede med mændene, hvad der også er ordlyden i den nuværende forfatning, der erklærer alle borgere for ligeværdige. Svaret på egne og andres bekymringer er, at Tyrkiet selv bestemmer, om det vil vælge den europæiske vej med sekularisering, demokrati og menneskerettigheder. Hvis et tyrkisk flertal skulle ønske at bevæge sig i en anden retning, er det deres valg. Jeg tror det ikke, men det er vigtigt, at vi sender de rigtige signaler til Tyrkiet. Hvis vi i EU konstant sender signaler om, at vi slet ikke ønsker Tyrkiet som medlem, støtter vi ikke de kræfter, der vil den europæiske vej!
I en landsdækkende plakatkampagne fører Dansk Folkeparti sig frem med overskrifter som tolerance og ytringsfrihed. Husker man blot nogle få af partiledernes udtalelser om fremmede og muslimer og eksklusionerne af menige partimedlememr, som ytrer sig uheldigt offentligt, så giver det mindelser om George Orwells beskrivelse af brugen af Nysprog i romanen 1984.
Socialdemokraterne har hjertet med i deres udlændingepolitik, for de ønsker, at de mennesker, der opholder sig i flygtningelejrene, behandles ordentligt, udtaler Henrik Sass Larsen i en kommentar Jyllands-Posten lørdag. Det lyder jo udmærket, men samtidigt understreger han, at Socialdemokraterne vil stå fast på regeringens uliberale og umenneskelige familiesammenføringspolitik. I politik er det godt at hjertet er med, men hvis det ikke giver sig udtryk i vilje til fornuftig lovgivning, så er det kun luftig snak. De danske familiesammenføringsregler skal ændres. Man kan da godt blande hjertet ind i den sag, men det er i grunden nok at have en liberal holdning til det enkelte menneskes frihedsrettigheder for at ønske et opgør med den lovgivning - og det gør jeg som radikal
Selvom det slet ikke er politisk korrekt - vil jeg gerne medgive, at jeg har respekt for Bjørn Lomborg. I dag udkommer hans nyeste debatbog ”Cool it”, hvor han udfordrer den efterhånden mest politiske korrekte sandhed: den selvskabte klimaforandring, og hvad vi skal gøre ved den. Det er altid vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved sandheder, som synes så selvindlysende, at alle løber efter dem. Det er lige så vigtigt hele tiden at understrege, at den politiske opgave er at prioritere. Hvem vil ikke gøre det gode og rigtige, men det svære kommer, når der skal prioriteres. Og netop den prioriteringsdiskussion har en tendens til at fortone sig, når pressen bringer gode historier og overskrifter. Politikerne lader sig presse af overskrifterne og krav om handling nu og tør sjældent stå op imod opblæste sensationer og tage en prioriteringsdiskussion Og det gælder ikke kun på klimaområdet. Det gælder også ønsket om rene bleer på plejehjemmene og ventetidsgarantier
Reformtraktat bliver åbenbart navnet på den nu vingeskudte forfatningstraktat, som ville have betydet et væsentligt fremskridt for det europæiske samarbejde. Med de franske og hollandske vælgeres nej blev der sat en grundig stopper for den vision. Det er svært at forstå, at en traktat af den karakter ikke kunne appellere til europæere konfronteret med det 21. århundredes udfordringer. Nu forsøger Merkel efter flere års tænkepause at redde stumperne, så EU får bedre arbejdsvilkår. Det er svært, og det er et problem at nogle lande vil have åbnet hele traktaten for forhandling igen. Et andet element synes åbenbart at være forsøget på at undgå folkeafstemninger. Det må ikke blive målet i sig selv at skrive en traktat med så lavt et ambitionsniveau, at folkeafstemninger kan undgås i de enkelte medlemslande, der har tradition for dette. Diskussionen er allerede i gang i Danmark, og ja - partierne inklusive mit eget synes at stå i en vanskelig situation. Det er jo fristende at undgå en afstemning, især hvis traktaten kun bliver af teknisk karakter, som vi så det med Nicetraktaten. Men jeg vil advare mod at være for hurtig til at afskrive en afstemning. Der er tradition for afstemninger i Danmark og EU skeptikerne vil hurtigt tolke en manglende afstemning - også hvis den ikke kræves ifølge Grundloven - som et forsøg på at fifle med dansk suverænitet og endnu en gang påtvinge borgerne mere EU mod deres vilje. Det kan true den legitimitet og folkelige opbakning, der netop lå bag den ambitiøst udarbejdede forfatningstraktat. Det er vigtigt at forbedre arbejdsforholdene i EU med en reformtraktat, nu hvor vi ikke kan få den gode forfatningstraktat, men det må ikke ske på bekostning af den folkelige opbakning, som EU samarbejdet de sidste år netop har savnet, og som bliver nødvendigt, hvis man har ambitioner med EU-projektet, og det har jeg!!
Det kan umiddelbart synes at være en ret for Anders Fogh kun at lade sig interviewe af de journalister, som han ønsker. Men når ombudsmanden understreger, at det er diskrimination isoleret at nægte en bestemt journalist, Bo Elkjær fra Ekstrabladet, et interview, så bliver det betænkeligt. Ombudsmanden har ikke nogen sanktionsmuligheder og ligner på det punkt Statsrevisorerne, der også blot kan påtale en sag og så lade Folketinget reagere på den. Det er derfor kritisabelt, at Statsministeren er med til at undergrave den autoritet, der ligger i Ombudsmandsinstitutionen ved ikke at respektere dennes vurdering. Faren er, at det kan danne præcedens og medføre, at også andre finder det muligt selv at vurdere Ombudsmandens påbud. Sagen er endnu et eksempel på den enestående arrogance, statsministeren kan blive ramt af, når han mener, ”at der ikke er noget at komme efter!”
Var det ikke statsministeren, der for år tilbage kritiserede den daværende regering for at benytte politiske rådgivere? Var det ikke Anders Fogh Rasmussen, der i en nytårstale talte om eksperter, der var overflødige, og som skar et antal ekspertudvalg væk? Jo og den samme statsminister er i spidsen for en regering, der har ansat dobbelt så mange presserådgivere som den tidligere regering, og som har oprettet nye ekspertudvalg, der overgår de tidligere i tal. Når man synes, at modparten ikke skal følge samme spilleregler, som en selv – kaldes det så ikke hykleri
Med dannelsen af Ny Alliance mistede Det radikale Venstre sin plads i Europaparlamentet. Intet tyder på, at Anders Samuelsen ønsker at opgive den plads. Det er umiddelbart kritisabelt, at en partistifter fra et nyt parti kan sidde på det radikale mandat i Europaparlamentet. Men Samuelsen vil naturligvis hævde, at han blot følger reglerne, og fremhæve sine gode personlige stemmetal som det bedste argument. Jeg finder det ikke særlig fornuftigt fortsat at diskutere den sag. En plads i parlamentet er både af personlige og partimæssige årsager så gunstig for Anders Samuelsen, at han næppe kan forventes at opgive den med mindre, der opstår en helt speciel situation. Situationen er en helt anden, hvis eller når han bliver valgt til Folketinget. Så skal han opgive pladsen, da Europarlamentet ikke accepterer dobbeltmandater. Det Radikale Venstre vil så få sin plads i parlamentet igen. Og det kommende medlem er parat til at indtage den radikale plads igen. 1. stedfortræder efter valget i 2004 blev Camilla Hersom, som i 2006 blev formand for Forbrugerrådet og derfor har meddelt, at hun ikke ønsker at indtræde i parlamentet. Stedfortræder 2, Johannes Lebech Det Radikale Venstres tidligere formand og kirkeminister i Nyrupregeringen er parat til at indtræde i parlamentet med kort varsel. Johannes Lebech har været opstillet ved Europaparlamentsvalgene i 1989, 1994 og 2004. Ved valget i 1999 var han landsformand og ledede derfor valgkampen for Lone Dybkjær og Naser Khader, som dengang var nummer 2 og faktisk fik sit politiske gennembrud under den valgkamp. Det er således en gammel drøm, der nu med omveje bliver opfyldt for Johannes Lebech Johannes Lebech har beskæftiget sig meget med europæisk politik. I flere år var han formand for partiets EU-udvalg og han var således tovholder på udformningen af EU-programmet op til valget i 2004. Siden 2002 har han været valgt til vicepræsident i det europæiske liberale parti, ELDR, hvor både Venstre og Det Radikale Venstre er medlemmer. I det parti sidder han i Members Affairs Committee, der har kontakt med de europæiske medlemspartier. Han har også siddet i adskillige programudvalg i ELDR. Også på det professionelle plan har Johannes Lebech arbejdet med europæiske problemstillinger. I perioden 1994- 1996 tog han en overbygningsuddannelse i Europastudier ved Århus Universitet. Fra 2002 har han været tilknyttet studiet som censor. Det kommende radikale medlem af Europarlamentet har således erfaring på det europapolitiske område.
Ny Alliance sidder på to pladser i Europarlamentet fra Gitte Seeberg og Anders Samuelsens gamle partier. Det er derfor ikke forbavsende, at det er på det Europapolitiske område, at de først har en politik klar, som det fremgik af et interview i Politiken torsdag den 24maj. Så vidt jeg umiddelbart kan se har partiet stort set overtaget den radikale politik på området. Det kan ganske vist synes lidt underligt, men jeg vil vælge at glæde mig over, at vi som radikale bevarer nogle allierede, når det gælder om at kæmpe for et bedre Europa. NA ønsker som vi, at alle forbeholdene skal væk. Jeg foreslog selv for over et år siden, at vi I Danmark burde have brugt tænkepausen til at afskaffe de danske forbehold. Jeg ser frem til at få nye allierede for den politik. Det er jo ikke ligefrem den store vilje til fornyelse på EU-området, vi har set fra regeringens side. Den tøven på det europapolitiske område, der har præget det Venstre, der i sin tid blev ledet af den EU-positive Uffe Ellleman, har været deprimerende at opleve. Partiet vedkender sig også den forpligtelse, som Europa har over for det tilsagn om optagelse, som Tyrkiet har fået. Når Tyrkiet opfylder kravene til optagelse i EU og landet og dets befolkning er klar til optagelse, må det ske. Dermed tilslutter NA sig det synspunkt, som jeg selv vil fremhæve: EU bør være præget af, at aftaler overholdes. Det er et vigtigt grundlag for skabelsen af bæredygtige internationale aftaler og et internationalt demokrati. Det er bemærkelsesværdigt, at Gitte Seeberg tilslutter sig det synspunkt, for i den gruppe, hvor hun sidder i parlamentet er der stor skepsis over for Tyrkiets optagelse i EU. Som radikal er det ærgerligt, at vi ikke længere er repræsenteret i Europaparlamentet, men det ville da være endnu mere ærgerligt, hvis den plads blev brugt til at modarbejde den politik, som DRV står for. Alt tyder på, at vi har fået et Europapositivt parti, og det kan der være grund til at glæde sig over! Og efter næste Folketingsvalg, hvor det vel må forventes at Anders Samuelsen bliver valgt, vil Johannes Lebech stå klar til at genoptage det radikale arbejde i Europaparlamentet.
Rasmus Glenthøj: På fædrelandets alter. National identitet og patriotisme hos det danske borgerskab 1807-1814, Museum Tusculanum forlag. 2007 Hvornår opstod den moderne nationalisme? Kan det påvises, at 1700-tallets patriotisme i begyndelse af det 19. århundrede afløstes af en mere moderne form for nationalisme med en folkelig identifikation? Rasmus Glenthøjs bog om borgerskabets holdning til national identitet 1807-1814 giver et spændende og detaljeret svar på ovenstående spørgsmål. Bogen er delt i to hovedafsnit. I det første beskæftiger Glenthøj sig med borgerskabets danskhedsfølelse. Som forudsætning for dette afsnit beskriver han udviklingen fra 1700tallets rationalistiske og kosmopolitiske indstilling over for fædrelandet til helstatspatriotismen, som den ses ved århundredeskiftet. I forlængelse heraf analyseres, hvordan disse to holdninger afløstes af en egentlig folkelig præget dansk nationalfølelse under indtryk af de voldsomme begivenheder under Napoleonskrigene og i forbindelse med romantikkens gennembrud i Danmark. Han beskriver de mange konkrete eksempler på borgerskabets voksende bevidsthed over for det mere specifikt danske og dets ønske om gennem opdragelse og undervisning at udvikle den nationale følelse. Han giver et fint indblik i datidens lærde diskussion om de forskellige opfattelser af de nationale begreber og får derved vist, hvor kompliceret det er entydigt at bestemme disse. I bogens andet afsnit beskrives med udgangspunkt i spændende og ofte meget underholdende kildeeksempler det modbillede og den modidentitet, som opbyggedes hos danskerne i disse år især over for det tyske og engelske på baggrund af krigserfaringerne. Bogen har meget grundige kildehenvisninger og er spændende læsning for den, der er interesseret i området og ønsker at gå i detaljer. Det betyder selvsagt også, at bogens målgruppe primært er den interesserede faghistoriker. Bogens mange kildeeksempler vil dog kunne ”klippes” til anvendelse som tekster i forbindelse med temalæsning om nationalisme og som del af de kommende fyldige eksamenssæt for klasser, som har arbejdet grundigt med kerneområdet national identitet.
Dannebrog Historien om et kristent og nationalt symbol Hovedland 2006 Hans Christian Bjerg, overarkivar i rigsarkivet, får i sin bog om Dannebrog hurtigt slået fast, at myten om et nedfaldent korsbanner er en europæisk vandrehistorie. Brugen af en fane med et hvidt kors på rød baggrund viser sig også at være kendt over store del af det europæiske kulturområde. Dette rokker dog ikke ved den kendsgerning, at Dannebrog er et af de ældste, vedvarende stats- og kongesymboler i Europa. De første kapitler af bogen indeholder en detaljeret beskrivelse af fanens rigtige historie og første brug i kongeriget. Forfatterens baggrund som militærhistoriker afsløres tydeligt i synsvinklen og den meget omhyggelige dokumentation og tekniske præcision. Med Slesvigkrigene og den voksende i nationalisme i Guldalderen påviser Bjerg, hvordan kongens flag langsomt bliver folkets flag, som det allerede ses i ”Højt fra træets grønne top” fra 1848. I forlængelse heraf beskrives Dannebrogs placering i det tyvende århundrede med genforening, besættelse og roligans. Flagets rolle som symbol i det 21. århundrede i en globaliseret verden, hvor vi for nylig har måttet se det brændt af vrede demonstranter, inddrages også. Flere steder efterlyses en egentlig flaglov i Danmark; ” der hersker formelt anarki omkring Dannebrog og dens anvendelse” lyder det fra den grundige militærhistoriker. I et afsluttende kapitel sætter Bjerg dog tingene på plads og giver sit bud på den korrekte anvendelse af Dannebrog. Det er på mange måder en fin lille og meget velillustreret bog om vores nationalsymbol. Den vil være velegnet som gavebog til den særligt interesserede og på skolebiblioteket. Bogen giver et detaljeret vidensgrundlag om flagets historie og brug, men vægten er ikke lagt på en overordnet diskussion af dets anvendelse. Den vil derfor være et naturligt supplement i forbindelse med emner og opgaver om det nationale, men nogen egentlig undervisningsegnet bog er den ikke.
”Moderniteten er et grundvilkår alle steder, verden kan ikke længere opdeles i adskilte regioner, der kan leve deres eget liv og hengive sig til dyrkelsen af egne fortræffeligheder”, slår Jørgen Bæk Simonsen fast i det indledende essay i bogen Mellemøstens ansigter, hvor 8 mellemøstkyndige hver bidrager med en artikel til belysning af undertitlen: ”Modernitet og identitet i det moderne Mellemøsten. Bogens erklærede formål er at give et mere nuanceret billede af Mellemøsten, som udgiveren i forordet understreger ikke er et præcist afgrænset område. Og det lykkes! Bogens mange forskellige kapitler bidrager netop til et mere nuanceret billede af det mellemøstlige område og gør ved et utraditionelt valg af emner op med fastlåste forestillinger om områdets kultur. Emnerne spreder sig vidt. En artikel belyser satellit-tvs muligheder som demokratisk redskab og to artikler handler om henholdsvis den arabisksprogede litteratur og mellemøstlig nutidig kunst, hvor det vises, hvor stærk en placering den dokumentarisk prægede kunst har lige nu. For at fremme oplevelsen af pluralitet er der lagt vægt på skæve vinkler, som det er tilfældet i artiklen om kvindefodbold og atomvåben i Iran, der beskriver den indenrigspolitiske situation i landet. Et andet eksempel er en artikel om hip-hop-musik i Iran, der giver et indtryk af en undergrundskultur i det islamisk styrede land. En artikel om den politiske situation i Libanon er god og detaljeret, men det er ærgerligt, at den er færdigskrevet umiddelbart før det israelske angreb på Hizbollah. En sidste artikel beskæftiger sig med en ny gruppe israelske historikere, der på grundlag af åbningen af israelske arkiver forsøger et opgør med den herskende nationale myte om Israels dannelse i 1948. Bogen er inspirerende læsning for den, som underviser i emner om Mellemøsten og kulturmødet i den senmoderne verden. Artiklerne er skrevet i en lidt universitær stil, der betyder, at bogen nok især finder sin plads i skolens (lærer)bibliotek. Bogen vil kun i begrænset omfang kunne anvendes direkte til elevbrug, men kan med de enkelte artiklers gode litteraturhenvisninger være til inspiration for utraditionelle tværfaglige projekter.
