Anmeldelse: Liselotte Højgaard: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen

Liselotte Højgaard: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen.
Informations forlag
En politikers anmeldelse

Så fik jeg læst Liselotte Højgaards lille bog: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen. Liselotte Højgaard er overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet. Jeg finder det er vigtigt, at vi som regionspolitikere anerkender, at en professionel højt placeret medarbejder i sundhedsvæsenet viser vilje til at deltage i den offentlige debat. 0g vi bør selvfølgelig lytte til hendes argumenter
Først og fremmest mener hun, at regeringens krav om 2% besparelser hvert år i mange år har udhulet sektoren, så den fungerer dårligt. Hun understreger, at den enkelt patient ikke skal være nervøs, for den faglige kerneydelse er stadig stor hos personalet. Det er ikke forbavsende, at hun kræver flere resurser til sektoren, hvem vil ikke gøre det? Men man må give hende ret i, at det må være slut med den firkantede 2% besparelse. I det hele taget må vi se på finansieringen af sektoren. Det er dybt frustrerende, at regeringen ved de årlige økonomiforhandlinger med regionerne skærer hårdt, for så at give mulighed for, at der kan uddeles øremærkede gaver til bestemt dele af sundhedsvæsenet ved finanslovsforhandlingerne. Det er ødelæggende for regionernes mulighed for at planlægge og prioritere fornuftigt.
Hendes anden hovedkritik af systemet er den voksende bureaukratisering af sektoren, hvor hun føler at fagligheden har lidt et knæk i forhold til en voksende gruppe af administratorer fra djøflaget. Det er bestemt en indsigelse, vi må tage alvorligt. Vi må se på, hvordan vi kan sikre at sundhedspersonalet ikke drukner i administration, men kan koncentrere sig om kontakten med patienterne. Hun er også med rette kritisk over for dele af den kommunikation fra regionernes voksende kommunikationsafdelinger, der kun arbejder på at afvise kritik med positivt spin. Hun mener den begrænser den fri debat om sundhedssektoren

At hun som overlæge i Hovedstaden oplever en særlig frustration skyldes Sundhedsplatformen, som ikke fungerer optimalt, måske fordi de der har købt en skrabet version af den. Vi må her i regionen glæde os over, at vi har et it-system der fungerer bedre, hvad Højgaard også nævner i sin bog med reference til kolleger i Aarhus.

Liselotte Højgaard er slet ikke kun kritisk og negativ. Hun fremhæver en flot fremgang i dansk sundhedsvæsen frem til krisen i 2008. Hun ser regionerne som ansvarlig for en positiv udvikling af sundhedsvæsenet:
“Regionerne har medført en meget betydningsfuld fremgang for det danske hospitalsvæsen. Der er kommet orden på ventelisterne, der tidligere var i uorden, specielt på kræftområdet. Regionerne har betydet en en markant øget produktivitet og en højere effektivitet på hospitalerne. Fagligheden har haft fremgang og forskningen har overlevet, borset fra et dyk i klinisk forskning for nogle år siden. Ved stor indsats fra mange sider er denne nedgang i klinisk forskning heldigvis vendt” (s.42)
Forfatteren mener også, at ideen om supersygehusene er god, men hun har et kritisk blik for nogle af de fælder, der ligger i processen. Hun fremhæver fx, det uheldige i, at de alle bygges på en gang. Det betyder et hårdere pres på den del af byggesektoren, der kan bygge gode sygehuse, og det bliver sværere at bruge erfaringer fra tidligere byggeri. Det er klart en betænkelighed, man kan dele. Men det ville jo være svært at bede en eller to regioner “vente” med den nødvendige modernisering
Hun ser klart store fremtidsmuligheder i alle de nye muligheder som nyt apparatur, digitalisering, Big Data, personlig medicin, robotter og the internet of things, men udtrykker bekymring for kampen om puljerne og de økonomsike konsekvenser.
Hun fremhæver Holland som et eksempel til efterfølgelse, men erkender, at det altid er svært at sammenligne forskellige landes sundhedssystemer direkte. Hun foreslår en strukturkommission, der skal skitsere, hvordan vi gør sundhedsvæsenet bedre. “Vi skal have “trepartsforhandlinger”, så patienter, sundhedspersoner og bureaukrater sammen finder løsninger a la Holland”.(s.58) Umiddelbart kan det være svært at se, hvor hun finder politikerne i de forhandlinger, er vi patienter eller bureaukrater? Men hun er meget opmærksom på, at den abekastning, der sker mellem regionsrådspolitikerne og folketingspolitkerne om ansvaret for sektoren, er meget lidt konstruktiv!
Den sidste del af debatbogen viser Liselotte Højgaards vision for det kommende sundhedsvæsen. Hun er optimist og er parat til at favne den nye teknologi. Hun understreger vigtigheden af forskning som en integreret del af hele sundhedssektoren. I Danmark er vi allerede er godt med. Vi ligger lige nu på en 3. plads på verdensranglisten over medicinsk forskning.
Jeg vil helt sikkert tage hendes kritik og forslag med mig i valgkampen.

