Pressemeddelelse: Generalforsamling Holstebro Kredsen

Johannes Lebech, tidligere kirkeminister, blev i aften på Holstebro Radikale Venstres generalforsamling opstillet som folketingskandidat i Holstebro kredsen.
Johannes Lebech gav et oplæg til aktuel politik på baggrund af åbningstalen og den aktuelle politiske debat. Lebech ser frem til en hård, men spændende valgkamp, hvor de radikale vil søge optimal indflydelse med vilje til at fortsætte den reformpolitik, som har præget partiets regeringsdeltagelse. Lebech ønsker at fortsætte regeringssamarbejdet med socialdemokratiet, selvom han på en række områder erkender, at der er mindre uenigheder. Han understreger, at netop de radikales deltagelse i regeringssamarbejdet er den bedste garanti for en fortsat reformpolitik. For en vestjysk kandidat lægger han vægt på, at der under valgkampen også bliver sat fokus på de særlig udfordringer, som det – vi med et dårligt valgt udtryk kalder Udkantsdanmark – har.
Johannes Lebech har været medlem af Europaparlamentet og har en særlig interesse i europæisk politik. Det glædede ham derfor, at statsministeren i sin åbningstale lovede en folkeafstemning om retsforbeholdet-
”Hvorfor vente med en folkeafstemning om retsforbeholdet til efter valget – lad os tage det sammen med valget!” siger Johannes Lebech
Johannes Lebech påpeger:
”Jeg er helt enig med statsministeren i, at vi skal have afskaffet retsforbeholdet. Men hvorfor vente med en folkeafstemning til efter valget. Jeg vil foreslå, at vi tilrettelægger det sådan, at vi tager folkeafstemningen sammen med valget.”
Johannes Lebech fortsætter: ”Det har flere fordele. Det er resursebesparende at slå valg og afstemning sammen, hvad der har været tradition for tidligere. Hvis vi får en afstemning om forbeholdet kombineret med et valg, vil det være det nyvalgte folketing, der bliver ansvarlig for at håndtere resultatet. Vi har set tidligere folkeafstemninger, hvor oppositionen, til trods for at den havde en ja holdning, ikke helhjertet gik ind i folkeafstemningen – regeringen ville jo tage nederlaget! Under valgkampen vil kandidaterne have mulighed for at tage stilling og derfor føle sig ansvarlige over for resultatet.”

”Jeg kunne godt tænke mig en fuldstændig afskaffelse, men det er nok mest realistisk, at vi får samme model som briterne. Det betyder, at vi fra område til område kan meddele, hvor vi vil være med og ikke med. Det giver mulighed for, at vi holder os ude af nogle områder, som ville bekymre et flertal i Danmark. Det er den model som statsministeren lægger op til, og den vil give mulighed for en aftale med SF. Så vidt jeg kan se vil kun Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti være modstandere af forbeholdet. Der er stadig god tid til et valg til at Folketinget i fællesskab kan tilrettelægge afstemningen og have den klar til den dag statsministeren udskriver valg,” slutter Johannes Lebech.
Yderligere oplysninger: Rasmus Beltofte formand: 61 33 33 34,
Johannes Lebech, folketingskandidat 22 44 79

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.