Fortsat enevældig ministerstyring af Folkekirken

I forbindelse med reformationen sikrede den danske konge sig magten over den danske kirke. Den magt har dronningen endnu, dog administreret af kirkeministeren. Det er jo stadig sådan, at en række af folkekirkens indre forhold styres ved kongelig anordning eller resolution. Det vil sige beslutninger taget af ministeren underskrevet af dronningen uden Folketingets indblanding.
Egentlig var det meningen i forbindelse med Grundloven at Folkekirken skulle have sin egen forfatning, som det er udtrykt i § 66. Men den løfteparagraf er aldrig blevet udfyldt.
Det betyder, at kirkeministeren som en af de få ministre stadig fører dansk enevælde videre.
Da jeg var kirkeminister i 2001, var der også diskussion om homoseksuelle ægteskaber i kirken. Jeg udtalte til pressen, at jeg gik ind for det, men tiden næppe var moden. Da jeg drøftede sagen med min departementschef , gjorde han mig opmærksom på, at juridisk set kunne jeg indføre et nyt ritual ved en kongelig anordning. Jeg skulle i princippet ikke spørge nogen, om end det nok ville være klogt at tale med blandt andet biskopperne om det. Det samme var tilfældet med den nye salmebog, som næsten var færdig i 2001. Jeg tilsluttede mig resultatet af det arbejde, der havde været i gang i mange år, selvom der var en del interne uvilje mod en ny salmebog. Min efterfølger Tove Fergo var ikke umiddelbart tilhænger af en ny salmebog, hvad der skabte megen røre i kirken. For alle vidste, at hun i teorien kunne underkende mange års arbejde i salmebogsudvalget uden at spørge nogen.
På det økonomiske område sidder kirkeministeren også på en stor del af økonomien.
Alt dette var det – sammen med en omlægning af det statslige tilskud til Folkekirken-, planen at lave om. Omsider skulle § 66 fra Grundloven opfyldes med en Styringsreform. Det ville være en meget lavpraktisk løsning i forhold til den oprindelige tanke om en egentlig kirkelig forfatning.
Den 31. oktober måtte Marianne Jelved meddele, at hun ikke kunne komme igennem med den Styringsreform, som der ellers var næsten forhandlet på plads. Venstre og de Konservative stod af i sidste øjeblik, måske fordi de ønskede at drille regeringen. De siger selv, at det er nervøsiteten for en synode, der gør det. Altså nervøsiteten for, at en folkekirkelig forsamling ville begynde at politisere.
Det vil så ikke ske nu, men vi vil fortsat have en kirke styret enevældigt af dronningen og ministeren, som i 1536!