Johannes Lebech

Læserbrev Dagbladet 23.5

Må vi få en saglig valgkamp – ikke personfnidder!
”Jeg kæmper mod Bent Hansen” proklamerer Thomas Danielsen i en reklame for sin Facebookside. Først i anden sætning understreger han, at han vil kæmpe for akutberedskabet i Lemvig og Struer. Jeg vil i øvrigt godt se den politiker i Nordvestjylland, der ikke vil kæmpe for en bevarelse af akutberedskabet her? Det kan yderligere undre, at Danielsen mener, at han som medlem af Folketinget kan blande sig i regionens spareplan, men ok han er jo borger, og som sådan er det fint, han udtaler sig. Jeg vil også kæmpe for akutberedskabet, og er ikke uenig med ham i det budskab, men tendensen i den øvrige del af budskabet, hetzen mod Bent Hansen, bekymrer mig. Det er et godt lokalt eksempel på den tendens, der er ved at komme også i danske valgkampe til det, man i USA kalder ”negative campaigning”. Thomas Danielsen ved, at en del mennesker har store forbehold over for Bent Hansen her i Nordvestjylland på grund af Gødstrup. Han er derfor et godt fjendebillede at anvende Skidt med sagligheden. Det er helt urimeligt at koble de skæve besparelsesforslag på regionsformanden, så længe det kun er et besparelseskatalog fra administrationen. Men som kampagne er det måske effektivt – trods usagligheden!
Det lokale eksempel på en negativ valgkamp er ikke enestående. Socialdemokraternes aktuelle kampagne med Løkke og bilag pynter heller ikke, og jeg kunne have undværet den. Det samme gælder det banner, som Venstre fik hængt op på hotel Crown Plaza visende Helle Thorning i profil med Pinocchio-næse (hun lyver!). Hun bliver beskyldt for løftebrud og hånet. Også helt usagligt. Faktisk gik SF og S til valg sammen uden de radikale. Da de radikale så fik indflydelse på regeringsgrundlaget måtte S og SF justere deres ønsker. Det var helt fair, så glem den løftebrudsdiskussion.
Mon det er, fordi partiernes mange kommunikationsrådgivere har lært for meget af de amerikanske valgkampe?
Endnu værre er det, når man under valgkampe udnytter befolkningsgrupper som ”fjenden”, hvad vi desværre også kan se tendenser til i nogle af de kampagner, vi har set i foråret. Det har drejet sig både om mistænkeliggørelse af indvandrere og kontanthjælpsmodtagere.
Når nu valgkampen går rigtig i gang, håber jeg ikke de to tendenser bliver forstærkede. Jeg er så gammeldags, at jeg mener, valgkampe skal handle om præsentation af kandidaterne og deres politik og ikke bruges til personhetz eller forfølgelse af samfundsgrupper.

Jeg anmelder bøger for Historielærerforeningens blad “Noter”. Efter aftale lægger jeg også mine anmeldelser på min hjemmeside

Palle Andersen
Holocaust
Forfølgelse og udryddelse af jøderne, 1933-45
216 sider, Forlaget Ellekær