Vi skal have en fornyet ”Traktat om en forfatning for Europa”. Unionen en succes. Det europæiske samarbejde i form af EF og nu Den Europæiske Union er en af de største politiske succeser i efterkrigstiden. For det første har samarbejdet i Unionen sikret den endelige udsoning mellem de tidligere ærkefjender Tyskland og Frankrig. For det andet har den ikke mindst efter udvidelserne i 70erne og 80erne og været rammen om en dynamisk økonomisk udvikling af de fattigste europæiske områder. Endelig unionssamarbejdet også vist sig i stand til at integrere de tidligere kommunistiske østeuropæiske stater i det europæiske samarbejde og give dem et væsentligt skub i retning af modernisering og reform. Det er lykkedes at skabe den integration i så høj grad, at de nye medlemmer på mange punkter har formået at tilføre Unionen en helt ny dynamik og fremmet medlemsstaternes evne til at se på problemerne fra helt ny vinkler! Med den sidste succesrige udvidelse blev det oplagt, at samarbejdet burde have et mere opdateret forfatningsmæssigt traktatgrundlag. Det lykkedes gennem en langvarig og på mange måder ganske forbilledlig proces med konvent og diskussion i alle medlemslandene at få en forfatningstraktat udarbejdet og underskrevet. Kun ratifikationsprocessen stod tilbage. Den forløb udmærket i en række lande, til den blev sat i stå af folkeafstemningerne i Holland og Frankrig. Det er næppe frugtbart at diskutere årsagerne til de to nej’er. Grundlæggende må man konstatere, at hele processen er gået for hurtigt. Befolkningerne i de to lande og store mindretal eller små flertal i de øvrige lande var heller ikke med. Nu befinder vi os så i den berømte tænkepause. De smukke tanker om debat i tænkepausen er ikke helt blevet til virkelighed. Noget tyder på, at det ikke har den store folkelige interesse at diskutere traktatudkast. ”Butikken fungerer jo også”, endda så godt, at vi er i stand til at optage to nye medlemmer her den 1. januar 2007. Status. EU skal have en ny forfatning. På mange måder bliver det for os, der var tilhængere af det forslag til Traktat om en forfatning for Europa, som blev sat i stå ved de to folkeafstemninger, svært at komme med et nyt forslag. Vi finder grundlæggende, at forslaget er et godt bud på et mere overskueligt og fremtidssikret grundlag for samarbejdet i en udvidet union. Og jeg mener stadig, vi skal arbejde på at få en forfatning. Fællesskabet vil pr. januar 2007 omfatte 27 medlemmer, og vi må uanset diskussionen om Tyrkiet forvente, at vi i det mindste får de sidste lande på Balkan med over en årrække. Jeg mener, at Tyrkiet skal med, når det opfylder betingelserne. Ikke mindst dette store lands optagelse vil kræve en fremtidssikret forfatning. Selvom jeg klart vil kæmpe for en ny forfatning, må jeg erkende realiteterne, som de ser ud: 16 landes parlamenter har godkendt traktaten - i to af disse har der været folkeafstemning. Frankrig og Holland har taget afstand fra forfatningen med en folkeafstemning. Danmark, Storbritannien og en række andre lande har valgt at gå ind i tænkepausen uden at tage stilling. For Danmark og England er det nok især, fordi der hos begge landes politiske flertal er en frygt for et folkeligt nej til forfatningen. Nej til det nuværende traktatforslag. Det er uhyre svært at forklare, hvorfor der blev sagt nej i Holland og Frankrig. Der er givet mange forklaringer af indenrigspolitisk art, men en del af årsagen er en folkelig skepsis over for Unionen efter den store udvidelse i 2004 og i forbindelse med diskussionen om Tyrkiets optagelse. Jeg mener ikke, vi skal lade nejsigerne definere forfatningens fremtid. Nogle af dem er så meget modstandere af fællesskabet ud fra gammelnationalistiske årsager, at de vil stemme imod en hvilken som helst forfatning. Men det betyder omvendt ikke, at tilhængerne bør sidde den folkelige betænkelighed overhørig. Vi må spørge os selv om, hvorfor et forslag til forfatningstraktat, der på mange måder var blevet udarbejdet efter en meget fin og interessant demokratisk proces, ikke kunne godkendes med et bragende flertal i de europæiske medlemsstater. Scenarier. Der har i debatten om forfatningens fremtid været nævnt forskellige scenarier for forfatningens fremtid. Man kunne tænke sig nye folkeafstemninger eller undtagelsesbestemmelser som de danske Edinburghaftaler i nejlandene. Andre muligheder ville være gennemførelsen af en minitraktat eller en lightudgave af forslaget. Der har også været talt om, at man kunne erklære forfatningstraktaten for død og så blot bruge de eksisterende traktater. Nicetraktaten har løst de aktuelle udvidelsesformalia. Jeg mener, at traktatforhandlingerne må genåbnes, og det nuværende forslag er et godt fundament at bygge videre på. Enkelthed og overskuelighed.. Der har hele tiden været behov for at gøre EUs traktater mere enkle. Derfor har ambitionen i for høj grad været at få det hele med. Det nuværende forslag er en lang og detaljeret tekst. Den ligner i for ringe grad en klar og overskuelig traktat, der skal lægge hovedlinjerne for unionens arbejde og fremtid. Vi må derfor i første omgang spørge os selv om, hvad der skal med, og hvad der kan udelades? Der må plads til nye elementer, men kun på det principielle niveau. En forenkling af den øvrige fællesskabslovgivning må fortsætte, men ikke som en del af forfatningen. Arbejdet med en forenkling må være et vedvarende element i det demokratiske arbejde med EU-lovgivningen Det betyder ikke, at vi skal skrive en light udgave af forfatningen og opgive de ambitiøse mål, men at vi skal koncentrere arbejdet om det egentlige mål: at skabe et bæredygtigt traktatmæssigt grundlag for, at unionen kan fungere og udvikle sig til glæde for Europas befolkning. Det europæiske fællesskabs opgaver. Afgørende for spørgsmålet om, hvilken forfatning vi vil have, må være, hvad vi vil med det europæiske fællesskab: Nedbrydelsen af nationale modsætninger og skabelsen af samhørighed. EU's store succes har været at samle det europæiske kontinent i et fredeligt samarbejde og dermed bryde den historiske arv af århundredes modsætninger mellem de enkelte nationale og etniske grupper i Europa. Unionens fortsatte rolle må være en nedbrydelse af de nationale modsætninger og skabelsen af en følelse af samhørighed i den europæiske befolkning for at sikre en fredelig og god udvikling. Denne udvikling skal ikke forhindre Europa i at være med til at udvikle et aktivt globalt partnerskab med den øvrige verden, som omtalt nedenfor. Løsning af grænseoverskridende problemer. EU's mulighed for effektivt at løse grænseoverskridende problemer er et afgørende formål med samarbejdet. Tydeligst er det i forbindelse med miljøpolitikken, men den voksende organiserede kriminalitet er også et område, hvor et stærkt fællesskab er helt centralt for muligheden for at bekæmpe denne. Emigration og forholdet til naboområderne er også en klar fælles opgave, som ikke kan overlades til landene langs EU's nuværende ydre grænser. Når der skal tages beslutninger i forbindelse med egentlige grænseoverskridende problemer, må fællesskabet være så stærkt, at det kan sætte sin vilje igennem over for lobbygrupper og nationalegoistiske mindretal. Dagsordensættende. Det skal gennem Fællesskabet være muligt at sætte en dagorden og præge den generelle udvikling i Europa. Jeg erkender, at der er mindre enighed om denne side af fællesskabets arbejde, og derfor må vi på dette område også sikre en højere grad af enighed, før vi tager beslutninger. Et flertal af europæere skal helt klart have mulighed for at påvirke udviklingen i en værdimæssig retning, som flertallet kan blive enige om. Det skal ske med respekt for mindretallenes rettigheder og hvile på det værdigrundlag, som netop er udtrykt i den europæiske unions charter og den europæiske menneskerettighedskonvention, som der begge henvises til i det nuværende forfatningsforslag. Europa som global partner. Jeg deler den tidligere tjekkiske præsident Havels Europavision, hvor han betoner Europas historiske forpligtelse til fremme af det globale samarbejde baseret på gensidig respekt og ligestilling og hvilende på principperne om menneskerettighederne. Der er selvfølgelig stor forskel på, om vi taler om egentlig sikkerhedspolitiske aktioner eller EU's deltagelse i et globalt demokratisk samarbejde med henblik på at forbedre levevilkårene for klodens befolkning på det menneskelige, sociale, klimamæssige og økonomiske område. Havel har ret i, at Europa har et særligt historisk ansvar. Men den globale opgave må også anskues som en nødvendighed for at sikre at Europa fortsat er en aktiv medspiller med de forandrede magtforhold, som fremtiden vil bringe, når vi på globalt plan vil se Indien, Brasilien og ikke mindst Kina som meget aktive. Europa har med sin historiske baggrund og ikke mindst den samarbejdssucces, som EU har vist sig at være, mulighed for at yde en særlig værdifuld indsats for fremme af fred og samarbejde. En fornyet forfatningstraktat. På grundlag af de mål, som jeg har skitseret ovenfor, må der formuleres en overskuelig og forståelig traktat.. Jeg er tilfreds med det forslag, der allerede ligger. Det er resultatet af en lang forhandlingsproces. Men på baggrund af den europæiske udvikling bør vi nytænke traktaten og se, hvordan den kan gøres enklere og mere overskuelig. Der må også skaffes plads til enkelte tilføjelser og forbedringer. Traktaten skal udtrykke det, der er kernen i det europæiske samarbejde. Den mere specielle lovgivning må placeres i andre sammenhænge. Denne lovgivning skal selvfølgelig også formuleres overskueligt og rimelig tilgængelig for unionens borgere. Realistisk set vil den enkelte unionsborger normalt kun engagere sig i de overordnede linjer og i den lovgivning, der netop betyder noget for vedkommendes erhverv og liv. De europæiske staters nationale lovgivning er ikke daglig læsning for staternes enkelte borgere! Det bliver næppe en europæisk folkesag, hvordan EU regulerer fiskeripolitikken. Brislingekvoterne hører ikke hjemme i en traktat, men beskyttelsen af havmiljøet og afbalanceret resurseudnyttelse som et mål for EU er centrale værdier og bør formuleres i traktaten. Det overordnede værdigrundlag. Forfatningen bør fortsat indledes med en fastlæggelse af værdigrundlaget: ” Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke- forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.” Sådan defineres unionens værdier i artikel I-2. Nogle vil hævde, at det er værdier, som alle vil kunne skrive under på. Ja, på papiret, men realiteten er, at disse værdier mange steder ikke respekteres, og mange grupper og regimer har svært ved at leve op til disse værdier. En værdidefinition finder jeg nyttig for at sikre, at vi er enige om vores fælles grundlag. Når vi i den danske forfatning ikke på samme måde har defineret vores værdier, skyldes det, at det nationale fællesskab i højere grad er et fællesskab, man fødes ind, mens det europæiske er et, som vi har valgt os ind i, og som vi er i færd med at opbygge. Struktur: Forfatningen indeholder tre hoveddele. 1. del er de overordnede principper for unionen. 2. del er Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende Rettigheder, som nu er indskrevet i forfatningen som en del af den. 3.del er det store afsnit om Unionens politikker og funktionsmåde. Her går traktaten i detaljer og denne del fylder 3 gange så meget som det øvrige. Jeg finder, at vi bør bevare 1. del uden de store ændringer. Afsnittet er godt, og det er resultatet af en lang og besværlig forhandlingsproces. Det gælder især på de institutionelle områder Jeg vil dog på et enkelt punkt forslå en institutionel ændring, som jeg tror, mange folkelige kræfter i medlemslandene vil lægge vægt på. Vi bør fastholde princippet om en kommissær for hvert medlemsland. Det var flot, at de store EU-lande accepterede rotationsprincippet for at gøre kommissionen mere ”slank” og dermed mere arbejdsdygtig. Det burde ikke være en umulig opgave at få en kommission med ca. 30 medlemmer til at fungere. Da der i afsnittet om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab i 1.del henvises til Det europæiske charter om grundlæggende Rettigheder og til Den Europæiske konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder, mener jeg, at det bør overvejes ikke at indskrive charteret som 2. del. Der blev for nogle år siden opnået enighed om charteret i Unionen, og det er ikke nødvendigt at skrive det ind i traktaten som et selvstændigt kapitel. Traktaten vil blive mere overskuelig, hvis dette afsnit udelades. Den bindende henvisning til både charteret og til konventionen sikrer deres juridiske betydning. Traktatens 3. del handler om Unionens politikker og funktionsmåde. Den fylder som før nævnt næsten 200 sider af den knapt 300 sider lange traktat. Det må være muligt at nyformulere afsnittets almindelige bestemmelser på en sådan måde, at målsætningerne med de enkelte politikområder og den beslutningsprocedure, som knytter sig til den, står klart for unionens borgere og er retningsgivende for EU-domstolen i tvivlsspørgsmål. En sådan overordnet formulering må kunne gøres på 10-20 sider. Prisen for dette kan blive, at vi fortsat kommer til at leve med en relativt kompliceret detaillovgivning, men det er som nævnt også vilkårene i de enkelte demokratiske lande. Det vigtigste er, at de demokratiske hovedvilkår er så klart formuleret, at den europæiske borger kan overskue disse. Nye elementer. Hovedmodstanden mod den nye forfatning ligger for det store flertal ikke i de generelle bestemmelser for, hvordan EU skal styres, men nærmere på en række enkelte politikområder, hvor forfatningstraktaten i en ny udgave må imødekomme nogle af bekymringerne. Jeg har været inde på spørgsmålet om en kommissær for hvert land, men der er andre mere indholdsmæssige elementer, som det må overvejes at indtænke i den ny udgave af forfatningen. Jeg vil nævne nogle. Vi bør langt klarere formulere krav og forløb i forbindelse med optagelse af nye medlemmer. Vi bør også forsøge med denne traktat at få større klarhed over EU's langsigtede forhold til naboområder, herunder må vi i det mindste i diskussionen om forfatningen forsøge at foretage en form for afgrænsning af, hvor langt den egentlige udvidelse kan drives. Som det nu formuleres, er det således, at alle ”europæiske” lande, der ansøger, vil kunne optages. Det er en vag formulering. Punktet er ikke et udtryk for, at jeg vil lukke Tyrkiet ude. Tyrkiet er i gang med optagelsesforhandlinger, så den diskussion er for så vidt ikke aktuel efter min mening. Jeg er selv tilhænger af, at vi bør gå langt med udvidelsen, når jeg ser, hvilken positiv dynamik som forventninger og håbet om optagelse i EU har haft på den økonomiske og politiske udvikling i de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa. Jeg kan f. eks. ikke forestille mig et EU, der ikke på længere sigt har optaget alle landene i Balkan som medlemmer. Serbiens helt aktuelle optræden i spørgsmålet om Kosova har ikke ligefrem fremmet udviklingen, men jeg tror på, at den politiske stabilitet og fornuften en dag får lov til at råde på hele Balkan. Men der må formuleres en politik, der åbner op for meget attraktive ordninger, som vi kan etablere med EU's naboområder i det tidligere Sovjet, Mellemøsten og Nordafrika. En række politikområder i afsnittet om unionens politikker må understreges yderligere. Det gælder især miljøspørgsmålene og vægten på en bæredygtig udvikling. Unionens vilje til at sikre borgerne mod grænseoverskridende trusler mod sundhed og sikkerhed bør betones stærkere som Unionens formål. Og det må være muligt at finde et kompromis mellem de franske og engelske synspunkter i formuleringen af de sociale mål, som fællesskabet skal sætte. Endelig kunne jeg ønske EU's globale ansvar understreget kraftigere i forfatningstraktaten. En forfatningstraktat for det 21. århundrede. EU medlemslandenes regeringer bør snarest genoptage den udfordring, som det er at skabe en forfatningstraktat, der passer til et dynamisk og udvidet EU. Jeg håber, at det tyske formandskab vil presse på. Den succes, som EU havde i den sidste halvdel af det 20 århundrede, skulle gerne fortsætte i det 21. århundrede til fordel for Europas borgere og til fremme af fred, fremskridt og samarbejde på det europæiske såvel som på det globale plan.
Kære Anders Fogh, Bedre sent end aldrig? Men er det ikke lidt sent, at du tager bussen rundt for at fremme integrationen? Hvad med den lovgivning du har gennemført mod indvandrere? Hvad med den retorik du har tilladt dig selv og andre af dine ministre, for ikke at tale om dit støttepartis udtalelser. Og hvorfor sker der først noget efter fem år - lovede I ikke i 2001, at færre asylansøgere, som I fik forærende af et generelt faldende tal på europæisk plan, og færre familiesammenføringer, som I fik ved gennemførelse af en umenneskelig lovgivning på området, ville betyde, at der blev meget bedre muligheder for integration af de tilbageblevne? Hvorfor er det ikke lykkedes med de milliarder, I har sparet, og med de meget bedre vilkår, som I har, uden de mange konflikter i Europas nærområde, der sender en massiv strøm af flygtninge til Danmark, som det var tilfældet i den sidste regerings tid! Jamen bedre sent end aldrig! Du kunne være begyndt med dine første nytårstaler, men der havde du meget travlt med at nævne alle problemerne med indvandrere og ikke deres potentiale for at tækkes Dansk Folkeparti. Er det fordi det nu giver stemmer, at du kører rundt i flot bus med veltilpassede indvandrere, som passer i dit spin? Er det en reel ændring af Venstes politik, så bliver jeg kun glad, men tag så lige også en tur med bussen til vores asylcentre og tal med nogle af de børn, som regeringen på umenneskelig vis nægter en værdig tilværelse.
Politikens leder advarer i dag(9.10.06) kongehuset om, at kronprinsens eventuelle medlemskab af IOCs styrelse er en farlig udvikling, hvis kongehuset ønsker at kunne fortsætte. Det konstitutionelle monarki kan kun accepteres så længe kongehuset viser en klokkeklar uafhængighed af politiske og økonomiske interesse. Den olympiske komité er i allerhøjeste grad indblandet i politik og har særdeles store økonomiske interesser.. Men hvis kronprinsen bevidst satser på at have en fremtid med gode job efter selv at have nedlagt monarkiet, er det jo hans egen sag. Hvis kongehuset nedlægger sig selv, vil den kulørte presse savne noget at sælge blade på, men en del vil nok tage det roligt.
Afvikling af monarkiet? Politikens leder advarer i dag(9.10.06) kongehuset om, at kronprinsens eventuelle medlemskab af IOCs styrelse er en farlig udvikling, hvis kongehuset ønsker at kunne fortsætte. Det konstitutionelle monarki kan kun accepteres så længe kongehuset viser en klokkeklar uafhængighed af politiske og økonomiske interesse. Den olympiske komité er i allerhøjeste grad indblandet i politik og har særdeles store økonomiske interesser.. Men hvis kronprinsen bevidst satser på at have en fremtid med gode job efter selv at have nedlagt monarkiet, er det jo hans egen sag. Hvis kongehuset nedlægger sig selv, vil den kulørte presse savne noget at sælge blade på, men en del vil nok tage det roligt.
Der er al grund til at fordømme mordet på den russiske journalist Annas Politkovskaja. Men fra Putins Kreml er der ingen officielle kommentarer. Ganske vist var hun en af Putins skarpeste kritikere, men alligevel kunne man håbe på en offentlig fordømmelse af mord som politisk våben. Mord på kritiske journalister er i ethvert demokrati meget alvorligt. Der er al grund til at se mordet og ikke mindst den manglende reaktion fra Kreml som endnu et eksempel på hvor svært demokratiet har ved at slå rod i Rusland. De seneste ugers russiske ”mobning” af Georgien lover heller ikke godt for den fremtidige stabilitet. EU bør tydeligt gøre det klart for Putin, at udviklingen er bekymrende. Og det er vigtigt at den europæiske offentlighed giver sin støtte til de oppositionelle kræfter i Rusland, der kæmper for fremme af de demokratiske tilstande i landet herunder det liberale reformparti Jabloko.
Der er al grund til at fordømme mordet på den russiske journalist Annas Politkovskaja. Men fra Putins Kreml er der ingen officielle kommentarer. Ganske vist var hun en af Putins skarpeste kritikere, men alligevel kunne man håbe på en offentlig fordømmelse af mord som politisk våben. Mord på kritiske journalister er i ethvert demokrati meget alvorligt. Der er al grund til at se mordet og ikke mindst den manglende reaktion fra Kreml som endnu et eksempel på hvor svært demokratiet har ved at slå rod i Rusland. De seneste ugers russiske ”mobning” af Georgien lover heller ikke godt for den fremtidige stabilitet. EU bør tydeligt gøre det klart for Putin, at udviklingen er bekymrende. Og det er vigtigt at den europæiske offentlighed giver sin støtte til de oppositionelle kræfter i Rusland, der kæmper for fremme af de demokratiske tilstande i landet herunder det liberale reformparti Jabloko.
Karen Blixen ser først og fremmest sig selv som ”storyteller” beslægtet med de store gamle fortællere af islandske sagaer, Tusind og en Nat og de græske myter. I foredraget vil jeg fokusere på dette aspekt af hendes forfatterskab og følge to spor. Det ene spor er bundet til hendes oplevelser i Afrika i begyndelsen af 1900tallet. Det andet spor er de mange fortællinger, der næsten alle foregår i Europa i første halvdel af 1800tallet. Med udvalgte teksteeksempler vil jeg belyse Karen Blixens fortællemåde og indkredse hendes tolkning og forståelse af menneskets skæbnebestemte tilværelse.
Dansk litteratur er med sit sproglige fundament en vigtig bærer af dansk kultur. De valg, kanonudvalget har gjort, kan diskuteres. Der er meget god litteratur, som ikke er kommet med, men kanonen præsenterer en flot række af hovedværker i dansk litteratur fra folkevise til Rifbjerg. Foredraget fokuserer ikke på fra- og tilvalg, men på glæden ved de valgte værker og deres betydning for dansk kultur.
”Ja lodret” arkivering i papirkurven var den danske statsministers kommentar til den seneste rapport fra Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance under Europarådet. Rapporten var en opfølgning af en rapport fra 2001. I rapporten blev blandt andet tonen i den danske debat og den generelle behandling af etniske minoriteter kritiseret. Konkrete fejl skal selvfølgelig påvises og bør ikke forekomme i en rapport af den karakter. Men det viser sig jo, at flere af ”fejlene” i rapporten kan diskuteres, og det var rapportens tendens, som regeringen ikke brød sig om. En regerings reaktion på en rapport af denne type må være en saglig kommentar med påvisning af punkter, hvor man er uenig, at tage den til efterretning og forsøge at forbedre forholdene. Hvordan vil lande med mange krænkelser af menneskerettighederne og med udemokratiske styreformer opleve, at Danmark ikke tager Europarådets institutioner alvorligt? Europarådet har i adskillige rapporter kritiseret forholdene i Lukasjenkos Hviderusland. Hvorfor skulle Lukasjenko ikke kunne arkivere Europarådets rapporter lodret, når Fogh kan? Netop for at fastholde respekten om det værdifulde arbejde Europarådet gør for menneskerettigheder og demokrati i Europa er den danske regerings fornærmede og hånlige reaktion skandaløs!
Det var velgørende midt i EUs tænkepause og med en regering, der stort set ikke tør have visoner om Europas fremtid af nervøsitet for at støde vælgere og Dansk Folkeparti, at læse et interview med Uffe Elleman i Jyllands-Posten den 28. maj og se, at der stadig er politikere i Danmark, der tror på den europæiske idé og mener, der skal kæmpes for den.
Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen har et jomfrueligt forhold til skattestoppet, som han antydede på sit pressemøde i sidste uge. Nu er jomfruelighed i sig selv ikke et mål. Det er for eksempel ikke særlig frugtbart at forblive jomfru! Og det nuværende skattestop er ikke frugtbart. Det bremser for en fornuftig omlægning af skatten i Danmark. Vi må have flyttet skatten fra arbejde og sikre en dynamisk udvikling i landet. Skattestoppet tjener det tvivlsomme formål: at sikre Anders Fogh i statsministerstolen. Det er meget let at kommunikere skattestoppet ud til vælgerne og mistænkeliggøre andre forslag. Men vi må forsøge at appellere til vælgernes fornuft. Alle med blot et minimum af forstand på økonomi er kritiske over for det skattestop. Målet er omlægning og ikke skattestigning, og det har været radikal skattepolitik i årevis!