Heldigvis overvejer overlægen ikke at give op og stoppe. Hun er grundlæggende optimist og mener, at vi kan skabe verdens bedste sundhedsvæsen – og det må vi jo så prøve i fællesskab politikere og fagpersoner!.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Samuel Rachlin: BAG DEN KOLDE KRIGS TÅGER

Samuel Rachlin: Bag Den Kolde Krigs tåger. Stalins arv til et splittet Europa.
496 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Udgangspunktet for Samuel Rachlins beskrivelse og forståelse af Den Kolde Krig er Stalins indgåelse af Molotov – Ribbentroppagten. Rachlin ser den som begyndelsen til den ekspansive politik, som Stalin med denne pagt indleder, og som han konsekvent forfølger gennem krigen og fredslutningerne uden hensyntagen til de enorme omkostninger for Sovjetunionens borgere og for de østeuropæiske folk, han undertrykte.

Efter en kort prolog følger Rachlin i bogen kronologisk den historiske udvikling fra Molotov-Ribbentroppagten og frem til murens fald. Fremstillingen er i sin kronologiske form en journalistisk velfortalt gennemgang af hovedbegivenhederne under Den Kolde Krig. For en historielærer, som har undervist fra1975 og ind i det 21. århundrede, er det kendt stof, så der er ikke mange overraskelser. Men for den generation, hvor Den Kolde Krig er fortid, kan denne oversigt være nyttig. I undertitlen “ Stalins arv til et splittet Europa” mere end antydes Rachlins synsvinkel. Der er hos Rachlin ingen tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret for Den Kolde Krig. Jeg er ikke uenig, men det ville have skabt en bedre balance, hvis Rachlin i højere grad havde forholdt sig lidt mere kritisk til vestmagterne. Han nævner fx slet ikke procentaftalen om Balkan fra Churchills møde i Moskva med Stalin i 1944. Den væsentligste kritik af vestmagterne er deres svigt over for Østeuropa. Fremstillingen fokuserer meget på forholdene i Sovjet. Dette fokus bliver en svaghed for bogen, især i beskrivelsen af afslutningen af Den Kolde Krig. Der bliver for lidt plads til beskrivelsen af udviklingen i Østeuropa.
Som en løbende kommentar til den overordnede historiske udvikling indfletter forfatteren små kapitler, der beskriver hans egen families eksil i Sibirien og senere hans tid som korrespondent i Moskva. Det virker godt. Og det er også spændende, når Rachlin med den baggrund bidrager til forståelsen af udviklingen med sit indgående kendskab til Rusland og russisk politik. Enkelte steder ser han specielt russiske træk i den sovjetiske poltik. Det er tilfældet, når han introducerer gamle russiske begreber som fx “avos” (går den, så går den) i den politiske optræden. Det giver bogen en særlig dimension, især når han laver paralleller mellem Den Kolde Krigs tid og de seneste år under Putin.
Bogen afsluttes med et efterskrift, hvor Rachlin forsøger at se den aktuelle russiske poltik i lyset af tiden under Den Kolde Krig. Han afviser ideen om, at den aktuelle poltik mellem Rusland og Nato afspejler en ny kold krig. Han ser dog visse mønstre fra stalintiden gentage sig. Han fremhæver den ustabilitet, der ligger i i de frosne konflikter som i Georgien og Ukraine, Ruslands rolle i Syrien og hackerangreb med mere som eksempler på en velkommen strategi fra Putins side, for: “det værste, der kan ske for Putin ligesom i sin tid for Stalin, er, at usikkerheden forsvinder og med den berettigelsen for konstant kontrol overvågning og undertrykkelse af frygt for ydre trusler eller kup og indre oprør i form af farvede revolutioner” s. 482.
For den læser, der er fortrolig med Den Kolde Krigs historie, er det specielt i dette afsnit og i de personlige elementer i bogen, der er nyt at hente, og for den læser, som ikke er fortrolig med perioden, giver bogen et udmærket overblik.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Anmeldelse: Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.

Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår.
Aarhus Universitetsforlag. december 2015, 382 sider

31.oktober 2017 er det 500 år siden Luther ifølge traditionen slog sine 95 teser op. Dette jubilæum skal fejres over store dele af Europa. Det gælder også i Danmark. Der vil udkomme mange bøger om selve reformationen og dens betydning. Carsten Bach-Nielsen har valgt at se på de mange fejringer af reformationen, der har været gennem de 500 år.
I bogen beskrives kronologisk de forskellige jubilæer begyndende med det første i 1617, hvor hovedinitiativtageren i Danmark var biskop Resen. Bag festen anes ifølge forfatteren helt klart den strid, der fra den danske reformations indførelse var indbygget i ændringen. Er det kongen eller kirkens folk, der har magten over kirken? Den diskussion er formodentlig også årsagen til, at der ikke følges op med en fest for den danske reformation i 1636. For Resen, der stadig var den toneangivende teolog, ville det være at give kongens reformation og ikke Luthers en indrømmelse.
De følgende reformationsfejringer er helt i enevældens tegn. I 1717 sætter Frederik IV som den enevældige konge alle sejl til i alle sine “lande”, der også netop på dette tidspunkt omfattede Rügen og Greifswald.
“ 1717 var enevældens første reformationsfejring.Den skulle for det kongelige herskabs og for statens højeste embedsmænd følge et ceremoniel, der ikke måtte kunne sættes en finger på. Når kongen trådte frem, var det som del af den kosmiske orden, og da nyttede det ikke med uklarheder, der kune så tvivl om kongens legitimitet” (s.54)
I 1736 fejres for første gang den danske reformation. Selve fejringen er ikke så omfattende som i 1717, men som noget blivende indfører den pietistiske kong Christian den VI konfirmationen dette år. Festen afspejler også konflikten mellem den kirkelige ortodoksi fra den foregående periode og den frembrydende pietisme.
Festen i 1817 blev også med kongen som midtpunkt. Udgangspunktet var festen i 1717, men mere beskeden. Landet havde jo været igennem bombardement og statsbankerot i de foregående år.
Begyndelsen af det 19. århundrede var præget af mange kirkelige fester. Allerede i 1826 fejrede man 1000 årets for Ansgars ankomst til Danmark og dermed kristendommens møde med landet. Det kan være svært som ikke teolog helt at følge de stridigheder, som opstod inden for kirken med Grundtvig som den oprørske over for den etablerede kirke. Så oprørsk, at han i netop forbindelse med dette jubilæum blev sat under censur.
I 1830 fulgte en fest for Den augsburgske Bekendelses 300 år og endelig i 1836 jubilæet for reformationen i Danmark. Denne fest bliver også meget omfattende med kantate af Oehlenschläger. Og det bliver ved. 1846 mindes Luthers død, men overgåes af festlighederne i anledning af 400 året for Luthers fødsel 1883. Det bliver markeret bredt både i Danmark og udlandet. Fejringen af Luther ville let blive tvetydig på grund af det anstrengte forhold til Tyskland på dette tidspunkt. Det er derfor ikke forbavsende, at man i 1894 vælger at fejre den danske reformator Hans Tausen, som langsomt etableres som den person, der identificeres som reformationens danske fader.
Det bliver også i lyset af forholdet til Tyskland at de danske fejringer i 20.århundrede finder sted.
Det 20.århundredes første reformationsfest i 1917 falder sammen med 1. Verdenskrig, og den danske reformationsfejring i 1936 skal ses i lyset af forholdet til det nazistiske Tyskland og den postive holdning, som dele af den tyske protestantiske kirke havde til Hitler. Fejringen i 1936 beskrives i detaljer. Det gælder både de rent praktiske detaljer og den teologiske diskussion, som en sådan fejring rejser.
Det er karakteristisk, at der i dette århundrede opstår et helt nyt folkeligt erindringssted for historiske begivenheder, nemlig frimærket. Der udgives således både et reformationsfrimærke i 1936 og i 1986.
Også den store Lutherfejring i 1983 har politiske undertoner, for på det tidspunkt er Lutherstederne i Tyskland stort set alle beliggende i DDR, hvis officielle politik er antikirkelig, men styret vælger alligevel at tage Luther til sig og bruge ham på propagandistisk vis.
Bogen slutter med en beskrivelse af små og store fejringer i slutningen af det 20. århundrede. Forfatteren stiller her spørgsmålet, om store jubilæumsfejringer for alvor hører tiden til? Som eksempel på en fejring, der nærmest endte i skandale, nævnes 200 året for H.C.Andersen fødselsdag.
Bogens forfatter er en af initiativtagerne til fejringen af 500 årsjubilæet for de 95 teser i 2017. Det ser ud til at blive stort, og de sidste sider er viet til en beskrivelse af noget af forarbejdet til denne begivenhed.