Når man underviser i “Holocaust”,opstår der spørgsmål som hvorfor? Og hvordan kunne det lade sig gøre? De propagandamæssige fordele i at bruge jøderne som syndebukke kan forklares historisk og politisk. Men når det drejer sig om selve “jødeudryddelsen”, har jeg altid undret mig over den totale mangel på rationalitet i projektet. Langt inde i en storkrig var der vilje til at bruge resurser på at udrydde en befolkningsgruppe, som reelt ikke udgjorde en risiko. Selv mod krigens slutning bliver der brugt enorme resurser på “Endløsung”.
De spørgsmål bliver nok aldrig endelig besvaret, og det sker heller ikke i historikeren Palle Andersens bog “Holocaust”, som er en velskrevet god bog om jødeforfølgelserne i Tyskland fra 1933-1945.
Umiddelbart kan man have den opfattelse, at Holocaust er der skrevet nok om, og det er også et emne, som er bredt belyst. Alligevel kan der være god grund til at anskaffe bogen til skolens bibliotek. Det lykkes forfatteren at give en gedigen og fornuftig oversigt over emnet og en belysning af en række problemstillinger, der knytter sig til det.
Bogen indledes med en kort karakteristik af den ideologiske baggrund for den nazistiske antisemitisme. Næste afsnit beskriver udviklingen af jødeforfølgelserne i tiden før Anden Verdenskrig. Palle Andersen viser den specielle spænding mellem de nazistiske organisationer og den tyske offentlige administration, som på mange måder fortsatte sideløbende med nazismen. Denne indbyrdes spænding og konkurrence skabte særlig grobund for udviklingen af jødeforfølgelserne. Hitlers meget indirekte rolle i den praktiske udfoldelse af jødeforfølgelserne forklares også overbevisende. Begge vinkler var delvist nye for mig og blev en interessant øjenåbner. Den almindelige tyskers forhold til antisemitismen både før og under krigen diskuteres også. Specielt er fortolkningen af befolkningens holdning til jøderne interessant. Forfatteren argumenterer for, at forholdet til jøderne, da krigslykken er vendt, får karakter af en dobbelthed, hvor skyld over for jøderne kombineres med en følelse af jøderne som årsag til de tyske lidelser under de allieredes bombardementer.
Da krigen bryder ud, tager den egentlige udryddelse fart: ghettoisering, folkeflytninger og massedrab i Polens og Sovjetunionen gennemgås. Vejen mod Endløsung og Holocaust bliver gennemgået med fokus på spillet mellem forskellige nazistiske organisationer og værnemagten.
Bogens fremstilling brydes nogle steder af en egentlig kildebehandling. Det gælder en omtale af Klemperers dagbøger til belysning af forholdene for jøder i Tyskland og en omtale af reservebataljon 101, som beskriver nogle ganske almindelige tyskeres forvandling til massemordere. Endelig behandles Himmlers forsøg på gennem breve og taler at forholde sig til de moralske aspekter og den trussel mod SS-mændenes identitet,de voldsomme aktioner kunne udløse.

I nogle afsluttende afsnit gennemgås kort behandlingen af jøderne i de allierede og besatte stater. Forholdene i Danmark og jødernes flugt i 1943 får en særlig grundig belysning.
Bogen har en fyldig litteraturliste og et register. Der er en del sort-hvide illustrationer i bogen. Bogen er trykt i et beskedent udstyr, men billederne er illustrative, og den jævne billedkvalitet gør det næsten lettere at udholde de skræmmende billeder.
Bogen forfalder ikke til kun at begræde de usædvanlig tragiske, og uforståelige hændelser, men forsøger med en række fakta at komme bagom begivenhederne.

I et et kort nærmest efterskriftsagtigt kapitel “En pagt med djævelen” giver forfatteren et tilløb til besvarelse af de spørgsmål, jeg rejste i min indledning. Han giver et godt bidrag til svaret. Han forklarer jødeudryddelsen og fastholdelsen af denne gennem den radikalitet, som den nazistiske antisemitisme udgjorde.

PS. Jeg har rost bogens ret nøgterne tone, men læsningen ender nok for de fleste som for mig med en dyb frustration og undren over, at menneskelig ondskab kan drives så vidt. Og hvordan den frustration formidles i undervisning, er en stor udfordring for den enkelte lærer!

Jeg anmelder bøger for Historielærerforeningens blad “Noter”. Efter aftale lægger jeg mine anmeldelser ud på min blog, så snart de er færdige. De kommer så senere i “Noter” eller på foreningens hjemmeside.

