Islams magt og Elefantpassernes børn

To bøger
Så fik jeg sendt min anmeldelse af Karen Jespersen og Ralf Pittelkows bog Islams magt til Historie Noter.
I bogen giver forfatterparret en række konkrete og skræmmende eksempler på unge muslimers og islamisters manglende tilpasning i de vestlige samfund. De uddyber med nogle teoretiske overvejelser og ikke mindst eksempler på, at Europas elite i modsætning til ægteparret ikke vil høre og tage trusselen alvorligt. Jeg må medgive, at forfatterne har fundet skræmmende enkelteksempler, og der er al god grund til at tage disse eksempler og nogle tendenser blandt unge muslimer alvorligt.
Bogen bygger på omfattende journalistisk research i europæiske avisartikler, i debatbøger og på hjemmesider. Men efter min mening savner ægteparret proportionssans og vilje til at finde konstruktive løsninger i stedet for at bruge al energi på at finde alle de negative sider. Eksemplerne er oftest nye, men der er ikke megen ny argumentation i bogen. Den virker som en triviel gentagelse: ” hvorfor vil I stadig ikke høre” i stedet for at bidrage med nyt til debatten.
Bogen er et kampskrift. Og jeg er nok heller ikke en helt uvildig læser. Jeg har selv flere gange været udsat for ægteparrets kritik som en af de muslimelskende naivister, der ikke vil forstå.
Men ærlig talt, når ægteparret i det afsluttende afsnit ”Værdiernes forfald” plæderer ”for et opgør med den europæiske slattenhed” og giver en opfordring til, at vi i Europa står fastere på vores værdier, føler jeg mig ikke ramt. Jeg har kæmpet mindst lige så meget for europæiske værdier som de to, uden deres tvivlsomme generaliseringer bygget på konkrete eksempler, forfatternes fornemmelser og tvivlsomme omgang med statistikker
Samtidigt med arbejdet med ægteparrets bog fik jeg læst Peter Høegs nye bog ”Elefantpassernes børn”. Denne velskrevne, morsomme og tankevækkende roman var en anderledes oplivende læseroplevelse. Det havde været lidt sjovere, hvis det var den jeg skulle anmelde!