Anmeldelse af bogen JØDER OG KRISTNE I DANMARK

Jeg anmelder jævnligt bøger for Historielærerforeningen. Her er min nyeste anmeldelse:
Martin Schwartz Lausten
Jøder og kristne i Danmark.
Fra Middelalderen til nyere tid.
Forlaget Anis – 352

Martin Schwartz Lausten har i en del år forsket i forholdet mellem jøder og kristne i Danmark. 6 bøger er det allerede blevet til.
Han har nu udgivet et stort værk, hvor han følger udviklingen i forholdet mellem jødedom og kristendom fra middelalderen til 1950.
Bogen er præget af det kirkehistoriske. Det er derfor i højere grad forholdet mellem religionerne end en egentlig beskrivelse af jødernes historie i Danmark.
De første jøder bosætter sig i Danmark i slutningen af det 17. århundrede. Det betyder derfor, at bogens beskrivelse af danske kristnes forhold til jøderne i middelalder og reformationstid er af ren teoretisk karakter. Forfatteren påviser, hvordan opfattelsen af jøderne var i den danske katolske kirke blandt andet gennem eksempler fra kirkekunsten. Den meget voldsomme kritiske holdning overfor jøderne, som Luther med tiden udviklede, kan også spores i danske reformatorers tekster. Men selvom både Hans Tausen og Peder Palladius har særdeles kritiske synspunkter om jøderne, forfalder ingen af dem til Luthers vulgaritet, og de henviser ikke til Luthers famøse skrift Von den Jüden und ihren Lügen fra 1543.
Først i 1600tallets slutning bosætter de første jøder sig i Danmark. Kongen har brug for deres ekspertise på en række områder og tillader en begrænset indvandring under biskoppernes protest. De bosiddende jøder var under strengt opsyn af myndighederne og deres bevægelsesfrihed var begrænset på en række områder, men de fik ret til at udøve deres tro, og allerede i 1694 blev der etableret en jødisk begravelsesplads i Møllegade, som stadig eksisterer. Politimester Rasch foreslår i 1692, at der bliver oprettet en jødisk ghetto, så man kan holde øje med fremmedelementerne, men de verdslige myndigheder afviser hans forslag.
I 1700 tallet får jøderne i København og Fredericia lov til at bygge synagoger, men helt frem til det 20. århundrede udsættes de for kraftig kristen mission. Jøderne lever i vid udstrækning som en lille selvstændig enklave i byerne, men bliver ofte udsat for forfølgelse og chikane. Det kan undre en, at det overhovedet har været attraktivt for dem at være her. Men der var næppe bedre alternativer i Europa.

Bogen er præget af de religiøse elementer. På den ene side de kristne teologers vurdering af jøderne, men i lige så høj grad de interne diskussioner af teologisk karakter i det jødiske samfund.
Det er bemærkelsesværdigt, at det ofte er helt i toppen af statshierarkiet, at jøderne møder forståelse – altså fra kancelli og kongen. Kombinationen af danske embedsmænd, præget af oplysningstidens tanker, og reformvillige jøder betyder, at den enevældige konge kan udstede ”Den Kgl. Anordning af 29. marts 1814” – jødernes frihedsbrev. På det tidspunkt var der knap 2000 jøder i København og ca. 700 i provinsen.
Jødefejden 1819 omtales kort, og den fulde religionsfrihed og politiske rettigheder ifølge Grundloven af 1849 markeres. Det er dog de religionshistoriske og teologiske problemstillinger, som fylder de afsnit, der omhandler det 19. århundrede.
I begyndelsen af det 20. århundrede er der ca. 3000 jøder i København. Men de mange pogromer i Rusland medfører en indvandring af 10-12000 russiske jøder. De fleste rejser videre, men den jødiske befolkning fordobles. De russiske jøder kommer med en helt anden jødisk kultur og baggrund end de danske jøder har, og det bliver en stor udfordring for det jødiske samfund i Danmark.
I bogen viser forfatteren, at vi heller ikke i Danmark undgår eksempler på 30ernes voldsomme antisemitisme. Det er på mange måder opløftende, at folkekirken med en del pinlige undtagelser optræder værdigt og tolerant over for den jødiske befolkningsgruppe. Den positive holdning kulminerer med den vellykkede redningsaktion i sensommeren og efteråret 1943. De danske biskoppers klare stillingtagen til fordel for jøderne i biskoppernes hyrdebrev af 3. oktober 1943 tjener folkekirken til ære.
Schwarz Laustens bog er et grundigt studie i, hvordan det officielle og kristne Danmark forholdt sig til jøderne i landet over en periode på 400 år. Der er mange spændende detaljer, hvad angår det religionshistoriske og teologiske, men dette fokus betyder, at bogen ikke for en historiker bliver ”jødernes historie” i Danmark, hvad der næppe heller er forfatterens intention.

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.