Allerede titlen fangede mig. Med den viser Grøndahl sit overordnede forhold til Europa. Han benytter ikke formuleringen “nede i Europa”, men “Hjemme i Europa”.
På side 32 giver han udtryk for formålet med sit essay: “ Jeg havde sat mig for, at jeg ville skrive om alt dét – om Europa, om det fælles og det særlige og hvordan det skal gå os i den globaliserede verden – men indtil videre slentrede jeg bare rundt i Rom”
Og egentlig slentrer Grøndahl videre gennem bogen, hvor han beskriver det danske samfund og Europas stilling lige nu. Hans udgangspunkt er begrebet “hjem”. Han søger tilbage til sin egen oprindelse, og bogen får derfor også karakter af erindring om den familie, der skabte hans bevidsthed om hjem.
Helt konkret spænder han sine overvejelser over europæisk kultur ud mellem erindringer om sin mor, der var fotograf i København, og et ophold på det danske kulturinstitut i Rom. Hans vandringer i byen minder ham om europæisk og dansk kulturs oprindelse i antikkens klassiske kultur og i kristendommen. Han understreger, at der ikke er tale om et valg mellem det at være “europæer eller dansker” , som vi her i landet så ofte tror, når vi har folkeafstemninger om traktatudvidelser.
Han kommenterer det nyere Europas historie, demokratiets vilkår, folkestyrets “nærsynethed” og ytringsfrihed med en stor vilje til, at vi i Europa finder sammen. Han maner til besindighed over for islamismen og understreger, at vi ikke skal lade den reelle trussel mod os skygge for, “ at islamisme trods alt ikke er vores eller Vestens mest påtrængende udfordring. Islamismen er og bliver først og fremmest en plage for Mellemøsten”(s.100).
Jens Christian Grøndahl er romanforfatter, og hans romaner er karakteriserede ved at have Europa som scene. Han er som forfatter optaget af sprogets rolle og beklager, at der er sket en neddrosling af sprogundervisningen i andre sprog end engelsk. Europas befolkninger må ikke vende hinanden ryggen i kulturel forstand. Samtalen mellem de forskellige kulturer i Europa er forudsætningen for et fredeligt sammenhængende Europa, som eksisterer i kraft af spændingen mellem diversitet og den fælles kulturarv, som han bliver mindet om både i København og Rom. “Hvis man tænker lidt over det, kan man godt spørge sig selv, om begrebet “kultur”, så snart man bevæger sig ud over det rent etnografiske, overhovedet giver mening, uden at man i vores tilfælde sætter “europæisk” eller “vestlig” foran. Selv Grundtvig var, når det kommer til stykket, nok lige så europæisk, som han var dansk” (s. 31)
For enhver, der er optaget af Europa, er denne slentrende søgen efter det “europæiske” en god læseroplevelse. Og Grøndahl når frem til et bud på det at være europæer(s.126): “at være europæer er måske i sidste ende at være de andre europæeres utopi om Europa: hver især er vi ikke, hvad de andre hver især er, og forskellen er en betingelse for al identitet. Vi har så at sige forskellen mellem os til fælles. Er dét egentlig ikke også demokratiets inkluderende, ironiske, ikke-aggressive styrke?”

Kun en tåbe – og Lebech – frygter ikke Islam” var overskriften i Pia Kjærsgaards ugebrev den 5. marts 2001. Ugebrevet fortsætter med at kritisere mig for min åbenhed over for Islam og for min kritik af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard er chokeret over, at kirkeministeren kan have sådanne holdninger. Hun fortæller, at hun har bedt statsminister Nyrup om “at sørge for, at Johannes Lebech, fremfor at bruge tid på at forstå Islam, passer sit embede som minister for Den Danske Folkekirke”. Den skarpe kritik af mig blev endnu mere udtalt, når jeg var til møder med Søren Krarup og Jesper Langballe, som på det tidspunkt begge stillede op til folketinget for DF.
Elementer i den aktuelle debat efter de ulykkelige begivenheder i København den 14.-15. februar kan minde om debatten i begyndelsen af århundredet.
Det var rigtigt, at jeg i 2001 var optaget af dialog mellem kristne og muslimer i Danmark. Det var de danske biskopper også. De havde netop i 2000 udgivet rapporten” Samtale fremmer forståelsen” på initiativ af Margrethe Vestager, og jeg deltog selv som minister i adskillige dialogmøder, hvor både kristne, jøder og muslimer var repræsenterede.
Der var også i 2001 stor diskussion om etableringen af en muslimsk gravplads i København. Det lykkedes mig at finde en løsning. Der var flertal i Finansudvalget for en nødvendig garantiordning. Den fik Dansk Folkeparti udsat. Så kom valget, og var det ikke kommet, ville gravpladsen være blevet etableret i 2002. Min efterfølger, Tove Fergo, ville ikke følge den model, jeg havde skitseret, og gravpladsen blev flere år forsinket.
Den 7. september 2001 skulle der afholdes en stor islamisk konference i Bella Centeret i København. Deltagerne var euopæiske muslimer, der netop skulle tale om europæisk Islam. Arrangørerne var danske muslimske organisationer, og de bad mig om at byde velkommen. Konferencen var sponsoreret af Saud-i Arabien, og det havde jeg selvfølgelig betænkeligheder ved; men dronningen havde for nylig været på statsbesøg dernede, så den officielle danske holdning til landet var accept og anerkendelse. Dansk Folkeparti bad statsministeren forbyde mig at deltage i konferencen. Det gjorde han nu ikke. Jeg husker, at vi brugte megen tid i ministeriet på at skrive min tale. Den skulle være venlig og imødekommende og støtte dialogbestræbelserne, men også have en klar dansk, men høflig kritik af forholdene i Saud-i-Arabien på menneskerettighedsområdet. Det lykkedes at skrive en god tale, som vi kunne stå inde for. I pressereferaterne var det desværre kun Informations medarbejder, der kunne se denne dobbelthed i talen. Jeg var måske for høflig!
4 dage senere faldt tårnene i New York, og dagsordenen blev skærpet.