Anders Foghs hykleriske, men effektive tryghedsnarkomani. Vi har haft statsministre, der i nytårstalen dristigt spurgte: ” kunne vi ikke gøre det lidt bedre”? Men det er ikke tilfældet nu. Sjældent har vi haft en statsminister der i egen selvbegejstring soler sig i en dansk økonomi, som er meget flot lige nu. At den gode økonomi ifølge det internationale analyseinstitut EIU stort set skyldes politiske tiltag foretaget i den foregående regerings periode, ville det vel være for meget at forlange Fogh skulle nævne i sin tale. Han nævnte heller ikke dansk økonomis kommende problem, som det også omtales af EIU, at vi på grund af fremmedfjendtlig politik kan få sværere og sværere ved at tiltrække fremmed arbejdskraft, fordi vi nu opfattes som et fremmedfjendtligt land. Lad småting som stift skattestop, nedskæring på universiteterne udsultning af folkeskolen, mærkelig initiativer i værdikampen ligge, når de skal ses i forhold til den grundlæggende fremmedfjendske politik, der har været ført i denne regerings periode. Det er ganske simpelt en skandale, det gælder både den konkrete lovgivning med regler for familiesammenføring, der indeholder brud på de rettigheder der må være naturlige for enhver voksen dansk borger. Det gælder også den retorik, som bliver ført i den offentlige debat, og som regeringen selv har bidraget til – om end lidt mere dæmpet end Dansk Folkeparti. Jeg glemmer ikke den annonce fra retsbygningen i Århus med unge indvandrere, som indgik i valgkampen i 2001. ”Tid til forandring” stod der i den, ja det blev forandring. Men statsministeren er smart - han taler direkte til den tilfredse danske vælger, som har nydt godt af en voldsom stigning af friværdien i huset, som ikke skal beskattes. Det mindretal, der ikke kan deltage i festen, stemmer jo alligevel ikke på Fogh, så han kan trygt fortsætte sin selvros og berolige alle sine vælger med, at alt er idyl: det går godt i Danmark. Hvordan kan statsministeren i talen rose sig selv for en ulandsbistand, som hans regering begyndte sin periode med en nedskæring af. Har hykleriet ingen grænser? Strategien er klar, nu skal det glemmes, at der blev skåret ned. Nu kan Fogh rejse til Afrika og iklæde sig hovedtørklæde og lades sig hylde for den ulandsbistand, der trods alt stadig er der selv efter nedskæringer. Og hukommelsen er kort hos vælgerne. Det er derfor oppositionens opgave at fastholde den. Men det er ikke den vigtigste opgave. Der er nok at tage fat på: Der må sættes konstruktivt ind for en bedre integration. Danmarks omdømme i udlandet må genetableres. Vores konkurrencedygtighed må sikres ved dristig fremtidsorienteret politik på forsknings-, velfærds- og uddannelsesområdet. Øjnene må ikke lukkes for de mange udfordringer vi står over for i de kommende år. Fogh vil lulle sine vælgere ind i en tryghedsnarkomanisk forbrugsfest. Han tør ikke præsentere dem for fremtiden. Vi må have en statsminister, der tør stille spørgsmålet: kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Vi har haft statsministre, der i nytårstalen dristigt spurgte: ” kunne vi ikke gøre det lidt bedre”? Men det er ikke tilfældet nu. Sjældent har vi haft en statsminister der i egen selvbegejstring soler sig i en dansk økonomi, som er meget flot lige nu. At den gode økonomi ifølge det internationale analyseinstitut EIU stort set skyldes politiske tiltag foretaget i den foregående regerings periode, ville det vel være for meget at forlange Fogh skulle nævne i sin tale. Han nævnte heller ikke dansk økonomis kommende problem, som det også omtales af EIU, at vi på grund af fremmedfjendtlig politik kan få sværere og sværere ved at tiltrække fremmed arbejdskraft, fordi vi nu opfattes som et fremmedfjendtligt land. Lad småting som stift skattestop, nedskæring på universiteterne udsultning af folkeskolen, mærkelig initiativer i værdikampen ligge, når de skal ses i forhold til den grundlæggende fremmedfjendske politik, der har været ført i denne regerings periode. Det er ganske simpelt en skandale, det gælder både den konkrete lovgivning med regler for familiesammenføring, der indeholder brud på de rettigheder der må være naturlige for enhver voksen dansk borger. Det gælder også den retorik, som bliver ført i den offentlige debat, og som regeringen selv har bidraget til – om end lidt mere dæmpet end Dansk Folkeparti. Jeg glemmer ikke den annonce fra retsbygningen i Århus med unge indvandrere, som indgik i valgkampen i 2001. ”Tid til forandring” stod der i den, ja det blev forandring. Men statsministeren er smart - han taler direkte til den tilfredse danske vælger, som har nydt godt af en voldsom stigning af friværdien i huset, som ikke skal beskattes. Det mindretal, der ikke kan deltage i festen, stemmer jo alligevel ikke på Fogh, så han kan trygt fortsætte sin selvros og berolige alle sine vælger med, at alt er idyl: det går godt i Danmark. Hvordan kan statsministeren i talen rose sig selv for en ulandsbistand, som hans regering begyndte sin periode med en nedskæring af. Har hykleriet ingen grænser? Strategien er klar, nu skal det glemmes, at der blev skåret ned. Nu kan Fogh rejse til Afrika og iklæde sig hovedtørklæde og lades sig hylde for den ulandsbistand, der trods alt stadig er der selv efter nedskæringer. Og hukommelsen er kort hos vælgerne. Det er derfor oppositionens opgave at fastholde den. Men det er ikke den vigtigste opgave. Der er nok at tage fat på: Der må sættes konstruktivt ind for en bedre integration. Danmarks omdømme i udlandet må genetableres. Vores konkurrencedygtighed må sikres ved dristig fremtidsorienteret politik på forsknings-, velfærds- og uddannelsesområdet. Øjnene må ikke lukkes for de mange udfordringer vi står over for i de kommende år. Fogh vil lulle sine vælgere ind i en tryghedsnarkomanisk forbrugsfest. Han tør ikke præsentere dem for fremtiden. Vi må have en statsminister, der tør stille spørgsmålet: kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Muhammedtegninger, diplomati og ytringsfrihed Det ville ikke have truet dansk ytringsfrihed et øjeblik, hvis den danske regering havde valgt at tage et møde med de ambassadører fra de muslimske lande, der udtrykte bekymring over Jyllands-Postens urimeligt berømte tegninger af profeten. Et flabet barnagtigt journalistisk stunt udført af en avis, der har gjort sig til talerør for den danske højrefløj, burde selvfølgelig ikke være noget som fornuftige muslimer tog alvorligt. Men det gør de altså, og det er lige præcis det, som statsministeren må forholde sig til. Og nu følger den arabiske ligas udenrigsministre op. På meget diplomatisk vis udtrykker de bekymring. Og hvad er så svaret fra Troels Lund Poulsen, Venstres unge udenrigspolitiske ordfører: en nedladende understregning af, at de arabiske lande må kunne lære noget af en belæring om tredelingen af magten i Danmark. Magen til arrogance overgås kun af statsministerens tavshed. Den unge Poulsen kan vel undskyldes i mangel af livserfaring, men ikke en statsminister, der kan trække på en helt statsadministrations rådgivning, som har valgt i stedet at lytte til den spindoktor, der ønsker at sikre ros fra Dansk Folkeparti. Endnu en gang til lykke til Dansk Folkeparti, for hvem det er lykkedes at styre en regering, der sammen med det parti næsten systematisk ødelægger dansk omdømme i udlandet. Paradoksalt nok er jeg som internationalist og meget lidt nationalist mere optaget af mit fædrelands omdømme end Dansk Folkeparti og regeringen
Muhammedtegninger, diplomati og ytringsfrihed Det ville ikke have truet dansk ytringsfrihed et øjeblik, hvis den danske regering havde valgt at tage et møde med de ambassadører fra de muslimske lande, der udtrykte bekymring over Jyllands-Postens urimeligt berømte tegninger af profeten. Et flabet barnagtigt journalistisk stunt udført af en avis, der har gjort sig til talerør for den danske højrefløj, burde selvfølgelig ikke være noget som fornuftige muslimer tog alvorligt. Men det gør de altså, og det er lige præcis det, som statsministeren må forholde sig til. Og nu følger den arabiske ligas udenrigsministre op. På meget diplomatisk vis udtrykker de bekymring. Og hvad er så svaret fra Troels Lund Poulsen, Venstres unge udenrigspolitiske ordfører: en nedladende understregning af, at de arabiske lande må kunne lære noget af en belæring om tredelingen af magten i Danmark. Magen til arrogance overgås kun af statsministerens tavshed. Den unge Poulsen kan vel undskyldes i mangel af livserfaring, men ikke en statsminister, der kan trække på en helt statsadministrations rådgivning, som har valgt i stedet at lytte til den spindoktor, der ønsker at sikre ros fra Dansk Folkeparti. Endnu en gang til lykke til Dansk Folkeparti, for hvem det er lykkedes at styre en regering, der sammen med det parti næsten systematisk ødelægger dansk omdømme i udlandet. Paradoksalt nok er jeg som internationalist og meget lidt nationalist mere optaget af mit fædrelands omdømme end Dansk Folkeparti og regeringen
Europa – pause? Det er nedslående, at Eurobarometers nyeste undersøgelse viser faldende interesse for og tillid til det europæiske samarbejde i flere af medlemslandene. Glædeligt er det dog, at Danmark ikke hører til blandt de mest negative. Jeg havde umiddelbart før jul den udsædvanlige oplevelse at være enig med Anders Fogh Rasmussen. Vi mødtes umiddelbart før topmødet i Bruxelles den 15. december til Leaders Meeting i ELDR. Hans udspil til budgetaftalen var både konstruktivt og fornuftigt. Og bortset fra hans lidt valne holdning til Tyrkiet viste han også den traditionelle danske åbenhed over for Unionens udvidelse. I samme møde deltog vores søsterpartier fra ansøgerlandene på Balkan. Det er karakteristisk, i hvor høj grad de fremhæver udvidelsens betydning for den demokratiske udviklingsproces i deres lande. Det er vigtigt, at EU's tænkepause ikke stopper den positive dynamik, som har været karakteristisk i forbindelse med udvidelsesprocessen de seneste 15 år. Det har haft stor betydning for ansøgerlandene at have EU som mål og dynamo for den positive udvikling, de har været inde i. Budgetaftalen på topmødet dagen efter blev et kompromis, men trods alt blev ansvaret over for de nye medlemslande fastholdt og EU's dynamisk proces dermed ikke sat i stå. Den radikale EU-arbejdsgruppe arrangerer sammen med vælgerforeningen i København den 4. februar og sammen med Århus den 25. februar to seminarer, der skal sætte fokus på denne proces og stille det relevante spørgsmål: hvad skal vi bruge den såkaldte tænkepause til. Det er mit håb, at vi på de to seminarer vil kunne finde gode radikale svar på denne udfordring!
Europa – pause? Det er nedslående, at Eurobarometers nyeste undersøgelse viser faldende interesse for og tillid til det europæiske samarbejde i flere af medlemslandene. Glædeligt er det dog, at Danmark ikke hører til blandt de mest negative. Jeg havde umiddelbart før jul den udsædvanlige oplevelse at være enig med Anders Fogh Rasmussen. Vi mødtes umiddelbart før topmødet i Bruxelles den 15. december til Leaders Meeting i ELDR. Hans udspil til budgetaftalen var både konstruktivt og fornuftigt. Og bortset fra hans lidt valne holdning til Tyrkiet viste han også den traditionelle danske åbenhed over for Unionens udvidelse. I samme møde deltog vores søsterpartier fra ansøgerlandene på Balkan. Det er karakteristisk, i hvor høj grad de fremhæver udvidelsens betydning for den demokratiske udviklingsproces i deres lande. Det er vigtigt, at EU's tænkepause ikke stopper den positive dynamik, som har været karakteristisk i forbindelse med udvidelsesprocessen de seneste 15 år. Det har haft stor betydning for ansøgerlandene at have EU som mål og dynamo for den positive udvikling, de har været inde i. Budgetaftalen på topmødet dagen efter blev et kompromis, men trods alt blev ansvaret over for de nye medlemslande fastholdt og EU's dynamisk proces dermed ikke sat i stå. Den radikale EU-arbejdsgruppe arrangerer sammen med vælgerforeningen i København den 4. februar og sammen med Århus den 25. februar to seminarer, der skal sætte fokus på denne proces og stille det relevante spørgsmål: hvad skal vi bruge den såkaldte tænkepause til. Det er mit håb, at vi på de to seminarer vil kunne finde gode radikale svar på denne udfordring!
Jeg kan fra slutningen af november tilbyde et foredrag om Kjeld Abells skuespil Anna Sophie Hedvig Abells skuespil stiller det centrale spørgsmål om det enkelte menneskes ansvar og handlemuligheder i dagligdagen set i lyset af den overordnede politiske situation. Skuespillet er skrevet ind i sammenhæng med 30ernes trussel fra diktaturernes fremmarch i Europa, men kan læses ind i en moderne kontekst. Foredraget indeholder en traditionel gennemgang af skuespillets forløb, opbygning, personer og en redegørelse for Abells særlige teaterteknik. Skuespillet vil blive placeret i dets historiske sammenhæng og perspektiveret til den aktuelle politiske situation og nyere litteratur.
Jeg kan fra pr. 1. november tilbyde to nye foredrag begge ledsaget af en præsentation. Europas kristne arv I forbindelse med debatten om Traktat om en forfatning for Europa var et af spørgsmålene om Europas kristne arv skulle nævnes i indledningen. Den konkrete tekst fik en anden udformning, men alle understreger kristendommens betydning for den europæiske identitet. I foredraget vil jeg på grundlag af en historisk oversigt over kristendommens udvikling belyse på hvilke områder troen har haft en afgørende indflydelse på Europas udvikling og på den europæiske identitet. Foredraget vil også beskrive de udfordringer som kristendommen har stået og står over for, ikke mindst i en tidsalder præget af globalisering og multireligiøse samfund. 60 år med atombomben Foredraget vil beskrive udviklingen af atombomben før Hiroshima og indeholde en redgørelse for de 60 år både den internationale sikkerhedspolitik og vores bevidsthed har været præget af bombens eksistens.
Ejvind Vesselbo fremkom i forrige uge med den idé, at tiden var inde til at undersøge, om de stramme familiesammenføringsregler har den virkning, som var Venstres ”officielle” mål: at forhindre tvangsægteskaber. Ideen er fornuftig og tjener Vesselbo til ære. I Det radikale Venstre har vi aldrig troet på denne begrundelse for regeringens stramme familiesammenføringsregler, som rammer uskyldige mennesker. Den egentlige dagsorden bag den politik har været at begrænse antallet af indvandrere i Danmark for at tækkes Dansk Folkeparti. Dette forhold ses nu tydeligt. Forslaget blev skudt ned af Rohde og Hvilshøj. Det viser at Venstres ledelse frygter en undersøgelse, der ville kunne afsløre det vælgerbedrag, der har ligget bag denne fatale og uanstændige politik!
Hvorfor bruger vi ikke pausen i forfatningsdebatten til endegyldigt at melde til Europa, at vi i Danmark nu er helhjertede med i det europæiske projekt. Vi vil fortsat diskutere indhold og form, men vi vil ikke længere stå uden for vigtige dele af det europæiske samarbejde. Kort sagt lad os afskaffe de danske forbehold nu. Efter det franske og hollandske nej til traktaten er det europæiske samarbejde i krise. Den krise var nok til at forudse, og i de gamle EU-lande er det næppe en katastrofe, at befolkningerne og politikerne får drøftet fremtiden. Men situationen er en anden, hvis man ser på det fra et mere overordnet europæisk perspektiv. EU har de seneste år været en stor succes for den europæiske udvikling. Det er en enestående situation, at 25 europæiske lande nu er samlet i et tæt samarbejde - ikke mindst på baggrund af det 20. århundredes krige og modsætninger. Den proces, som den succes repræsenterer, er det vigtigt at fastholde Muligheden for et EU medlemskab er stadig den væsentligste stabiliserende faktor på Balkan. Det er derfor vigtigt, at dynamikken i det europæiske samarbejde ikke forsvinder med den tabte forfatning. I 1992 kom danskerne på det europæiske landkort med nej’et til Maastrichttraktaten. Tænk hvis Danmark i dette efterår med et rungende ja til et fuldt europæisk samarbejde kunne sende en optimistisk hilsen fra det halvgamle EUnejland. Men nej, det var ikke visionen hos de danske ja partier. Fedteri blev det til - lidt mumlen om en bred debat, som vi vel har haft nogle gange allerede! For mig gerne, men det er vision, nytænkning og dristighed EU har brug for og ikke nervøse politikere, der putter sig i forhold til bekymrede vælgere!
2 x nej - tid til eftertanke Johannes Lebech Det er dybt forstemmende, at det franske og hollandske nej gør det sværere at få en god arbejdsdygtig forfatning til erstatning for Nicetraktaten. Det er ikke rart at se Pia Kjærsgaard og Jean-Marie Le Pen juble over et nej. Men de to gange nej bør mane til eftertanke. Der er mange forklaringer på de to nej’er og der vil være mange forklaringer på andre nej’er i Europa, men grundlæggende må vi erkende, at mange europæiske vælgere trods advarsler har valgt at sende et signal om, at det for dem går for stærkt med den europæiske udvikling. Der er for mig ikke tvivl om, at EU har givet dynamik og perspektiv til den europæiske udvikling, ikke mindst efter murens fald. Muligheden for optagelse i EU har været fremmende for udviklingen af demokrati og menneskerettigheder i de tidligere kommunistiske lande. Det har været tydeligt at følge, ikke mindst når man ser på udviklingen i de europæiske lande, der endnu ikke er blevet medlemmer af EU. Det var nok en lykke, at udvidelsen ikke skulle godkendes ved folkeafstemninger, for så havde der været en fare for, at denne fremsynede europæiske politik kunne være gået i stå. Men det er i længden ikke holdbart, hvis politikerne selv med en fremsynet politik ikke har base hos deres vælgere. Det giver et alt for stort råderum til den populistiske og nationalistiske agitation, der i høj grad præger EU- modstanden. Forfatningen er et forsøg på at skabe en bred folkelig opbakning til et mere demokratisk europæisk samarbejde. Vi begejstrede tilhængere må erkende, at den folkelige opbakning til projektet ikke er tilstrækkelig stor. Hvad gør vi så nu? Ja vi skal fortsat kæmpe for projektet og måske leve en tid med de gamle traktater. Vi må arbejde videre med forfatningen og når tiden er moden, sætte den til afstemning i hele EU. Den nuværende måde at ratificere traktater på har vist sig at være uheldig. Når vi er klar til afstemning om et ændret og redigeret forfatningsudkast, må vi have en folkeafstemning over hele Europa samme dag. Jeg ville være parat til en samlet afstemning, hvor hver stemme tæller lige meget.. Siger den europæiske befolkning ja eller nej til samarbejdet? Nogle få nejstemmer i et enkelt land skal ikke kunne vælte et stort projekt. Den model er nok for de fleste for vidtgående, men en fælles afstemningsdato vil også have et godt europæisk perspektiv!
2 x nej - tid til eftertanke Johannes Lebech Det er dybt forstemmende, at det franske og hollandske nej gør det sværere at få en god arbejdsdygtig forfatning til erstatning for Nicetraktaten. Det er ikke rart at se Pia Kjærsgaard og Jean-Marie Le Pen juble over et nej. Men de to gange nej bør mane til eftertanke. Der er mange forklaringer på de to nej’er og der vil være mange forklaringer på andre nej’er i Europa, men grundlæggende må vi erkende, at mange europæiske vælgere trods advarsler har valgt at sende et signal om, at det for dem går for stærkt med den europæiske udvikling. Der er for mig ikke tvivl om, at EU har givet dynamik og perspektiv til den europæiske udvikling, ikke mindst efter murens fald. Muligheden for optagelse i EU har været fremmende for udviklingen af demokrati og menneskerettigheder i de tidligere kommunistiske lande. Det har været tydeligt at følge, ikke mindst når man ser på udviklingen i de europæiske lande, der endnu ikke er blevet medlemmer af EU. Det var nok en lykke, at udvidelsen ikke skulle godkendes ved folkeafstemninger, for så havde der været en fare for, at denne fremsynede europæiske politik kunne være gået i stå. Men det er i længden ikke holdbart, hvis politikerne selv med en fremsynet politik ikke har base hos deres vælgere. Det giver et alt for stort råderum til den populistiske og nationalistiske agitation, der i høj grad præger EU- modstanden. Forfatningen er et forsøg på at skabe en bred folkelig opbakning til et mere demokratisk europæisk samarbejde. Vi begejstrede tilhængere må erkende, at den folkelige opbakning til projektet ikke er tilstrækkelig stor. Hvad gør vi så nu? Ja vi skal fortsat kæmpe for projektet og måske leve en tid med de gamle traktater. Vi må arbejde videre med forfatningen og når tiden er moden, sætte den til afstemning i hele EU. Den nuværende måde at ratificere traktater på har vist sig at være uheldig. Når vi er klar til afstemning om et ændret og redigeret forfatningsudkast, må vi have en folkeafstemning over hele Europa samme dag. Jeg ville være parat til en samlet afstemning, hvor hver stemme tæller lige meget.. Siger den europæiske befolkning ja eller nej til samarbejdet? Nogle få nejstemmer i et enkelt land skal ikke kunne vælte et stort projekt. Den model er nok for de fleste for vidtgående, men en fælles afstemningsdato vil også have et godt europæisk perspektiv!
