Anmeldelse: Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.

Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.
Aarhus Universitetsforlag. december 2015, 382 sider

31.oktober 2017 er det 500 år siden Luther ifølge traditionen slog sine 95 teser op. Dette jubilæum skal fejres over store dele af Europa. Det gælder også i Danmark. Der vil udkomme mange bøger om selve reformationen og dens betydning. Carsten Bach-Nielsen har valgt at se på de mange fejringer af reformationen, der har været gennem de 500 år.
I bogen beskrives kronologisk de forskellige jubilæer begyndende med det første i 1617, hvor hovedinitiativtageren i Danmark var biskop Resen. Bag festen anes ifølge forfatteren helt klart den strid, der fra den danske reformations indførelse var indbygget i ændringen. Er det kongen eller kirkens folk, der har magten over kirken? Den diskussion er formodentlig også årsagen til, at der ikke følges op med en fest for den danske reformation i 1636. For Resen, der stadig var den toneangivende teolog, ville det være at give kongens reformation og ikke Luthers en indrømmelse.
De følgende reformationsfejringer er helt i enevældens tegn. I 1717 sætter Frederik IV som den enevældige konge alle sejl til i alle sine “lande”, der også netop på dette tidspunkt omfattede Rügen og Greifswald.
“ 1717 var enevældens første reformationsfejring.Den skulle for det kongelige herskabs og for statens højeste embedsmænd følge et ceremoniel, der ikke måtte kunne sættes en finger på. Når kongen trådte frem, var det som del af den kosmiske orden, og da nyttede det ikke med uklarheder, der kune så tvivl om kongens legitimitet” (s.54)
I 1736 fejres for første gang den danske reformation. Selve fejringen er ikke så omfattende som i 1717, men som noget blivende indfører den pietistiske kong Christian den VI konfirmationen dette år. Festen afspejler også konflikten mellem den kirkelige ortodoksi fra den foregående periode og den frembrydende pietisme.
Festen i 1817 blev også med kongen som midtpunkt. Udgangspunktet var festen i 1717, men mere beskeden. Landet havde jo været igennem bombardement og statsbankerot i de foregående år.
Begyndelsen af det 19. århundrede var præget af mange kirkelige fester. Allerede i 1826 fejrede man 1000 årets for Ansgars ankomst til Danmark og dermed kristendommens møde med landet. Det kan være svært som ikke teolog helt at følge de stridigheder, som opstod inden for kirken med Grundtvig som den oprørske over for den etablerede kirke. Så oprørsk, at han i netop forbindelse med dette jubilæum blev sat under censur.
I 1830 fulgte en fest for Den augsburgske Bekendelses 300 år og endelig i 1836 jubilæet for reformationen i Danmark. Denne fest bliver også meget omfattende med kantate af Oehlenschläger. Og det bliver ved. 1846 mindes Luthers død, men overgåes af festlighederne i anledning af 400 året for Luthers fødsel 1883. Det bliver markeret bredt både i Danmark og udlandet. Fejringen af Luther ville let blive tvetydig på grund af det anstrengte forhold til Tyskland på dette tidspunkt. Det er derfor ikke forbavsende, at man i 1894 vælger at fejre den danske reformator Hans Tausen, som langsomt etableres som den person, der identificeres som reformationens danske fader.
Det bliver også i lyset af forholdet til Tyskland at de danske fejringer i 20.århundrede finder sted.
Det 20.århundredes første reformationsfest i 1917 falder sammen med 1. Verdenskrig, og den danske reformationsfejring i 1936 skal ses i lyset af forholdet til det nazistiske Tyskland og den postive holdning, som dele af den tyske protestantiske kirke havde til Hitler. Fejringen i 1936 beskrives i detaljer. Det gælder både de rent praktiske detaljer og den teologiske diskussion, som en sådan fejring rejser.
Det er karakteristisk, at der i dette århundrede opstår et helt nyt folkeligt erindringssted for historiske begivenheder, nemlig frimærket. Der udgives således både et reformationsfrimærke i 1936 og i 1986.
Også den store Lutherfejring i 1983 har politiske undertoner, for på det tidspunkt er Lutherstederne i Tyskland stort set alle beliggende i DDR, hvis officielle politik er antikirkelig, men styret vælger alligevel at tage Luther til sig og bruge ham på propagandistisk vis.
Bogen slutter med en beskrivelse af små og store fejringer i slutningen af det 20. århundrede. Forfatteren stiller her spørgsmålet, om store jubilæumsfejringer for alvor hører tiden til? Som eksempel på en fejring, der nærmest endte i skandale, nævnes 200 året for H.C.Andersen fødselsdag.
Bogens forfatter er en af initiativtagerne til fejringen af 500 årsjubilæet for de 95 teser i 2017. Det ser ud til at blive stort, og de sidste sider er viet til en beskrivelse af noget af forarbejdet til denne begivenhed.