Intern diskusison i Det Radikale Venstre
Vi bliver som radikale tit mødt med den holdning,at vi overhovedet ikke vil forholde os til sider af Islam og islamisk praksis, som man fra et demokratisk vestligt synspunkt finder kritisable. Det er ganske enkelt ikke korrekt Som nævnt balancerede jeg netop i min tale på den førnævnte islamiske konference mellem dialog og kritik. Men hvor andre partier kun er gået ind i diskussionen om Islam som et generelt anliggende, blev den diskussion i 2000-2001 et internt anliggende for de radikale. Vi havde på dette tidspunkt en række unge muslimske medlemmer, som var aktive i partiet,. Mest kendt, bortset fra Naser Khader, var nok Mona Sheik, en særdeles talentfuld og dygtig ung kvinde. Flere af de unge muslimske medlemmer forsøgte også at blive kandidater i partiet. Nogle af dem havde en eller anden tilknytning til en formodet fundamentalistisk organisation ved navn Minhaj-ul-Quran.( Dengang taltes i Danmark kun om fundamentalisme, ikke meget om islamisme). Journalisterne fik fat i problematikken og spurgte så, om partiet kunne have kandidater, der gik ind for sharialovgivning og derfor dødsstraf. Vi måtte fra partiledelsens side, jeg var landsformand i 2000, selvfølgelig understrege,at man nok kunne være medlem, men ikke kandidat for partiet, hvis man gik ind for dødsstraf. Det blev en særdeles pinefuld strid, som jeg havde det meget dårligt med. Reelt skulle vi bede de unge medlemmer om offentligt at fornægte elementer i Koranen, og det havde de det selvfølgelig svært ved. Det blev en del af den offentlige debat, og jeg husker, at Roald Als illustrerede et debatindlæg i Politiken, der ironiserede over vores holdning som kristne til fundamentalisme – også den i Bibelen – ved på en underfundig måde at tegne mig og Moses sammen. Jeg siger til Moses, da han kommer med lovens tavler “Næh du! Sådan en fundamentalist som dig kan vi ikke bruge i Det Radikale Venstre”.

