Jeg anmelder bøger for Historielærerforeningens blad “Noter”. Efter aftale lægger jeg mine anmeldelser ud på min blog, så snart de er færdige. De kommer så senere i “Noter” eller på foreningens hjemmeside.
Allerede titlen fangede mig. Med den viser Grøndahl sit overordnede forhold til Europa. Han benytter ikke formuleringen “nede i Europa”, men “Hjemme i Europa”.
På side 32 giver han udtryk for formålet med sit essay: “ Jeg havde sat mig for, at jeg ville skrive om alt dét – om Europa, om det fælles og det særlige og hvordan det skal gå os i den globaliserede verden – men indtil videre slentrede jeg bare rundt i Rom”
Og egentlig slentrer Grøndahl videre gennem bogen, hvor han beskriver det danske samfund og Europas stilling lige nu. Hans udgangspunkt er begrebet “hjem”. Han søger tilbage til sin egen oprindelse, og bogen får derfor også karakter af erindring om den familie, der skabte hans bevidsthed om hjem.
Helt konkret spænder han sine overvejelser over europæisk kultur ud mellem erindringer om sin mor, der var fotograf i København, og et ophold på det danske kulturinstitut i Rom. Hans vandringer i byen minder ham om europæisk og dansk kulturs oprindelse i antikkens klassiske kultur og i kristendommen. Han understreger, at der ikke er tale om et valg mellem det at være “europæer eller dansker” , som vi her i landet så ofte tror, når vi har folkeafstemninger om traktatudvidelser.
Han kommenterer det nyere Europas historie, demokratiets vilkår, folkestyrets “nærsynethed” og ytringsfrihed med en stor vilje til, at vi i Europa finder sammen. Han maner til besindighed over for islamismen og understreger, at vi ikke skal lade den reelle trussel mod os skygge for, “ at islamisme trods alt ikke er vores eller Vestens mest påtrængende udfordring. Islamismen er og bliver først og fremmest en plage for Mellemøsten”(s.100).
Jens Christian Grøndahl er romanforfatter, og hans romaner er karakteriserede ved at have Europa som scene. Han er som forfatter optaget af sprogets rolle og beklager, at der er sket en neddrosling af sprogundervisningen i andre sprog end engelsk. Europas befolkninger må ikke vende hinanden ryggen i kulturel forstand. Samtalen mellem de forskellige kulturer i Europa er forudsætningen for et fredeligt sammenhængende Europa, som eksisterer i kraft af spændingen mellem diversitet og den fælles kulturarv, som han bliver mindet om både i København og Rom. “Hvis man tænker lidt over det, kan man godt spørge sig selv, om begrebet “kultur”, så snart man bevæger sig ud over det rent etnografiske, overhovedet giver mening, uden at man i vores tilfælde sætter “europæisk” eller “vestlig” foran. Selv Grundtvig var, når det kommer til stykket, nok lige så europæisk, som han var dansk” (s. 31)
For enhver, der er optaget af Europa, er denne slentrende søgen efter det “europæiske” en god læseroplevelse. Og Grøndahl når frem til et bud på det at være europæer(s.126): “at være europæer er måske i sidste ende at være de andre europæeres utopi om Europa: hver især er vi ikke, hvad de andre hver især er, og forskellen er en betingelse for al identitet. Vi har så at sige forskellen mellem os til fælles. Er dét egentlig ikke også demokratiets inkluderende, ironiske, ikke-aggressive styrke?”
