Johannes Lebech

I denne uges udgave af European Voice citeres den franske udenrigminister Allain Juppé som kommentar til Eurokrisen for foelgende:
“Vi har i aartier bildt os selv ind, at vi har fjernet al fare for konflikt paa vores kontinent, men vi skal ikke vaere for sikre paa os selv”.
Jeg er helt enig med ham. Fred paa det europaeiske kontinent er i et selv ret kort historisk perspektiv ikke en selvfoelge. Netop derfor er det europaeiske projekt virkeliggjort i EU saa vaerdifuldt.
Dette historiske perspektiv er desvaerre ikke gaaet op for ret mange danskere. Alt for mange her i landet ser kun EU som et projekt, der kan gavne landet oekonomisk og ser slet ikke det store perspektiv.

I en undersøgelse fra Eurobarometer foråret 2011 om europæernes opfattelse af deres indflydelse i Europa svarer mere end halvdelen af danskerne ja til spørgsmålet ”Min stemme betyder noget i Europa” og kun 40 % svarer nej. Det viser sig, at danskerne således har den mest positive opfattelse af deres indflydelse i Europa. I bunden ligger Storbritannien, Grækenland og Tjekkiet. Undersøgelsen er illustration i forbindelse med en artikel i Economist fra denne uge, der beskriver den voksende skepsis over for EU, som især ses hos en række populistiske partier over hele Europa. Artiklen ser denne folkelige skepsis som udtryk for, at EU i for høj grad er et eliteprojekt. Det er ikke manglende demokrati, for ifølge artiklen er det svært at sætte en ”demokratisk finger” på de procedurer, der står bag vedtagelsen af europæisk lovgivning – ofte er den langt mere demokratisk end lovgivning i mange af Europas nationalstater.
Selv om man er stærkt proeuropæisk, må man indrømme, at det europæiske projekt har svært ved at slå an folkeligt. Det kan være svært at forstå, men det kan måske skyldes, hvad jeg vil kalde historisk glemsel. Det europæiske samarbejde er først og fremmest en konstruktion, der skal sikre, at hverken 2. verdenskrigs rædsler eller 30’ernes krise gentager sig. Vi er ganske vist netop nu kastet ud i en finanskrise, som dog ikke kun er europæisk. Men det er ikke EU- samarbejdet, der har skabt krisen, snarere har EU-samarbejdet ikke været tæt nok. Det er den lære som Angela Merkel nu prøver at formidle til det øvrige Europa. Euroen var en god ide, men den kræver en tættere integration af landenes finanspolitik, disciplin og en større respekt for spillereglerne, end de enkelte medlemsstater har ønsket at følge. I det optimistiske ønske om at fremme samarbejdet blev disse regler for Euroen ikke formuleret stærkt nok, og der blev plads til nationale politikeres overforbrug, paradoksalt nok netop i ly af Euro medlemskabet.
Vi må håbe, at den vilje som Tyskland og Frankrig udviser til, at vi i fællesskab løser krisen, får succes, og nationalegoismen og opløsningen ikke rammer Europa, så det europæiske projekt trues. For det er et rigtigt projekt! Tænk en gang over, hvordan en international krise kunne have udløst indbyrdes konflikter i et skævt Europa – ikke mindst med nogle af de holdningsløse nationale politikere, som desværre ses i de enkelte lande.
I dagens Politiken har den nuværende tyske udenrigsminister og tre tidligere et tankevækkende indlæg som forsvar for den europæiske idé. Indlægget er helt oplagt skrevet til tyskerne selv. Man fornemmer, at de 4 ministre frygter, at den tyske befolkning kan udvikle en skepsis, som vil være ødelæggende for den rolle, som Tyskland naturligt spiller i samarbejdet.
Til trods for den citerede positive undersøgelse om danskernes holdning til indflydelsen, trives den danske skepsis jo stadig. I samme avis udtrykker Roald Als’ skeptiske klaphatdansker stående ved en dansk pølsevogn endnu en gang sin hoverende skepsis over for Euroen. Roald Als, som jeg ellers respekterer på mange måder, har altid undret mig, når hans overdrevne EU skepsis blev markedsført. Måske skal man fortolke ham lidt anderledes. Det er jo altid en naiv og bøvet dansker, der kritiserer EU – måske er det bevidst fra Als’ side. Det er kun de bøvede og naive, der ikke vil og kan se værdien i et tæt europæisk samarbejde!