Fransk nej Det er ikke rart at se Pia Kjærsgaard og Jean-Marie Le Pen juble over et nej til Traktat om en europæisk forfatning. Det er dybt bekymrende, at de sidste års dynamiske europæiske udvikling med en samling af Europa er blevet sat voldsomt tilbage, fordi det nu bliver svært at få en god arbejdsdygtig forfatning til erstatning af Nicetraktaten. Men vi skal med et fransk nej og måske et følgende hollandsk nej tage den europæiske vælgerbefolkning meget alvorligt. Der er mange forskellige forklaringer på det franske nej og et eventuelt hollandsk nej, men det afgørende er, at vælgerne i flere lande trods advarsler har valgt at sende et signal om, at det går for stærkt med den europæiske udvikling. Opgaven bliver nu at skabe en forfatning der kan få en bred opbakning fra den europæiske befolkning
På den radikale vælgerforenings opstillingsmøde den 11.maj i København blev jeg efter indstilling fra Østre bydelsforening opstillet i 1. kreds, Ryvangkredsen,Østre Storkreds. Jeg glæder mig til den nye opgave i partiet.
”Historiefagets fornemste grundregel er ikke at måle fortiden med nutidens alen” skriver David Gress i lørdagens kronik om den 9. april. Alligevel når han frem til en moralsk fordømmelse af det manglende mod, som den daværende regering viste, da den stort set uden kamp accepterede en tysk besættelse. Derudover benytter han sig af en anden højst tvivlsom historisk disciplin: den kontrafaktiske metode: ”Tænk,hvordan det ville være gået, hvis?” Det fører til overvejelser om nazismens fald, hvis Danmark modigt havde gjort modstand. Det er vist en højst tvivlsom ide set på baggrund af den tyske hærs overvældende succes i felttoget mod Polen kun 7 måneder tidligere. Gress er selvfølgelig i sin fulde ret til moralsk at fordømme den daværende regering ligesom statsministeren må mene om besættelsen, hvad han vil. Det er blot så let at være moralsk 60 år senere. Når jeg underviser i USA's historie, belærer jeg mine elever om, at det for os er oplagt og naturligt moralsk at fordømme slaveriet i USA's sydstater. Men det er mere lærerigt at se på den historiske baggrund og forstå den og ud fra denne f. eks. afprøve argumenterne for slaveriet. Og hvad var den danske regerings baggrund for at føre en konsekvent ikke væbnet neutralitets politik? Det var erfaringerne fra Første Verdenskrig og den forudgående danske historie, der efter det ulykkelige nederlag i 1864 til fulde havde gjort det klart for tænksomme danske politikere, hvordan en småstats reaktionsmuligheder var i Europa. I 1864 viste politikerne meget dumdristigt mod, så meget, at de i overmod under krigen afviste en folkeafstemning om grænsen. Fornuftig dansk udenrigspolitik betød, at Danmark fik mulighed for at komme sig efter chokket i 1864 og yderligere efter 1. Verdenskrig kunne få den uret, der var begået mod landet ved afståelsen af hele Slesvig, gjort god igen med folkeafstemningen i 1920. Under 1. Verdenskrig var det faktisk radikale ministre, der sikrede, at landet kunne holdes ude af konflikten. Det var med det mål, at de samme politikere agerede i 30ernes Europa. Politikken baserede sig på en måske for optimistisk tiltro til Folkeforbundet og en ikke væbnet neutralitetspolitik, så vores store nabo mod syd havde en nordgrænse uden trusler. Det var det politiske rationale bag den danske politik. Der er for mig ingen tvivl om, at den efterfølgende samarbejdspolitik måtte springe ud af dette. Erik Scavenius havde med held ført landet igennem 1. Verdenskrig. Det er karakteristisk, at han også under 2. Verdenskrig fik den utaknemmelige opgave, som han udførte med stor pligtopfyldenhed - nogen vil sige for stor! - det ved jeg. Hvad angår samarbejde med Tyskland, så er det først med angrebet på Polen, at de andre europæiske demokratier siger fra, i øvrigt uden at angribe Tyskland. Og det store demokrati på den anden side af Atlanten træder først i karakter mod nazismen et stykke inde i krigen. Først efter et direkte angreb på USA ved Pearl Harbour i 1941 deltager USA for alvor aktivt i bekæmpelsen af nazismen. Det er legitimt som Gress at bedømme historien med egne moralske holdninger, men hvor interessant er det egentlig for andre? Politikeren kan gøre det - faghistorikeren næppe! Og det er svært at forstå historien på dens egne præmisser og ikke nutidens Men det er nødvendigt at prøve, for forståelsen af historien spiller en stor rolle. Den tjener ikke og bør ikke tjene som model for nutidens politik, men bliver brugt som forklaringsmodel for nutidige handlinger, og der bliver den ofte misbrugt!
Se tidligere avisindlæg under links
Søndag den 6. februar 2005 deltog jeg i en festlig begivenhed i Zagreb i Kroatien. De to liberale partier Libra og HNS blev slået sammen ved en fælles kongres. Jeg var som vicepræsident i Det Europæiske Demokratiske Liberale Reformparti, ELDR til stede som dets repræsentant for at sende en hilsen til de to partier, som begge er medlemspartier i ELDR. Begge partier er liberale centrum partier, stærkt forankrede i ønsket om at opbygge et vestligt orienteret demokrati med vægt på frihedsrettigheder og en stærk europæisk orientering. At kongressen blev indledt med faneindmarch til nationalhymnen er ikke helt vores stil i Det Radikale Venstre, men var forståeligt i en så ny nation, selv i et parti, der ellers ikke lægger stor vægt på det nationalistiske, men har været en stærk opposition til den tidligere stærke kroatiske nationalisme. Selvom jeg under hele opholdet følte mig meget politisk på linje med mine værter, gik det klart op for mig under hvilke forskellige omstændigheder, vi agerer politisk i Europa. Efter valg af dirigent indledte denne forhandlingerne med at opfodre til et minuts stilhed for de faldne i krigen. Og ja det var ikke en historisk gestus - det var den krig, der sluttede for mindre end ti år siden. Det er en krig, som betyder, at tusindvis af serbere er flygtet fra Kroatien og tusindvis af kroatere er flygtninge i Kroatien fra Bosnien. Det minut gav mig anledning til mange tanker. Nærheden af konflikten på Balkan og de problemer, som vi stadig står med, viser, at vi som europæere må være forpligtede til at arbejde de næste mange år for at sikre et fredeligt og demokratisk kontinent. Både freden og demokratiet er skrøbeligt. Jeg måtte jo også erkende, at jeg som dansker står over for andre og mindre problemer end mine politisk vener på Balkan. Netop det forhold, at vi lever i så veletableret et demokrati, der ikke har haft nævneværdige etniske konflikter siden sidste århundrede giver os et særligt ansvar!
Jeg har gennem årene holdt en del foredrag med et historisk/politisk/kulturhistorisk indhold og vil kunne tilbyde disse, men kan også på opfordring udvikle nye foredrag. Åh Europa- om den europæiske tankes udvikling. Slovakiet- Slovakiets historie fra 700 tallet til i dag. Liberale partier i Europa og samarbejdet mellem disse. Dansk identitet over for europæisk identitet. Europæisk offentlighed. Indvandring i Danmark i historisk og globalt perspektiv. Menneskerettighederne set i et historisk perspektiv.
Anita stillede de rigtige spørgsmål! Anita Bay Bundegaard, der var udviklingsminister i sidste regering vakte meget opsigt ved på et tidspunkt at sætte fokus på fattigdomsflygtninge og stille det oplagte spørgsmål, om vi ikke havde en forpligtelse over for alle de mennesker, der søgte til rige lande som Danmark for at skabe sig en bedre fremtid. Hendes ærlige og åbne spørgsmål blev mødt med forfærdelse i hele den danske offentlighed. Ville konen nu ikke åbne for, at alle verdens flygtninge skulle kunne bo i Danmark? Selvfølgelig ville hun ikke det, men Anita stillede et relevant spørgsmål: Hvad vil vi gøre ved det forhold, at mennesker, der lever under fortvivlede forhold i den 3. verden vil søge til rige lande som Danmark for at skabe en bedre fremtid, ikke kun for sig selv, men først og fremmest for deres børn. Jeg blev mindet om Anitas modige udspil, da jeg forleden så en udsendelse fra Indien om et forældrepar i Bombays slum, der kæmpede for at deres børn - både piger og drenge skulle få en uddannelse. Den nuværende regerings svar over for disse globale udfordringer har været stramninger på indvandrerområdet, så Danmark undgik at tage sin del af de riges landes ansvar for flygtningestrømmen og det kombineret med en nedskæring af ulandsbistanden. Var det ikke netop det rigtige, men vanskelige spørgsmål som Anita stillede? Det blev fejltolket som naivt, men det afslørede den store etiske udfordring, vi som rigt land står over for. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mener den udfordring skal klares med nedskæringer, stramninger og ændringen af Danmark til et land, der ikke længere på dette område ønsker at være i front, men et ”foregangsland” i den betydning, som Dansk Folkepartis annoncer udbasunerer. Hvornår får vi igen en minister, der stiller befolkningen ubehagelige spørgsmål og ikke som den nuværende regering giver befolkningen indtryk af, at vi gør det rette i vores egen selvtilstrækkelighed!
En halv kontrakt opfyldt! Havde vælgerne ikke en kontrakt med Venstre om indvandrere og flygtninge? ”Vi bringer antallet ned, men så får vi også råd til at virkelig at sikre integration for de færre, der er her!” Første del af kontrakten blev ganske rigtigt opfyldt. Antallet af asylansøgere og udstedelsen af opholdstilladelser er faldet betragteligt i Danmark og regeringen har sparet millioner. Rent faktisk skyldes succesen ikke kun regeringens stramninger, men også at antallet af asylansøgere generelt er faldet på grund af færre krige i Europas nærområder. Prisen for dele af dette fald har været stramninger, der har betydet fald i Danmarks internationale omdømme og ulykkelige situationer for mange unge par, der ønsker at leve sammen i Danmark. Jeg vil ikke afvise, at der på plussiden givetvis er blevet forhindret nogle tvangsægteskaber. Man kan blot spørge: hvor mange unge almindelige forelskede par skal betale med deres lykke for at forhindre ulykke for nogle få andre. Det plejer ikke at være princippet i dansk retspolitik, at uskyldige skal betale for at skyldige rammes! Men blev kontraktens anden del blev den opfyldt? Har regeringen så sat ind med en mere effektiv integration med millionerne, der blev sparet. Nej, Vi har haft en regering, der for at tilfredsstille Dansk Folkeparti har set det som sin vigtigste opgave at holde de fremmede ude eller smide dem ud! Det er den integrationspolitik ,der har være synlig. Jeg må medgive, at et stort flertal af befolkningen ønskede en vis dæmpning af indvandringen, men jeg ved også, at mange af disse regnede med, at den positive effekt af denne begrænsning ville blive en meget bedre integration. Hvor blev den af? Disse vælgere må med rette se sig snydt!
Ramt af skrap video? Under valgkampen i 2001 bragte Venstre en valgannonce under overskriften ”Tid til forandring”, hvor der vistes en gruppe indvandrere og deres familiemedlemmer uden for en retsbygning. Alle vidste, at det henviste til en sag om voldtægt, der i øvrigt havde en meget kompliceret retsgang, da dommerne slet ikke var enige om de sigtedes skyld. Her blev indvandrere udstillet i en stærkt generaliserende form. Den annonce vakte mindre forargelse end en aktuel radikal valgvideo, der citerer integrationsministeren. Videoen har en form, som jeg ikke selv ville have fremmet, men dens pointe er god nok: landets integrationsminister kan tillade sig den type udtalelser, selvom de blødes op i konteksten, som kan tjekkes på den radikale hjemmeside. Hvorfor er det videoen, som så mange forarges over og ikke de konkrete udtalelser. Skyldes det at et flertal af danskerne støttet af medier og politikere har vænnet sig til, at det er legitimt at komme med nedsættende og generaliserende udtalelser om de fremmede. Er det fordi, at et flertal føler sig ramt af den noget rå kritik som de radikale fremkommer med over for ministeren. Så er den nemme løsning at skælde ud over de uforskammede radikale og ikke over en integrationsminister, der taler mere om at hjemsende flygtninge end om at lave en god integrationsindsats. Og hvad med den kontakt som regeringen indgik med befolkningen: nu begrænser vi indvandringen, og får så resurser til at gøre noget virkeligt for integrationen. Hvor blev den indsats af? Druknede den i regeringens reelle integrationspolitik: at få så mange fremmede som muligt ud eller holdt ude?
”Den tidligere kirkeminister Johannes Lebech (R) har i et interview ærligt sagt, at når der var problemer i Fællesfonden, kunne han bare sætte Landskirkeskatten op” Således citeres jeg i en artikel om Tove Fergo Citatet skal såmænd nok være korrekt, men det er taget ud af en sammenhæng. Det er korrekt, at Landskirkeskatten(for 2002) på grund af budgetproblemer blev sat betragtelig op i sommeren 2001, men det var nu at opfatte som en midlertidig foranstaltning. Forhøjelsen af Landskirkeskatten ud over de forventede lønstigninger var bestemt ikke populær, men jeg fandt en forståelse for den. Det er også værd at bemærke, at Rigsrevisor i sin rapport om Fællesfonden om den forhøjelse skriver, at ministeren ikke havde grund til at antage, at denne forhøjelse ikke ville skabe den fornødne balance mellem udgifter og indtægter. Det blev desværre ikke tilfældet. Budgettet kom ikke til at holde og Tove Fergo overtog disse problemer. Budgetproblemerne i ministeriet skyldtes blandt andet løbske it-udgifter, som det unægteligt også er set andre steder, hvad selvfølgelig ikke undskylder, at der ikke var tilstrækkelig præcis styring. Jeg vedkender mig selvfølgelig et medansvar og har gjort det hele tiden. Det kan ærgre mig, at jeg ikke fik mulighed for selv at rette op på disse budgetproblemer. Men selv jeg ville ikke kunne komme med en ny skatteforhøjelse i 2002, den løsningsmulighed var brugt! På baggrund af den forståelse for problemerne og samarbejdsvilje, som jeg mødte i 2001, føler jeg mig overbevist om, at det ville have været muligt at finde en fornuftig om end vanskelig løsning. Det må have været træls for den nye minister at overtage budgetproblemer, men det kan irritere mig, at hun har haft så travlt med at skyde skylden for problemerne på sine embedsmænd og forgængere og skabe et billede af et ministerium i kaos i stedet for at løse problemerne i det ministerium, hun blev sat til at have ansvar for. Nu tre år efter med helt nye problemer fortsætter ministeren med hele tiden at give andre skylden! Min nok ”ironiske” bemærkning om muligheden for at sætte Landskirkeskatten op, når det var nødvendigt, har egentlig et mere væsentligt perspektiv. Ministeren har, når det angår Folkekirkens fællesanliggender – både de indholdsmæssige og økonomiske - alt for stor egenmagt. Jeg forsøgte forsigtigt at rejse en diskussion om dette i min tid, men oppositionen sørgede for, at jeg hurtigt blev sat på plads. Tiden er nu blevet moden til en bredere diskussion om Folkekirkens mulighed for at blive herre i eget hus både økonomisk og indholdsmæssigt. Det er et paradoks, at det skulle være en kirkeminister i en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti, der for alvor( nok uden at ville det) fik sat skred i den diskussion i brede kirkelige kredse. Enden på den diskussion får meget mere langtækkende konsekvenser for Folkekirkens fremtidige stilling end de budgetproblemer, der her er berørt.. Oppositionspartierne er nu klar til den diskussion. Det er også på høje tid, at den diskussion fremmes - for processen vil blive og bør være lang. Det bliver vanskeligt at ændre på styringen af en gammel institution, hvortil der er bundet mange følelser, men tiden er inde til en fornyelse. Johannes Lebech, (Radikal) tidligere kirkeminister.
”Den tidligere kirkeminister Johannes Lebech (R) har i et interview ærligt sagt, at når der var problemer i Fællesfonden, kunne han bare sætte Landskirkeskatten op” Således citeres jeg i en artikel om Tove Fergo Citatet skal såmænd nok være korrekt, men det er taget ud af en sammenhæng. Det er korrekt, at Landskirkeskatten(for 2002) på grund af budgetproblemer blev sat betragtelig op i sommeren 2001, men det var nu at opfatte som en midlertidig foranstaltning. Forhøjelsen af Landskirkeskatten ud over de forventede lønstigninger var bestemt ikke populær, men jeg fandt en forståelse for den. Det er også værd at bemærke, at Rigsrevisor i sin rapport om Fællesfonden om den forhøjelse skriver, at ministeren ikke havde grund til at antage, at denne forhøjelse ikke ville skabe den fornødne balance mellem udgifter og indtægter. Det blev desværre ikke tilfældet. Budgettet kom ikke til at holde og Tove Fergo overtog disse problemer. Budgetproblemerne i ministeriet skyldtes blandt andet løbske it-udgifter, som det unægteligt også er set andre steder, hvad selvfølgelig ikke undskylder, at der ikke var tilstrækkelig præcis styring. Jeg vedkender mig selvfølgelig et medansvar og har gjort det hele tiden. Det kan ærgre mig, at jeg ikke fik mulighed for selv at rette op på disse budgetproblemer. Men selv jeg ville ikke kunne komme med en ny skatteforhøjelse i 2002, den løsningsmulighed var brugt! På baggrund af den forståelse for problemerne og samarbejdsvilje, som jeg mødte i 2001, føler jeg mig overbevist om, at det ville have været muligt at finde en fornuftig om end vanskelig løsning. Det må have været træls for den nye minister at overtage budgetproblemer, men det kan irritere mig, at hun har haft så travlt med at skyde skylden for problemerne på sine embedsmænd og forgængere og skabe et billede af et ministerium i kaos i stedet for at løse problemerne i det ministerium, hun blev sat til at have ansvar for. Nu tre år efter med helt nye problemer fortsætter ministeren med hele tiden at give andre skylden! Min nok ”ironiske” bemærkning om muligheden for at sætte Landskirkeskatten op, når det var nødvendigt, har egentlig et mere væsentligt perspektiv. Ministeren har, når det angår Folkekirkens fællesanliggender – både de indholdsmæssige og økonomiske - alt for stor egenmagt. Jeg forsøgte forsigtigt at rejse en diskussion om dette i min tid, men oppositionen sørgede for, at jeg hurtigt blev sat på plads. Tiden er nu blevet moden til en bredere diskussion om Folkekirkens mulighed for at blive herre i eget hus både økonomisk og indholdsmæssigt. Det er et paradoks, at det skulle være en kirkeminister i en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti, der for alvor( nok uden at ville det) fik sat skred i den diskussion i brede kirkelige kredse. Enden på den diskussion får meget mere langtækkende konsekvenser for Folkekirkens fremtidige stilling end de budgetproblemer, der her er berørt.. Oppositionspartierne er nu klar til den diskussion. Det er også på høje tid, at den diskussion fremmes - for processen vil blive og bør være lang. Det bliver vanskeligt at ændre på styringen af en gammel institution, hvortil der er bundet mange følelser, men tiden er inde til en fornyelse. Johannes Lebech, (Radikal) tidligere kirkeminister.
Jeg kan tilbyde en række foredrag om dansk og europæisk litteratur: Jeg har tidligere holdt foredrag om følgende forfatteres værker: Ib Michael Milan Kundera Karen Blixen H.C. Andersen Jeg kan også tilbyde mere oversigtprægede foredrag som: Dansk litteratur fra 1950 til idag Figuren Marie Grubbe i dansk litteratur Holbergs komedier Danske folkeviser Jeg er åben over for nye opgaver-især i dansk og nordisk litteratur.
