En ny regering – det skulle have været så godt, men..

På dagen hvor betalingsringen også døde, er det måske lidt for bisset at beskrive ens skuffelse over den nuværende regering, men jeg gør det alligevel Det blev en regering, som trods gode forventninger har givet mig meget anledning til irritation, nogle skuffelser og for få lyspunkter.
24 års regel
Den urimelige regel blev ikke ændret. Det havde Socialdemokraterne og SF i deres nervøsitet for at gøre det rigtige politisk og ikke kun kæmpe for magten givet køb på. Men dog blev der lempet noget, så generelt kan vi vel forvente en lidt mere menneskelig politik over for udlændinge.
Særlig rådgivere – spindoktorer
Med de uheldige historier i skatte og forsvarsministeriet i den tidligere regerings tid kunne man have troet, at den nye regering ville være mere tilbageholdende med at ansætte særlige rådgivere i ministerierne.
Men nej ifølge BT er 25 millioner er afsat til nye stillinger til højt betalt personlige rådgivere, som ikke servicerer en eneste almindelig borger, men kun ministrene. Det sker samtidigt med, at der skæres voldsomt ned i antallet af embedsmænd, der er ansat for at betjene borgerne og ikke kun ministeren
Betalingsringen
Jamen, der er jeg slet ikke skuffet, men har nærmere lidt ondt af regeringen. Nederlaget i går på Helle Thornings pressemøde var totalt.
Alene ordvalget var en katastrofe og det hos en regering, der ellers desværre har ført brugen af orwellsk nysprog videre.
Nysprog
Jeg troede brugen af nysprog som det kendes fra Orwells roman 1984 var et fænomen, der hørte den tidligere regering til. Hvem husker ikke ændringen af Udlændingestyrelsens navn til Udlændingeservice samtidigt med at stramninger gjorde ordet service til en farce.
Men det er fortsat med en række ændringer. Jeg har i et helt arbejdsliv arbejdet for Undervisningsministeriet, men skal nu pludselig se et logo på eksamensopgaverne i gymnasiet med ” Ministeriet for børn og undervisning”.
Og så har vi fået en ”landdistriktsminister”, som om et navn til et ministerium kan stille beboerne i udkants Danmark tilfreds – og så viser det sig, at han tilsyneladende slet ikke har tid til at komme derud.
Det er helt ok, at der er ministre, der har to sagsområder, såsom f.eks. Manu Sareen, der både er kirke- og ligestillingsminister. Men at kalde det ”Ministeriet for kirke og ligestilling” er en absurditet, netop Kirkeministeriet er et udtryk for, at der ikke er ligestilling mellem trossamfundene i Danmark, men at Folkekirken har en særstatus!
Og hvorfor overhovedet beholde et integrationsministerium, når stor set alle opgaverne er flyttet il andre ministerier – især Justitsministeriet.
Støvsugere til de ældre.
Måske blev Margrethe Vestager fanget på det forkerte ben, da hun udtalte, at det var i orden med robotstøvsugere til de ældre. Men så holdt hun fast i det, hun en gang havde sagt – Margrethe Vestager begår ikke fejl! Måske var meningen god nok, formålet er flere varme hænder til de ældre og færre hænder, der støvsuger – det lader vi robotterne om. Men hvem tror, at en egentlig besparelse på den mest nødvendige rengøring vil blive erstattet af omsorg. Det vil den næppe i de hårdt pressede kommuner. De vil afskaffer hjemmehjælpstimer og sætte robotter ind til de ældre!
Ungdommeligt ministerhovmod
”Ministre: Så må akademikere tage job i Netto” er overskriften på et dobbeltinterview med Morten Østergaard og Mette Frederiksen i Jyllands-Posten lørdag som en kommentar til voksende ledighed blandt unge akademikere.
Mage til ungdommeligt hovmod og mangel på empati!
Mette Frederiksen har selv en Master i Afrikastudier – den skulle erhvervslivet nok stå i kø for at bruge, hvis hun i den nuværende situation skulle ud at søge job. Hun har ifølge avisens CV stort set ikke selv været på arbejdsmarkedet, men studeret i ca.10 år før sin Master- de ni år i Folketinget. Har hun nogensinde været tvunget til at søge et job som akademiker?
Morten Østergaard har ifølge avisens CV haft et fint studenterjob som markedschef, før han blev cand. scient. pol. som nyvalgt medlem af Folketinget.
Jeg er da ikke uenig med de to selvsikre brushoveder i, at unge akademikere skal være realistiske og fleksible, men hvordan kan man tillade sig at udtale sig med en skråsikkerhed som de to, stort set uden egen erhvervs- og livserfaring.
Det kan sommetider virke som om regeringen er ivrig efter at være hårdere i filten over for svage grupper end den tidligere regering for netop ikke at blive opfattet som en blød socialdemokratisk suppe.
Er der mere?
Og jeg kunne fortsætte med uheldige udspil fra regeringspartiernes folketingsgrupper: ændring af kirkeministeriets navn, totalforbud mod tobak i landet mv.
Og så er der alle personsagerne, herunder engelskkundskaber og sjusket bundet slips. Her vil jeg dog holde mig tilbage og indrømme, at pressen og oppositionen ofte er helt urimelig i sine angreb på den ny regering
Er der ”en rigtig god løsning” forude?
Med pressemødet i går er bunden vel nået? Nu må det kun kunne gå fremad – held og lykke med det! Lad os håbe ”Der bliver rigtig mange gode løsninger”, som statsministeren formulerede det.

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.