I en undersøgelse fra Eurobarometer foråret 2011 om europæernes opfattelse af deres indflydelse i Europa svarer mere end halvdelen af danskerne ja til spørgsmålet ”Min stemme betyder noget i Europa” og kun 40 % svarer nej. Det viser sig, at danskerne således har den mest positive opfattelse af deres indflydelse i Europa. I bunden ligger Storbritannien, Grækenland og Tjekkiet. Undersøgelsen er illustration i forbindelse med en artikel i Economist fra denne uge, der beskriver den voksende skepsis over for EU, som især ses hos en række populistiske partier over hele Europa. Artiklen ser denne folkelige skepsis som udtryk for, at EU i for høj grad er et eliteprojekt. Det er ikke manglende demokrati, for ifølge artiklen er det svært at sætte en ”demokratisk finger” på de procedurer, der står bag vedtagelsen af europæisk lovgivning – ofte er den langt mere demokratisk end lovgivning i mange af Europas nationalstater.
Selv om man er stærkt proeuropæisk, må man indrømme, at det europæiske projekt har svært ved at slå an folkeligt. Det kan være svært at forstå, men det kan måske skyldes, hvad jeg vil kalde historisk glemsel. Det europæiske samarbejde er først og fremmest en konstruktion, der skal sikre, at hverken 2. verdenskrigs rædsler eller 30’ernes krise gentager sig. Vi er ganske vist netop nu kastet ud i en finanskrise, som dog ikke kun er europæisk. Men det er ikke EU- samarbejdet, der har skabt krisen, snarere har EU-samarbejdet ikke været tæt nok. Det er den lære som Angela Merkel nu prøver at formidle til det øvrige Europa. Euroen var en god ide, men den kræver en tættere integration af landenes finanspolitik, disciplin og en større respekt for spillereglerne, end de enkelte medlemsstater har ønsket at følge. I det optimistiske ønske om at fremme samarbejdet blev disse regler for Euroen ikke formuleret stærkt nok, og der blev plads til nationale politikeres overforbrug, paradoksalt nok netop i ly af Euro medlemskabet.
Vi må håbe, at den vilje som Tyskland og Frankrig udviser til, at vi i fællesskab løser krisen, får succes, og nationalegoismen og opløsningen ikke rammer Europa, så det europæiske projekt trues. For det er et rigtigt projekt! Tænk en gang over, hvordan en international krise kunne have udløst indbyrdes konflikter i et skævt Europa – ikke mindst med nogle af de holdningsløse nationale politikere, som desværre ses i de enkelte lande.
I dagens Politiken har den nuværende tyske udenrigsminister og tre tidligere et tankevækkende indlæg som forsvar for den europæiske idé. Indlægget er helt oplagt skrevet til tyskerne selv. Man fornemmer, at de 4 ministre frygter, at den tyske befolkning kan udvikle en skepsis, som vil være ødelæggende for den rolle, som Tyskland naturligt spiller i samarbejdet.
Til trods for den citerede positive undersøgelse om danskernes holdning til indflydelsen, trives den danske skepsis jo stadig. I samme avis udtrykker Roald Als’ skeptiske klaphatdansker stående ved en dansk pølsevogn endnu en gang sin hoverende skepsis over for Euroen. Roald Als, som jeg ellers respekterer på mange måder, har altid undret mig, når hans overdrevne EU skepsis blev markedsført. Måske skal man fortolke ham lidt anderledes. Det er jo altid en naiv og bøvet dansker, der kritiserer EU – måske er det bevidst fra Als’ side. Det er kun de bøvede og naive, der ikke vil og kan se værdien i et tæt europæisk samarbejde!
Krise og europæisk skepsis.
I en undersøgelse fra Eurobarometer foråret 2011 om europæernes opfattelse af deres indflydelse i Europa svarer mere end halvdelen af danskerne ja til spørgsmålet ”Min stemme betyder noget i Europa” og kun 40 % svarer nej. Det viser sig, at danskerne således har den mest positive opfattelse af deres indflydelse i Europa. I bunden ligger Storbritannien, Grækenland og Tjekkiet. Undersøgelsen er illustration i forbindelse med en artikel i Economist fra denne uge, der beskriver den voksende skepsis over for EU, som især ses hos en række populistiske partier over hele Europa. Artiklen ser denne folkelige skepsis som udtryk for, at EU i for høj grad er et eliteprojekt. Det er ikke manglende demokrati, for ifølge artiklen er det svært at sætte en ”demokratisk finger” på de procedurer, der står bag vedtagelsen af europæisk lovgivning – ofte er den langt mere demokratisk end lovgivning i mange af Europas nationalstater.
Selv om man er stærkt proeuropæisk, må man indrømme, at det europæiske projekt har svært ved at slå an folkeligt. Det kan være svært at forstå, men det kan måske skyldes, hvad jeg vil kalde historisk glemsel. Det europæiske samarbejde er først og fremmest en konstruktion, der skal sikre, at hverken 2. verdenskrigs rædsler eller 30’ernes krise gentager sig. Vi er ganske vist netop nu kastet ud i en finanskrise, som dog ikke kun er europæisk. Men det er ikke EU- samarbejdet, der har skabt krisen, snarere har EU-samarbejdet ikke været tæt nok. Det er den lære som Angela Merkel nu prøver at formidle til det øvrige Europa. Euroen var en god ide, men den kræver en tættere integration af landenes finanspolitik, disciplin og en større respekt for spillereglerne, end de enkelte medlemsstater har ønsket at følge. I det optimistiske ønske om at fremme samarbejdet blev disse regler for Euroen ikke formuleret stærkt nok, og der blev plads til nationale politikeres overforbrug, paradoksalt nok netop i ly af Euro medlemskabet.
Vi må håbe, at den vilje som Tyskland og Frankrig udviser til, at vi i fællesskab løser krisen, får succes, og nationalegoismen og opløsningen ikke rammer Europa, så det europæiske projekt trues. For det er et rigtigt projekt! Tænk en gang over, hvordan en international krise kunne have udløst indbyrdes konflikter i et skævt Europa – ikke mindst med nogle af de holdningsløse nationale politikere, som desværre ses i de enkelte lande.
I dagens Politiken har den nuværende tyske udenrigsminister og tre tidligere et tankevækkende indlæg som forsvar for den europæiske idé. Indlægget er helt oplagt skrevet til tyskerne selv. Man fornemmer, at de 4 ministre frygter, at den tyske befolkning kan udvikle en skepsis, som vil være ødelæggende for den rolle, som Tyskland naturligt spiller i samarbejdet.
Til trods for den citerede positive undersøgelse om danskernes holdning til indflydelsen, trives den danske skepsis jo stadig. I samme avis udtrykker Roald Als’ skeptiske klaphatdansker stående ved en dansk pølsevogn endnu en gang sin hoverende skepsis over for Euroen. Roald Als, som jeg ellers respekterer på mange måder, har altid undret mig, når hans overdrevne EU skepsis blev markedsført. Måske skal man fortolke ham lidt anderledes. Det er jo altid en naiv og bøvet dansker, der kritiserer EU – måske er det bevidst fra Als’ side. Det er kun de bøvede og naive, der ikke vil og kan se værdien i et tæt europæisk samarbejde!
