Kofi Annan
-med Nader Mousavizadeh
I krig og fred, Erindringer.
Oversat af Henrik Pers
408 sider
Kofi Annans erindringsbog, der blev udgivet i 2012 i USA udkom i foråret 2013 på dansk.
Bogen er skrevet sammen med Nader Mousavizadeh, der i øvrigt er opvokset i Danmark. Den indledes med en prolog, hvor forfatteren fokuserer på Irakkrigen, Israels angreb på Hizbollah i 2006 og Annans forhandlinger med statslederne, specielt Bush og Blair på G8 mødet i Skt. Petersborg. Kompleksiteten i disse forhandlinger bliver anslaget til, hvor svært det er for FN som organisation at operere mellem stormagter med forskellige interesser.
Kofi Annan beskriver i første kapitel sin afrikanske baggrund. Det er tydeligt, at han allerede i beskrivelsen af sin far ser en stor del af de værdier, han selv senere som medarbejder i FN kommer til at arbejde efter. Faderen, der havde rødder i flere stammer i det vestafrikanske land Ghana, arbejdede for et europæisk selskab, men lagde vægt på at balancere mellem de afrikanske og vestlige værdier. Evnen til kompromissøgende forhandlinger fremhæves:
” I den henseende var min far repræsentant for en dybere kulturel tradition for tålmodighed, forhandling og mægling. For ghanesere har ideen om det afrikanske palavertræ altid været en håndgribelig del af vores kulturarv og en kilde til den relative fred og harmoni blandt utallige stammer og religioner. Et sted at mødes og tale, at søge kompromisser og afgøre stridigheder, at slå bro over forskelligheder og skabe enhed – det var meningen med palavertræet.”
Efter forskellige karriereforsøg i det afrikanske indser Annan relativt hurtigt, at det er i det internationale diplomati, hans fremtid ligger.
Bogen er fra kapitel to til otte en blanding af Kofi Annans vurdering af konkrete begivenheder som katastroferne i Somalia, Rwanda og Bosnien, menneskerettighedsproblemer i Kosovo, Timor og Darfur, fredsskabelse i Mellemøsten, terrorbekæmpelse og mere teoretiske overvejelser over det internationale samfunds muligheder for at påvirke den globale udvikling, herunder specielt FNs rolle og begrænsninger.
Der er ingen tvivl om, at vi her har en værdifuld førstehåndskilde til en række internationale kriser i perioden fra 1997 til 2006, hvor han var FNs generalsekretær. Et særligt langt afsnit omhandler optakten til Irakkrigen i2003. Kofi Annan skjuler ikke sin kritik af den amerikanske intervention. Efter en meget kritisk udtalelse til BBC bliver Annan mødt af megen kritik, men bliver dog trøstet af Kennedys tidligere rådgiver Ted Sorensen:
” Kære Kofi, Din udtalelse til BBC sikrer dig: A. En permanent plads i historien som den modigste, ærligste og mest uafhængige FN-generalsekretær, og B. Ingen tredje periode. Tillykke! ”
Det kræver en vis viden at følge den værdifulde førstehåndskilde, og den må vurderes kritisk. Kofi Annan har en interesse i at forsvare sine handlinger. Det er dog ikke selvforherligelse, der præger bogen, men god eftertænksomhed. Det gælder også de mere principielle afsnit om FNs andre opgaver som udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Han glæder sig naturligt over, at det lykkedes at formulere Millenium Development Goals, skønt de ikke alle vil blive nået. Annan lægger også meget vægt på at revidere tidligere tiders tendens til at se alle Afrikas problemer som en udløber af europæisk kolonialisme. Han mener, det er en forenklet opfattelse, som afrikanske ledere alt for let har grebet til. Han slår utvetydigt fast, at ”Ansvaret(for Afrikas udvikling) ligger hos afrikanerne, deres styreformer og deres ledere”.
Flere steder i bogen fremhæver Kofi Annan, at FN-Pagten blev skrevet på vegne af ” Vi De Forenede Nationers folk” og ikke på vegne af regeringerne. Derfor ser han også klart noget opløftende i, at det i hans tid som generalsekretær lykkedes FN at intervenere på vegne af undertrykte folk mod deres officielt suveræne politiske ledelse. Og han ser helt klart et perspektiv i R2P – Responsibility to Protect. Der bør ske en ændring i den globale forståelse af suverænitet, ”sådan at ingen stat skal have lov til ustraffet at krænke sine borgeres rettigheder”. Men han ser samtidig de umådelige problemer, som ligger i spændet mellem staternes suverænitet, internationale magtkampe og interessekonflikter og fastholdelse af menneskerettighederne for ”folkene” som enkelte individer.
Perspektivet er optimistisk og realistisk, men fremtiden vil også kræve megen tid under ”palavertræet”!