Jeg kan tilbyde en række historiske/kulturhistoriske foredrag. Nogle af mine hovedemner er Europas udvikling Europæisk identitet Nationalisme Menneskerettigheder Partier i Europa Men jeg er også åben over for nye emner som måtte blive efterspurgt. Jeg har f.eks tidligere holdt foredrag om Ægypten Slovakiets historie Invasionen i Normandiet på D-dag Alsace-Lorraine Polens historie
I foredraget vil jeg præsentere en del af den mangfoldighed af litteratur, der er blevet skrevet og udgivet i anledning af forfatterens 200 årsdag i 2005. Men jeg vil også med udgangspunkt i en gennemgang af et udvalg af hans eventyr prøve at vise, hvad forfatterskabet har af budskab til det 21. århundredes menneske.
”Samtalen fremmer forståelsen” var navnet på en rapport, som de danske biskoppers Islam-udvalg afgav allerede i 1998. Der er sket meget siden, men konklusionen holder, og tiden må være inde til, at det er disse synspunkter, der igen præger den danske debat! Den bedste måde at bidrage til en fredeligere verden og undgå en konfrontation mellem religionerne er ikke en konstant mistænkeliggørelse af modparten. Netop på baggrund af de seneste måneders begivenheder kan der være grund til at genfinde viljen til dialog, som synes helt at drukne i den offentlige debat i tiden. Dansk Folkeparti bærer sammen med de mest fundamentalistiske muslimer en stor del af ansvaret for, at den offentlige debat har fået en uheldig drejning. Det er interessant at se, hvordan det parti går de fundamentalistiske muslimers ærinde. Først og fremmest når fremtrædende medlemmer af partiet bruger enhver lejlighed til at nedgøre Islam og konsekvent nægter at skelne mellem islamisk fundamentalisme og alle de øvrige elementer den store verdensreligion indeholder. Partiets hastværk med at afskaffe blasfemiparagraffen netop på et tidspunkt, hvor en gruppe danske muslimer for første gang ønsker en prøvesag, kan kun opfattes som provokation! Endelig er der ingen tvivl om, at Dansk Folkepartis kampagne mod Tyrkiets optagelse i EU bekommer islamiske fundamentalister vel. De ønsker lige som Dansk Folkeparti ikke, at et land, hvor det store befolkningsflertal er muslimsk, bliver medlem af en politisk union, hvor det er et princip, at politik og religion skal holdes adskilt. Ekstrem fundamentalisme bekæmpes næppe ved konfrontation, men ved gensidig respekt mellem religionerne. Ved at vise respekt for den muslimske tro kan vi ikke-muslimer netop støtte de muslimer, der ønsker af finde deres plads som muslimer i en moderne europæisk, demokratisk virkelighed. Vi må tage afstand fra et middelalderligt syn på kvinder, terrorisme, kvindelig omskæring og dødsstraf, men vi bør ikke automatisk forbinde disse forhold med Islam. Vi skal nuancere debatten og se på de kulturforskelle, der er mellem grupper inden for Islam. Generaliseringer er af det onde. Det kender vi også inden for Kristendommen, som jo heller ikke er udtryk for en global enhedskultur. Respekt, vilje til gensidigt samliv og dialog mellem religionerne er hverken udtryk for en naiv eller slap holdning, men den rigtige vej frem. Hvis vi ikke finder den vej, vil yderfløjene styrkes. De seneste meldinger fra Politiets Efterretningstjeneste viser, at en racistisk højrefløj har fremgang i Danmark. Den fundamentalistiske fløj blandt muslimer er også blevet mere højlydt i de seneste år. Det er på tide, at vi genfinder den samtale, som biskopperne så klogt rådede os til allerede for 6 år siden.
Det er ikke underligt at integrationen i Danmark går trægt. Hvordan skal indvandrere kunne tro på, at det danske samfund ønsker, at de skal integreres! Hvorfor sender det danske samfund konstant negative signaler, se bare avisen i dag: Endnu et eksempel på en uforståelig afgørelse i udlændingestyrelsen om udvisning af en moder, så hun og hendes barn bliver adskilt fra faderen er et af dagens signaler. En ny undersøgelse viser, at regeringens introduktionsydelse ikke virker fremmende på adgangen til arbejdsmarkedet. Det er en ren strafydelse for at straffe indvandrere. Samtidigt afsluttes i dag forhandlingerne om den danske finanslov, hvor Dansk Folkeparti helt uanstændigt indblander hjemsendelse af flygtninge i det danske husholdningsbudget. ”Ud med de fremmede her i landet jo før jo bedre” er et ærligt signal at sende. Men regeringen hævder jo, at den vil fremme integration og ikke er fremmedfjendtlig. Hvornår ser vi så gode integrationsresultater? Pengene har regeringen jo – det kraftige fald i asylansøgere har jo givet et stort overskud - noget af dette kunne jo bruges på en bedre integration! PS. Og husk at det virkelige fald i asylansøgere ikke er de strammede reglers fortjeneste, men skyldes faldet i asylansøger, som det er tilfældet over hele Europa på grund af relativt få nye konflikter i Europas nærområder!
Det er ikke underligt at integrationen i Danmark går trægt. Hvordan skal indvandrere kunne tro på, at det danske samfund ønsker, at de skal integreres! Hvorfor sender det danske samfund konstant negative signaler, se bare avisen i dag: Endnu et eksempel på en uforståelig afgørelse i udlændingestyrelsen om udvisning af en moder, så hun og hendes barn bliver adskilt fra faderen er et af dagens signaler. En ny undersøgelse viser, at regeringens introduktionsydelse ikke virker fremmende på adgangen til arbejdsmarkedet. Det er en ren strafydelse for at straffe indvandrere. Samtidigt afsluttes i dag forhandlingerne om den danske finanslov, hvor Dansk Folkeparti helt uanstændigt indblander hjemsendelse af flygtninge i det danske husholdningsbudget. ”Ud med de fremmede her i landet jo før jo bedre” er et ærligt signal at sende. Men regeringen hævder jo, at den vil fremme integration og ikke er fremmedfjendtlig. Hvornår ser vi så gode integrationsresultater? Pengene har regeringen jo – det kraftige fald i asylansøgere har jo givet et stort overskud - noget af dette kunne jo bruges på en bedre integration! PS. Og husk at det virkelige fald i asylansøgere ikke er de strammede reglers fortjeneste, men skyldes faldet i asylansøger, som det er tilfældet over hele Europa på grund af relativt få nye konflikter i Europas nærområder!
Åge Dahl, amtsrådsmedlem i Viborg Amt , Johannes Lebech, lektor Holstebro, , Erika Lorentsen amtsformand i Ringkjøbing Amt og folketingskandidat i Viborg.( Det radikale Venstre) Hvordan sikrer vi en dynamisk udvikling i Vest- og Nordvestjylland? I de kommende år står vi over for en række store udfordringer i form af forøgede krav til erhvervslivet med udflagning af traditionelle arbejdspladser til lande med mindre produktionsomkostninger. Det er en udvikling, der rammer hele Vesteuropa, men udkantsområder som Viborg og Ringkøbing amter kan få særligt svært ved at møde denne udfordring. Betydningen af regeringens strukturreform er svær at forudsige, men vi skal nok regne med, at vi selv i det vest og nordvestjyske område skal vise initiativ for ikke at blive ramt af stagnation og tilbagegang. Vi kan næppe forvente at blive frelst fra København. Derfor inviterer vi, en gruppe lokale radikale politikere, til en debat om mulighederne for at skubbe til udviklingen i vores område. Vi vil pege på en række problemfelter, som det kan være relevant at diskutere. Landbruget har traditionelt været et stærkt erhverv i vores område, men dansk landbrug har behov for forandringer. Erhvervet må rustes til den omlægning af EU's landbrugsordninger, der allerede er i gang. Der skal skabes et landbrug, der stadig sikrer mange gode arbejdspladser i regionen, og som producerer på en miljømæssig bæredygtig måde. Der skal ske en teknologisk udvikling med støtte fra staten og anden risikovillig kapital. Hvorfor kan initiativer i denne region ikke gøre Danmark førende i landbrugsudvikling, som Danmark er det på vindmølleområdet. Men det kræver nye teknologibaserede initiativer. Det burde være muligt at tiltrække kapital til eksperimenter på området, som det har været tilfældet med en række projekter, f.eks. det store gylleprojekt i Måbjerg, der har fået EU-støtte til særlige teknologiske løsninger. Som politikere er det naturligt for os at kæmper for statslige virksomheder i vores lokalområde. På den måde kan der skabes arbejdspladser til højtuddannede og sikres udvikling ved at placere relevante forsknings- og uddannelsesinstitutioner indenfor landbrugs-, fiskeri- og fødevareområdet i det nordvestjyske. Energiforskning vil også med fordel kunne placeres her, hvor der er vind og bølger i rigelig mængde. Fremtiden skal om muligt sikres for virksomheder, der er truet af udflagning af arbejdspladser. Vi skal finde en måde, hvormed de sikres en konkurrencemæssig stærk placering. Den iværksættekultur, der så længe har været vores styrke, må understøttes. Hvilken relevant rolle skal det offentlige have i dette arbejde? Infrastrukturforbedringer er nødvendige for at sikre en dynamisk udvikling i området. Spørgsmålet er, om en forlængelse af motorvejsnettet er nødvendig, eller om vi kan nøjes med en udbygning af vejene, der skal forbinde os med de allerede planlagte motorvejsudbygninger. Vi skal også sikre en bedre offentlig transport i området, så arbejdskraftens mobilitet styrkes. Måske skal der tages særlige initiativer til at billiggøre pendling i bil med samme formål. Med mange smukke landskaber og kystnære områder har vi særlige muligheder for at tiltrække stærke pensionister, som ønsker at leve et aktivt pensionistliv. Det samme gælder muligheden for udbygning af turisterhvervet, der allerede står stærkt i regionen. Vi skal indkredse de krav, området skal opfylde, ud over den naturmæssige tiltrækning, for at kunne blive en region, hvor man vælger at slå sig ned. Flere uddannelsestilbud og støtte til et bredt kulturliv er vigtige områder, hvis vi skal fastholde arbejdskraften og tiltrække både nye virksomheder og beboere. Der kan nævnes flere temaer, som er relevante for regionens fremtid. Men det allervigtigste er, at vi prøver at tænke utraditionelt og finder vores kreativitet frem. Gennem en række radikale initiativer ønsker vi at fremme diskussionen for få de utraditionelle og fornyende ideer frem.
Mandag den 25.10 havde jeg glæden af igen at sidde i Det Radikale Venstres Forretningsudvalg. Det var lidt underligt efter 4 års fravær. Sidste gang sad jeg jo for bordenden, men jeg havde det fint med at være menigt medlem. Og der var jo mange kendte ansigter. Arne Vierø, Marianne Jelved og Hanne har jo siddet i FU, siden jeg forlod det, da jeg blev minister i december 2001.
Overskriften ”Kærlighedsbro til Sverige” ” En konsekvens af Europas barskeste immigrationslove” var en meget lidt flatterende overskrift til en artikel om Danmark i det anerkendte tidsskrift The Economist i denne uge. I samme uge refererede danske aviser Europarådets kritik af de danske familiesammenføringsregler. Gentagne gange bringer aviserne mærkelige reportager om unge forelskede par, der bliver forhindret i at leve sammen på normal vis i Danmark på grund af de danske familiesammenføringsregler. Hvornår går det op for regeringen, at den urimelige politik der føres på dette område er til skade for vort omdømme i udlandet og skaber mange ulykkelige skæbner? Det er for at forhindre tvangsægteskaber forsvarer regeringen sig. Beskyttelse af unge danskere mod forældrenes tvang i ægteskabelig sammenhæng er helt oplagt en opgave, der bør tages alvorligt. Men de helt urimeligt stramme familiesammenføringsregler er ikke den rette metode Det kan ikke afvises, at det er lykkedes i nogle tilfælde at redde et ungt menneske fra forældrenes tvang, men prisen har været mange ganske almindelige unge menneskers muligheder for at leve sammen med den, de holder af i deres eget land. Jeg kender en ung kvinde, som har en kæreste i Sydamerika. Spørger man til deres fremtidsplaner svarer hun forståeligt nok: ”Her i landet kan vi ikke bo, Jeg vil ikke byde et menneske, som jeg holder af, at skulle udsættes for den behandling som Danmark for tiden giver ægtefæller til danskere fra udlandet.” De der kender unge mennesker i samme situation vil vide, hvor barske de danske regler administreres for tiden, og hvilken usikkerhed reglerne skaber for mange forhold. Er det virkelig det billede, vi ønsker, der skal tegnes af Danmark i udlandet: Et lukket fremmedfjendsk samfund med en regering, der i sin iver efter at regere på det yderste højres stemmer fører en så umenneskelig og stram politik?
Overskriften ”Kærlighedsbro til Sverige” ” En konsekvens af Europas barskeste immigrationslove” var en meget lidt flatterende overskrift til en artikel om Danmark i det anerkendte tidsskrift The Economist i denne uge. I samme uge refererede danske aviser Europarådets kritik af de danske familiesammenføringsregler. Gentagne gange bringer aviserne mærkelige reportager om unge forelskede par, der bliver forhindret i at leve sammen på normal vis i Danmark på grund af de danske familiesammenføringsregler. Hvornår går det op for regeringen, at den urimelige politik der føres på dette område er til skade for vort omdømme i udlandet og skaber mange ulykkelige skæbner? Det er for at forhindre tvangsægteskaber forsvarer regeringen sig. Beskyttelse af unge danskere mod forældrenes tvang i ægteskabelig sammenhæng er helt oplagt en opgave, der bør tages alvorligt. Men de helt urimeligt stramme familiesammenføringsregler er ikke den rette metode Det kan ikke afvises, at det er lykkedes i nogle tilfælde at redde et ungt menneske fra forældrenes tvang, men prisen har været mange ganske almindelige unge menneskers muligheder for at leve sammen med den, de holder af i deres eget land. Jeg kender en ung kvinde, som har en kæreste i Sydamerika. Spørger man til deres fremtidsplaner svarer hun forståeligt nok: ”Her i landet kan vi ikke bo, Jeg vil ikke byde et menneske, som jeg holder af, at skulle udsættes for den behandling som Danmark for tiden giver ægtefæller til danskere fra udlandet.” De der kender unge mennesker i samme situation vil vide, hvor barske de danske regler administreres for tiden, og hvilken usikkerhed reglerne skaber for mange forhold. Er det virkelig det billede, vi ønsker, der skal tegnes af Danmark i udlandet: Et lukket fremmedfjendsk samfund med en regering, der i sin iver efter at regere på det yderste højres stemmer fører en så umenneskelig og stram politik?
Denne uge byder på sejre og nederlag for de europæiske nationale fodboldhold. Søndag aften måtte også Danmarks hold acceptere nederlaget. Men midt i nederlaget, der nok bliver til at leve med for nationen, kan der være grund til at glæde sig over en sejr, der kan få en mere vidtrækkende betydning for Europa end de mange sejre og nederlag på fodboldbanerne i Portugal. I Serbien var der anden valgrunde af præsidentvalget. Meget tydede på, at de serbiske vælgere ville stemme på den yderliggående nationalist Tomislav Nikolic fra det radikale parti. Nikolic’s partiformand sidder fængslet i Haag anklaget for krigsforbrydelser i den jugoslaviske borgerkrig. En sejr til den mand og det parti ville betyde et tilbageskridt for Serbien og hele Balkanregionen. I 90erne så vi i forbindelse med Jugoslaviens opløsning, hvor stærke de nationalistiske kræfter stadig kan være i Europa. Ulykkerne kulminerede med massakren i Srebenica i Bosnien, hvor 7500 muslimske bosniere blev myrdet i juli 1995. Hvis befolkningen i Balkans største lands stadig ville vælge politikere, der stod for nationalistiske storserbiske synspunkter kunne der være al grund til at være bekymret for fremtiden. I stedet blev den reformvenlige politiker Boris Tadic valgt. Han har kaldt serbisk medlemskab af EU for sin livsopgave. Med sin klare holdning til europæisk samarbejde og afstandtagen fra de stærke nationalistiske følelser, der har været en svøbe for Balkan de sidste 100 år, må vi håbe, at han kan være med til at forandre Serbien til et virkeligt demokratisk land. Det er karakteristisk, at mange af de politikere, der kæmper for demokratiet, netop ser deltagelsen i et demokratisk europæisk samarbejde som det mål, der er værd at arbejde for. Denne positive effekt af EU har vi kunnet iagttage i mange af de nye medlemslande de sidste ti år. Nu ser vi den i landene på Balkan og i Tyrkiet. Men der venter Tadic og andre demokratiske kræfter i Serbien en stor opgave. En valgdeltagelse på kun 49 % tyder ikke på en stor tro på demokratiet hos vælgerne i Serbien. Netop den ringe valgdeltagelse giver anledning til en ubehagelig eftertanke: At vælgerne i EU ved valget til Europaparlamentet ikke viste respekt for det demokrati, som de åbenbart opfatter så rodfæstet, at man kan ”skulke” fra det, er unægtelig ikke det bedste forbillede for de lande, hvor demokratiet er spinkelt.
Denne uge byder på sejre og nederlag for de europæiske nationale fodboldhold. Søndag aften måtte også Danmarks hold acceptere nederlaget. Men midt i nederlaget, der nok bliver til at leve med for nationen, kan der være grund til at glæde sig over en sejr, der kan få en mere vidtrækkende betydning for Europa end de mange sejre og nederlag på fodboldbanerne i Portugal. I Serbien var der anden valgrunde af præsidentvalget. Meget tydede på, at de serbiske vælgere ville stemme på den yderliggående nationalist Tomislav Nikolic fra det radikale parti. Nikolic’s partiformand sidder fængslet i Haag anklaget for krigsforbrydelser i den jugoslaviske borgerkrig. En sejr til den mand og det parti ville betyde et tilbageskridt for Serbien og hele Balkanregionen. I 90erne så vi i forbindelse med Jugoslaviens opløsning, hvor stærke de nationalistiske kræfter stadig kan være i Europa. Ulykkerne kulminerede med massakren i Srebenica i Bosnien, hvor 7500 muslimske bosniere blev myrdet i juli 1995. Hvis befolkningen i Balkans største lands stadig ville vælge politikere, der stod for nationalistiske storserbiske synspunkter kunne der være al grund til at være bekymret for fremtiden. I stedet blev den reformvenlige politiker Boris Tadic valgt. Han har kaldt serbisk medlemskab af EU for sin livsopgave. Med sin klare holdning til europæisk samarbejde og afstandtagen fra de stærke nationalistiske følelser, der har været en svøbe for Balkan de sidste 100 år, må vi håbe, at han kan være med til at forandre Serbien til et virkeligt demokratisk land. Det er karakteristisk, at mange af de politikere, der kæmper for demokratiet, netop ser deltagelsen i et demokratisk europæisk samarbejde som det mål, der er værd at arbejde for. Denne positive effekt af EU har vi kunnet iagttage i mange af de nye medlemslande de sidste ti år. Nu ser vi den i landene på Balkan og i Tyrkiet. Men der venter Tadic og andre demokratiske kræfter i Serbien en stor opgave. En valgdeltagelse på kun 49 % tyder ikke på en stor tro på demokratiet hos vælgerne i Serbien. Netop den ringe valgdeltagelse giver anledning til en ubehagelig eftertanke: At vælgerne i EU ved valget til Europaparlamentet ikke viste respekt for det demokrati, som de åbenbart opfatter så rodfæstet, at man kan ”skulke” fra det, er unægtelig ikke det bedste forbillede for de lande, hvor demokratiet er spinkelt.
Overskriften ”Europæisk gylle” er unægtelig lidt utraditionel, men den dækker over en god historie, som indeholder mere end én god pointe. For nylig blev der offentliggjort en plan for et nyt gylleforsøgsanlæg, der skal placeres ved Måbjerg i Vestjylland. Anlægget skal skabe bioenergi ud af gylle og bliver et EU- støttet forsøgsanlæg. Det er en fremragende idé, at EU-støttemidler på denne måde kombineres med lokale initiativer. Med placeringen af et så avanceret forsøg i Vestjylland er EU med til at fremme spredningen af højteknolog i Europa. Netop spredning af højteknologisk projekter, så også de enkelte landes yderområder får del i ny viden og teknologi, er vigtig for udviklingen i hele Europa I denne del af Danmark ved vi, at landbruget er et vigtigt erhverv, som skaber store værdier for samfundet, men vi kender også bedre end nogen de miljømæssige konsekvenser af et moderne storlandbrug. Disse problemer kan ikke løses ved at skrue tiden tilbage til 50ernes måde at producere på. Løsningen for moderne landbrugsproduktion er udnyttelsen af højteknologi ,så vi sikrer både en høj kvalitet i produktionen, men også får en landbrugsproduktion som naboer og natur kan leve sammen med. Vi må forudse store omlægninger i de vilkår, som landbruget fungerer under i dag. Både udvidelsen af EU og en kommende nedtrapning af landbrugsstøtten vil forøge presset på landbruget. Det er derfor nødvendigt, at den sektor satser på udvikling og nye løsninger. Og nye løsninger er fremtiden for EU. I år 2000 besluttedes det i Lissabon, at den europæiske økonomi skal udvikle sig til den mest konkurrencedygtige i verden i løbet af de næste 20 år. Helt afgørende for udviklingen af den konkurrencedygtighed er satsning på forskning og udvikling. Europæisk økonomi kan kun overleve på at være videnstung, vi er for rige til at kunne konkurrere på lønninger. Den Europæiske Union lægger yderligere vægt på, at fremtidig produktion skal være bæredygtig. Så også når perspektivet er bæredygtige konkurrenceevne, bliver historien om forsøgsanlægget for vestjysk gylle støttet af EU-midler en rigtig god historie. Den specielle overskrift dækker således hverken over noget negativt om gylle eller om Europa, men over en historie med mange perspektiver for europæisk udvikling!