Bogen er i sin kerne kirkehistorisk, og i denne anmeldelse har jeg fokuseret mindre på den teologiske fortolkning af de enkelte jubilæer. De teologiske detaljer beskrives med en vis indforståethed og kan være svære at følge for den, der ikke med faglig baggrund deltager i den diskussion.
Men ud over den teologiske udvikling afspejler de enkelte jubilæer rigets tilstand samt kongemagten og statens stilling i forhold til kirken.
Bogen kan for den historisk interesserede læser være lidt for detaljeret. Men bogen har et videre perspektiv. Den er en god illustration til den særdeles relevante diskussion, som enhver historieformidler – herunder historielæreren- bliver sat over for. Hvordan erindrer vi? Hvordan bruger vi den kollektive historie, og hvordan bruges den af magthavere og interessegrupper? Den knytter sig også til hele spørgsmålet om erindringssteder og erindringsfester og deres betydning for den historiske bevidsthed.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Indvandrerdebat 1913, ligner det noget?

Historiske paradoksparalleller – indvandrerdebat i Politiken 1913

Som historiker og ikke mindst historielærer har jeg altid passet på ikke at lave firkantede og banale historiske paralleller mellem fortid og nutid. Det er “risky business” og ofte utroværdigt.
Alligevel kan det jo godt fascinere én, når der dukker formuleringer og problemstillinger op fra fortiden, hvor man ikke kan undgå at trække en linje til nutiden, hvad man selvfølgelig også godt må, men med forsigtighed.
I den lette genre er en tekst skrevet af en kollega i Ægypten, en hieroglyflærer, for ca. 5000 år siden. Han besværer sig over, at eleverne hellere vil gå i byen og drikke end passe studierne – en tekst jeg ofte har vist mine egne elever, som en dejlig hilsen fra fortiden: “ Jo, det er og har altid været en udfordring at være lærer!”
Jeg sidder lige nu og arbejder med at anmelde en bog af Garbi Schmidt: “Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010”. Det er spændende læsning om Nørrebros udvikling, og det er interessant at se, at uviljen mod blandt andet svenske indvandrere, der var den største gruppe, var ret udbredt. Men nedenstående citat fra Politiken i september 1913 om indvandringen fra Rusland, hvor der havde været voldsomme pogromer, vækker med få omskrivninger minder om en helt aktuel debat. Jeg overlader helt til jer selv at drage konklusioner. Jeg nøjes med eftertænksomhed, for den aktuelle debat har næsten gjort mig tavs!