Bogen er i sin kerne kirkehistorisk, og i denne anmeldelse har jeg fokuseret mindre på den teologiske fortolkning af de enkelte jubilæer. De teologiske detaljer beskrives med en vis indforståethed og kan være svære at følge for den, der ikke med faglig baggrund deltager i den diskussion.
Men ud over den teologiske udvikling afspejler de enkelte jubilæer rigets tilstand samt kongemagten og statens stilling i forhold til kirken.
Bogen kan for den historisk interesserede læser være lidt for detaljeret. Men bogen har et videre perspektiv. Den er en god illustration til den særdeles relevante diskussion, som enhver historieformidler – herunder historielæreren- bliver sat over for. Hvordan erindrer vi? Hvordan bruger vi den kollektive historie, og hvordan bruges den af magthavere og interessegrupper? Den knytter sig også til hele spørgsmålet om erindringssteder og erindringsfester og deres betydning for den historiske bevidsthed.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Indvandrerdebat 1913, ligner det noget?

Historiske paradoksparalleller – indvandrerdebat i Politiken 1913

Som historiker og ikke mindst historielærer har jeg altid passet på ikke at lave firkantede og banale historiske paralleller mellem fortid og nutid. Det er “risky business” og ofte utroværdigt.
Alligevel kan det jo godt fascinere én, når der dukker formuleringer og problemstillinger op fra fortiden, hvor man ikke kan undgå at trække en linje til nutiden, hvad man selvfølgelig også godt må, men med forsigtighed.
I den lette genre er en tekst skrevet af en kollega i Ægypten, en hieroglyflærer, for ca. 5000 år siden. Han besværer sig over, at eleverne hellere vil gå i byen og drikke end passe studierne – en tekst jeg ofte har vist mine egne elever, som en dejlig hilsen fra fortiden: “ Jo, det er og har altid været en udfordring at være lærer!”
Jeg sidder lige nu og arbejder med at anmelde en bog af Garbi Schmidt: “Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010”. Det er spændende læsning om Nørrebros udvikling, og det er interessant at se, at uviljen mod blandt andet svenske indvandrere, der var den største gruppe, var ret udbredt. Men nedenstående citat fra Politiken i september 1913 om indvandringen fra Rusland, hvor der havde været voldsomme pogromer, vækker med få omskrivninger minder om en helt aktuel debat. Jeg overlader helt til jer selv at drage konklusioner. Jeg nøjes med eftertænksomhed, for den aktuelle debat har næsten gjort mig tavs!

“Det begynder efterhånden at gå op for byens forskellige myndigheder såvel som for hele befolkningen, at den fortsatte indvandring af polakker og russere, navnlig polske og russiske jøder, vil berede kommunen overmåde betydelige vanskeligheder, og det inden for ret lang tid….men de har opdaget at her er rart at være. Danmark er jo i henseende til social omsorg ret højt, betydeligt højere vel end Rusland. Denne høje standard er vor ære, men det er jo kedeligt, når det bliver skyld i, at andre landes proletarbefolkning strømmer til os, fordi her er gratis læge, medicin, oplysning og mange andre goder af materiel og åndelig art…Deres moralske niveau er ikke på højde med vort… De savner assimilationsevne og assimilationstrang; dansk bryder de sig ikke om at lære…vi skal selvfølgelig være humane og gæstfri. men der er en grænse udover hvilken byen ikke kan strække sig. Den russisk-polske indvandring truer i øjeblikket med at antage et sådant omfang, at byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”
(Politiken 1913-her citeret fra Garbi Schmidt: Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010,1915)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Angela Merkel, en tysk statskvinde, viser Europa vejen!

