Den nødvendige dialog, der forsvandt?

Kun en tåbe – og Lebech – frygter ikke Islam” var overskriften i Pia Kjærsgaards ugebrev den 5. marts 2001. Ugebrevet fortsætter med at kritisere mig for min åbenhed over for Islam og for min kritik af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard er chokeret over, at kirkeministeren kan have sådanne holdninger. Hun fortæller, at hun har bedt statsminister Nyrup om “at sørge for, at Johannes Lebech, fremfor at bruge tid på at forstå Islam, passer sit embede som minister for Den Danske Folkekirke”. Den skarpe kritik af mig blev endnu mere udtalt, når jeg var til møder med Søren Krarup og Jesper Langballe, som på det tidspunkt begge stillede op til folketinget for DF.
Elementer i den aktuelle debat efter de ulykkelige begivenheder i København den 14.-15. februar kan minde om debatten i begyndelsen af århundredet.
Det var rigtigt, at jeg i 2001 var optaget af dialog mellem kristne og muslimer i Danmark. Det var de danske biskopper også. De havde netop i 2000 udgivet rapporten” Samtale fremmer forståelsen” på initiativ af Margrethe Vestager, og jeg deltog selv som minister i adskillige dialogmøder, hvor både kristne, jøder og muslimer var repræsenterede.
Der var også i 2001 stor diskussion om etableringen af en muslimsk gravplads i København. Det lykkedes mig at finde en løsning. Der var flertal i Finansudvalget for en nødvendig garantiordning. Den fik Dansk Folkeparti udsat. Så kom valget, og var det ikke kommet, ville gravpladsen være blevet etableret i 2002. Min efterfølger, Tove Fergo, ville ikke følge den model, jeg havde skitseret, og gravpladsen blev flere år forsinket.
Den 7. september 2001 skulle der afholdes en stor islamisk konference i Bella Centeret i København. Deltagerne var euopæiske muslimer, der netop skulle tale om europæisk Islam. Arrangørerne var danske muslimske organisationer, og de bad mig om at byde velkommen. Konferencen var sponsoreret af Saud-i Arabien, og det havde jeg selvfølgelig betænkeligheder ved; men dronningen havde for nylig været på statsbesøg dernede, så den officielle danske holdning til landet var accept og anerkendelse. Dansk Folkeparti bad statsministeren forbyde mig at deltage i konferencen. Det gjorde han nu ikke. Jeg husker, at vi brugte megen tid i ministeriet på at skrive min tale. Den skulle være venlig og imødekommende og støtte dialogbestræbelserne, men også have en klar dansk, men høflig kritik af forholdene i Saud-i-Arabien på menneskerettighedsområdet. Det lykkedes at skrive en god tale, som vi kunne stå inde for. I pressereferaterne var det desværre kun Informations medarbejder, der kunne se denne dobbelthed i talen. Jeg var måske for høflig!
4 dage senere faldt tårnene i New York, og dagsordenen blev skærpet.

Intern diskusison i Det Radikale Venstre
Vi bliver som radikale tit mødt med den holdning,at vi overhovedet ikke vil forholde os til sider af Islam og islamisk praksis, som man fra et demokratisk vestligt synspunkt finder kritisable. Det er ganske enkelt ikke korrekt Som nævnt balancerede jeg netop i min tale på den førnævnte islamiske konference mellem dialog og kritik. Men hvor andre partier kun er gået ind i diskussionen om Islam som et generelt anliggende, blev den diskussion i 2000-2001 et internt anliggende for de radikale. Vi havde på dette tidspunkt en række unge muslimske medlemmer, som var aktive i partiet,. Mest kendt, bortset fra Naser Khader, var nok Mona Sheik, en særdeles talentfuld og dygtig ung kvinde. Flere af de unge muslimske medlemmer forsøgte også at blive kandidater i partiet. Nogle af dem havde en eller anden tilknytning til en formodet fundamentalistisk organisation ved navn Minhaj-ul-Quran.( Dengang taltes i Danmark kun om fundamentalisme, ikke meget om islamisme). Journalisterne fik fat i problematikken og spurgte så, om partiet kunne have kandidater, der gik ind for sharialovgivning og derfor dødsstraf. Vi måtte fra partiledelsens side, jeg var landsformand i 2000, selvfølgelig understrege,at man nok kunne være medlem, men ikke kandidat for partiet, hvis man gik ind for dødsstraf. Det blev en særdeles pinefuld strid, som jeg havde det meget dårligt med. Reelt skulle vi bede de unge medlemmer om offentligt at fornægte elementer i Koranen, og det havde de det selvfølgelig svært ved. Det blev en del af den offentlige debat, og jeg husker, at Roald Als illustrerede et debatindlæg i Politiken, der ironiserede over vores holdning som kristne til fundamentalisme – også den i Bibelen – ved på en underfundig måde at tegne mig og Moses sammen. Jeg siger til Moses, da han kommer med lovens tavler “Næh du! Sådan en fundamentalist som dig kan vi ikke bruge i Det Radikale Venstre”.