“Det begynder efterhånden at gå op for byens forskellige myndigheder såvel som for hele befolkningen, at den fortsatte indvandring af polakker og russere, navnlig polske og russiske jøder, vil berede kommunen overmåde betydelige vanskeligheder, og det inden for ret lang tid….men de har opdaget at her er rart at være. Danmark er jo i henseende til social omsorg ret højt, betydeligt højere vel end Rusland. Denne høje standard er vor ære, men det er jo kedeligt, når det bliver skyld i, at andre landes proletarbefolkning strømmer til os, fordi her er gratis læge, medicin, oplysning og mange andre goder af materiel og åndelig art…Deres moralske niveau er ikke på højde med vort… De savner assimilationsevne og assimilationstrang; dansk bryder de sig ikke om at lære…vi skal selvfølgelig være humane og gæstfri. men der er en grænse udover hvilken byen ikke kan strække sig. Den russisk-polske indvandring truer i øjeblikket med at antage et sådant omfang, at byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”
(Politiken 1913-her citeret fra Garbi Schmidt: Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010,1915)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Angela Merkel, en tysk statskvinde, viser Europa vejen!

Den tyske forbundskansler har i de seneste uger ført sig meget stærkt frem blandt andet i Europaparlamentet som en fortaler for en fælles europæisk politik – helt aktuelt på asylområdet. Men jeg fornemmer, at hendes europæiske ”opsang” gælder mere end det område!
Det er positivt, at en tysk kansler i den grad taler med en europæisk humanistisk stemme.
Som tysker, der har boet i DDR har hun en historisk arv. Er man herfra og kan sin historie, ved man mere end i noget andet land i Europa, hvad det vil sige at være flygtning og fordrevet.
Hendes helt personlige oplevelser er fra DDR, hvor der op gennem 1950erne til murens bygning flygtede millioner af borgere mod vest – alle blev modtaget Forbundsrepublikken!
I efterkrigstidens Tyskland blev der med udgangspunkt i den tyske opfattelse af national identitet accepteret tilrejsende/flygtninge fra Østeuropa herunder Sovjetunionen, hvis blot de kunne dokumentere den mindste slægtsforbindelse til tyskhed.
Men historien om tyske flygtninge er ældre. Fra 1930’ernes Nazi – Tyskland flygtede jøder og venstreorienterede i stort tal. De øvrige europæiske lande, herunder Danmark, behøver ikke være stolte over deres manglende åbenhed over for dem, der blev forfulgt af nazisterne.
2. Verdenskrigs krigsbegivenheder medførte også store flygtningestrømme. Specielt tyskere fra de østligste provinser flygtede foran den fremadskridende røde armé i forståelig angst for, hvad de sovjetiske tropper kunne udsætte dem for, ikke mindst i lyset af tyske krigsforbrydelser under de tyske felttog i øst. Danmark tog også tyske flygtninge og sikrede da i et vist omfang, at de overlevede, men der falder voldsomme skygger ind over den danske optræden over for de tyske flygtninge. Det er nok forståeligt, at de på baggrund af besættelsen ikke var særligt velkomne, men der er barske historier om børn, der ikke fik lægehjælp mv.

