Hillary Clinton: “Svære valg”, anmeldelse

Jeg er lige blevet færdig med at anmelde Hillary Clintons 700 siders biografi om tiden som udenrigsminster. Den er sendt til Historielærerforeningen, men læsere her får den her:

Hillary Clinton:
Svære valg. (Hard Choices)
Politikens forlag, 2014
702 sider

Hillary Clintons bog ”Svære Valg” er et af mange eksempler på en politisk selvbiografi skrevet af en aktiv politiker. En sådan bog kan og skal læses ud fra mange synsvinkler. Den kan være et programskrift for forfatteren, en selvpromovering før nye udfordringer, men den er også en kilde til politiske beslutninger truffet af skribenten, som -læst med kritisk distance- kan give god indsigt i nutidig politik. Endelig er der specielt for en politikinteresseret nørd et underholdningsaspekt i at få indsigt i ”hverdagen” og komme tættere på de personlige oplevelser, som en toppolitiker har, så man ikke skal nøjes med det medietegnede billede af personligheden. Hillary Clintons bog dækker det hele.

Hillary Clinton tager fat på sin beskrivelse lige efter sit erkendte nederlag ved primærvalgene i juni 2008. Vi får detaljeret beskrevet, hvordan hun bliver ”overtalt” af Obama til at blive udenrigsminister. Hun beskriver sin tøven, men lader sig patetisk overvinde af pligten: ”Til sidst blev jeg hele tiden opsøgt af den samme tanke: Når din præsident beder dig om at tjene, bør du sige ja” (s. 39) Vi følger hendes valg af stab, indsættelse og ankomst til ministeriet.

Derefter følger en delvis kronologisk beskrivelse af hendes arbejde som udenrigsminister. Beskrivelsen er tematisk opdelt efter de geografiske områder inden for amerikansk udenrigspolitik, hun arbejder med. Som tidsmæssig perspektivering inddrager hun tillige nogle af de oplevelser, hun havde som præsidentfrue og ung studerende. Denne tematiske opdeling gør det lettere som læser at bruge bogen som kilde til enkeltforløb.

Joseph Lelyveld, tidligere redaktør af New York Times, er noget kritisk i sin ellers meget fyldige anmeldelse af bogen i ”the New York Review of Books” : ” It’s a stiff-jointed, careful performance, assembled by a “book team” of former and present aides from briefing papers, old speeches, town hall transcripts, and interviews. What we get are the highly edited reflections of a prospective candidate: part résumé, designed to reveal the depth of her immersion in global affairs and the extent of her familiarity with the world’s great and near great, scores of them (from the Empress of Japan to His All Holiness, the Ecumenical Patriarch of the Greek Orthodox Church, to Bono); part rampart, designed not to reveal too much.” (25.9 2014)
Han kan have en pointe, men derfor kan bogen godt være lærerig at læse. Læser man sig igennem bogens næsten 700 sider, får man et fornuftigt indblik i, hvad den amerikanske udenrigsminister beskæftigede sig med fra 2009- 2013, og man får en opfattelse af, hvordan hun vil have, at offentligheden skal se amerikansk udenrigspolitik.
Det kræver nok en indsigtsfuld amerikansk læser som Lelyveld til for alvor at se, hvilke antydninger af en kommende amerikansk præsidents udenrigspolitik, der ligger i bogen.

Der vil være enkeltafsnit og emner, der er særligt interessante at læse. Bogen er fx næsten helt opdateret i forbindelse med forholdet til Rusland. Man får gennemgået Obamaregeringens første politik over for Rusland, den såkaldte ”reset” politik. Hillary Clinton erkender, at den amerikanske politik over for Rusland ikke er lykkedes, selvom hun frikender ”reset” politikken som årsag til denne fiasko. Bogen kommer vidt omkring til de mange verdenspolitiske brændpunkter, og man får som nævnt af Lelyveld indtryk af, at hun er over det hele og kender alle. Med mere end 200 sider om konflikter og begivenheder i Mellemøsten vejer dette område tungt. Det er nok ikke tilfældigt, at begivenhederne i Benghazi i 2012, hvor 4 amerikanske diplomater blev myrdet under angreb på den amerikanske mission, bliver særlig fyldigt gennemgået, Hillary Clinton kan forvente, at den sag vil forfølge hende under en eventuel præsidentvalgkamp.
Interessant er det også at læse om den uenighed, der er mellem Obama og Clinton i spørgsmålet om Syrien, hvor hun er meget mere aktivistisk, end han ønsker at være. Her peger bogen fremad. Den tematiske opbygning gør det lettere at bruge bogen som kilde til de konkrete politiske begivenheder uden at skulle igennem alle 700 sider.
Det afsluttende kapitel behandler en række temaer som klima, menneskerettigheder og de digitale udfordringer, som blev særligt aktuelle efter WikiLeaks sagen. I epilogen siger Hillary Clinton nej til endnu en periode og beskriver nogle personlige oplevelser, som skal vise mennesket bag udenrigsministeren. Men hun stiller også spørgsmålet, om hun skal stille op til præsidentvalget i 2016. Vi får ikke svar, men spørgsmålet er åbent. Mit bud er, at hun vælger at tage sin afgørende ”svære” beslutning om præsidentkandidaturet efter midtvejsvalget i november 2014. En læsning af bogen eller centrale afsnit vil for en dansk læser ikke være den dårligste forberedelse til forståelse af den måske kommende præsident.

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.