Johannes Lebech

Til lykke til Erdogan
Så lykkedes det endnu en gang AKP at vinde et valg i Tyrkiet. Denne gang med hver anden afgivet stemme i landet. Der har været opbakning til partiets linje: en modernisering af samfundet og tilnærmelse til Europa kombineret med en let konservativ politik, hvad angår de traditionelle muslimsk orienterede værdier, der siden Kemal Atatürk gennemførte sin sekulære revolution, har haft trange vilkår i samfundet.
Der har været forvirring hos mange. Vil Erdogan og hans parti indføre en sharia- orienteret islamisk stat langsomt ad bagvejen? Eller skal hans parti kun opfattes som en islamisk variant af de kristen-demokratiske partier, som vi har kendt dem fra Tyskland og Italien? Partier, som nok i deres moral og familiepolitik kan synes rigeligt konservative, men hvis demokratiske forankring, der næppe kan sås tvivl om.
Signalerne er mangfoldige fra Tyrkiet. Jeg synes der på flere punkter kan være grund til optimisme. Er Erdogan og præsident Gül villige til at lede Tyrkiet i en moderne retning med accept af traditionelle værdier, men samtidig med vilje til tolerance over for de mere sekulære borgeres ønsker om at beholde deres livsstil, så kan vi se frem til et fornyet Tyrkiet.
Det der virkelig kan bekymre hos Erdogan er egentlig ikke det islamiske, men hans ofte manglende vilje til at acceptere kritik og opposition. Jeg har selv oplevet Erdogan på nært hold flere gange. På besøg i Ankara med den liberale gruppe i Europaparlamentet oplevede jeg ham som den venlige og dynamiske vært ved et møde i hans ministerium. Men på et stort møde for politisk engagerede i Bruxelles har jeg set ham helt tabe hovedet over for et enkelt kritisk spørgsmål fra salen. Vi så jo noget lignende ved et besøg i København for nogle år siden.
Der sidder 60 fængslede journalister i Tyrkiet. Det er helt uacceptabelt. Kurderne har fået bedre vilkår blandt under pres fra Den Europæiske Union, men også der er der lang vej til den tolerance og vilje til sameksistens, som de fleste europæere finder naturligt.
Heldigvis fik AKP ikke det flertal, der skal til for at ændre forfatningen. Det betyder, at Erdogan bliver nødt til at samarbejde med grupper i oppositionen. Viser han oprigtig vilje til det og samtidigt indser, at et i moderne demokratisk land fængsler politikere ikke journalister,( det kan såmænd være slemt nok, når de som minister Pind råber ad dem!) så får vi forhåbentligt et moderne demokratisk Tyrkiet. Det vil være en stor gevinst for Europa, hvis det lykkes!

Performance i Gymnasieskolen,

Første gang jeg så det, var i landbrugets orienteringsblad, Food Culture (læg også mærke til titlen), hvor den søde unge kvindelige redaktør optrådte i forskellige helfigurfotos ved siden af lederen. Så så jeg det i Det Radikale Venstres medlemsblad, og BTs redaktører bruger det. Og nu også i Gymnasieskolen: Redaktørens leder fulgt af et flot iscenesat performancebillede af redaktøren.
Performancekulturen trænger ind overalt. Redaktøren kan ikke nøjes med at skrive en leder, men skal iscenesætte sig med et flot og usædvanligt foto.
Tiden er ikke til, at det skrevne ord står alene, nej det handler om skribentens fremtræden.
Tak til redaktøren for at gøre Gymnasieskolen hipt og for inspiration!
Jeg vil huske til august, at 3y og 1n skal have ideen til næste års opgaver!

Hvor længe skal vi finde os i det?
Det var egentligt en ret positiv kommentar til Dansk Folkepartis seneste anslag mod alt, hvad jeg forstår som dansk, som fik mig til at skrive.

Det var den tyske forfatter Sigfried Lenz, der udtrykte forståelse for den forøgede grænsekontrol i Danmark:” Men hvis et land som Danmark mener, at sådan en stikprøvekontrol er det der skal til for at få styr på indrejse af kriminelle  …..” . Jamen det er ikke mit Danmark, der endnu en gang hopper med på et af Dansk Folkepartis småchauvinistiske tiltag vendt mod den åbenhed og tolerance, som jeg altid har ønsket og kæmpet for skal præge vort dejlige lille land, som jeg gerne vil være stolt over at komme fra.

VK- regeringens og i et vist omfang også SF og socialdemokratiets nervøse følgagtighed over for DF’s uhyrligheder er beskæmmende.
Forhåbentligt vil det næste valg sende DF ud på et sidespor og sidenhen på historiens losseplads, hvor partiet hører hjemme. Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner har de sidste ti år haft alt for stor indflydelse og har skadet Danmark alt for meget.
Send dem hjem til kakkelbordene, hvor de kan sidde og råbe ud i stuen, så jeg ikke fortsat skal risikere at blive identificeret med deres i bund og grund udanske holdninger.

Den kendte præst Kathrine Lilleør indleder en kommentar til de nye udlændingeregler med følgende citat: Jeg bryder mig ikke om Dansk Folkepartis udlændingepolitik – alt det her med parabolantenner og bare bryster er så langt ude..” For derefter at argumentere for fornuften i de regler, som Dansk Folkeparti har fået regeringen og Kristelig Folkepartis opbakning til.
Jeg tror hun er et godt udtryk for det hykleri, der præger borgerlige vælgere og politikere i udlændingedebatten. Man tager lige for en sikkerheds skyld afstand fra DF’s retorik, som reelt ingen politisk betydning har, for derefter at acceptere partiets realpolitik, som har været med til at ændre det danske samfund i en uheldig retning.
Det er et udtryk for naivitet og hykleri. Det er ubehageligt, men mere ærligt, når Peter Skårup åbent siger, at det her drejer sig om at holde somaliere og lignende indvandrere ude!