Og årene umiddelbart efter krigen medførte jo om ikke egentlig flygtninge, så enorme tvungne folkeflytninger til efterkrigstidens Tyskland. I alt 11 millioner tyskere blev flyttet. De 3 millioner fra Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet og 7 millioner fra de områder af Tyskland, der blev annekteret af Polen og Sovjet, henholdsvis de vestlige dele af Polen med Schlesien og hele Østpreussen. Kun nogle få hundredetusinder blev tilbage , mange af disse flyttede så til Tyskland i 1970erne og 80erne. Alle disse mange mennesker formåede et krigsødelagt Tyskland at integrere.
Angela Merkel optræder således som en tysk statskvinde, der med udgangspunkt i personlige erfaringer som borger i DDR og den nære tyske historie kender til store flygtningestrømme og den udfordring, de udgør.
Det er også med historisk baggrund, at den tyske kansler understreger, at muslimer er tyske borgere og ikke skal forfølges. Også her er de historiske paralleller ikke svære at få øje på. Det er kun 80 år siden, at nazisterne systematisk forfulgte og forsøgte at udrydde en helt befolkningsgruppe, jøderne, fra Europa, først med lovgivning i 30erne og siden med gaskamre i 40erne.
Det er godt, at en tysk kansler med de historiske erfaringer som baggrund viser vejen for det øvrige Europa.
Prøv lige at overveje, hvordan Europas fremtid ville se ud, hvis den tyske kansler bag sig havde et populistisk fremmedfjendtligt tysk flertal. Tænk, hvis Tysklands kansler førte en politik som en Le Pen eller Pia Kjærsgaard?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Kvinderådets festskrift, en anmeldelse

Øjeblikke af frihed -Kvinderådets festskrift for 100 års valgret.
People’sPress, 200 sider

Kvinderådet har i anledning af 100 året for kvindelig valgret, med Hanne Fokdal Barnekow som redaktør, bedt en række danske personer, 22 kvinder og en mand, skrive en grundlovstale. Umiddelbart ligner de 23 bidrag mere små essays om de helt personlige oplevelser af kvindens stilling i Danmark i og efter de 100 år. Bidragyderne er politikere, forskere, kunstnere, erhvervskvinder og forfattere.
Bogen giver et meget broget billede af de 23 skribenters opfattelse af situationen, fra Victoria Pihl Sørensens udsagn” “Fuck den formelle lighed. Den er ikke god nok længere. Det er nemlig i vores sprog, i vores diskurs, i vores daglige tale, at forskellene mellem mænd og alle andre bliver cementeret. Det er her uligheden får lov til at blomstre”( s. 63), til Pia Kjærsgaard, der ikke ser sig selv som undertrykt, men kunne ønske sig, at nogle gad kæmpe for muslimske kvinders frihed og mener, at mænd også kunne have brug for mere ligestilling.
Der vil selvsagt blive en del gentagelser i en sådan samling. Fx bliver de områder, hvor kvinder og mænd ikke statistisk er ligestillet, gentaget en del gange, og mange understreger, at det ikke er nok med formel ligestilling, vi må også se på den reelle.
Mange artikler er præget af forfatterens personlige oplevelser som for eksempel Özlem Sara Cekic’s oplevelser som indvandrerkvinde, eller af skribentens eget arbejdsområde med mere specielle vinkler som kønssociolog Cecilie Nørgaard, der understreger, hvor vigtigt det er, at vi ikke fremmer kønsstereotyper i uddannelsessystemet. En del ser på deres særlige arbejdsvilkår. Således skriver Susanne Philipson om sine erfaringer som kvindelig politibetjent i et mandsdomineret erhverv, og Birgit Pettersson ser udviklingen fra en læges synsvinkel. Simi Jan ser på vilkårene for en journalist/korrespondent, og Lisbeth Knudsen ser generelt på kvindens stilling i medierne.
Meget specielle områder bliver også inddraget, som når forskeren Bente Rosenbeck skriver om sine studier af vesteuropæiske bryllupsmønstres historiske betydning. Ulrik Frost, den eneste mandlige bidragsyder, er ude i et helt særligt ærinde. Som ung blev han drillet for at gå i pigetøj Nu kæmper han for en nedbrydelse af kønsskabelonerne. Også kvindelige kunstneres vilkår i film, billedkunst, stand up og musik bliver beskrevet i essays. Maria Marcus skriver om kvindens seksualitet.
Bogen er således et kludetæppe af kvindestemmer. Det gennemgående budskab er, at meget er nået, men vi har ikke en tilfredsstillende reel ligestilling. Oftest bliver det synspunkt meget forventeligt understøttet af statistikker med en skæv kønsfordeling. Det er således ikke “festen”, der præger skriftet, men mere den kritiske holdning.

