For noget tid siden havde jeg mulighed for at komme en hurtig tur på kunstmuseet Arken. Her havde jeg lejlighed til at opleve Olafur Eliassons installation: Din blinde passager. Det var en stærk eksistentiel og kunstnerisk oplevelse. Installationen består af en 90 meter lang tunnel konstrueret af træplader. Når man træder ind i tunnellen indhylles man af en tæt tåge og ens synsradius reduceres til 1,5 meter. Tågen skifter farve. Vi kom vist ind fra den forkerte ende og gik de første ca. 40 meter i en lys gul eller orange tåge. Men så kom vi ind i en mørk del på mere end 20 meter for igen at ende i den lyse del.
Kunstværket udstilles som en del af et utopiprojekt, men det var nu ikke en utopi, jeg oplevede. Jeg fik nærmere en oplevelse af at opleve døden. På vej væk fra livet famler man sig vej mod mørket og er til sidst indhyllet i mørket, men ved fuld bevidsthed på vej til det ukendte, for så endelig at komme ind i en lysere del. På vejen mødte man andre, men de var uvirkelige og der var ingen kontakt med de andre ”sjæle”. Heldigvis kunne tunnelens væg skabe forbindelse til virkeligheden og ens bevidsthed om, at man befandt sig i et kunstværk på Københavns Vestegns kunstmuseum.
Hvad døden er for en størrelse optager nok én mere og mere med alderen. En af mine venners næsten 90årige mor er lige død. Lidt utraditionelt var der citeret et digt i hendes dødsannonce. Det var et lille kendt amerikansk digt, skrevet af den helt ukendte Mary Elizabeth Frye og i mange år udbredt, uden nogen kendte kunstneren. Digtet har en helt anden tilgang til døden.
Do not stand at my grave and weep
I am not there. I do not sleep.
I am a thousand winds that blow.
I am the diamond glints on snow.
I am the sunlight on ripened grain.
I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush
I am the swift uplifting rush.
Of quiet birds in circled flight.
I am the soft stars that shine at night.
Do not stand at my grave and cry;
I am not there. I did not die.
Jeg ved ikke helt, om jeg deler digtets lyse tilgang til døden. Jeg har det nok lidt som Hamlet, der tænker: “To die to sleep? Perchance to dream?” da han overvejer sit selvmord. Hvem frygter ikke døden som et langt mareridt. Den troende har sine paradisforestillinger og lader døden være Guds I fuld fortrøstning. Ateisten tror konsekvent på altings ophør, men jeg ligner desværre nok mest tvivleren Hamlet.