9/11
Umiddelbart efter terroraktionen mod World Trade Center var det vigtigt for George Bush at understrege, at det her ikke var muslimer mod os, men terrorister mod os. Det var den samme linje, den danske regering fulgte. Det var vigtigt, at dialogen ikke gik i stå. Statsministeren bad mig derfor om at arrangere et dialogmøde med muslimske ledere, som blev afholdt i kirkeministeriet.
I november kom valget, og det blev den hårde udlændingepolitiske linje fra Dansk Folkepartis side, der kom til at dominere både i valgkampen og i den efterfølgende regeringstid, hvor Dansk Folkeparti i alt for høj grad fik lov til at sætte dagsordenen på det værdipolitiske område. Ikke kun Dansk Folkeparti stod for en voldsom argumentation over for indvandrerne. Jeg husker stadig en af Venstres kritisable valgannoncer fra 2001. Annoncen består af et stort pressebillede af unge indvandrere, anklaget for voldtægt, på trappen uden for retsbygningen med pårørende omkring sig. En af de kvindelige pårørende viser fuckfingeren over for fotografer og tilskuere, som ikke vises. Hendes ansigt er fuldt genkendeligt. Nederst er et billede af Anders Fogh og hen over billedet teksten: “ Tid til forandring” . Og den forandring kom med VK regeringen. Viljen til dialog blev lagt i skuffen, og udlændingepolitikken, som hænger sammen med den religiøse diskussion, blev strammet.
Anders Fogh havde brug for Dansk Folkepartis stemmer!

Manglende dialog i 2015?
Man bliver ikke ekskluderet af Dansk Folkeparti, hvis man som Aia Fog beskylder de radikale for at have ansvaret for terrorangrebet i februar. Det sker kun, hvis man begynder at beskylde kronprinsen for det samme. Den generelt negative holdning over for islam og almindelige muslimer trives stadig i Dansk Folkeparti. De værste og mest rabiate udtalelser sker ikke i partiets top, men også her trives en generel skepsis og negativ holdning over for muslimer og Islam. Vilje til dialog skal man lede længe efter.
Hvilket ansvar har vi så? Vi har i hvert fald alle et ansvar for, at den vilje til dialog, som trivedes i brede kredse i 2001, fik dårligere vilkår, efter at Dansk Folkeparti fik en afgørende indflydelse på VK regeringens politik.
Det må være helt centralt at genoprette den dialog. Folketinget har vedtaget at bruge 1 mia. på terrorbekæmpelse og antiradikalisering. Ville det ikke være en ide, hvis der også blev brugt energi og resurser til dialog mellem religioner og befolkningsgrupper. Det er en realitet, at de europæiske lande de næste mange år vil have indvandring fra de europæiske nærområder. Mange af de indvandrere vil være muslimer. Vi skal leve sammen. Der er ikke andre løsninger. Lyt til Uffe Ellemanns svar, når han bliver spurgt, om vi ikke kan forhindre flygtningestrømmene til Europa: “Ved du hvad, det Europa, som ville komme ud af det, som vikler sig ind i pigtråd og lader folk synke til bunds i Middelhavet udenom os, det er ikke et Europa, der er værd at leve i”. Det er heller ikke værd at leve i et Danmark, hvor et voksende mindretal står i modsætning til flertallet. Inklusion og ikke eksklusion, kombineret med vilje til dialog fra begge sider, er, som det var i 2001, en nødvendighed, for at vi kan bevare et fredeligt demokratisk land.

Sommerens Venstre kampagne om indvandrere og flygtninge blev efter sigende sat i gang af Inger Støjberg til stor frustration for forfatterne til partiets nye integrationsudspil.
Det var den kampagne, der på det nærmeste gjorde regeringen ansvarlig for, at der er et forøget antal af flygtninge i Europa, og som sorterede mellem egnede og ikke egnede indvandrere. Fx kunne Brasilianere få sværere ved at komme ind i landet end folk fra Argentina!