Den tyske forbundskansler har i de seneste uger ført sig meget stærkt frem blandt andet i Europaparlamentet som en fortaler for en fælles europæisk politik – helt aktuelt på asylområdet. Men jeg fornemmer, at hendes europæiske ”opsang” gælder mere end det område!
Det er positivt, at en tysk kansler i den grad taler med en europæisk humanistisk stemme.
Som tysker, der har boet i DDR har hun en historisk arv. Er man herfra og kan sin historie, ved man mere end i noget andet land i Europa, hvad det vil sige at være flygtning og fordrevet.
Hendes helt personlige oplevelser er fra DDR, hvor der op gennem 1950erne til murens bygning flygtede millioner af borgere mod vest – alle blev modtaget Forbundsrepublikken!
I efterkrigstidens Tyskland blev der med udgangspunkt i den tyske opfattelse af national identitet accepteret tilrejsende/flygtninge fra Østeuropa herunder Sovjetunionen, hvis blot de kunne dokumentere den mindste slægtsforbindelse til tyskhed.
Men historien om tyske flygtninge er ældre. Fra 1930’ernes Nazi – Tyskland flygtede jøder og venstreorienterede i stort tal. De øvrige europæiske lande, herunder Danmark, behøver ikke være stolte over deres manglende åbenhed over for dem, der blev forfulgt af nazisterne.
2. Verdenskrigs krigsbegivenheder medførte også store flygtningestrømme. Specielt tyskere fra de østligste provinser flygtede foran den fremadskridende røde armé i forståelig angst for, hvad de sovjetiske tropper kunne udsætte dem for, ikke mindst i lyset af tyske krigsforbrydelser under de tyske felttog i øst. Danmark tog også tyske flygtninge og sikrede da i et vist omfang, at de overlevede, men der falder voldsomme skygger ind over den danske optræden over for de tyske flygtninge. Det er nok forståeligt, at de på baggrund af besættelsen ikke var særligt velkomne, men der er barske historier om børn, der ikke fik lægehjælp mv.

Og årene umiddelbart efter krigen medførte jo om ikke egentlig flygtninge, så enorme tvungne folkeflytninger til efterkrigstidens Tyskland. I alt 11 millioner tyskere blev flyttet. De 3 millioner fra Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet og 7 millioner fra de områder af Tyskland, der blev annekteret af Polen og Sovjet, henholdsvis de vestlige dele af Polen med Schlesien og hele Østpreussen. Kun nogle få hundredetusinder blev tilbage , mange af disse flyttede så til Tyskland i 1970erne og 80erne. Alle disse mange mennesker formåede et krigsødelagt Tyskland at integrere.
Angela Merkel optræder således som en tysk statskvinde, der med udgangspunkt i personlige erfaringer som borger i DDR og den nære tyske historie kender til store flygtningestrømme og den udfordring, de udgør.
Det er også med historisk baggrund, at den tyske kansler understreger, at muslimer er tyske borgere og ikke skal forfølges. Også her er de historiske paralleller ikke svære at få øje på. Det er kun 80 år siden, at nazisterne systematisk forfulgte og forsøgte at udrydde en helt befolkningsgruppe, jøderne, fra Europa, først med lovgivning i 30erne og siden med gaskamre i 40erne.
Det er godt, at en tysk kansler med de historiske erfaringer som baggrund viser vejen for det øvrige Europa.
Prøv lige at overveje, hvordan Europas fremtid ville se ud, hvis den tyske kansler bag sig havde et populistisk fremmedfjendtligt tysk flertal. Tænk, hvis Tysklands kansler førte en politik som en Le Pen eller Pia Kjærsgaard?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Kvinderådets festskrift, en anmeldelse

Øjeblikke af frihed -Kvinderådets festskrift for 100 års valgret.
People’sPress, 200 sider

