Jeg kan ikke forstå at Sverige er blevet yndlingsskydeskive for den danske højrefløj. Jeg holder meget af Sverige og har stor respekt for svensk kultur.
Det har vakt stor opmærksomhed i medierne, at der er blevet rettet lidt til i nogle bøger af Astrid Lindgren. Ok, det er uklogt og ødelægger den historiske forståelse af litteratur at ”censurere” med tilbagevirkende kraft. Men faktisk sagde Lindgren selv i et interview for en del år siden, at hun ikke i dag ville have gjort Pippis far til negerkonge, men måske sørøverkaptajn. Det er en lille sag, som man højst kan trække lidt på skulder og smilebånd af og tage en drillende debat med svenske venner om, og de vil nok ofte være enige med en! Dan Park-sagen er der bestemt ikke grund til at trække på smilebånd af. Jo i Danmark kan provokunstnere slippe af sted med alt, og vi synes at der er blevet overreageret i Sverige. Men ærlig talt fortjener hans tvetydige plakater, der kun kan ”forstås” efter en lang metaforklaring ikke så megen opmærksomhed, som ”Det Danske Trykkefrihedsselskab” har brugt på dem.
Jeg vil hellere se på nogle af de positive sider af Sverige. Det er ikke længe siden, at den daværende svenske statsminister i valgkampen understregede over for svenskerne, at det var vigtigt med solidaritet over for de flygtede syrere i den nuværende politiske situation i Europa. Det er en noget anden reaktion vi har set fra danske politikere. Her bruges asylsituationen kynisk af oppositionen mod regeringen, og regeringen har mere travlt med latterlige defensive træk i stedet for som i Sverige at forsvare de humanistiske principper. Venstre har haft travlt med at give regeringen skylden for de mange asylsøgere fra Syrien. Famøse 31 lettelser i regeringens udlændingepolitik skulle efter sigende nærmest være hovedårsagen til de mange flygtninge, forsøger Venstre at bilde vælgerne ind! Ikke et ord fra Inger Støjberg om international solidaritet i en situation, hvor hele Europa har et fælle ansvar og en fælles udfordring i forbindelse med den komplicerede situation i Mellemøsten.
Og regeringen har næsten kun haft travlt med at understrege, at dens mål er at få så få asylsøgere som muligt ved at stramme lidt ekstraordinært. Dertil kommer en sjusken med forkerte tal, som selvsagt har givet oppositionen ekstra vind i sejlene.
Sverige har også modigt turdet sende det signal til Israel, at det nu er nok. Nu må Israel lægge sin politik om og stoppe bosættelserne og vise vilje til reelle forhandlinger med Palæstina. Margot Walstrøms udmelding om svensk anerkendelse af Palæstina blev – tilfældigt! – fint timet med Netanyahus skammelige udspil om tilladelse til 1000 nye bosættelser i Palæstina.
Jeg må sige, at jeg har svært ved at deltage i den almindelige forargelse over Sverige. Måske er det,når det kommer til stykket en danske underlegenhedsfølelse, der spiller ind, når dele af dansk opinion elsker at kritisere svenskerne!