Og det blev ved. Så ville Løkke smide 1,5 mia ud til landets parcelhusejere i form af garanti for genindførelse af “bolig job” ordning, også kaldet håndværkerfradraget. Et rigtigt populært forslag, men frygtligt dyrt og ineffektivt, når det kom til at skabe arbejdspladser
Thomas Danielsen har i disse uger et opgør med plan og kystsikringlovgivning. Det er helt relevant at diskutere urimelighederne i den lovgivning, men han får det nærmest til at se ud, som om han ville have et Bilka i hver by og utallige feriecentre langs kysterne.
I sidste uge var det så mobning, der blev kaldt til kamp mod af Venstre, fint nok, det gør kronprinsessen også, men Venstre foreslog, at man kunne tage børnechecken fra forældre, hvis børn mobbede andre – nok lidt langt ude.
Og så i denne uge gælder det kontanthjælpsmodtagerne. Med tænkte regneeksempler kaldes der til kamp mod den befolkningsgruppe, hvor Venstre åbenbart er sikker på ikke at have en eneste vælger. Det er Venstre til gengæld i landbruget, som også for nogle uger siden fik tilsagn om at få ændret den nuværende “urimelige” miljølovgivning.
Det er selvfølglig fint, at oppositionen går til den i valgkampen, men Venstres kampagner virker noget opskruede og har derudover ofte karakter af ren gavebod til egne vælgergrupper. Gad vide om partiet har regnet på alle løfterne. Nok på dem enkeltvis, men alle? Og hvis de har, hvem skal så betale? de svage og miljøet?
Man får fornemmelsen af, at partiet er ved at gå i desperation over de middelmådige meningsmålinger for partiet og de deciderede dårlige meningsmålinger for statsministerkandidaten!

Gad vide om den danske højrefløj har tænkt over, at der ligger et paradoks i forslaget om, at man skal kunne dømmes som landsforræder, når man har været syriensfrivillig. Det må jo være sådan, at man kun kan dømmes for forræderi, hvis man forråder nogen. Og kun ”rigtige” danskere kan forråde Danmark. Jeg har den holdning, at er man statsborger, så er man rigtig dansker! Den holdning deles ikke af alle, for i andre sammenhænge har der været forslag og, at man kunne fratage statsborgerskab fra nogle nye statsborgere for visse forbrydelser. Forslaget om mulig domfældelse af syriensfrivillige er dermed med til at understrege, at de godt nok er landsforrædere, men rigtige danske.
Dette paradoks viser tydeligt, at hele ideen om at dømme syrienskrigere som landsforrædere er ren symbolpolitik. Det er i forvejen svært nok at bevise, at de hjemvendte måtte være terrorister eller krigsforbrydere. Før islamisk stat for alvor gik i aktion i Irak og henrettede vestlige gidsler, blev mange syrienskrigere faktisk betragtet med en vis sympati. Der var enkelte, der var bekymrede for, at de kunne tilslutte sig ekstremistiske grupper, men generelt blev de positivt omtalt. De var jo de eneste, der kæmpede mod præsident Assad, som under russisk beskyttelse kunne forfølge sit folk og har begået mindst lige så mange forbrydelser som Islamisk Stat.
Forsøget på at lukke moskeen i Grimhøj ligner også symbolpolitik. Jeg sympatiserer ikke med de holdninger, som formanden for moskeen har. Hvis det kan bevises, at han eller andre rekrutterer frivillige krigere til ekstremistiske bevægelser, skal de retsforfølges efter gældende lovgivning. Men vi har religons- og ytringsfrihed i Danmark – også for muslimer. Netop i en tid hvor demokratiet presses, må vi fastholde retsstatens og demokratiets grundprincipper.
Vi bør bruge meget mere energi på at tale om, hvordan vi undgår radikaliseringen af unge. Det sker næppe ved at tale om skærpede straffe og eksklusion, men nærmere ved inklusion og integration. Der er mange konstruktive veje at gå. Uddannelse er en af dem. Gensidig respekt er en anden. Den kunne man ønske sig noget mere af lige nu! Der er for mig heller ingen tvivl om, at vi i højere grad må inddrage moderate imamer og muslimer, der kender miljøet, langt mere i arbejdet. Politiet i Århus har faktisk haft positivt samarbejde med det muslimske miljø i Århus og også Grimhøj. Politiet har ikke bedt om at få moskeen lukket – tværtimod. Sjovt nok mener nogle politikere altid, at de er de klogeste, når de opfører sig mest tåbeligt!