Overskriften ”Europæisk gylle” er unægtelig lidt utraditionel, men den dækker over en god historie, som indeholder mere end én god pointe. For nylig blev der offentliggjort en plan for et nyt gylleforsøgsanlæg, der skal placeres ved Måbjerg i Vestjylland. Anlægget skal skabe bioenergi ud af gylle og bliver et EU- støttet forsøgsanlæg. Det er en fremragende idé, at EU-støttemidler på denne måde kombineres med lokale initiativer. Med placeringen af et så avanceret forsøg i Vestjylland er EU med til at fremme spredningen af højteknolog i Europa. Netop spredning af højteknologisk projekter, så også de enkelte landes yderområder får del i ny viden og teknologi, er vigtig for udviklingen i hele Europa I denne del af Danmark ved vi, at landbruget er et vigtigt erhverv, som skaber store værdier for samfundet, men vi kender også bedre end nogen de miljømæssige konsekvenser af et moderne storlandbrug. Disse problemer kan ikke løses ved at skrue tiden tilbage til 50ernes måde at producere på. Løsningen for moderne landbrugsproduktion er udnyttelsen af højteknologi ,så vi sikrer både en høj kvalitet i produktionen, men også får en landbrugsproduktion som naboer og natur kan leve sammen med. Vi må forudse store omlægninger i de vilkår, som landbruget fungerer under i dag. Både udvidelsen af EU og en kommende nedtrapning af landbrugsstøtten vil forøge presset på landbruget. Det er derfor nødvendigt, at den sektor satser på udvikling og nye løsninger. Og nye løsninger er fremtiden for EU. I år 2000 besluttedes det i Lissabon, at den europæiske økonomi skal udvikle sig til den mest konkurrencedygtige i verden i løbet af de næste 20 år. Helt afgørende for udviklingen af den konkurrencedygtighed er satsning på forskning og udvikling. Europæisk økonomi kan kun overleve på at være videnstung, vi er for rige til at kunne konkurrere på lønninger. Den Europæiske Union lægger yderligere vægt på, at fremtidig produktion skal være bæredygtig. Så også når perspektivet er bæredygtige konkurrenceevne, bliver historien om forsøgsanlægget for vestjysk gylle støttet af EU-midler en rigtig god historie. Den specielle overskrift dækker således hverken over noget negativt om gylle eller om Europa, men over en historie med mange perspektiver for europæisk udvikling!
Et broget politisk billede. Det Radikale Venstre og Venstre er begge medlemmer af Det Europæiske Liberale Demokratiske Reformparti, ELDR. Dette faktum afspejler på udmærket vis spændvidden i ELDR. Venstre hører typisk hjemme i den gruppe af partier i ELDR, der overvejende er liberale ud fra en markedsøkonomisk synsvinkel, hvor DRV hører hjemme på den socialliberale fløj i partiet. ELDR er en broget politisk familie med sine 39 medlemspartier. Medlemspartierne i de ny medlemslande og ansøgerlande bidrager i høj grad til denne brogethed. 10 nye medlemslande -11 nye søsterpartier Udvidelsen af EU betyder, at vi igennem ELDR skal arbejde tættere sammen med en række nye søsterpartier. De nye lande er først rigtige medlemmer af EU fra den 1. maj. Det samme er ikke tilfældet med de nye liberale partier i ELDR. De fleste af disse har allerede været fuldgyldige medlemmer af partiet i en række år, men der er også partier, som endnu kun er associerede medlemmer. Resultatet af Europaparlamentsvalget vil givet medføre, at ELDR-gruppen vil få medlemmer fra partier, der endnu ikke har haft formelle forbindelser med partiet. Kontakter. ELDR begyndte allerede i forbindelse med oprettelsen af de mange nye demokratier i Central og Østeuropa at knytte kontakter til liberalt orienterede partier i de enkelte lande. Sideløbende med ELDR-partiets initiativer har ELDRs parlamentsgruppe, liberale medlemmer i Europarådet og konventet også skabt nyttige kontakter Den tyske organisation Friedrich Naumann Stiftung har også arbejdet for udbredelsen af liberale ideer i de nye demokratier. En del af kontakterne er blevet formidlet gennem Liberal International, som er den liberale verdensorganisation. Det er en organisation, som det Radikale Venstre altid har været medlem af, og som den kendte radikale Hermod Lannung var med til at stifte. Flere af ELDRs medlemspartier har i de sidste ti år haft mange bilaterale samarbejdskontakter med partier i de nye demokratier. Et sådant samarbejde har ofte ført til den første kontakt mellem de nye medlemspartier og ELDR. Allerede før murens fald havde Det Radikale Venstre bilaterale kontakter med en række ”tilladte” partier i de kommunistiske lande, og erfaringerne fra de kontakter har været en hjælp i denne proces. Efter de nye demokratiers opståen har Udenrigspolitisk Udvalg arrangeret adskillige baltiske konferencer med deltagelse af partier fra Østersøområdet. Nyt medlem? Et parti kan ikke bare melde sig ind. Der skal foreligge en formel ansøgning som skal behandles i partiets Bureau (forretningsudvalg) og på et Councilmøde (hovedbestyrelse).Det er ikke nok, at ordene reform eller liberal indgår i partiets navn. Der skal være et indhold bag det liberale. Husk på, at i navnet på russeren Sjirinovskis nationalistiske parti indgår ordet liberal. Forud for et partis optagelse indhenter Bureauet informationer om partiet. Det er også almindeligt at medlemmer fra Bureauet og sekretariatet besøger kandidatpartiet for at få et indtryk af partiets profil. Partiprogrammer studeres også grundigt. Det har for eksempel været afgørende, at et ansøgerparti ikke går ind for dødsstraf og respekterer menneskerettighederne - også når det angår de minoriteter, der er almindelige i mange af de nye medlemsstater. Hvad der kan være vanskeligt for os i Bureauet at afgøre, er, hvilken stilling partiet indtager i forhold korruption ,støtte fra mafiaorienterede kredse og lignende problemer. De enkelte lande Baltikum. EDLR er relativt godt repræsenteret i de baltiske lande. I flere af landene er medlemspartierne regeringsbærende. I både Estland og Lithauen har vi to medlemspartier. I Letland er medlemspartiet, Letlands Vej, men der er et nyt ansøgerparti på vej. Det er karakteristisk, at partierne i disse lande som i flere af de nye kandidatlande fra Centraleuropa og Baltikum ofte viser store udsving i vælgertilslutning og indflydelse. Letlands Vej har således været regeringsparti, men er nu helt ude af parlamentet. Centraleuropa. I Ungarn har der længe været liberale partier. For en del år siden havde vi to medlemspartier, men det ene er drejet så meget til højre, at det har forladt ELDR og er blevet medlem af PPE-DE. Men ELDR har med SDS som medlem en god repræsentation i Ungarn. Slovenien er også rigtig godt repræsenteret med partiet LDS, som længe har haft regeringsmagten, og den tidligere premierminister fra partiet er blevet præsident. I Tjekkiet er vi dårlig repræsenteret. Vi har ikke et fuldgyldigt medlemsparti i landet. Partiet ODA er associeret medlem, men partiet har store problemer. På sidste Bureaumøde drøftede vi situationen i Tjekkiet, og vi har forhandlet med en række liberale grupper i landet, så der er håb for, at ELDR efter Europaparlamentsvalget vil være pænt repræsenteret. I Slovakiet er medlemspartiet ANO. Partiet er medlem af den slovakiske regering .ANO blev optaget som medlem på kongressen i Amsterdam i 2003. Polen. Det har længe været et stort problem for ELDR, at det ikke havde noget medlemsparti i det store medlemsland Polen. Det har vi nu. På et councilmøde i 2003 godkendtes Frihedsunionens( Unia Wolnosci) optagelse som fuldt medlem af ELDR. Partiet og flere af det fremtrædende medlemmer har spillet en stor rolle i den politiske udvikling i Polen fra Solidaritets tid til i dag, men det er blevet meget svækket vælgermæssigt. Det har således ingen medlemmer i Sejmen, men kun i det polske senat. De to østater. Fra Cypern er United Democrats medlem, men fra Malta er der paradoksalt nok ikke et medlemsparti. Politik De nye medlemspartier afspejler på mange måder de samme skillelinjer, som gælder for partiet som helhed. Fælles er bevidstheden om at være nye i det europæiske samarbejde og en stor opmærksomhed over for de vesteuropæiske partiers holdning til udvidelsen og de nye medlemslandes vilkår! Andre politiske kulturer Det Radikale Venstre har snart 100 års jubilæum. Mange af de nye partier, som vi skal arbejde sammen med, er ikke engang 10 år gamle og savner derfor erfaring med det politiske arbejde. Det afspejler sig blandt andet i en løbende nyorganisering af partierne. De demokratier, der efter 40 års kommunistisk styre og ofte uden demokratisk tradition før dette, skal etableres, er ofte demokratier i opbrud. Partier opstår og forgår, så det kan være svært at danne sig et klart billede af den politiske situation. Forventningen til det at være politisk aktiv vil ofte være en anden, end vi kender. Lykkeriddere og personer, der går efter at bruge det politiske system til egen vinding, kendes selvfølgelig også. Vi er nok i ELDR heldige med de fleste af vores medlemspartier, fordi de netop som deres politiske grundlag har den kraftige understregning af menneskerettighederne og troen på et retssamfund. Men det er lettere at tale liberalt end at optræde liberalt. Jeg er overbevist om, at vi vil komme ud for problemer og ubehagelige overraskelser i forbindelse med vores nye medlemspartier. Det er et privilegium at bo i et land med 150 års demokratisk politisk tradition. Men det er vigtigt at vi ikke af den grund møder vore nye partifæller med bedreviden, som kan tendere nedladenhed og arrogance. Europæisk offentlighed. Partisamarbejdet i Europa er i første omgang relateret til gruppens arbejde i Europaparlamentet. Men jeg ser det i et videre perspektiv. Gennem samarbejdet mellem partierne skabes der en politisk offentlighed, hvor den europæiske politiske diskussion kommer til at dreje sig om politiske værdier og holdninger og ikke om nationalstaternes egeninteresser. Arbejdet i ELDR er præget af de grupper i partierne, der er mest internationalt engagerede. Der bør arbejdes for en bredere kontakt mellem partiernes menige medlemmer, så den politiske samtale, som er nødvendig for et demokrati, bliver udviklet. Dette gælder ikke mindst i relation til de nye demokratier i Øst og Centraleuropa, hvor det demokratiske projekt er så nyt, at det vil kunne styrkes af en sådan europæisk politisk offentlighed.
Lad os se frem og ikke tilbage er Dansk Folkeparti og regeringens svar på enhver kritik af beslutningen om, at Danmark engagerede sig i Irak krigen. Det klinger hult, når man kender de samme partiers glæde ved at se tilbage på den Kolde Krig og sågar tilbage på besættelsen, som statsministeren førte sig frem med for et lille år siden. Det er svært at håndtere Irak i den offentlige debat for os, der var modstandere af Danmarks engagement i den krig. Af respekt for alle de danskere, der er i Irak, må vi holde os tilbage i vores kritik af regeringen, nu vi er der! For os er ønsket om, at den konflikt skal få en lykkelig udgang lige så stor, som den er hos dem, der var tilhængere af den danske deltagelse i krigen. Den fastlåste situation, som Irak synes at være i og den store risiko der er for at situationen kommer helt ud af kontrol i Mellemøsten giver ikke anledning til bagklogskabens glæde, men stor bekymring. Men det kan vel ikke undre, at vi netop på den aktuelle baggrund med stor undren kan iagttage, at de beslutninger ,der blev truffet om at gå ind i den krig, blev truffet på et så spinkelt grundlag. Det er vigtigt, at FN snart får en større rolle at spille i Irak, og at de demokratiske kræfter i Irak får en mulighed for at komme til orde. På det punkt, vi er lige nu, sker det næppe uden hjælp udefra, men det er vigtigt, at den hjælp ikke opfattes som et diktat fra en besættelsesmagt, men som verdenssamfundets ægte vilje til at give irakerne en chance!
Lad os se frem og ikke tilbage er Dansk Folkeparti og regeringens svar på enhver kritik af beslutningen om, at Danmark engagerede sig i Irak krigen. Det klinger hult, når man kender de samme partiers glæde ved at se tilbage på den Kolde Krig og sågar tilbage på besættelsen, som statsministeren førte sig frem med for et lille år siden. Det er svært at håndtere Irak i den offentlige debat for os, der var modstandere af Danmarks engagement i den krig. Af respekt for alle de danskere, der er i Irak, må vi holde os tilbage i vores kritik af regeringen, nu vi er der! For os er ønsket om, at den konflikt skal få en lykkelig udgang lige så stor, som den er hos dem, der var tilhængere af den danske deltagelse i krigen. Den fastlåste situation, som Irak synes at være i og den store risiko der er for at situationen kommer helt ud af kontrol i Mellemøsten giver ikke anledning til bagklogskabens glæde, men stor bekymring. Men det kan vel ikke undre, at vi netop på den aktuelle baggrund med stor undren kan iagttage, at de beslutninger ,der blev truffet om at gå ind i den krig, blev truffet på et så spinkelt grundlag. Det er vigtigt, at FN snart får en større rolle at spille i Irak, og at de demokratiske kræfter i Irak får en mulighed for at komme til orde. På det punkt, vi er lige nu, sker det næppe uden hjælp udefra, men det er vigtigt, at den hjælp ikke opfattes som et diktat fra en besættelsesmagt, men som verdenssamfundets ægte vilje til at give irakerne en chance!
Nationalisme og fremmedfjendtlighed har været Europas svøbe i det 20. århundrede. I første halvdel medførte det to krige med 70 millioner faldne, og i det sidste årti af århundredet førte de etniske modsætninger til et blodbad i det tidligere Jugoslavien. Tre små avisklip i ugens løb mindede om, at vi i Europa hele tiden må være opmærksomme på overdrevne nationalistiske tendenser: Slovenien betragtes ofte som et lille mønsterdemokrati og er som det eneste af de tidligere jugoslaviske lande snart medlem af både Nato og EU. Det måtte derfor undre, at et stort flertal af befolkningen ved en folkeafstemning stemte mod, at 18000 bosniere, kroater og serbere, som mistede de fleste af deres rettigheder efter Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien, skulle tildeles fulde rettigheder i landet igen. Det til trods for at landets forfatningsdomstol sidste år anbefalede, at den slovenske regering genindførte disse ikke slovenske indbyggeres rettigheder. Umiddelbart efter Slovakiets selvstændighed blev landet ledet af politikeren Vladimir Mezciar, der var meget nationalistisk i sin retorik og politik over for mindretallene i Slovakiet. Han gled ud af slovakisk poltik i 1998. Efter 1. runde af det slovakiske præsidentvalg i denne uge ser det du til, at Mezciar er ved at få et comeback. Han fremtræder ganske vist nu i en mere slebet og EU-positiv udgave, men alligevel er det skræmmende, at de slovakiske vælgere i første valgrunde gav ham så mange stemmer, at han har mulighed for at vinde præsidentposten. I Danmark lancerede Dansk Folkeparti, der som parti på smagløs facon forsøger at tage patent på det danske, dets kampagne mod Tyrkiet. Kampagnen er så grov og chauvinistisk at selv kandidater fra Venstre, der selv har betænkeligheder ved Tyrkiets optagelse i EU, må sige fra. Det er tre små begivenheder, Serbien og Kosova, hvor de etniske modsætninger medfører vold, er ikke nævnt. Men eksemplerne viser, at fremmedfjendtlighed stadig er en politisk faktor i Europa og kan udnyttes af populistiske politikere. Det er afgørende, at de europæere, der ønsker et fredeligt og samarbejdende Europa, er opmærksomme på den fare selvtilstrækkelig nationalisme udgør, og bekæmper den! EU's kommende forfatningstraktat danner med sin understregning af menneskerettighederne et godt fundament for denne kamp.
Nationalisme og fremmedfjendtlighed har været Europas svøbe i det 20. århundrede. I første halvdel medførte det to krige med 70 millioner faldne, og i det sidste årti af århundredet førte de etniske modsætninger til et blodbad i det tidligere Jugoslavien. Tre små avisklip i ugens løb mindede om, at vi i Europa hele tiden må være opmærksomme på overdrevne nationalistiske tendenser: Slovenien betragtes ofte som et lille mønsterdemokrati og er som det eneste af de tidligere jugoslaviske lande snart medlem af både Nato og EU. Det måtte derfor undre, at et stort flertal af befolkningen ved en folkeafstemning stemte mod, at 18000 bosniere, kroater og serbere, som mistede de fleste af deres rettigheder efter Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien, skulle tildeles fulde rettigheder i landet igen. Det til trods for at landets forfatningsdomstol sidste år anbefalede, at den slovenske regering genindførte disse ikke slovenske indbyggeres rettigheder. Umiddelbart efter Slovakiets selvstændighed blev landet ledet af politikeren Vladimir Mezciar, der var meget nationalistisk i sin retorik og politik over for mindretallene i Slovakiet. Han gled ud af slovakisk poltik i 1998. Efter 1. runde af det slovakiske præsidentvalg i denne uge ser det du til, at Mezciar er ved at få et comeback. Han fremtræder ganske vist nu i en mere slebet og EU-positiv udgave, men alligevel er det skræmmende, at de slovakiske vælgere i første valgrunde gav ham så mange stemmer, at han har mulighed for at vinde præsidentposten. I Danmark lancerede Dansk Folkeparti, der som parti på smagløs facon forsøger at tage patent på det danske, dets kampagne mod Tyrkiet. Kampagnen er så grov og chauvinistisk at selv kandidater fra Venstre, der selv har betænkeligheder ved Tyrkiets optagelse i EU, må sige fra. Det er tre små begivenheder, Serbien og Kosova, hvor de etniske modsætninger medfører vold, er ikke nævnt. Men eksemplerne viser, at fremmedfjendtlighed stadig er en politisk faktor i Europa og kan udnyttes af populistiske politikere. Det er afgørende, at de europæere, der ønsker et fredeligt og samarbejdende Europa, er opmærksomme på den fare selvtilstrækkelig nationalisme udgør, og bekæmper den! EU's kommende forfatningstraktat danner med sin understregning af menneskerettighederne et godt fundament for denne kamp.
For the last 10 years Det Radikale Venstre, The Danish Social Liberal Party, has been represented in the European Parliament. The single seat has been occupied by Mrs. Lone Dybkjær, who is a member of the ELDR group. I believe it is crucial for the future of Europe that liberal views combined with social commitment is well represented in the Parliament.. During the last years I have had the opportunity to participate in the work in the ELDR party. This work has convinced me that even a small party like ours have an important role to play. It is not always the size that is important, but the way you work, and the way you argue for the things you believe in. Especially the work with the Electoral Manifesto, which was approved in Amsterdam November 2003, has convinced me of the importance of our role in the ELDR. Our social liberal views have had a great influence on the programme. This has only been possible because we were able to co-operate with other parties that agreed with our views. I see the role of our member(s) in the ELDR group in this perspective. We have a number of key issues that we want to fight for in the liberal group as well as in the European Parliament in general. Let me mention some of them: Environment, global responsibility, the fight for human rights, commitment to supporting the developing world and a joint approach to asylum and immigration. Our current member of the European Parliament has worked hard to promote equal opportunities between women and men. Our future member or members of the Parliament will continue her good work!