Kvinderådet har i anledning af 100 året for kvindelig valgret, med Hanne Fokdal Barnekow som redaktør, bedt en række danske personer, 22 kvinder og en mand, skrive en grundlovstale. Umiddelbart ligner de 23 bidrag mere små essays om de helt personlige oplevelser af kvindens stilling i Danmark i og efter de 100 år. Bidragyderne er politikere, forskere, kunstnere, erhvervskvinder og forfattere.
Bogen giver et meget broget billede af de 23 skribenters opfattelse af situationen, fra Victoria Pihl Sørensens udsagn” “Fuck den formelle lighed. Den er ikke god nok længere. Det er nemlig i vores sprog, i vores diskurs, i vores daglige tale, at forskellene mellem mænd og alle andre bliver cementeret. Det er her uligheden får lov til at blomstre”( s. 63), til Pia Kjærsgaard, der ikke ser sig selv som undertrykt, men kunne ønske sig, at nogle gad kæmpe for muslimske kvinders frihed og mener, at mænd også kunne have brug for mere ligestilling.
Der vil selvsagt blive en del gentagelser i en sådan samling. Fx bliver de områder, hvor kvinder og mænd ikke statistisk er ligestillet, gentaget en del gange, og mange understreger, at det ikke er nok med formel ligestilling, vi må også se på den reelle.
Mange artikler er præget af forfatterens personlige oplevelser som for eksempel Özlem Sara Cekic’s oplevelser som indvandrerkvinde, eller af skribentens eget arbejdsområde med mere specielle vinkler som kønssociolog Cecilie Nørgaard, der understreger, hvor vigtigt det er, at vi ikke fremmer kønsstereotyper i uddannelsessystemet. En del ser på deres særlige arbejdsvilkår. Således skriver Susanne Philipson om sine erfaringer som kvindelig politibetjent i et mandsdomineret erhverv, og Birgit Pettersson ser udviklingen fra en læges synsvinkel. Simi Jan ser på vilkårene for en journalist/korrespondent, og Lisbeth Knudsen ser generelt på kvindens stilling i medierne.
Meget specielle områder bliver også inddraget, som når forskeren Bente Rosenbeck skriver om sine studier af vesteuropæiske bryllupsmønstres historiske betydning. Ulrik Frost, den eneste mandlige bidragsyder, er ude i et helt særligt ærinde. Som ung blev han drillet for at gå i pigetøj Nu kæmper han for en nedbrydelse af kønsskabelonerne. Også kvindelige kunstneres vilkår i film, billedkunst, stand up og musik bliver beskrevet i essays. Maria Marcus skriver om kvindens seksualitet.
Bogen er således et kludetæppe af kvindestemmer. Det gennemgående budskab er, at meget er nået, men vi har ikke en tilfredsstillende reel ligestilling. Oftest bliver det synspunkt meget forventeligt understøttet af statistikker med en skæv kønsfordeling. Det er således ikke “festen”, der præger skriftet, men mere den kritiske holdning.

Som nævnt er der kun en mandlig bidragyder til festskriftet. Det kan jeg egentlig ikke forstå. Mange mænd har vitterligt kæmpet for kvindernes stemmeret, og der må også i dag være mænd, der kan bidrage med nogle synsvinkler på betydningen af, at kvinderne fik stemmeret.

Selvom bogen er mere kritisk end festlig, er den ikke klynkende. Dybest set tror jeg, at de fleste bidragydere ville kunne tilslutte sig et citat af forfatteren Pia Friis Laneth:
“Det har aldrig været en kamp mellem mænd og kvinder. Det har altid været en kamp mellem progressive mænd og kvinder og reaktionære mænd og kvinder. Og vi har hver især mulighed for at vælge side” (s.188)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Anmeldelse: Maria Helleberg: Kvinder der forandrede Danmark