Dansk Erhverv har åbenbart fået en meget gymnasieinteresseret uddannelseschef, der tilsyneladende ser det som sin fornemste opgave at få færre til at gå i gymnasiet. Og de borgerlige partier lapper de tvivlsomme undersøgelser i sig og benytter dem i diskussionen om en reform af gymnasiet.
En undersøgelse fra Dansk Erhverv skulle vise, at eleverne, der kommer fra folkeskolen med kun 2 i snit er med til at ødelægge det for de dygtige elever. Jeg tror ganske enkelt ikke på Dansk Erhvervs talmagi. På Holstebro Gymnasium har man regnet sig frem til at elevantallet med kun 2 i dansk og matematik fra Folkeskolen kun udgør 5 % af skolens elever. Det vil sige ikke engang to elever pr klasse. Jeg har undervist i gymnasieskolen i mere end 35 år. Min erfaring er, at der kan være mange årsager til, at nogle klasser fungerer bedre end andre. En klasse med mange stærke elever har gode chancer for, at alle hæves, men det gør det ikke alene. Holdning og motivering er lige så store faktorer. Og det er oftere de stærke elever, der trækker op end de svage, der trækker ned. Jeg har oplevet klasser, der niveaumæssigt var direkte sammenlignelige. I den ene gik alt godt, mens den anden i alle tre år gik dårligt. Vi måtte som lærere ofte spørge os selv: hvorfor? men det var aldrig de 2-3 fagligt svage elever i klassen, der var afgørende. Ofte var det fagligt dygtige, men meget umotiverede elever, der reelt havde dårlig indflydelse på klassens samlede arbejdsmoral. Allervigtigst er det, når vi tale rom optagelse, at den afgivende folkeskole kan give en god vurdering af elevens mulighed for at gennemføre.
Man kan selvfølgelig godt vælge at udelukke 5% fra gymnasiet og dermed gøre det sværere at komme i gymnasiet end ind på erhvervsskolerne, men man skal ikke bruge forkerte argumenter for dette. Vælger man 7 som adgangskrav reduceres antallet af gymnasielever med 30-40 %. Det tør end ikke Venstre foreslå. For så får vi et elitegymnasium, og det vil give problemer for mange af partiets potentielle vælgere.
En fornuftig justering af den nuværende gymnasieordning kan have god mening. Der er fejl og urimeligheder, men hold fokus på det væsentlige og stop den populistiske talleg.

Det var ikke så kønt at høre på udtalelser fra imamen i Grimhøjmoskeen i Århus i en dokumentarudsendelse tirsdag aften. Det gør ondt på ham, at Islamisk Stats ledere er så brutale, men han holder med dem! Naser Khader stoler ikke på hans udtalelser, jeg er heller ikke så sikker på, at jeg gør. Han provokerer også mig. Min umiddelbare reaktion er ”rend og hop”! Det fromme ønske nøjes en række andre politikere ikke med. De vil have moskeen lukket!
Men så længe, at det ikke kan bevises – og det er altså en opgave for anklagemyndighed og politi – at der foregår ulovligheder, har moskeen som sådan lov til at være der. Endelig er der ikke kollektiv afstraffelse i Danmark, så skulle der være enkeltpersoner i moskeen, der opfordrer til at deltage i krigshandlinger i Syrien og kan tiltales, så kan hele moskeen næppe lukkes. Ifølge producenten af programmet kommer der 6-700 almindelige muslimer til fredagsbønnen i moskeen. De er næppe alle kriminelle!
Til de politikere, der råber om, at de vil have moskeen lukket: Vi har netop i dette land nogle spilleregler, som er tæt forbundet med det demokrati, vi har. At folk, der ikke selv kan lide demokrati, får glæde af disse spilleregler er ubehageligt, ”men sådan er det jo”, som min tidligere partileder sagde i anden forbindelse. Vi beskytter netop demokratiet ved at fastholde spillereglerne og overlade det til politiet at afsløre ulovligheder.
Det kan undre, at Dansk Folkeparti, der i andre sammenhænge kæmper så utrolig indædt for ytringsfrihed ikke kan lade nogle imamer i Århus fremføre deres vrøvl uden at foreslå, at vi skal lukke og begrænse ytringsfriheden, selvom vi må tage afstand fra deres udtalelser. Jeg er da også bekymret over den antidemokratiske holdning, der lægges for dagen. I den offentlige debat skal den bekæmpes. Det betyder ikke, at vi som demokrater, der tror på en retsstat, pludselig skal nedbryde den, fordi vi hører noget vi ikke kan lide.
Den største skade gør disse imamer over for alle de almindelige og fleste danske muslimer, der helt klart er tilhængere af demokratiet. I den offentlige debat er der desværre en tendens til at sammenblande disse med de yderliggående og udemokratiske imamer. Og endelig, det vi har allermest brug for er danske muslimer, der står op mod de antidemokratiske kræfter, som nogle muslimer giver udtryk for. Det så vi eksempler på i udsendelsen. Respekt for dem, for vi ved, at det for dem er dobbeltsvært at gå ind i denne debat!

