Samuel Rachlin: Bag Den Kolde Krigs tåger. Stalins arv til et splittet Europa.
496 sider
Kristeligt Dagblads Forlag
Udgangspunktet for Samuel Rachlins beskrivelse og forståelse af Den Kolde Krig er Stalins indgåelse af Molotov – Ribbentroppagten. Rachlin ser den som begyndelsen til den ekspansive politik, som Stalin med denne pagt indleder, og som han konsekvent forfølger gennem krigen og fredslutningerne uden hensyntagen til de enorme omkostninger for Sovjetunionens borgere og for de østeuropæiske folk, han undertrykte.
Efter en kort prolog følger Rachlin i bogen kronologisk den historiske udvikling fra Molotov-Ribbentroppagten og frem til murens fald. Fremstillingen er i sin kronologiske form en journalistisk velfortalt gennemgang af hovedbegivenhederne under Den Kolde Krig. For en historielærer, som har undervist fra1975 og ind i det 21. århundrede, er det kendt stof, så der er ikke mange overraskelser. Men for den generation, hvor Den Kolde Krig er fortid, kan denne oversigt være nyttig. I undertitlen “ Stalins arv til et splittet Europa” mere end antydes Rachlins synsvinkel. Der er hos Rachlin ingen tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret for Den Kolde Krig. Jeg er ikke uenig, men det ville have skabt en bedre balance, hvis Rachlin i højere grad havde forholdt sig lidt mere kritisk til vestmagterne. Han nævner fx slet ikke procentaftalen om Balkan fra Churchills møde i Moskva med Stalin i 1944. Den væsentligste kritik af vestmagterne er deres svigt over for Østeuropa. Fremstillingen fokuserer meget på forholdene i Sovjet. Dette fokus bliver en svaghed for bogen, især i beskrivelsen af afslutningen af Den Kolde Krig. Der bliver for lidt plads til beskrivelsen af udviklingen i Østeuropa.
Som en løbende kommentar til den overordnede historiske udvikling indfletter forfatteren små kapitler, der beskriver hans egen families eksil i Sibirien og senere hans tid som korrespondent i Moskva. Det virker godt. Og det er også spændende, når Rachlin med den baggrund bidrager til forståelsen af udviklingen med sit indgående kendskab til Rusland og russisk politik. Enkelte steder ser han specielt russiske træk i den sovjetiske poltik. Det er tilfældet, når han introducerer gamle russiske begreber som fx “avos” (går den, så går den) i den politiske optræden. Det giver bogen en særlig dimension, især når han laver paralleller mellem Den Kolde Krigs tid og de seneste år under Putin.
Bogen afsluttes med et efterskrift, hvor Rachlin forsøger at se den aktuelle russiske poltik i lyset af tiden under Den Kolde Krig. Han afviser ideen om, at den aktuelle poltik mellem Rusland og Nato afspejler en ny kold krig. Han ser dog visse mønstre fra stalintiden gentage sig. Han fremhæver den ustabilitet, der ligger i i de frosne konflikter som i Georgien og Ukraine, Ruslands rolle i Syrien og hackerangreb med mere som eksempler på en velkommen strategi fra Putins side, for: “det værste, der kan ske for Putin ligesom i sin tid for Stalin, er, at usikkerheden forsvinder og med den berettigelsen for konstant kontrol overvågning og undertrykkelse af frygt for ydre trusler eller kup og indre oprør i form af farvede revolutioner” s. 482.
For den læser, der er fortrolig med Den Kolde Krigs historie, er det specielt i dette afsnit og i de personlige elementer i bogen, der er nyt at hente, og for den læser, som ikke er fortrolig med perioden, giver bogen et udmærket overblik.