In March our Party Council finished the work on the party programme for the European Parliament Elections 2004. A programme committee has been working for several months on the programme, and for three months the programme has been the subject of a hearing among the members of the party. The hearing has resulted in more than 50 amendments, changes and additions, to the programme. One of the most important purposes of the programme has been to send a strong signal to Danish voters about the commitment of Det Radikale Venstre to European co-operation. We are an internationally oriented party, and the party is today considered the most pro-European party in Denmark. We want The European Union to play an important role in world politics, defending human rights beyond its own borders in respect with the decisions of the United Nations. The responsibility towards poor countries and the possibility to improve the lives of their citizens is seen as a vital part of the tasks of the union. The present Danish government has cut down on the Danish development aid. For this reason the issue will play an important role in our electoral campaign. We believe it is important that the European Union promotes fair competition on the world market. In the context of European co-operation we will work for the abolition of the present Common Agricultural Policy by replacing it with a policy that promotes healthier food, a cleaner environment, animal welfare and sustainable agricultural production. Det Radikale Venstre has always had a high profile in Denmark on environment. This is also characteristic of our European programme. We believe it is important that the European Union has great ambitions in promoting sustainable development in Europe as well as in a global context. In Denmark asylum and immigrations politics has been a big issue during the last years. Our party fights for the right to seek political asylum as a basic human right. We see the asylum problems as a common European challenge. We will work for a common EU asylum system. This system should be based on responsibility-sharing so it will not be possible to export problems to other countries in the union! We welcome the enlargement of the European Union and emphasize the importance of a well-planned and rapid integration of the new members. Our programme used the ELDR Manifesto that was approved in Amsterdam as the point of departure. As chairman of the programme committee in the party, I was also a member of the Programme Committee in the ELDR. Of course the two programmes are not identical. First of all there are some issues that are strictly interesting for Danish voters. In our party programme we have the opportunity to present what you might call pure Social Liberal politics without the compromises present in the European manifesto. But the main signal is share by both programmes: the will to create a new, enlarged Europe open to its citizens and open to the world.
Kronik offentliggjort i Jyllands-Posten 3. marts 2004 Kongesangen ”Kong Kristian stod ved højen mast” fra 1779 og nationalsangen ”Der er et yndigt land” fra 1819 afspejler i deres forskellighed en overgangstid i Danmark. Det var en overgang fra den danske helstat med en enevældig kongemagt, der holdt sammen på et rige bestående af holstenere, slesvigere, nordmænd og danskere, til et Danmark, hvor den folkelige nationale identitet for alvor var slået igennem. Med nationalstaternes dannelse og styrkelse i begyndelsen af det 19.århundrede blev rammerne sat for de europæiske demokratier, vi kender i dag. Nationalstaten blev rammen om en fælles offentlighed, som blev støttet af fælles medier, sprog uddannelsessystem, litteratur m.v. En af forudsætningerne for denne udvikling var, som den politiske filosof Jürgen Habermas skriver, dannelsen af en borgerlig politisk offentlighed. Den voksede frem med borgerskabets fremmarch i den europæiske enevældes tid. Udviklingen var i overensstemmelse med oplysningstidens ønske om uddannelse, oplysning og forestillingen om den gode borger. I Europa er vi lige nu i en overgangsperiode, hvor vores forhold til den nationale identitet og demokratiets fremtid på samme måde som ved overgangen mellem det 18. og 19 århundrede bliver udfordret. Efter anden verdenskrig har der i Europa været arbejdet for opbygningen af et europæisk demokrati. Et sådant europæisk demokrati har ikke en nationalstat som sin naturlige ramme. Da en politisk offentlighed oftest er knyttet til en national ramme i kraft af sprog uddannelse og fælles kulturelle institutioner har Europa et problem. Det europæiske demokratiske projekt har været en succes, hvad angår samarbejdets voksende betydning, institutionernes udbygning og tilslutningen fra flere og flere europæiske lande. Med udvidelsen bliver EU for alvor hele Europas demokratiske ramme. Men det har i hele projektets levetid været et problem, at det folkelige engagement manglede. Det kan der være mange grunde til, men en af årsagerne kan være fraværet af en tilstrækkelig stærk offentlighed, som er afgørende for demokratiet. Politisk engagement Det er et problem, at de europæiske borgere i for ringe grad har følt, at de har en direkte demokratisk indflydelse på, hvad der bliver besluttet i europæisk sammenhæng. Allerede tidligt blev der arbejdet på at ændre dette. Det første store skridt blev taget 1979 med de direkte valg til Europaparlamentet. Det er et faktum, at parlamentet ved hver traktatændring har fået større og større reel indflydelse. Derfor er det et paradoks, at interessen for Europaparlamentsvalgene er så ringe. Det er simpelthen ikke lykkedes for alvor at gøre den europæiske politiske diskussion vedkommende. Det kan der givet gives en række institutionelle forklaringer på, men bevidstheden om den manglende folkelige opbakning bliver mere og mere åbenbar for alle europæiske politikere. I Danmark har vi med vores mange folkeafstemninger længe kendt til denne problematik. Det er denne voksende bevidsthed, der lå bag de meget markante initiativer på topmødet i Nice til at inddrage borgerne mere i udviklingen af det europæiske samarbejdet og gøre borgerne i Europa mere bevidst om, at EU er et vedkommende demokratisk projekt. Hele tanken om et konvent med inddragelse af de nationale parlamentarikere og ambitionen om at skrive en forfatning, der kan samle EU's borgere om fælles værdier og rettigheder, udspringer af ønsket om dette. Europæisk bevidsthed. Følelsen af et europæisk fællesskab og en vis identifikation med det europæiske projekt er afgørende for den demokratiske udvikling i Europa. Inspireret af de nationale identitetsmarkører har der derfor været gjort forsøg på at udvikle symbolmarkører som Europaflag, Europahymne og Europadag. Dette forsøg på kunstigt at erstatte en national identitet med en europæisk har ikke været nogen succes. I de senere år er der opstået en langt større forståelse for, at en europæisk identitet ikke skal afløse en national identitet, men stå ved siden af den identitet, europæerne som borgere i nationalstaterne allerede har. Langt mere givende og succesfyldt har EUs forsøg på at fremme en europæisk offentlighed været, bl.a. gennem en massiv informationsvirksomhed. Viden om fællesskabets karakter og de andre medlemmer i fællesskabet er helt afgørende for udviklingen af et fælles demokratisk grundlag. Desværre opfattes den EUstøttede information ofte som propaganda i lyset af de tidligere nævnte mislykkede forsøg på at opbygge en slags ”national” Europabevidsthed. Et meget langsigtet tiltag i skabelsen af en fælles europæisk bevidsthed er dannelsen af europæiske netværk - formelle som uformelle. Denne etablering af hvad man kunne kalde en række europæiske deloffentligheder, støttes direkte af EU gennem en række programmer, der fremmer uddannelses- og forskningsmæssigt samarbejde. Det er i dag en helt naturlig del af en ung europæers uddannelse at studere ved et andet universitet i Europa. I mange professionelle sammenhænge skabes der også europæiske netværk i form af samarbejde mellem organisationer af både professionel og interessemæssig karakter, en broget gruppe af netværk fra sammenslutningen af europæiske historielærere til kaninavlere i Europa. Et af de stærkeste netværksskabende elementer er uden tvivl sporten. På sportens område er der et meget stærkt og udbygget samarbejde både på professionelt plan og på amatørplan. Medier. Rammen om 1700tallets borgerlige offentlighed beskrives ofte som kaffehuset og de første regelmæssigt udkomne aviser. En offentlighed skal naturligvis ikke mindst i moderne tid basere sig på medier, og deres betydning for dannelsen af en europæisk offentlighed er stor. I første omgang kan det være rimeligt at spørge, om de nationale medier formidler europæiske demokratiske problemstillinger. Stof om Europa som sådan har normalt ikke den helt centrale plads i danske medier. De mange sprog i Europa udgør et væsentligt problem, når der er tale om formidlingen af den fælles politiske diskussion i Europa. Problemet bør ikke overdrives De tidlige europæiske demokratier havde oftest et fælles sprog. Men det lykkedes at skabe en række demokratier i Europa uden umiddelbart at have en fælles sproglig ramme. Da Danmark fik sin første Grundlov i 1849, var der stadig et stort spring fra sproget i Vestjylland til københavnske nationalliberale kredse. For ikke at tale om de borgere, der havde tysk som første sprog. Der er endnu kun få medier, der kan hævdes at være europæisk orienterede. Det kunne overvejes om Den Europæiske Union burde støtte tværnationale europæiske medier, men det vil være helt afgørende de bevarer deres uafhængighed. Partiernes rolle Allerede før de direkte valg til Europaparlamentet var der et samarbejde på europæisk plan mellem de store partigrupperinger. De kristelige og konservative partier er nu samlet i Gruppen for det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater, PPE-DE, de europæiske socialdemokrater i PSE og Det Europæiske Liberale Demokratiske Reformparti, ELDR, samler de liberale partier i Europa. De øvrige partigrupper i Europaparlamentet har i større eller mindre grad etableret et tilsvarende tværnationalt partisamarbejde. Den engelske forsker Simon Hix gør i sin bog ”European Political Parties” opmærksom på, at der efter de første direkte valg til Europaparlamentet var en forventning blandt mange politologer om, at nationernes Europa blev afløst af partiernes Europa. Men han understreger, at det meget hurtigt blev erkendt, at udviklingen ville gå langsomt. Med Europaparlamentets voksende indflydelse har især de store partisammenslutninger udvidet deres samarbejde meget de sidst 5-10 år. Som vicepræsident i ELDR har jeg kunnet følge den voksende betydning, som de liberale partier tillægger dette samarbejde, som rækker ud over partigruppen i Europaparlamentet. En del af arbejdet består i dannelsen af netværk mellem partierne, men der formuleres også fælles poltik. ELDR har således allerede vedtaget et fælles europæisk valgprogram for Europaparlamentsvalget i 2004. Partierne vil få en voksende betydning i skabelsen af et fælles demokratisk samtaleforum, hvor der formuleres europæiske politiske ideer på tværs af nationale hensyn, men med udgangspunkt i fælles politiske holdninger Der er dog en lang vej, før denne europæisering slår bredt igennem i partierne. På nuværende tidspunkt er det især partiernes ledelse og de særligt Europainteresserede i partierne, der engagerer sig i dette arbejde. Hvis det skal lykkes partierne for alvor at være rammen om en ægte folkelig diskussion om Europas fremtid, er det nødvendigt, at diskussionen udbredes til bredere grupper af medlemmer og vælgere. Det endelig europæiske gennembrud for partierne ville være tværnationale partilister i forbindelse med Euroapaparlamentsvalget. Der vil gå en rum tid, før der vil kunne skabes almindelig forståelse for sådanne initiativer. Identitet og værdier. Stærkt sammenhængende med fælles offentlighed og følelsen af et demokratisk fællesskab er spørgsmålet om identitet og værdier. Når den tjekkiske præsident Vavclav Havel i en tale fastslår, at “Europe has always been, a single political entity, though immensely diverse and multifaceted”, er jeg enig med ham. Vanskeligheden opstår, når vi skal definere den fælles europæiske identitet og de europæiske værdier. Det er vigtigt at understrege, at den europæiske identitet ikke skal eller kan afløse den nationale identitet. Som tidligere nævnt har de nationale symboler som flag, nationalmelodi m.v. været forsøgt ”oversat” til ”europæisk”, men med ringe succes. Fornemmelsen af kunstigt påduttet erstatning har med rette været knyttet til disse. Jürgen Habermas, der fremsatte teorierne om borgerlig offentlighed, har foreslået, at der etableres og fremmes en europæisk identitet eller et værdifællesskab, der samler sig om en række centrale værdier, som deles af alle de lande, der tilslutter sig Den Europæiske Union. Formuleres disse værdier i et fælles forfatningsgrundlag, kunne dette danne udgangspunkt for den følelse af fællesskab, som er et grundlag for et demokratisk samarbejde. Med en kommende forfatningstraktat har vi skabt de institutionelle rammer for et stort og lovende projekt: et demokratisk samarbejde i et helt og forenet Europa. Hvis projektet skal lykkes som et sandt demokratisk projekt, er det ikke nok med de institutionelle rammer. Det er vigtigt, at der udvikler sig en fælles offentlighed og en folkelig bevidsthed, der afspejler det demokratiske fællesskab og følelsen af behovet for at skabe en fælles fremtid.
Det klinger hult når statsministeren kritiserer Jyske Bank og TDC for at følge de skatteregler, som regeringen ikke har taget sig sammen til at få ændret i tide, eller endnu værre, som regeringen ikke har ændret, fordi den dermed ville overtræde sit eget stive skattestop! Moral og etik hører hjemme i den politiske diskussion. Det forventes også helt klart, at politikere gennem deres handlinger og initiativer udviser en god moral og etik. Se blot på de skandaler, som jævnligt opstår, selv når politikere kun træder lidt ved siden af! Meget lovgivning tager sit udgangspunkt i en etisk holdning. Netop den offentlige diskussion før en lovgivning gennemføres, kan være med til at afdække de fælles holdninger, der normalt bør ligge til grund for lovgivningen. Opinionsundersøgelser viser, at Anders Fogh rammer en almindelig følelse i befolkningen, når han kritiserer virksomheder, der følger lovgivningen helt til stregen. Man kan derfor have ham mistænkt for et forsøg på at forbedre sit eget image ved hjælp af en udtalelse som denne. Men netop set fra et samfundsmoralsk synspunkt er det ikke rimeligt på den måde at forvente, at virksomheder skal afgøre hvilken del af skattelovgivningen, de vil følge. På dette område må det være lovgiverne, der sætter spillereglerne, og borgerne der må følge dem. Noget helt andet er tilfældet på områder, hvor lovgivningen ikke er der, eller er mere uklar. Der kan jeg fuldt ud tilslutte mig, at politikerne appellerer til ansvarligheden i befolkningen I den sammenhæng er det værd at understrege, at der er grænser for, hvad man kan lovgive om. Hvis man ikke ønsker et totalitært samfund, skal den enkelte borger have frihed til at handle under ansvar Der er grund til at advare mod den tendens til, at hver gang der dukker et problem op i samfundet, så skal der ny lovgivning til. Jeg støtter, at der lægges op til at vi diskuterer, hvordan vi som borgere kan leve op til det ansvar, det giver at leve i det danske samfund. Hvis det seneste udspil om ”noget for noget” skal opfattes i den ånd, så finder jeg det sympatisk. Jeg vil ikke afvise, at det kan være fremmende for bevidstheden om, at man som borger har et medansvar for, at samfundet bliver bedre. Men samtidigt får jeg en følelse af, at hele udspillet mere er et mediestunt, hvor det gamle princip om pisk og gulerod bliver introduceret i nye gevandter. Og med pisk og gulerod styrer man æsler - ikke ansvarlige borgere! Regeringens forsøg på at vise etik og moral vækker altid en vis skepsis hos mig. Jeg har nok for svært ved at glemme en række initiativer, der peger i en anden retning, som for eksempel nedskæringen på bistanden til den fattigste del af verden! På det område kan man efterlyse moral og globalt ansvar!
Det klinger hult når statsministeren kritiserer Jyske Bank og TDC for at følge de skatteregler, som regeringen ikke har taget sig sammen til at få ændret i tide, eller endnu værre, som regeringen ikke har ændret, fordi den dermed ville overtræde sit eget stive skattestop! Moral og etik hører hjemme i den politiske diskussion. Det forventes også helt klart, at politikere gennem deres handlinger og initiativer udviser en god moral og etik. Se blot på de skandaler, som jævnligt opstår, selv når politikere kun træder lidt ved siden af! Meget lovgivning tager sit udgangspunkt i en etisk holdning. Netop den offentlige diskussion før en lovgivning gennemføres, kan være med til at afdække de fælles holdninger, der normalt bør ligge til grund for lovgivningen. Opinionsundersøgelser viser, at Anders Fogh rammer en almindelig følelse i befolkningen, når han kritiserer virksomheder, der følger lovgivningen helt til stregen. Man kan derfor have ham mistænkt for et forsøg på at forbedre sit eget image ved hjælp af en udtalelse som denne. Men netop set fra et samfundsmoralsk synspunkt er det ikke rimeligt på den måde at forvente, at virksomheder skal afgøre hvilken del af skattelovgivningen, de vil følge. På dette område må det være lovgiverne, der sætter spillereglerne, og borgerne der må følge dem. Noget helt andet er tilfældet på områder, hvor lovgivningen ikke er der, eller er mere uklar. Der kan jeg fuldt ud tilslutte mig, at politikerne appellerer til ansvarligheden i befolkningen I den sammenhæng er det værd at understrege, at der er grænser for, hvad man kan lovgive om. Hvis man ikke ønsker et totalitært samfund, skal den enkelte borger have frihed til at handle under ansvar Der er grund til at advare mod den tendens til, at hver gang der dukker et problem op i samfundet, så skal der ny lovgivning til. Jeg støtter, at der lægges op til at vi diskuterer, hvordan vi som borgere kan leve op til det ansvar, det giver at leve i det danske samfund. Hvis det seneste udspil om ”noget for noget” skal opfattes i den ånd, så finder jeg det sympatisk. Jeg vil ikke afvise, at det kan være fremmende for bevidstheden om, at man som borger har et medansvar for, at samfundet bliver bedre. Men samtidigt får jeg en følelse af, at hele udspillet mere er et mediestunt, hvor det gamle princip om pisk og gulerod bliver introduceret i nye gevandter. Og med pisk og gulerod styrer man æsler - ikke ansvarlige borgere! Regeringens forsøg på at vise etik og moral vækker altid en vis skepsis hos mig. Jeg har nok for svært ved at glemme en række initiativer, der peger i en anden retning, som for eksempel nedskæringen på bistanden til den fattigste del af verden! På det område kan man efterlyse moral og globalt ansvar!
Hold det civile beredskab adskilt fra det militære ! Både socialdemokrater og Venstre ønsker det civile og det militære beredskab slået sammen. Den ide er vi betænkelige ved i Det Radikale Venstre. Det er vi ikke ene om; sikkerhedsnalytikerne Preben Bonnen og Michael Søsted fra tænketanken Compas group advarer i Politiken mod ideen. Det skyldes blandt andet, at redningsberedskabet i modsætning til forsvaret allerede har omstillet sig helt til tiden efter den kolde krig, Det nuværende beredskab fungerer glimrende, og de værnepligtige i Beredskabskorpset er de mest tilfredse værnepligtige, vi har. Det skyldes dels den omtalte omlægning, men nok også at uddannelsen i dag er meget fornuftigt tilrettelagt og meningsfyldt for de værnepligtige. At lægge Beredskabskorpset sammen med forsvaret, der er inde i en stor omstillingsproces, er ikke fornuftigt. Hertil kommer hensynet til de værnepligtige. Både jeg selv og begge min sønner har aftjent/aftjener værnepligt ved Beredskabskorpset eller Civilforsvarskorspset, som det hed i min tid. En væsentlig grund til, at vi valgte at aftjene værnepligten der, er netop, at det foregår i et civilt regi uden våben. Den valgmulighed bør helt klart bevares for de unge, der tvinges til at aftjene værnepligt i modsætning til de 2/3, der i dag helt slipper for den samfundsopgave.
Hold det civile beredskab adskilt fra det militære ! Både socialdemokrater og Venstre ønsker det civile og det militære beredskab slået sammen. Den ide er vi betænkelige ved i Det Radikale Venstre. Det er vi ikke ene om; sikkerhedsnalytikerne Preben Bonnen og Michael Søsted fra tænketanken Compas group advarer i Politiken mod ideen. Det skyldes blandt andet, at redningsberedskabet i modsætning til forsvaret allerede har omstillet sig helt til tiden efter den kolde krig, Det nuværende beredskab fungerer glimrende, og de værnepligtige i Beredskabskorpset er de mest tilfredse værnepligtige, vi har. Det skyldes dels den omtalte omlægning, men nok også at uddannelsen i dag er meget fornuftigt tilrettelagt og meningsfyldt for de værnepligtige. At lægge Beredskabskorpset sammen med forsvaret, der er inde i en stor omstillingsproces, er ikke fornuftigt. Hertil kommer hensynet til de værnepligtige. Både jeg selv og begge min sønner har aftjent/aftjener værnepligt ved Beredskabskorpset eller Civilforsvarskorspset, som det hed i min tid. En væsentlig grund til, at vi valgte at aftjene værnepligten der, er netop, at det foregår i et civilt regi uden våben. Den valgmulighed bør helt klart bevares for de unge, der tvinges til at aftjene værnepligt i modsætning til de 2/3, der i dag helt slipper for den samfundsopgave.
