Til lykke til Erdogan
Så lykkedes det endnu en gang AKP at vinde et valg i Tyrkiet. Denne gang med hver anden afgivet stemme i landet. Der har været opbakning til partiets linje: en modernisering af samfundet og tilnærmelse til Europa kombineret med en let konservativ politik, hvad angår de traditionelle muslimsk orienterede værdier, der siden Kemal Atatürk gennemførte sin sekulære revolution, har haft trange vilkår i samfundet.
Der har været forvirring hos mange. Vil Erdogan og hans parti indføre en sharia- orienteret islamisk stat langsomt ad bagvejen? Eller skal hans parti kun opfattes som en islamisk variant af de kristen-demokratiske partier, som vi har kendt dem fra Tyskland og Italien? Partier, som nok i deres moral og familiepolitik kan synes rigeligt konservative, men hvis demokratiske forankring, der næppe kan sås tvivl om.
Signalerne er mangfoldige fra Tyrkiet. Jeg synes der på flere punkter kan være grund til optimisme. Er Erdogan og præsident Gül villige til at lede Tyrkiet i en moderne retning med accept af traditionelle værdier, men samtidig med vilje til tolerance over for de mere sekulære borgeres ønsker om at beholde deres livsstil, så kan vi se frem til et fornyet Tyrkiet.
Det der virkelig kan bekymre hos Erdogan er egentlig ikke det islamiske, men hans ofte manglende vilje til at acceptere kritik og opposition. Jeg har selv oplevet Erdogan på nært hold flere gange. På besøg i Ankara med den liberale gruppe i Europaparlamentet oplevede jeg ham som den venlige og dynamiske vært ved et møde i hans ministerium. Men på et stort møde for politisk engagerede i Bruxelles har jeg set ham helt tabe hovedet over for et enkelt kritisk spørgsmål fra salen. Vi så jo noget lignende ved et besøg i København for nogle år siden.
Der sidder 60 fængslede journalister i Tyrkiet. Det er helt uacceptabelt. Kurderne har fået bedre vilkår blandt under pres fra Den Europæiske Union, men også der er der lang vej til den tolerance og vilje til sameksistens, som de fleste europæere finder naturligt.
Heldigvis fik AKP ikke det flertal, der skal til for at ændre forfatningen. Det betyder, at Erdogan bliver nødt til at samarbejde med grupper i oppositionen. Viser han oprigtig vilje til det og samtidigt indser, at et i moderne demokratisk land fængsler politikere ikke journalister,( det kan såmænd være slemt nok, når de som minister Pind råber ad dem!) så får vi forhåbentligt et moderne demokratisk Tyrkiet. Det vil være en stor gevinst for Europa, hvis det lykkes!
-
Seneste indlæg
Seneste kommentarer
- Jørn Baun Christensen til Anmeldelse: Liselotte Højgaard: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen
- David Volquartz Lebech til Dejlig valgdag
Arkiver
- oktober 2017
- januar 2017
- april 2016
- januar 2016
- oktober 2015
- september 2015
- juni 2015
- maj 2015
- april 2015
- marts 2015
- januar 2015
- december 2014
- november 2014
- oktober 2014
- september 2014
- marts 2014
- november 2013
- oktober 2013
- juli 2013
- februar 2013
- januar 2013
- december 2012
- november 2012
- oktober 2012
- september 2012
- juli 2012
- februar 2012
- december 2011
- november 2011
- oktober 2011
- august 2011
- juli 2011
- juni 2011
- maj 2011
- april 2011
- november 2010
- oktober 2010
- september 2010
- juli 2010
Kategorier
Meta