Maria Helleberg: Kvinder der forandrede Danmark
512 sider

Bogen er udgivet på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1915 i 100 året for stemmeret til kvinder, hedder det i forlagsomtalen af bogen. Den er en opdateret udgave af en bog, der allerede udkom i 2013. Bogen, som er en række portrætter af kvinder, som Maria Helleberg har udvalgt som betydningsfulde for udviklingen i Danmark, bliver på denne måde med det samme sat ind i en feministisk sammenhæng. Bogens portrætter understreger tillige det særligt kvindepolitiske. Det er karakteristisk for mange af de kvinder, der bliver beskrevet, at de i deres virke har haft en specifik kvindelig vinkel på tilværelsen, men så sandelig også har måttet kæmpe med de mange problemer, som det mandsdominerede samfund, som de fleste er vokset op i, skabte for dem. Men Maria Helleberg forfalder ikke til at gøre portrætterne til rene kvindepolitiske statements. Hun finder det særlige og menneskelige hos de kvinder, hun portrætterer. Hun understreger allerede dette i sit forord:
“Kvinder stammer ikke fra Venus, og mænd heller ikke fra Mars, mange af denne bogs hovedpersoner har faktisk forenet Mars med Venus. Måske er kvindeligt og mandligt ikke så modsatrettet endda? Vi er ved at udforske kønsforskelle og udskille dem fra kulturskabte forskelle. Når kvinder fik(eller tog?)chancen, ser det unægteligt ud til at forskellene var/er mindre end alment antaget”.
Den individuelle synsvinkel får således klart lov til at dominere over den feministiske, når hun fx i gennemgangen af erhvervskvinder i Danmark understreger: ” Kvindelige ledere er faktisk ikke pionerer for deres køn – de er individer”(s.407)
Portrætterne er personlige forstået sådan, at det ikke er egentlig biografiske fremstillinger, men forfatterens personlige fortællinger om betydningsfulde kvinder. Som en slags sikkerhedsventil slutter hvert portræt med et faktaafsnit med de vigtigst data.
Bogen indeholder 38 portrætter og 3 afsnit om kvindegrupper fra Dronning Dagmar til Anja Andersen. Bogen domineres af kvinder med politisk indflydelse og magt og af kvindelige kunstnere, men der bliver også plads til ”plattedamer, rødstrømper og erhvervskvinder”. I en bog af denne karakter kan udvælgelsen af personer altid diskuteres. Hvorfor er hun med? og hvorfor ikke hende? Helt generelt kan det diskuteres, om en bog af denne karakter bør have nulevende kvinder med. Jeg vil derudover holde mig fra den diskussion, selvom jeg kunne savne nogle og undvære andre!
Nogle af portrætterne udvider forfatteren til at beskrive en bestemt gruppe personer. Det gælder fx portrættet af Anja Andersen, der nok fokuserer på håndboldspilleren, men som hovedfokus har den kvindelige sportsudøver og den berømmelse, det medfører.
Portrætterne er meget vekslende i kvalitet, men generelt er det underholdende og oplysende læsning. Måske ville det være mere præcist at kalde det skitser i stedet for portrætter. Netop skitsen har den egenskab, at den nogle gange er meget bedre end et egentlige portræt, andre gange kan man i alt for høj grad se, at det kun er hurtige skitser. Det er vel egentlig ikke overraskende, når en forfatter, der i sit forfatterskab medrivende kombinerer det dokumentariske med det fiktive, skal skrive 38 af slagsen. Der er en lille tendens til, at Helleberg bedst kan identificere sig med de kvindelige kunstnere, hvor skitserne bliver stærkest. Mest spændende og berigende er det at læse om de mindre kendte, hvor det går op for en, hvilken mangfoldighed af mennesker der har præget dette land, og hvilken mangfoldighed der er i menneskelige skæbner. Bogen bliver til en fascinerende mosaik af individer, der har kæmpet, lidt og heldigvis også ind imellem sejret. Ofte har de ikke fået den tak, de fortjente, men vi kan nu i historiens lys vise dem vores respekt, fordi de tog nogle skridt for os alle.
Dermed bliver Hellebergs pointe understreget. Det er ikke kønnet, der gør forskellen, men det enkelte individs indsats.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Besøg også min valghjemmeside https://johanneslebech.radikale.dk

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gavebod og regnearksdemokrati blokerer for en vigtig dagsorden

Valgkampe er en fremragende mulighed for at tage vigtige politiske diskussioner. Denne valgkamp har været præget af den voldsomme modsætning mellem de to statsministerkandidater Det har næsten været en præsidentvalgkamp. Derudover har det været karakteristisk, at begge fløje og mange partier fortløbende er kommet med nye udspil, der enten har haft karakter af gavebod eller været garantier om fremtidige job og milliarder baseret på tekniske beregninger på regneark. Liberal Alliances kandidater har næsten til ulidelighed gentaget deres såkaldte plan, som er “gennemregnet” af Finansministeriet.
Disse forhold er måske baggrunden for, at en måling viser, at danskerens tillid til politikkerne er kommet langt ned. Det giver også rum til luftige alternativer, som partiet, der får alt for gode vilkår på valgbanen.
Det er måske forventeligt,når valgkampen raser, og der er tæt løb. Men det forhindrer en mulighed for at sætte en dagsorden med lidt større perspektiv. Det kunne være om de reelle problemer, vi står overfor, når vi har passeret 2020. Det er voldsomme udfordringer med mangel på arbejdskraft og en skæv fordeling af forholdet mellem ældre og danskere i den arbejdsdygtige alder.
Debatten om den voldsomme udvikling af flygtningeantallet er blevet taget op, men næsten kun ud fra den almindelige danske vinkel : “hvordan kan vi undgå at få flygtninge over vores grænser, nu hvor de i øvrigt vælter ind over Europa”. Man kunne ønske sig en kvalificeret diskussion om, hvordan vi sammen med de øvrige medlemmer af EU løser dette europæiske problem. EU kom på dagsordenen i slutningen af valgkampen, men som en skuffende udmelding fra blå blok. Nu vil blå blok stå sammen om at lade Englands premiereminister David Cameron være deres europæiske forbillede.
Det er fint, at vi i en valgkamp koncentrerer os om de nære problemer, men det kan også blive for snævert, og det har der været en tendens til under denne valgkamp. Værst bliver det , når nogle politikere forsøger at bilde vælgerne ind, at vi kan løse alle problemer alene. Danmark har som land brug for verden,vi lever ikke på en ø. Begivenhederne rundt omkring i verden påvirker os, og vi må tage et medansvar for de problemer, der er. Det kunne godt afspejle sig mere i den politiske samtale, vi tager med hinanden.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Se valghjemmeside https://johanneslebech.radikale.dk