9/11
Umiddelbart efter terroraktionen mod World Trade Center var det vigtigt for George Bush at understrege, at det her ikke var muslimer mod os, men terrorister mod os. Det var den samme linje, den danske regering fulgte. Det var vigtigt, at dialogen ikke gik i stå. Statsministeren bad mig derfor om at arrangere et dialogmøde med muslimske ledere, som blev afholdt i kirkeministeriet.
I november kom valget, og det blev den hårde udlændingepolitiske linje fra Dansk Folkepartis side, der kom til at dominere både i valgkampen og i den efterfølgende regeringstid, hvor Dansk Folkeparti i alt for høj grad fik lov til at sætte dagsordenen på det værdipolitiske område. Ikke kun Dansk Folkeparti stod for en voldsom argumentation over for indvandrerne. Jeg husker stadig en af Venstres kritisable valgannoncer fra 2001. Annoncen består af et stort pressebillede af unge indvandrere, anklaget for voldtægt, på trappen uden for retsbygningen med pårørende omkring sig. En af de kvindelige pårørende viser fuckfingeren over for fotografer og tilskuere, som ikke vises. Hendes ansigt er fuldt genkendeligt. Nederst er et billede af Anders Fogh og hen over billedet teksten: “ Tid til forandring” . Og den forandring kom med VK regeringen. Viljen til dialog blev lagt i skuffen, og udlændingepolitikken, som hænger sammen med den religiøse diskussion, blev strammet.
Anders Fogh havde brug for Dansk Folkepartis stemmer!

Manglende dialog i 2015?
Man bliver ikke ekskluderet af Dansk Folkeparti, hvis man som Aia Fog beskylder de radikale for at have ansvaret for terrorangrebet i februar. Det sker kun, hvis man begynder at beskylde kronprinsen for det samme. Den generelt negative holdning over for islam og almindelige muslimer trives stadig i Dansk Folkeparti. De værste og mest rabiate udtalelser sker ikke i partiets top, men også her trives en generel skepsis og negativ holdning over for muslimer og Islam. Vilje til dialog skal man lede længe efter.
Hvilket ansvar har vi så? Vi har i hvert fald alle et ansvar for, at den vilje til dialog, som trivedes i brede kredse i 2001, fik dårligere vilkår, efter at Dansk Folkeparti fik en afgørende indflydelse på VK regeringens politik.
Det må være helt centralt at genoprette den dialog. Folketinget har vedtaget at bruge 1 mia. på terrorbekæmpelse og antiradikalisering. Ville det ikke være en ide, hvis der også blev brugt energi og resurser til dialog mellem religioner og befolkningsgrupper. Det er en realitet, at de europæiske lande de næste mange år vil have indvandring fra de europæiske nærområder. Mange af de indvandrere vil være muslimer. Vi skal leve sammen. Der er ikke andre løsninger. Lyt til Uffe Ellemanns svar, når han bliver spurgt, om vi ikke kan forhindre flygtningestrømmene til Europa: “Ved du hvad, det Europa, som ville komme ud af det, som vikler sig ind i pigtråd og lader folk synke til bunds i Middelhavet udenom os, det er ikke et Europa, der er værd at leve i”. Det er heller ikke værd at leve i et Danmark, hvor et voksende mindretal står i modsætning til flertallet. Inklusion og ikke eksklusion, kombineret med vilje til dialog fra begge sider, er, som det var i 2001, en nødvendighed, for at vi kan bevare et fredeligt demokratisk land.

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.