Som nævnt er der kun en mandlig bidragyder til festskriftet. Det kan jeg egentlig ikke forstå. Mange mænd har vitterligt kæmpet for kvindernes stemmeret, og der må også i dag være mænd, der kan bidrage med nogle synsvinkler på betydningen af, at kvinderne fik stemmeret.

Selvom bogen er mere kritisk end festlig, er den ikke klynkende. Dybest set tror jeg, at de fleste bidragydere ville kunne tilslutte sig et citat af forfatteren Pia Friis Laneth:
“Det har aldrig været en kamp mellem mænd og kvinder. Det har altid været en kamp mellem progressive mænd og kvinder og reaktionære mænd og kvinder. Og vi har hver især mulighed for at vælge side” (s.188)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Anmeldelse: Maria Helleberg: Kvinder der forandrede Danmark

Maria Helleberg: Kvinder der forandrede Danmark
512 sider

Bogen er udgivet på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1915 i 100 året for stemmeret til kvinder, hedder det i forlagsomtalen af bogen. Den er en opdateret udgave af en bog, der allerede udkom i 2013. Bogen, som er en række portrætter af kvinder, som Maria Helleberg har udvalgt som betydningsfulde for udviklingen i Danmark, bliver på denne måde med det samme sat ind i en feministisk sammenhæng. Bogens portrætter understreger tillige det særligt kvindepolitiske. Det er karakteristisk for mange af de kvinder, der bliver beskrevet, at de i deres virke har haft en specifik kvindelig vinkel på tilværelsen, men så sandelig også har måttet kæmpe med de mange problemer, som det mandsdominerede samfund, som de fleste er vokset op i, skabte for dem. Men Maria Helleberg forfalder ikke til at gøre portrætterne til rene kvindepolitiske statements. Hun finder det særlige og menneskelige hos de kvinder, hun portrætterer. Hun understreger allerede dette i sit forord:
“Kvinder stammer ikke fra Venus, og mænd heller ikke fra Mars, mange af denne bogs hovedpersoner har faktisk forenet Mars med Venus. Måske er kvindeligt og mandligt ikke så modsatrettet endda? Vi er ved at udforske kønsforskelle og udskille dem fra kulturskabte forskelle. Når kvinder fik(eller tog?)chancen, ser det unægteligt ud til at forskellene var/er mindre end alment antaget”.
Den individuelle synsvinkel får således klart lov til at dominere over den feministiske, når hun fx i gennemgangen af erhvervskvinder i Danmark understreger: ” Kvindelige ledere er faktisk ikke pionerer for deres køn – de er individer”(s.407)
Portrætterne er personlige forstået sådan, at det ikke er egentlig biografiske fremstillinger, men forfatterens personlige fortællinger om betydningsfulde kvinder. Som en slags sikkerhedsventil slutter hvert portræt med et faktaafsnit med de vigtigst data.
Bogen indeholder 38 portrætter og 3 afsnit om kvindegrupper fra Dronning Dagmar til Anja Andersen. Bogen domineres af kvinder med politisk indflydelse og magt og af kvindelige kunstnere, men der bliver også plads til ”plattedamer, rødstrømper og erhvervskvinder”. I en bog af denne karakter kan udvælgelsen af personer altid diskuteres. Hvorfor er hun med? og hvorfor ikke hende? Helt generelt kan det diskuteres, om en bog af denne karakter bør have nulevende kvinder med. Jeg vil derudover holde mig fra den diskussion, selvom jeg kunne savne nogle og undvære andre!
Nogle af portrætterne udvider forfatteren til at beskrive en bestemt gruppe personer. Det gælder fx portrættet af Anja Andersen, der nok fokuserer på håndboldspilleren, men som hovedfokus har den kvindelige sportsudøver og den berømmelse, det medfører.
Portrætterne er meget vekslende i kvalitet, men generelt er det underholdende og oplysende læsning. Måske ville det være mere præcist at kalde det skitser i stedet for portrætter. Netop skitsen har den egenskab, at den nogle gange er meget bedre end et egentlige portræt, andre gange kan man i alt for høj grad se, at det kun er hurtige skitser. Det er vel egentlig ikke overraskende, når en forfatter, der i sit forfatterskab medrivende kombinerer det dokumentariske med det fiktive, skal skrive 38 af slagsen. Der er en lille tendens til, at Helleberg bedst kan identificere sig med de kvindelige kunstnere, hvor skitserne bliver stærkest. Mest spændende og berigende er det at læse om de mindre kendte, hvor det går op for en, hvilken mangfoldighed af mennesker der har præget dette land, og hvilken mangfoldighed der er i menneskelige skæbner. Bogen bliver til en fascinerende mosaik af individer, der har kæmpet, lidt og heldigvis også ind imellem sejret. Ofte har de ikke fået den tak, de fortjente, men vi kan nu i historiens lys vise dem vores respekt, fordi de tog nogle skridt for os alle.
Dermed bliver Hellebergs pointe understreget. Det er ikke kønnet, der gør forskellen, men det enkelte individs indsats.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Besøg også min valghjemmeside https://johanneslebech.radikale.dk