Under valgkampen vil det være klogt også at besøge min valghjemmeside:
https://johanneslebech.radikale.dk

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Må vi få en saglig valgkamp – ikke personfnidder!

Læserbrev Dagbladet 23.5

Må vi få en saglig valgkamp – ikke personfnidder!
”Jeg kæmper mod Bent Hansen” proklamerer Thomas Danielsen i en reklame for sin Facebookside. Først i anden sætning understreger han, at han vil kæmpe for akutberedskabet i Lemvig og Struer. Jeg vil i øvrigt godt se den politiker i Nordvestjylland, der ikke vil kæmpe for en bevarelse af akutberedskabet her? Det kan yderligere undre, at Danielsen mener, at han som medlem af Folketinget kan blande sig i regionens spareplan, men ok han er jo borger, og som sådan er det fint, han udtaler sig. Jeg vil også kæmpe for akutberedskabet, og er ikke uenig med ham i det budskab, men tendensen i den øvrige del af budskabet, hetzen mod Bent Hansen, bekymrer mig. Det er et godt lokalt eksempel på den tendens, der er ved at komme også i danske valgkampe til det, man i USA kalder ”negative campaigning”. Thomas Danielsen ved, at en del mennesker har store forbehold over for Bent Hansen her i Nordvestjylland på grund af Gødstrup. Han er derfor et godt fjendebillede at anvende Skidt med sagligheden. Det er helt urimeligt at koble de skæve besparelsesforslag på regionsformanden, så længe det kun er et besparelseskatalog fra administrationen. Men som kampagne er det måske effektivt – trods usagligheden!
Det lokale eksempel på en negativ valgkamp er ikke enestående. Socialdemokraternes aktuelle kampagne med Løkke og bilag pynter heller ikke, og jeg kunne have undværet den. Det samme gælder det banner, som Venstre fik hængt op på hotel Crown Plaza visende Helle Thorning i profil med Pinocchio-næse (hun lyver!). Hun bliver beskyldt for løftebrud og hånet. Også helt usagligt. Faktisk gik SF og S til valg sammen uden de radikale. Da de radikale så fik indflydelse på regeringsgrundlaget måtte S og SF justere deres ønsker. Det var helt fair, så glem den løftebrudsdiskussion.
Mon det er, fordi partiernes mange kommunikationsrådgivere har lært for meget af de amerikanske valgkampe?
Endnu værre er det, når man under valgkampe udnytter befolkningsgrupper som ”fjenden”, hvad vi desværre også kan se tendenser til i nogle af de kampagner, vi har set i foråret. Det har drejet sig både om mistænkeliggørelse af indvandrere og kontanthjælpsmodtagere.
Når nu valgkampen går rigtig i gang, håber jeg ikke de to tendenser bliver forstærkede. Jeg er så gammeldags, at jeg mener, valgkampe skal handle om præsentation af kandidaterne og deres politik og ikke bruges til personhetz eller forfølgelse af samfundsgrupper.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Anmeldelse af Palle Andersen: Holocaust

Jeg anmelder bøger for Historielærerforeningens blad “Noter”. Efter aftale lægger jeg også mine anmeldelser på min hjemmeside

Palle Andersen
Holocaust
Forfølgelse og udryddelse af jøderne, 1933-45
216 sider, Forlaget Ellekær

