Anmeldelse: Liselotte Højgaard: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen

Liselotte Højgaard: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen.
Informations forlag
En politikers anmeldelse

Så fik jeg læst Liselotte Højgaards lille bog: Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen. Liselotte Højgaard er overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet. Jeg finder det er vigtigt, at vi som regionspolitikere anerkender, at en professionel højt placeret medarbejder i sundhedsvæsenet viser vilje til at deltage i den offentlige debat. 0g vi bør selvfølgelig lytte til hendes argumenter
Først og fremmest mener hun, at regeringens krav om 2% besparelser hvert år i mange år har udhulet sektoren, så den fungerer dårligt. Hun understreger, at den enkelt patient ikke skal være nervøs, for den faglige kerneydelse er stadig stor hos personalet. Det er ikke forbavsende, at hun kræver flere resurser til sektoren, hvem vil ikke gøre det? Men man må give hende ret i, at det må være slut med den firkantede 2% besparelse. I det hele taget må vi se på finansieringen af sektoren. Det er dybt frustrerende, at regeringen ved de årlige økonomiforhandlinger med regionerne skærer hårdt, for så at give mulighed for, at der kan uddeles øremærkede gaver til bestemt dele af sundhedsvæsenet ved finanslovsforhandlingerne. Det er ødelæggende for regionernes mulighed for at planlægge og prioritere fornuftigt.
Hendes anden hovedkritik af systemet er den voksende bureaukratisering af sektoren, hvor hun føler at fagligheden har lidt et knæk i forhold til en voksende gruppe af administratorer fra djøflaget. Det er bestemt en indsigelse, vi må tage alvorligt. Vi må se på, hvordan vi kan sikre at sundhedspersonalet ikke drukner i administration, men kan koncentrere sig om kontakten med patienterne. Hun er også med rette kritisk over for dele af den kommunikation fra regionernes voksende kommunikationsafdelinger, der kun arbejder på at afvise kritik med positivt spin. Hun mener den begrænser den fri debat om sundhedssektoren

At hun som overlæge i Hovedstaden oplever en særlig frustration skyldes Sundhedsplatformen, som ikke fungerer optimalt, måske fordi de der har købt en skrabet version af den. Vi må her i regionen glæde os over, at vi har et it-system der fungerer bedre, hvad Højgaard også nævner i sin bog med reference til kolleger i Aarhus.

Liselotte Højgaard er slet ikke kun kritisk og negativ. Hun fremhæver en flot fremgang i dansk sundhedsvæsen frem til krisen i 2008. Hun ser regionerne som ansvarlig for en positiv udvikling af sundhedsvæsenet:
“Regionerne har medført en meget betydningsfuld fremgang for det danske hospitalsvæsen. Der er kommet orden på ventelisterne, der tidligere var i uorden, specielt på kræftområdet. Regionerne har betydet en en markant øget produktivitet og en højere effektivitet på hospitalerne. Fagligheden har haft fremgang og forskningen har overlevet, borset fra et dyk i klinisk forskning for nogle år siden. Ved stor indsats fra mange sider er denne nedgang i klinisk forskning heldigvis vendt” (s.42)
Forfatteren mener også, at ideen om supersygehusene er god, men hun har et kritisk blik for nogle af de fælder, der ligger i processen. Hun fremhæver fx, det uheldige i, at de alle bygges på en gang. Det betyder et hårdere pres på den del af byggesektoren, der kan bygge gode sygehuse, og det bliver sværere at bruge erfaringer fra tidligere byggeri. Det er klart en betænkelighed, man kan dele. Men det ville jo være svært at bede en eller to regioner “vente” med den nødvendige modernisering
Hun ser klart store fremtidsmuligheder i alle de nye muligheder som nyt apparatur, digitalisering, Big Data, personlig medicin, robotter og the internet of things, men udtrykker bekymring for kampen om puljerne og de økonomsike konsekvenser.
Hun fremhæver Holland som et eksempel til efterfølgelse, men erkender, at det altid er svært at sammenligne forskellige landes sundhedssystemer direkte. Hun foreslår en strukturkommission, der skal skitsere, hvordan vi gør sundhedsvæsenet bedre. “Vi skal have “trepartsforhandlinger”, så patienter, sundhedspersoner og bureaukrater sammen finder løsninger a la Holland”.(s.58) Umiddelbart kan det være svært at se, hvor hun finder politikerne i de forhandlinger, er vi patienter eller bureaukrater? Men hun er meget opmærksom på, at den abekastning, der sker mellem regionsrådspolitikerne og folketingspolitkerne om ansvaret for sektoren, er meget lidt konstruktiv!
Den sidste del af debatbogen viser Liselotte Højgaards vision for det kommende sundhedsvæsen. Hun er optimist og er parat til at favne den nye teknologi. Hun understreger vigtigheden af forskning som en integreret del af hele sundhedssektoren. I Danmark er vi allerede er godt med. Vi ligger lige nu på en 3. plads på verdensranglisten over medicinsk forskning.
Jeg vil helt sikkert tage hendes kritik og forslag med mig i valgkampen.

Heldigvis overvejer overlægen ikke at give op og stoppe. Hun er grundlæggende optimist og mener, at vi kan skabe verdens bedste sundhedsvæsen – og det må vi jo så prøve i fællesskab politikere og fagpersoner!.