Martin Krasnik: “Fucking jøde” og Henrik Qvortrup: “Q”

Jeg var så heldig at låne Martin Krasniks bog ”Fucking jøde” og Henrik Qvortrups ”Q” på kviklån. Det betyder hurtig parallellæsning – 7 dages lånetid! Det har været en rigtig god læseoplevelse. De to forfattere er begge kendte, ofte meget skarpe journalister, skønt Krasnik understreger, at hans uddannelsesmæssige baggrund er universitetet. Selvom bøgerne og forfatterne er meget forskellige, er deres udgangspunkt for at skrive den konkrete bog den samme. De har begge i år været ude for angreb, som de føler, er uretfærdige og urimelige, og som de vil forsvare sig imod.
Qvortrup vil forsvare sig mod den urimelige hårde behandling, han synes, han har fået af pressen i forbindelse med ”Se og Hør” skandalen. Krasnik vil forsvare sig mod de angreb, han blev udsat for i forlængelse af nogle skarpe interviews på DR2. Specielt optager det forhold ham, at hans jødiske baggrund bliver brugt mod ham i kritikken på en overordentlig voldsom og krænkende måde.
Man kan vel egentlig mene, at de to er for unge til at skrive selvbiografier. Alligevel beskrives forfatterens personlige historie i begge bøger. Qvortrups fortælling er meget kronologisk fra hans tid på journalisthøjskolen i slutfirserne til anholdelse og sigtelse i foråret 2014. Krasnik tager udgangspunkt i en række hadefulde angreb på sin person i sensommeren 2014, hvor han viser, at antisemitiske tendenser slår igennem. Dette lader han være udgangspunktet for en beskrivelse af sin egen jødiske baggrund, hvor han fortæller sin families farverige og spændende historie to generationer tilbage.
Krasnik diskuterer i sin bog journalistikkens vilkår i dag, men bogen bliver hurtigt domineret af at beskrive, hvad han forstår ved en dansk sekulær jøde. Han bruger fx et langt kapitel på at forsvare den jødiske omskæring. Som en vigtig del af hans identitet indgår forholdet til Israel, og i engagerede afsnit sætter han fokus på den aktuelle debat om konflikten mellem palæstinensere og Israel. Han leverer et stærkt forsvar for staten Israel, men er bestemt ikke ukritisk over for landet og specielt de ortodokse og nationalistiske kræfter i landet, der synes at vinde frem for tiden
Qvortrups bog bliver særlig interessant, hvis man har fulgt dansk politik tæt de sidste 20 år og haft sin gang på Christiansborg nogle af årene. Forfatteren viser forståelse for den hårde kritik, han blev udsat for i forbindelse med sommerens afsløringer om ”Se og Hør”, men han argumenterer også overbevisende for den dobbeltmoral, der greb pressen, da sagen kom frem, og han blev en syndebuk for alle de ulykker, som sladder – og tabloidpressen har bedrevet. Han har en pointe, så sent som for et par dage siden blev hans navn brugt i et tvprogram som betegnelse for skandaløs journalistisk adfærd.
For begge skribenter har det nok haft en vis terapeutisk værdi at få givet udtryk for vrede og skuffelse. Det gør dem ikke mindre læseværdige.
I et afsluttende kapitel ”Fucking muslimer – om værdikampen efter 2001” ser Krasnik de seneste års voldsomme debat om indvandring og identitet fra sin jødiske synsvinkel. Han finder, at debatten kan være nødvendig, men finder den for generaliserende og præget af dansk identitetsforsnævring. Han stiller spørgsmålet om, hvordan debatten påvirker den gruppe almindelige muslimer, der konstant skal høre sig selv omtalt negativt.
” Jo mere jeg fik at vide, at jeg var en fucking jøde, desto mere begyndte jeg at føle mig som en fucking jøde. Det fik mit til at tænke over, hvordan de sidste 20 års islam-debat mon har påvirket muslimerne herhjemme”