Anmeldelse: Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.

Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.
Aarhus Universitetsforlag. december 2015, 382 sider

31.oktober 2017 er det 500 år siden Luther ifølge traditionen slog sine 95 teser op. Dette jubilæum skal fejres over store dele af Europa. Det gælder også i Danmark. Der vil udkomme mange bøger om selve reformationen og dens betydning. Carsten Bach-Nielsen har valgt at se på de mange fejringer af reformationen, der har været gennem de 500 år.
I bogen beskrives kronologisk de forskellige jubilæer begyndende med det første i 1617, hvor hovedinitiativtageren i Danmark var biskop Resen. Bag festen anes ifølge forfatteren helt klart den strid, der fra den danske reformations indførelse var indbygget i ændringen. Er det kongen eller kirkens folk, der har magten over kirken? Den diskussion er formodentlig også årsagen til, at der ikke følges op med en fest for den danske reformation i 1636. For Resen, der stadig var den toneangivende teolog, ville det være at give kongens reformation og ikke Luthers en indrømmelse.
De følgende reformationsfejringer er helt i enevældens tegn. I 1717 sætter Frederik IV som den enevældige konge alle sejl til i alle sine “lande”, der også netop på dette tidspunkt omfattede Rügen og Greifswald.
“ 1717 var enevældens første reformationsfejring.Den skulle for det kongelige herskabs og for statens højeste embedsmænd følge et ceremoniel, der ikke måtte kunne sættes en finger på. Når kongen trådte frem, var det som del af den kosmiske orden, og da nyttede det ikke med uklarheder, der kune så tvivl om kongens legitimitet” (s.54)
I 1736 fejres for første gang den danske reformation. Selve fejringen er ikke så omfattende som i 1717, men som noget blivende indfører den pietistiske kong Christian den VI konfirmationen dette år. Festen afspejler også konflikten mellem den kirkelige ortodoksi fra den foregående periode og den frembrydende pietisme.
Festen i 1817 blev også med kongen som midtpunkt. Udgangspunktet var festen i 1717, men mere beskeden. Landet havde jo været igennem bombardement og statsbankerot i de foregående år.
Begyndelsen af det 19. århundrede var præget af mange kirkelige fester. Allerede i 1826 fejrede man 1000 årets for Ansgars ankomst til Danmark og dermed kristendommens møde med landet. Det kan være svært som ikke teolog helt at følge de stridigheder, som opstod inden for kirken med Grundtvig som den oprørske over for den etablerede kirke. Så oprørsk, at han i netop forbindelse med dette jubilæum blev sat under censur.
I 1830 fulgte en fest for Den augsburgske Bekendelses 300 år og endelig i 1836 jubilæet for reformationen i Danmark. Denne fest bliver også meget omfattende med kantate af Oehlenschläger. Og det bliver ved. 1846 mindes Luthers død, men overgåes af festlighederne i anledning af 400 året for Luthers fødsel 1883. Det bliver markeret bredt både i Danmark og udlandet. Fejringen af Luther ville let blive tvetydig på grund af det anstrengte forhold til Tyskland på dette tidspunkt. Det er derfor ikke forbavsende, at man i 1894 vælger at fejre den danske reformator Hans Tausen, som langsomt etableres som den person, der identificeres som reformationens danske fader.
Det bliver også i lyset af forholdet til Tyskland at de danske fejringer i 20.århundrede finder sted.
Det 20.århundredes første reformationsfest i 1917 falder sammen med 1. Verdenskrig, og den danske reformationsfejring i 1936 skal ses i lyset af forholdet til det nazistiske Tyskland og den postive holdning, som dele af den tyske protestantiske kirke havde til Hitler. Fejringen i 1936 beskrives i detaljer. Det gælder både de rent praktiske detaljer og den teologiske diskussion, som en sådan fejring rejser.
Det er karakteristisk, at der i dette århundrede opstår et helt nyt folkeligt erindringssted for historiske begivenheder, nemlig frimærket. Der udgives således både et reformationsfrimærke i 1936 og i 1986.
Også den store Lutherfejring i 1983 har politiske undertoner, for på det tidspunkt er Lutherstederne i Tyskland stort set alle beliggende i DDR, hvis officielle politik er antikirkelig, men styret vælger alligevel at tage Luther til sig og bruge ham på propagandistisk vis.
Bogen slutter med en beskrivelse af små og store fejringer i slutningen af det 20. århundrede. Forfatteren stiller her spørgsmålet, om store jubilæumsfejringer for alvor hører tiden til? Som eksempel på en fejring, der nærmest endte i skandale, nævnes 200 året for H.C.Andersen fødselsdag.
Bogens forfatter er en af initiativtagerne til fejringen af 500 årsjubilæet for de 95 teser i 2017. Det ser ud til at blive stort, og de sidste sider er viet til en beskrivelse af noget af forarbejdet til denne begivenhed.

Bogen er i sin kerne kirkehistorisk, og i denne anmeldelse har jeg fokuseret mindre på den teologiske fortolkning af de enkelte jubilæer. De teologiske detaljer beskrives med en vis indforståethed og kan være svære at følge for den, der ikke med faglig baggrund deltager i den diskussion.
Men ud over den teologiske udvikling afspejler de enkelte jubilæer rigets tilstand samt kongemagten og statens stilling i forhold til kirken.
Bogen kan for den historisk interesserede læser være lidt for detaljeret. Men bogen har et videre perspektiv. Den er en god illustration til den særdeles relevante diskussion, som enhver historieformidler – herunder historielæreren- bliver sat over for. Hvordan erindrer vi? Hvordan bruger vi den kollektive historie, og hvordan bruges den af magthavere og interessegrupper? Den knytter sig også til hele spørgsmålet om erindringssteder og erindringsfester og deres betydning for den historiske bevidsthed.

Om Johannes

Uddannelse • Aarhus Universitet, Europastudier ved Center for Europæiske kulturstudier, 1994-1996 • Aarhus Universitet , Nordisk sprog og litteratur, 1969-1975. cand. mag 1975 • Aarhus Universitet, Historie, 1973-1975, cand. mag. 1975 • Civilforsvarskorpset, Befalingsmand af reserven 1967-1969, • Viborg Katedralskole , student 1967 Undervisningserfaring • Gæstelærer ved Aarhus Universitet Center for Europæiske Kulturstudier 1999 • Censor ved Aarhus Universitet, Center for Europæiske Kulturstudier , 2001- • Lærer ved Holstebro Gymnasium, 1978-2000, 2002-2007, 2009- • Lærer ved Holstebro Handelsskole, 1975-1978 • Undervisningsassistent, Aarhus Universitet, Institut for Nordisk sprog og litteratur, 1973-1975 • Lærer i dansk for udlændinge, Folkeuniversitetet i Århus 1972-75 Politisk arbejde • Medlem af Europaparlamentet 2007 - 2009 • Statsrevisor 2002- 2007 • Vicepræsident i ELDR 2002- 2008 • Fungerende kulturminister 2001 • Kirkeminister 2000-2001 • Landsformand Det Radikale Venstre, 1997-2000 • Forskellige organisatoriske poster i Det Radikale Venstre 1981- Andet • Medlem af Danmarks Radios bestyrelse 1999-2000 • Organisator af European Youth Parliament i Holstebro, 1994
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.