Når man underviser i “Holocaust”,opstår der spørgsmål som hvorfor? Og hvordan kunne det lade sig gøre? De propagandamæssige fordele i at bruge jøderne som syndebukke kan forklares historisk og politisk. Men når det drejer sig om selve “jødeudryddelsen”, har jeg altid undret mig over den totale mangel på rationalitet i projektet. Langt inde i en storkrig var der vilje til at bruge resurser på at udrydde en befolkningsgruppe, som reelt ikke udgjorde en risiko. Selv mod krigens slutning bliver der brugt enorme resurser på “Endløsung”.
De spørgsmål bliver nok aldrig endelig besvaret, og det sker heller ikke i historikeren Palle Andersens bog “Holocaust”, som er en velskrevet god bog om jødeforfølgelserne i Tyskland fra 1933-1945.
Umiddelbart kan man have den opfattelse, at Holocaust er der skrevet nok om, og det er også et emne, som er bredt belyst. Alligevel kan der være god grund til at anskaffe bogen til skolens bibliotek. Det lykkes forfatteren at give en gedigen og fornuftig oversigt over emnet og en belysning af en række problemstillinger, der knytter sig til det.
Bogen indledes med en kort karakteristik af den ideologiske baggrund for den nazistiske antisemitisme. Næste afsnit beskriver udviklingen af jødeforfølgelserne i tiden før Anden Verdenskrig. Palle Andersen viser den specielle spænding mellem de nazistiske organisationer og den tyske offentlige administration, som på mange måder fortsatte sideløbende med nazismen. Denne indbyrdes spænding og konkurrence skabte særlig grobund for udviklingen af jødeforfølgelserne. Hitlers meget indirekte rolle i den praktiske udfoldelse af jødeforfølgelserne forklares også overbevisende. Begge vinkler var delvist nye for mig og blev en interessant øjenåbner. Den almindelige tyskers forhold til antisemitismen både før og under krigen diskuteres også. Specielt er fortolkningen af befolkningens holdning til jøderne interessant. Forfatteren argumenterer for, at forholdet til jøderne, da krigslykken er vendt, får karakter af en dobbelthed, hvor skyld over for jøderne kombineres med en følelse af jøderne som årsag til de tyske lidelser under de allieredes bombardementer.
Da krigen bryder ud, tager den egentlige udryddelse fart: ghettoisering, folkeflytninger og massedrab i Polens og Sovjetunionen gennemgås. Vejen mod Endløsung og Holocaust bliver gennemgået med fokus på spillet mellem forskellige nazistiske organisationer og værnemagten.
Bogens fremstilling brydes nogle steder af en egentlig kildebehandling. Det gælder en omtale af Klemperers dagbøger til belysning af forholdene for jøder i Tyskland og en omtale af reservebataljon 101, som beskriver nogle ganske almindelige tyskeres forvandling til massemordere. Endelig behandles Himmlers forsøg på gennem breve og taler at forholde sig til de moralske aspekter og den trussel mod SS-mændenes identitet,de voldsomme aktioner kunne udløse.

I nogle afsluttende afsnit gennemgås kort behandlingen af jøderne i de allierede og besatte stater. Forholdene i Danmark og jødernes flugt i 1943 får en særlig grundig belysning.
Bogen har en fyldig litteraturliste og et register. Der er en del sort-hvide illustrationer i bogen. Bogen er trykt i et beskedent udstyr, men billederne er illustrative, og den jævne billedkvalitet gør det næsten lettere at udholde de skræmmende billeder.
Bogen forfalder ikke til kun at begræde de usædvanlig tragiske, og uforståelige hændelser, men forsøger med en række fakta at komme bagom begivenhederne.

I et et kort nærmest efterskriftsagtigt kapitel “En pagt med djævelen” giver forfatteren et tilløb til besvarelse af de spørgsmål, jeg rejste i min indledning. Han giver et godt bidrag til svaret. Han forklarer jødeudryddelsen og fastholdelsen af denne gennem den radikalitet, som den nazistiske antisemitisme udgjorde.

PS. Jeg har rost bogens ret nøgterne tone, men læsningen ender nok for de fleste som for mig med en dyb frustration og undren over, at menneskelig ondskab kan drives så vidt. Og hvordan den frustration formidles i undervisning, er en stor udfordring for den enkelte lærer!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar