Anmeldelse: Michael Böss: Det demente samfund

Michael Böss: Det demente samfund, HISTORIELØSHED I NUTIDSKULTUREN
222 sider, Kristeligt Dagblads Forlag,
”Denne bog har været båret af en tese om, at menneske og samfund er historiske, og at vi derfor har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden og forme fremtiden. Hvis vi gøres historieløse, mister vi vor mulighed for at få mening med tilværelsen og danne samfund med hinanden til fælles bedste”
Med udgangspunkt i den tese sætter forfatteren fokus på en række tendenser i tiden, som giver anledning til bekymring. Funktionalismen dominerer i alt for høj grad i både politik og undervisning. Den almene viden er under pres på en måde, der gør samfundet historieløst, hvilket resulterer i opløsningstendenser. Han giver som eksempel på, hvor slemt det står til, at et flertal af unge tror, at Bismarck var øverstkommanderende i Danmark under besættelsen. Jeg lægger også vægt på præcis historisk viden, men ret beset fortæller de unges ”hul” i viden om Bismarck, vel egentlig i ikke så meget om den historiske bevidsthed, men kun om den historiske viden!
I et idehistorisk afsnit sætter han spørgsmålstegn ved forestillingen om, at oplysningstiden skulle være vigtigste forudsætning for det moderne vestlige demokratiske samfund. Han argumenterer for, at det er vigtigt også at inddrage nationalromantikken. Han mener, at vi undervurderer middelalderens og den lutherske reformations betydning for individ og demokrati.
Böss understreger selv, at bogen skal ses i sammenhæng med de to bøger ”Forsvar for nationen” 2006”og ”Republikken Danmark 201”. Med trilogien har han villet sætte fokus på forholdet mellem nationalstaten, nationale værdier og historien.
Der er mange gode iagttagelser i bogen, som giver anledning til eftertænksomhed, og forfatteren, der er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet, inddrager en omfattende litteratur. Bogen indeholder overvejelser på et højt akademisk niveau kombineret med meget konkrete eksempler og personlige oplevelser. Det kan få fremstillingen til at virke ujævn nogle steder og svær at følge.
Bogen skal læses som et indlæg i samfundsdebatten. Böss kan vel bedst karakteriseres som en kulturkonservativ med et anstrøg af kulturpessimisme. Han indrømmer dog i en af de andre bøger i trilogien, at han også har forbindelser til de radikale, selvom han ind imellem ser dem som ”skurke”. For det er de funktionalistiske tendenser i samfundet, han er ude efter. Og han ser tendenserne overalt i medier, uddannelse og politik.
Jeg deler ikke hans kulturpessimisme, og jeg er meget mere skeptisk, end han er, over for det nationale, som har en tendens til at slå over i nationalisme og chauvinisme. Men jeg anerkender, at han påviser problemer i det 21. århundredes danske samfund, som er væsentlige at få diskuteret.