Februar 2004 Frit valg med hensyn til hvilken hjemmehjælper borgeren ønsker er en stor mærkesag for Venstre. Men drejer det sig om hvilken fremtidig kommune, man helst ser ens lokalområde indgå i, viger mange politikere tilbage fra at spørge borgerne f.eks. ved en vejledende folkeafstemning! Det vil ikke være muligt udelukkende at ”stemme” en ny kommunestruktur igennem. Politikerne skal trække de endelige streger. Men jeg kan ikke forstå, at det ikke i en række kommuner kan være relevant at få afklaret hvilke prioriteringer borgerne har med hensyn til sammenlægninger og geografisk tilhørsforhold. Det er lidt mærkeligt, at man kan bede beboerne i f.eks. Fjends og Vinderup kommuner tage stilling til, om de vil være med i EU, men ikke hvilken fremtidig storkommune, de føler, de naturligt hører hjemme i! En række vigtige spørgsmål kan afklares ved afstemninger i de kommuner, hvor tilhørsforhold og kommende samarbejde er svært at afgøre. Det må selvsagt understreges, at det kun kan blive vejledende afstemninger, da de endelige kommunegrænser må tegnes på grundlag af mange hensyn. Men det vil da være naturligt, at ét af de hensyn, der inddrages er borgernes ønsker. De kommende kommuners og regioners størrelse og de grænser, der skal trækkes, er det mest spændende, men også det sværeste ved den strukturreform, som diskuteres så livligt lige nu. Men det er vigtigt, at vi også diskuterer den kommende opgavefordeling og mere bredt hvordan vi ønsker, at den kommunale sektor skal se ud: Skal den drejes i retning af en ændring af borgeren til forbruger, som regeringen med sin glæde ved frie valg og privatiseringer lægger op til. Eller skal vi have en kommunal sektor, hvor borgerne og de ansatte inddrages demokratisk i styringen og udviklingen af de enkelte institutioner. Hvis det lykkes at kombinere udviklingen af større kommuner med større medindflydelse i de enkelte sektorer og institutioner, så kan vi få en bedre kommunal sektor, end vi har i dag. Men der skal tid til! Det kan derfor undre, at regeringen har et sådant hastværk og vil forelægge sit forslag allerede til april. Er det nervøsitet for, at borgerne får gennemdiskuteret mulighederne så godt, at de får dannet en mening om fremtidens kommune, og det dermed bliver sværere for politikerne at tage den endelige beslutning? Det må godt være svært for politikere at tage beslutninger, blot beslutningsgrundlaget er i orden. En del af dette beslutningsgrundlag kan være vejledende folkeafstemninger og en bred folkelig debat, der ikke kun tænker geografi, men i højere grad de nye muligheder en ændret struktur kan give.
Februar 2004 Frit valg med hensyn til hvilken hjemmehjælper borgeren ønsker er en stor mærkesag for Venstre. Men drejer det sig om hvilken fremtidig kommune, man helst ser ens lokalområde indgå i, viger mange politikere tilbage fra at spørge borgerne f.eks. ved en vejledende folkeafstemning! Det vil ikke være muligt udelukkende at ”stemme” en ny kommunestruktur igennem. Politikerne skal trække de endelige streger. Men jeg kan ikke forstå, at det ikke i en række kommuner kan være relevant at få afklaret hvilke prioriteringer borgerne har med hensyn til sammenlægninger og geografisk tilhørsforhold. Det er lidt mærkeligt, at man kan bede beboerne i f.eks. Fjends og Vinderup kommuner tage stilling til, om de vil være med i EU, men ikke hvilken fremtidig storkommune, de føler, de naturligt hører hjemme i! En række vigtige spørgsmål kan afklares ved afstemninger i de kommuner, hvor tilhørsforhold og kommende samarbejde er svært at afgøre. Det må selvsagt understreges, at det kun kan blive vejledende afstemninger, da de endelige kommunegrænser må tegnes på grundlag af mange hensyn. Men det vil da være naturligt, at ét af de hensyn, der inddrages er borgernes ønsker. De kommende kommuners og regioners størrelse og de grænser, der skal trækkes, er det mest spændende, men også det sværeste ved den strukturreform, som diskuteres så livligt lige nu. Men det er vigtigt, at vi også diskuterer den kommende opgavefordeling og mere bredt hvordan vi ønsker, at den kommunale sektor skal se ud: Skal den drejes i retning af en ændring af borgeren til forbruger, som regeringen med sin glæde ved frie valg og privatiseringer lægger op til. Eller skal vi have en kommunal sektor, hvor borgerne og de ansatte inddrages demokratisk i styringen og udviklingen af de enkelte institutioner. Hvis det lykkes at kombinere udviklingen af større kommuner med større medindflydelse i de enkelte sektorer og institutioner, så kan vi få en bedre kommunal sektor, end vi har i dag. Men der skal tid til! Det kan derfor undre, at regeringen har et sådant hastværk og vil forelægge sit forslag allerede til april. Er det nervøsitet for, at borgerne får gennemdiskuteret mulighederne så godt, at de får dannet en mening om fremtidens kommune, og det dermed bliver sværere for politikerne at tage den endelige beslutning? Det må godt være svært for politikere at tage beslutninger, blot beslutningsgrundlaget er i orden. En del af dette beslutningsgrundlag kan være vejledende folkeafstemninger og en bred folkelig debat, der ikke kun tænker geografi, men i højere grad de nye muligheder en ændret struktur kan give.
Marts 2003 I regeringens kritik af oppositionens holdning til dansk krigsdeltagelse i Irak indgår ofte en henvisning til 80ernes fodnotepolitik. Det er en skæv synsvinkel, det er ikke oppositionen, men regeringen og Dansk Folkeparti, der svigter tidligere dansk enighed om principperne for udenrigspolitik. Irak er ikke en fodnote, men et helt afgørende skridt væk fra en international forståelse, hvor krig kun kan benyttes som politisk middel, hvor stater samarbejder i multilaterale organisationer og er enige. I situationen i Irak optræder USA som imperium, og ved at gå med i krigskoalitionen sender den danske regering det signal, at vi accepterer, at får USA ikke de svar i Sikkerhedsrådet det beder om, så handler det på egen hånd. Det var vigtigt, at der var et hårdt pres på Saddam Hussein for at sikre våbeninspetørernes arbejde, men det var også åbenbart, at der kunne være sket fremskridt med tålmodighed. Med krigen sættes der meget på spil. Det gælder ikke blot principper om enighed i Sikkerhedsrådet, men faren for en endnu højere grad af ustabilitet i regionen. Præsident Bushs rådgivere tror på en hurtig krig og på, at krigen vil medføre demokrati og stabilitet i regionen. Bare det var så vel ! Trods min uenighed med Bush og den danske regering, må jeg paradoksalt nok håbe på, at det bliver dem, der får ret, for det vil være det lykkeligste. Jeg er dog nervøs for at denne operation vil medføre en voksende modsætning mellem den arabiske verden og den vestlige, og det er en modsætning som er meget farlig. Jeg tror ikke, det fuldt og helt er gået op for danskerne, at vi er med i den koalition, og hvor meget det vil skade vores anseelse, at vi valgte at være USA's vasal i denne krig. Spørgsmålet er også, om det er gået op for regeringen, hvad det er, vi har del i. For nogle dage siden understregede Anders Fogh, at vi efter krigen kunne deltage med en fredsbevarende styrke. Det har jeg svært ved at se logikken i. Kan irakerne efter krigen opfatte Danmark som andet end en besættelsesmagt, vi var jo en af angriberne. Det fredsbevarende må vi vel overlade til de europæiske og arabiske lande, der ikke deltog i angrebet. Og når talen så er om noter? Statsministeren opfordrede forleden det danske erhvervsliv til at være klar til at byde sig ind på ordrer under genopbygningen af det Irak, som vi nu deltager i ødelæggelsen af. Det tjener til danske erhvervslederes ros, at de ikke reagerede på statsministerens upassende opfordring, men det blev selvfølgelig også kun nævnt som en fodnote til hans kommentar til krigen !
§ 66 i Grundloven slår fast at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, men der er aldrig blevet skrevet en sådan forfatning. Det har hidtil været accepteret, at den overordnede administrative styring af kirken udgik fra Kirkeministeriet, men med stor respekt for kirkens indre liv. En nyudnævnt kirkeminister bliver i venlige breve, læserbreve og avisledere belært om, at man ikke skal blande sig for meget i kirkens indre liv. Denne tilbageholdenhed, hævdes det, er vigtig for, at kirken i årevis har kunnet være en relativ fri folkekirke og ikke en statskirke. Den nuværende kirkeminister, der som præst i folkekirken har et indgående kendskab til den, har i en række tilfælde blandet sig i kirkens indre forhold med en frimodighed, som ikke har været kendt tidligere. Det betyder, at ministeren – måske ufrivilligt- har fået sat fokus på væsentlige problemer ved den danske folkekirkeordning. Jeg kunne som minister spøge med, at kirkeministeren er den sidste minister, der regerer med beføjelser fra enevældens tid. Det gælder på det økonomiske område, men også på en række områder, hvor den kongelige anordningsret er bevaret netop i dette ministerium. Det betyder, at ministeren i en række tilfælde uden egentligt parlamentarisk grundlag kan indstille væsentlige beslutninger – f.eks. godkendelse af en ny salmebog - til kongelig godkendelse. Spørgsmålet er, om vi ikke med 150 års forsinkelse må se på §66 i Grundloven og give Folkekirken langt mere indflydelse på egne vilkår for at sikre, at vi fortsat har en folkekirke og ikke en statskirke ! Der har været en del diskussion om administrationen af Fællesfonden på ca.1 milliard kroner. Fællesfondens indtægter kommer stort et kun fra den del af kirkeskatten, der kaldes Landskirkeskatten Rigsrevisionen har påvist en række uheldige forhold, men egentlig er det de principielle sider af Fællesfonden, der er interessante Tidligere var Fællesfondens helt centrale opgave at finansiere den del af præstelønningerne, som staten ikke betalte. Det er imidlertid karakteristisk, at Fællesfonden i dag også har en række udgifter, der langt mere strategisk kan påvirke hele folkekirkens fremtid. Det er spørgsmål om uddannelse og efteruddannelse af præster, hele it-området og eventuelle nye strategiske initiativer. Som det er i dag administrerer ministeren suverænt Fællesfonden og kan som den eneste minister udskrive skat - i princippet uden at spørge nogen. Tove Fergo har på baggrund af problemerne i Fællesfonden foreslået, at den kompetence overgår til Folketinget. Jeg mener ikke, forslaget er rimeligt. Hvis der skal ske ændringer i administrationen af Fællesfonden bør det være folkekirken, der selv kommer til at bestyre egne penge. Da jeg var minister foreslog biskoppen i Ålborg, at der blev nedsat en kommission for at se på det forhold, at Folkekirken kan sættes uden for indflydelse på en række beslutninger af betydning for kirken, hvis ministeren og Folketinget ønsker det. Jeg fortryder i dag, at vi ikke dengang fik nedsat en kommission. I lyset af den seneste tids udvikling er det blevet endnu mere aktuelt at kikke på hele den kirkelige ordning. Et sådant kommissions eller udvalgsarbejde vil også kunne se på de to tre områder, hvor vi internationalt bliver kritiseret for at have en kirkeordning, der ikke tager hensyn til, at vi er et samfund med mere end ét trossamfund. En ny folkekirkelig ordning behøver ikke medføre en total adskillelse af stat og kirke, men kan medføre en række fordele. Først og fremmest vil en nyordning kunne sikre, at folkekirken kunne blive herre i eget hus og netop ikke udvikle sig til den statskirke, som Tove Fergo tilsyneladende ønsker, hvis man vurderer hende på hendes handlinger! Det bliver også nødvendigt at se på hele finansieringen af kirken. Det nuværende statstilskud, som kun udgør ca. ½ milliard af folkekirkens samlede omsætning på ca. 5 milliarder, må omlægges, så det rettes mod folkekirkens kulturelle opgaver f.eks. bevaring af den bygningsmæssige kulturarv. Det rent religiøse indhold skal kirken finansiere selv. Det vil ikke betyde færre indtægter - snarere tværtimod. Egentlig statstilskud til alle trossamfund, som det kendes i Norge og Sverige kan også overvejes. Med en ændring af de gunstige skatteordninger som trossamfundene har i dag, vil det ikke være udgiftskrævende En nyordning ville også medføre, at fødselsregistreringen, der nu ligger i folkekirken for alle – også for ikke medlemmer – skulle overgå til Folkeregistret. Det er også på tide, at vi realiserer §69 i Grundloven, der handler om de andre trossamfund. Selvom det fremgår af denne paragraf, at ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov” har vi ikke en sådan lovgivning. Det bør vi have, ikke mindst set i lyset af, at vi i dagens Danmark har fået en række store trossamfund, vi stort set ikke havde for bare 30 år siden. En sådan lovgivning skal naturligvis respektere § 67 om trosfriheden, men sikre at de andre trossamfund får vilkår , som sikrer dem mulighed for at fungere i det danske samfund. En sådan lovgivning har både Norge og Sverige. Der er således mange gode argumenter, for at vi får en mere tidssvarende kirkeordning i Danmark. Det er vigtigt, at vi tager os god tid til at gennemføre ændringerne. Vi har at gøre med traditioner, der er mange hundrede år gamle og hele området er så følelsesbetonet, at det er vigtigt at gå varsomt frem. Vi skal undgå en ”religionskrig”, men skabe rammer, hvor vi kan leve side om side i gensidig respekt.
Januar 2004 Hvad vil det Radikale Venstre så bruge 15- 20 mandater til? I de sidste to målinger har partiet nærmet sig de 10% af vælgerne og dermed et mandattal mellem 15 og 20 - næsten en fordobling. Det er vigtigt at slå koldt vand i blodet, man skal altid omgås meningsmålinger med forsigtighed - det er vælgernes afgørelse på valgdagen, der tæller. Alligevel vil nogle vel spørge, hvad vil partiet arbejde for med et styrket mandat? Jeg vil fremhæve tre områder: 1. Skatten ned på arbejde. Regeringens synes at lukke øjnene op for, at det på grund af udviklingen i befolkningens sammensætning er vigtigt, at vi på sigt sikrer, at vi har en kvalificeret arbejdskraft. Med den aktuelle stigning af arbejdsløsheden under denne regering er det måske forståeligt, at øjnene lukkes for det langsigtede problem. Det Radikale Venstre mener, det blandt andet skal ske ved en reduktion af skatten på arbejde. Det er vores mål at sænke skatten på arbejde til maksimalt 40-42 %. Det vil have en helt anden dynamisk virkning på viljen til at tage en ekstra tørn end regeringens stive skattestop. Et skattestop, der har medført en skævvridning af indkomstfordelingen i Danmark og en ”skjult” skatteforhøjelse i form af stigning i betaling for dagsinstitutioner og offentlig transport. 2. Bedre integrationsindsats. Regeringens understreger selv, at der er et stort arbejdskraftpotentiale i de dansk indvandrere, men tøver med at gøre en effektiv integrationsindsats. Der har været et dramatisk fald udgifterne til asylområdet. Det skyldes dels regeringens stramninger i asylpolitikken, dels at der længe ikke har været konflikter, der skabte nye flygtninge. Besparelserne løber sig op i hundredvis af millioner bare i 2003 Alligevel har regeringen kun afsat 18 millioner kroner ekstra i 2003 til projekter for integration på arbejdsmarkedet. Det sker til trods for at et af argumenterne for en strammere asylpolitik var, at vi så bedre ville kunne integrere de fremmede, der var her. At statsministeren i sin nytårstale endnu en gang deler befolkningen op i to grupper: de fremmede, der bor i ghettoer og laver kriminalitet, og så de rigtige danskere, er næppe fremmende for den nødvendige integration. 3. Velfærdsreformer. Der må vises lige så stort mod til at debattere velfærdsstatens fremtid, som kommunernes fremtid. Men regeringens har dels parkeret den diskussion i en kommission, for den tør ikke lægge sig ud med de vælgergrupper, der kunne blive ramt af ændringer i den måde vi prioriterer i dag, og dels spist befolkningen af med en opfordring til at se sig som kunder i det offentlige i stedet for som borgere. Det er vigtigt, at der sættes en modig dagsorden på det område og tænkes nyt. Og meget mere. Der kan nævnes flere områder, hvor det Radikale Venstre vil kæmpe for en ændring af den aktuelle politik for eksempel dansk udenrigspolitik, ulandsbistand og kulturpolitik – ja jeg kunne blive ved, men vil love, at partiet vil kæmpe for en ny dagsorden både med de nuværende ni mandater og med det mandat tal, som vælgerne vil give partiet at arbejde med efter næste valg!
De planer, som Anders Fogh Rasmussen har om at dele det retlige forbehold i to, er helt uacceptable! Statsministeren ønsker det retlige forbehold formuleret således, at Danmark kan være med i samarbejdet med undtagelse af asylpolitikken. En sådan konstruktion vil betyde, at Danmark fortsat kan have en asylpolitik, der er skrappere end det øvrige Europas. Det vil have den konsekvens, at vi på dette område vælger at lade de øvrige lande klare problemerne, mens Danmark kan have så skrappe regler, at vi kan skubbe asylansøgerne videre til vores nabolande, som det allerede sker i dag. Det er et smart trick, for statsministeren ved, hvor svært folketingets EU-flertal vil have ved at stemme imod selv et reduceret forbehold. Særlig svært bliver det, hvis han kombinerer afskaffelsen af det reducerede forbehold med afstemningen om forfatningstraktaten. Det vil betyde, at et ja til forfatningstraktaten vil blive sat på spil, hvis man vil bekæmpe statsministerens trick. Statsministeren kalkulerer altså kynisk med støtte fra EU-partierne i en sag, hvor han vil tilgodese Dansk Folkeparti og dets asylpolitik. Det statsministeren gør, er, at han skaber et helt nyt forbehold. Han sender dermed det signal ud i Europa, at Danmark forbeholder sig ret til at have den strammeste asylpolitik i Europa, og melder os dermed ud af den helt klare fælles opgave, som det er for Unionen at føre en ansvarlig og anstændig asylpolitik. Indvandringspresset på Europa er så stort, at kun, hvis vi samarbejder solidarisk, har vi en chance for at håndtere dette problem. Netop den fælles asylpolitik er et af de vigtigste argumenter for et fælles retligt samarbejde. Jeg husker tidligere modstand mod asylsamarbejdet med den begrundelse, at en fælles europæisk asylpolitik ville betyde, at vi skulle acceptere restriktiv politik på området. Nu er det det øvrige Europa, der prøver at håndtere dette problem anstændigt og solidarisk. Den danske regering vil permanent, stærkt støttet af Dansk Folkeparti, melde Danmark ud af dette samarbejde. Det er utroligt, at vi har en regering der systematisk arbejder på at nedsætte Danmarks omdømme i udlandet og løber fra de bedste argumenter for et europæisk samarbejde.
Det er meget vigtig for skabelsen af et folkeligt europæisk demokrati, at vi lærer at samarbejde politisk på tværs af landene i Den Europæiske Union. Kommissionen er kommet med et forslag, der skal forbedre de europæiske partiers arbejdsvilkår. Det skal ske i form af en juridisk anerkendelse af partierne som organisationer og i et vist omfang i form af en direkte økonomisk støtte til disse partiers arbejde. Kommissionen har i årevis gennem en række projekter støttet netværksdannelse i Europa af hensyn til den demokratiske udvikling, men der har været en vis tøven over for støtte til partierne. Arbejdet de europæiske partier er ikke af ny dato. Allerede før de direkte valg til Europaparlamentet var der et samarbejde på europæisk plan mellem de store partigrupperinger. Den engelske forsker Simon Hix gør i sin bog ”European Political Parties” opmærksom på, at der efter de første direkte valg til Europaparlamentet var en forventning blandt mange politologer om, at nationernes Europa blev afløst af partiernes Europa. Men han understreger også, at det meget hurtigt blev erkendt, at udviklingen ville gå langsomt. Med Europaparlamentets voksende indflydelse har især de store partisammenslutninger udvidet deres samarbejde meget de sidste 5-10 år. Jeg har selv kunnet følge med i den voksende betydning, som de liberale partier tillægger dette samarbejde. Samarbejdet består i et voksende antal møder mellem partiernes ledelse og en vis fælles formulering af den europæiske politik. I ELDR afsluttede vi i november 2004 arbejdet med at formulere et fælles valgprogram til valget i 2004. Partierne vil få en voksende betydning i skabelsen af et fælles demokratisk samtaleforum, hvor der formuleres europæiske politiske ideer på tværs af nationale hensyn, men med udgangspunkt i fælles politiske holdninger. Det er ikke altid lige nemt at forbinde de mange forskellige nationale holdninger, selvom partierne tilhører den samme politiske ”familie”. For partier som Venstre og Det Radikale Venstre er det en særlig udfordring at tilhøre det samme europæiske parti til trods for politiske modsætninger på hjemmefronten. De politiske partier i ELDR repræsenterer et så bredt liberalt spektrum, at det er muligt for begge partier at finde allierede, når der er politisk uenighed. Det skal dog understreges, at f.eks. i spørgsmålet om udvidelsen og forholdet til de kommende medlemslande har de to partier haft et virkeligt godt samarbejde i ELDR uafhængigt af deres aktuelle placering i dansk politik Der er en lang vej, før en europæisering slår bredt igennem i partierne. På nuværende tidspunkt er det især partiernes ledelse og de særligt Europainteresserede i partierne, der engagerer sig i dette arbejde. Hvis det skal lykkes partierne for alvor at være rammen om en ægte folkelig diskussion om Europas fremtid, er det nødvendigt, at diskussionen udbredes til bredere grupper af medlemmer og vælgere. Selvom der i mange lande i disse år stilles spørgsmål ved partiernes generelle fremtid, mener jeg, at de har nogle muligheder i denne sammenhæng, som bør udvikles. Det er derfor en styrkelses af det europæiske demokrati, at kommissionen nu vil støtte det arbejde, som udføres i de europæiske partier.