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gavebod og regnearksdemokrati blokerer for en vigtig dagsorden

Valgkampe er en fremragende mulighed for at tage vigtige politiske diskussioner. Denne valgkamp har været præget af den voldsomme modsætning mellem de to statsministerkandidater Det har næsten været en præsidentvalgkamp. Derudover har det været karakteristisk, at begge fløje og mange partier fortløbende er kommet med nye udspil, der enten har haft karakter af gavebod eller været garantier om fremtidige job og milliarder baseret på tekniske beregninger på regneark. Liberal Alliances kandidater har næsten til ulidelighed gentaget deres såkaldte plan, som er “gennemregnet” af Finansministeriet.
Disse forhold er måske baggrunden for, at en måling viser, at danskerens tillid til politikkerne er kommet langt ned. Det giver også rum til luftige alternativer, som partiet, der får alt for gode vilkår på valgbanen.
Det er måske forventeligt,når valgkampen raser, og der er tæt løb. Men det forhindrer en mulighed for at sætte en dagsorden med lidt større perspektiv. Det kunne være om de reelle problemer, vi står overfor, når vi har passeret 2020. Det er voldsomme udfordringer med mangel på arbejdskraft og en skæv fordeling af forholdet mellem ældre og danskere i den arbejdsdygtige alder.
Debatten om den voldsomme udvikling af flygtningeantallet er blevet taget op, men næsten kun ud fra den almindelige danske vinkel : “hvordan kan vi undgå at få flygtninge over vores grænser, nu hvor de i øvrigt vælter ind over Europa”. Man kunne ønske sig en kvalificeret diskussion om, hvordan vi sammen med de øvrige medlemmer af EU løser dette europæiske problem. EU kom på dagsordenen i slutningen af valgkampen, men som en skuffende udmelding fra blå blok. Nu vil blå blok stå sammen om at lade Englands premiereminister David Cameron være deres europæiske forbillede.
Det er fint, at vi i en valgkamp koncentrerer os om de nære problemer, men det kan også blive for snævert, og det har der været en tendens til under denne valgkamp. Værst bliver det , når nogle politikere forsøger at bilde vælgerne ind, at vi kan løse alle problemer alene. Danmark har som land brug for verden,vi lever ikke på en ø. Begivenhederne rundt omkring i verden påvirker os, og vi må tage et medansvar for de problemer, der er. Det kunne godt afspejle sig mere i den politiske samtale, vi tager med hinanden.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Se valghjemmeside https://johanneslebech.radikale.dk

Under valgkampen vil det være klogt også at besøge min valghjemmeside:
https://johanneslebech.radikale.dk

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar