Johannes Lebech

Regeringen spiller poker med en ”svag” opposition
Det er svært at forstå, at en regering som denne i den grad går til den med reformer, der overvejende er nedskæringer på det sociale område, og med vækstpakker, der i overvejende grad bygger på skattelettelser til de rige og selskaberne. Og samtidig må døje journalisternes kreative fund af citater fra valgkamp og regeringsgrundlag, hvor regeringsmedlemmer taler direkte imod den nuværende politik.
Måske satser regeringen som i poker.
Højt prioriteret er det at komme ud af krisen, men satsningen er højest risikabel. En risiko er, at Enhedslisten står helt af og vælter regeringen. Løkke og kompagni ligger godt nok i hængekøjerne og glæder sig over, at regeringen tager alle tæskene for de reformer, som de ikke turde gennemføre. Men tag ikke fejl, Venstrefolkene kan hurtigt vælte sig ud af køjerne, hvis muligheden for at vælte Helle Thorning opstår.
Men går det godt, er det jo både dristigt og klogt. Regeringen har med disse reformer reelt en meget lille opposition. Venstre og konservative bliver nødt til at støtte de forslag, der ligner deres egne så meget. Og Dansk Folkeparti udgør sammen med Enhedslisten ganske vist en højtråbende opposition lige nu, men hvor længe holder den, hvis udviklingen vender. Det eneste regeringen kan håbe på, er, at den meget hårde medicin virker. Kommer der ikke en vending, og der kan spores en vej ud af krisen, så vælter den og kan meget vel tabe næste valg

Jeg anmelder jævnligt bøger for Historielærerforeningen. Her er min nyeste anmeldelse:
Martin Schwartz Lausten
Jøder og kristne i Danmark.
Fra Middelalderen til nyere tid.
Forlaget Anis – 352

Martin Schwartz Lausten har i en del år forsket i forholdet mellem jøder og kristne i Danmark. 6 bøger er det allerede blevet til.
Han har nu udgivet et stort værk, hvor han følger udviklingen i forholdet mellem jødedom og kristendom fra middelalderen til 1950.
Bogen er præget af det kirkehistoriske. Det er derfor i højere grad forholdet mellem religionerne end en egentlig beskrivelse af jødernes historie i Danmark.
De første jøder bosætter sig i Danmark i slutningen af det 17. århundrede. Det betyder derfor, at bogens beskrivelse af danske kristnes forhold til jøderne i middelalder og reformationstid er af ren teoretisk karakter. Forfatteren påviser, hvordan opfattelsen af jøderne var i den danske katolske kirke blandt andet gennem eksempler fra kirkekunsten. Den meget voldsomme kritiske holdning overfor jøderne, som Luther med tiden udviklede, kan også spores i danske reformatorers tekster. Men selvom både Hans Tausen og Peder Palladius har særdeles kritiske synspunkter om jøderne, forfalder ingen af dem til Luthers vulgaritet, og de henviser ikke til Luthers famøse skrift Von den Jüden und ihren Lügen fra 1543.
Først i 1600tallets slutning bosætter de første jøder sig i Danmark. Kongen har brug for deres ekspertise på en række områder og tillader en begrænset indvandring under biskoppernes protest. De bosiddende jøder var under strengt opsyn af myndighederne og deres bevægelsesfrihed var begrænset på en række områder, men de fik ret til at udøve deres tro, og allerede i 1694 blev der etableret en jødisk begravelsesplads i Møllegade, som stadig eksisterer. Politimester Rasch foreslår i 1692, at der bliver oprettet en jødisk ghetto, så man kan holde øje med fremmedelementerne, men de verdslige myndigheder afviser hans forslag.
I 1700 tallet får jøderne i København og Fredericia lov til at bygge synagoger, men helt frem til det 20. århundrede udsættes de for kraftig kristen mission. Jøderne lever i vid udstrækning som en lille selvstændig enklave i byerne, men bliver ofte udsat for forfølgelse og chikane. Det kan undre en, at det overhovedet har været attraktivt for dem at være her. Men der var næppe bedre alternativer i Europa.

Bogen er præget af de religiøse elementer. På den ene side de kristne teologers vurdering af jøderne, men i lige så høj grad de interne diskussioner af teologisk karakter i det jødiske samfund.
Det er bemærkelsesværdigt, at det ofte er helt i toppen af statshierarkiet, at jøderne møder forståelse – altså fra kancelli og kongen. Kombinationen af danske embedsmænd, præget af oplysningstidens tanker, og reformvillige jøder betyder, at den enevældige konge kan udstede ”Den Kgl. Anordning af 29. marts 1814” – jødernes frihedsbrev. På det tidspunkt var der knap 2000 jøder i København og ca. 700 i provinsen.
Jødefejden 1819 omtales kort, og den fulde religionsfrihed og politiske rettigheder ifølge Grundloven af 1849 markeres. Det er dog de religionshistoriske og teologiske problemstillinger, som fylder de afsnit, der omhandler det 19. århundrede.
I begyndelsen af det 20. århundrede er der ca. 3000 jøder i København. Men de mange pogromer i Rusland medfører en indvandring af 10-12000 russiske jøder. De fleste rejser videre, men den jødiske befolkning fordobles. De russiske jøder kommer med en helt anden jødisk kultur og baggrund end de danske jøder har, og det bliver en stor udfordring for det jødiske samfund i Danmark.
I bogen viser forfatteren, at vi heller ikke i Danmark undgår eksempler på 30ernes voldsomme antisemitisme. Det er på mange måder opløftende, at folkekirken med en del pinlige undtagelser optræder værdigt og tolerant over for den jødiske befolkningsgruppe. Den positive holdning kulminerer med den vellykkede redningsaktion i sensommeren og efteråret 1943. De danske biskoppers klare stillingtagen til fordel for jøderne i biskoppernes hyrdebrev af 3. oktober 1943 tjener folkekirken til ære.
Schwarz Laustens bog er et grundigt studie i, hvordan det officielle og kristne Danmark forholdt sig til jøderne i landet over en periode på 400 år. Der er mange spændende detaljer, hvad angår det religionshistoriske og teologiske, men dette fokus betyder, at bogen ikke for en historiker bliver ”jødernes historie” i Danmark, hvad der næppe heller er forfatterens intention.

Klogt og flot, at Danske Banks direktør Eivind Kolding indrømmer bankernes medansvar for finanskrisen. Det ville have været kønnere, hvis Peter Straarup havde gjort det for længe siden. Samme Straarup som netop i går belønnedes for sin “indsats” i Danske Bank med en næstformandspost i A.P. Møllers Almenfond.
Godt, at jeg fik analyseret Danske Banks reklamefilm New Standards med min 1. f, da klassen i grupper analyserede den og fem andre reklamefilm. De andre var nu mere underholdende, men som jeg understregede over for eleverne næppe så interessante.

Jeg sagde i forrige uge mandag den 19.11 efter opfordring ja til at stille op til Regionsrådvalget i 2013 som en af de radikale kandidater.
I min kandidatpræsentation skrev jeg følgende:
Opstillingen til Regionsrådet bliver en helt ny politisk udfordring for mig.
Personligt vil det været naturligt for mig. Jeg har boet i region Midtjylland næsten hele mit liv. Jeg er født mellem Viborg og Skive, er uddannet ved Aarhus Universitet og har levet hele mit arbejdsliv i Vestjylland som gymnasielærer. Jeg tilbringer meget af min fritid ved Limfjorden i Salling i mit sommerhus. Det er en region, jeg kender og holder af. Jeg er meget optaget af den samlede regions udvikling og fremtid.
Min politiske baggrund er mange års organisatorisk arbejde i regionen og som kandidat i adskillige valgkredse. Min egentlige politiske erfaring har jeg fra min tid som landsformand, minister, statsrevisor og medlem af Europaparlamentet. Jeg er klar over, at arbejdet i regionsrådet ikke umiddelbart kan sammenlignes med det politiske arbejde, jeg hidtil har deltaget i, men der er adskillige paralleller. Jeg har hver gang, jeg begyndte på et nyt politisk område rimelig hurtigt vist mig i stand til at håndtere nye udfordringer.
Politik
Umiddelbart er jeg mest optaget af regionens overordnede udvikling: erhvervsmæssigt, miljømæssigt, infrastrukturmæssigt og kultur- og uddannelsesmæssigt. Jeg kunne ønske mig, at regionerne på disse områder havde større indflydelse og power, men det er vigtigt, at vi bruger de resurser og den indflydelse, vi har, til at fremme regionens udvikling. Alene regionens rolle som formidler af samarbejde mellem kommunerne og som ideskaber vil være noget, jeg med stort engagement vil gå ind i.
På sundhedsområdet er det vigtigt, at vi i regionen efter års stridigheder fokuserer på kvaliteten af sundhedssystemet fra den primære sundhedssektor til den specialiserede sygehussektor. Det er centralt, at patienten oplever en sammenhæng i sit behandlingsforløb fra første diagnose over behandling til efterbehandling, genoptræning og rekreation. Men det er også vigtigt at understrege, at regionen skal kunne sikre højt specialiseret behandling på internationalt niveau i sit område.
De sociale opgaver som regionen har ansvar for, finder jeg væsentlige, og jeg kan tilslutte mig partiets politik på området.
Kandidat
Som nævnt ovenfor møder jeg som kandidat med en stor politisk erfaring og et langt politisk engagement.
Mange af de opgaver som regionen skal og kan løse, kender jeg ikke i de detaljer, som jeg selv finder nødvendige. Vælger opstillingsmødet at placere mig som central kandidat, kan jeg garantere, at jeg i tide vil indhente den manglende viden.

Mødet
Opstillingsmødet blev meget spændende, kun få stemmer skilte de tre øverste kandidater. Jeg blev så ”taberen” og fik en 3. plads, men egentlig et ganske tilfredsstillende politisk comeback efter mere end 3 års politisk tavshed.

Herunder uddrag af pressemeddelelsen:
Radikale Venstre i Midtjylland har valgt regionskandidater Poul Erik Christensen fra Skive er valgt som spidskandidat til Regionsrådet for de Radikale i Midtjylland. Samtidig blev fire topkandidater valgt i rækkefølgen 2. Hanne Roed, Aarhus, 3. Johannes Lebech, Holstebro, 4. Svend Thorhauge, Ry og 5. Charlotte Juhl Andersen, Horsens.

Radikale midtjyder var mandag aften samlet for at vælge spidskandidat og yderligere fire topkandidater til Regionsrådet. Der var livlig debat om fremtidens faglige og politiske udfordringer som et borgernært sundhedsvæsen og forebyggelse, ligesom også psykiatrien, miljø, uddannelse, kultur og kollektiv trafik i yderregionerne var varme emner.

Valget til spidskandidat blev fulgt med spænding til det sidste, da forsamlingen skulle ud i fire afstemninger, hvor kandidaterne én for én blev sorteret fra indtil spidskandidaten havde fået 50% af stemmerne.

Fogh regeringen forøgede antallet af særlige rådgivere( spindoktorer ) til 18.
Da den nuværende regering kom til, kunne man have forventet, at antallet ville blive reduceret, men tværtimod udvidedes antallet til 32.
Det et er skuffende. Jeg har altid haft svært ved at forstå, at der skal bruges offentlige penge til at rådgive ministre som politikere.
Den rådgivning som ministeren har behov for som minister er jo til fulde til stede i ministeriet, også i form af en presseafdeling, der på det specielle område kan assistere ham.
Hvordan ministeren agerer som politiker som sådan, er en opgave for hende selv og hendes parti.
Jeg kan normalt ikke lide Ekstrabladets kampagne, men den bladet lige nu fører mod regeringens overdrevne brug af spindoktorer kan jeg godt forstå.

Det var flot at netop den norske nobelkomité valgte at tildele EU årets fredspris.
En flot reminder om, hvor vigitigt et projekt EU har været for freden i Europa.
Og hvor vigtigt det fortsat vil være – for som Uffe Ellemann fint påviste i sin kommentar i tv. Vi m ikke tro at projektet er fuldført- at sikre fred i Europa er en ongoing process.

Jeg skrev for nogle timer siden i nedenstående blog, at nogle europæiske politikere på populistisk vis bruger religiøs intolerance til politiske formål. Det fynske folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) indkaldte i dag børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) til et åbent samråd for at spørge om skolefri “på grund af en religiøs højtid, der ikke er en del af den danske kalender”. Og hvad ville han med det? Han ville på populistisk vis vise Dansk Folkepartis traditionelle forfølgelse af muslimer.
Undervisningsministeren havde heldigvis svært ved at se, at det kunne være et problem, at børn fra ikke kristne religiøse retninger enkelte gange bad om fri til at deltage i de højtider, der bliver fejret i deres familie.

Det er en god nyhed, at det er lykkedes ledende franske muslimer at forhindre voldelige demonstrationer som reaktion på den islamfjendtlige film ”Innocense of Muslims og ny karikaturtegninger i det satiriske ugeblad ”Charles Hedbo”. Både imamen ved den store moske i Paris og ved moskeen i Bordeuax har manet til tilbageholdenhed. Tarek Oubrue leder af moskeen i Bordeaux skriver i Le Monde, at det også er et vilkår for muslimer, at med demokratiet følger fuld ytringsfrihed, selvom det kan medføre sårende resultater. ”Intet retfærdiggør vold for at gå imod ytringsfriheden, uanset hvor blasfemisk eller fornærmende den måtte være”, skriver han. Det kunne være godt, hvis disse tænksomme og realistiske europæiske muslimer kunne påvirke deres trosfæller i andre verdensdele. Det er helt uhørt, at en minister i den pakistanske regering har udlovet en dusør for drab på manden bag filmen ”Innocense og Muslims”. Ganske vist har premierminister Ashraf understreget, at ministerens tilbud om dusør ikke afspejler regeringens holdning, men afskediget er han ikke blevet.
Lad det være sagt: jeg finder den amerikanske film dybt godnat. Men tænksomme muslimer burde kunne se, at man ikke bør give et så ligegyldigt produkt nogen som helst opmærksomhed. Det fortjener det slet ikke. Der er tosser nok i verden og hvis en ligegyldig film kan skabe så stor opstandelse, bliver det spændende for andre tosser at prøve. Så den fornuftigste reaktion er et træk på skulderen.
Den tænksomme reaktion i Frankrig betyder, at det ikke bliver besværligere at leve som moderne muslim i Europa. Der er religiøs intolerance nok, så der er ikke nogen grund til at give den bedre vilkår. Vi er mange i Europa, der vil vise god vilje til at forstå og respektere Islam og vore muslimske medborgere. Men vi behøver hjælp af denne karakter. Vi behøver også støtte til at kæmpe mod de stater, som i Islams navn undertrykker kvinder og menneskerettigheder. Det er jo ofte populistiske politikere som den pakistanske minister, der forsøger at slå plat på Islam og de stærke religiøse følelser. Dette misbrug af religion må bekæmpes, hvor man end møder det. Og som bekendt er den type populistiske udnyttelse af religiøse modsætninger ikke kun et fænomen i den islamiske del af verden, den findes overalt.
Man kunne ønske, at ytringsfriheden blev brugt til at kæmpe mod dette, men det sker ikke ved at lave latterligt dårlige film og krænkende karikaturtegninger af en religionsgrundlægger fra 600 tallet.