Nej Cirkel kaffes logo er ikke racistisk. Højst sexistisk. En smuk profil af en formodentlig afrikansk kvinde til at ”identificere” kaffe! Tegnet flot af Sikker Hansen, som hans bedårende børn på Davre gryn.
Jeg benægter ikke, at det er vigtigt, at vi er opmærksomme på historiske stereotyper, som kan være krænkende. Jeg deler helt klart den opfattelse, at vi som tidligere kolonilande skal erkende mørke detaljer i vor historie. Men det er vel ikke helt galt lige at tage den sunde fornuft med.
Hele den diskussion, der har været på det sidste i medier og sociale medier om politisk korrekthed er lidt for ophedet. I min opfattelse handler det om, at man opfører sig fornuftigt og hensynsfuld. Hvorfor bruge ordet ”neger”, når man er blevet opmærksom på, at det sårer nogen. Jeg kan have mange kritiske holdninger over for elementer i religionen Islam og ikke mindst, hvordan den praktiseres, og dem vil jeg have lov til at fremføre. Men jeg har da ikke behov for at udstille religionens profet på en uheldig måde. Jeg ved, det vil være sårende. Og jeg ved også, at hvis jeg starter dialogen med sårende udsagn, så dør den dialog mellem religionerne, som jeg mener er essentiel for forståelsen og det nødvendige samliv mellem religionerne.
Bag ved hele diskussionen om politisk korrekthed er der også vidt forskellige dagsordener og en del hykleri. Se fx i dag, hvor Pia Kjærsgaard bebrejder Per Clausen fra Enhedslisten, at han samtidigt med, at han tog afstand fra overfaldet på Dan Park, udtalte, at han anså ham for en nar. Man kan næppe sige, at Pia Kjærsgaard normalt holder sig tilbage, når hun forarges, og hun og hendes partifæller er ofte meget opsatte på retten til at sige alt. Per Clausens timing er kluntet, men strengt taget legitimerer han jo ikke volden, blot fordi han er kritisk over for offeret!
Den offentlige diskussion må godt være skarp og levende, men lidt mådehold og respekt for andres holdninger er på sin plads. Lidt sund fornuft ville såmænd også ofte have en gunstig virkning!

Så kom socialdemokratiets vinterkampagne: ”Jeg vil passe på det Danmark, du kender” med statsminister Helle Thorning Schmidt som den helt centrale figur.  Jeg kan kun ønske for socialdemokraterne, at denne satsning på vores tiltalende statsminister og på en fastholden af den trygge velfærdsstat vil få mange til at vælge partiet.

Jeg vil naturligvis også passe på Danmark, men vil bestemt ikke love, at der ikke kommer forandringer. Vi står over for så mange udfordringer både her i landet og globalt, at det også er vigtigt, at vi reagerer på disse og forandrer verden.

Radikale Venstre lancerede for nogle måneder siden kampagnen ”Det handler om mennesker”. Jeg står helt bag kampagnens overordnede udsagn. Men jeg må nok erkende, at valgkampagner, der i for høj grad appellerer til følelser, nok ikke helt er mig. Jeg foretrækker, at der fokuseres på fornuft og omtanke. Det betyder ikke, at jeg ikke har følelse og engagement med i min politik, men jeg bliver altid lidt skeptisk, når der appelleres for meget til følelser!

Jeg ved  godt, at det ofte er sådan, at der er flest stemmer i følelser, men hvis jeg skal være ægte og ærlig, må jeg gøre det på min måde, og så kommer de saglige argumenter i fokus!