Krise og europæisk skepsis.
I en undersøgelse fra Eurobarometer foråret 2011 om europæernes opfattelse af deres indflydelse i Europa svarer mere end halvdelen af danskerne ja til spørgsmålet ”Min stemme betyder noget i Europa” og kun 40 % svarer nej. Det viser sig, at danskerne således har den mest positive opfattelse af deres indflydelse i Europa. I bunden ligger Storbritannien, Grækenland og Tjekkiet. Undersøgelsen er illustration i forbindelse med en artikel i Economist fra denne uge, der beskriver den voksende skepsis over for EU, som især ses hos en række populistiske partier over hele Europa. Artiklen ser denne folkelige skepsis som udtryk for, at EU i for høj grad er et eliteprojekt. Det er ikke manglende demokrati, for ifølge artiklen er det svært at sætte en ”demokratisk finger” på de procedurer, der står bag vedtagelsen af europæisk lovgivning – ofte er den langt mere demokratisk end lovgivning i mange af Europas nationalstater.
Selv om man er stærkt proeuropæisk, må man indrømme, at det europæiske projekt har svært ved at slå an folkeligt. Det kan være svært at forstå, men det kan måske skyldes, hvad jeg vil kalde historisk glemsel. Det europæiske samarbejde er først og fremmest en konstruktion, der skal sikre, at hverken 2. verdenskrigs rædsler eller 30’ernes krise gentager sig. Vi er ganske vist netop nu kastet ud i en finanskrise, som dog ikke kun er europæisk. Men det er ikke EU- samarbejdet, der har skabt krisen, snarere har EU-samarbejdet ikke været tæt nok. Det er den lære som Angela Merkel nu prøver at formidle til det øvrige Europa. Euroen var en god ide, men den kræver en tættere integration af landenes finanspolitik, disciplin og en større respekt for spillereglerne, end de enkelte medlemsstater har ønsket at følge. I det optimistiske ønske om at fremme samarbejdet blev disse regler for Euroen ikke formuleret stærkt nok, og der blev plads til nationale politikeres overforbrug, paradoksalt nok netop i ly af Euro medlemskabet.
Vi må håbe, at den vilje som Tyskland og Frankrig udviser til, at vi i fællesskab løser krisen, får succes, og nationalegoismen og opløsningen ikke rammer Europa, så det europæiske projekt trues. For det er et rigtigt projekt! Tænk en gang over, hvordan en international krise kunne have udløst indbyrdes konflikter i et skævt Europa – ikke mindst med nogle af de holdningsløse nationale politikere, som desværre ses i de enkelte lande.
I dagens Politiken har den nuværende tyske udenrigsminister og tre tidligere et tankevækkende indlæg som forsvar for den europæiske idé. Indlægget er helt oplagt skrevet til tyskerne selv. Man fornemmer, at de 4 ministre frygter, at den tyske befolkning kan udvikle en skepsis, som vil være ødelæggende for den rolle, som Tyskland naturligt spiller i samarbejdet.
Til trods for den citerede positive undersøgelse om danskernes holdning til indflydelsen, trives den danske skepsis jo stadig. I samme avis udtrykker Roald Als’ skeptiske klaphatdansker stående ved en dansk pølsevogn endnu en gang sin hoverende skepsis over for Euroen. Roald Als, som jeg ellers respekterer på mange måder, har altid undret mig, når hans overdrevne EU skepsis blev markedsført. Måske skal man fortolke ham lidt anderledes. Det er jo altid en naiv og bøvet dansker, der kritiserer EU – måske er det bevidst fra Als’ side. Det er kun de bøvede og naive, der ikke vil og kan se værdien i et tæt europæisk samarbejde!

Det er utrolig hyklerisk, når Oppositionen hykler op om, at de gerne vil have Sass-Larsen sagen undersøgt.
De siger, at det er vigtigt for dem som folketingsmedlemmer at kende til de vilkår, de har som folketingsmedlemmer. Det ved de udmærket.
Al deres hylen har kun et formål: at kaste smuds på en beslutning, som Helle Thorning måtte træffe og gjorde det. Resultatet kan jo altid diskuteres.
Senest måtte vi opleve en tidligere minister Inger Støjberg hykle for åben skærm på DR2.

Det er lige lidt for sensationspræget, når BT i søndagens avis kan berette om de ”18 der trak bankerne ned”. Men det er forunderlige bankhistorier, vi bliver præsenteret for. Selv hvis kun det halve passede, er der grund til forundring. Hvordan det er lykkedes disse ejendomsspekulanter at malke bankerne – ikke kun for millionbeløb, men milliardbeløb, er helt uforståeligt. Man kan spørge sig om, hvor almindelig fornuft og forsigtighed blev af i sektoren.
Det står i skærende kontrast til de låneproblemer, der lige nu ofte rammer ganske almindelige mennesker, der umiddelbart synes helt sikre lånere. Det må være forskellige personer i bankerne, der tager sig af de ”store” penge og af de små almindelige låneres penge. Det er kun rimeligt, at vi almindelige lånere og indskydere må spørge, hvad foregår der? Er det på direktionsgange i bankerne, at nogen er gået amok, mens de almindelige bankassistenter fortsatte med at være forsigtige, når hr. Jensen skulle låne til en ombygning.
Det kan være, det bliver lidt naivt, når ”Occupy Wall Street” går på gaden, og krisen vil heller ikke, som nogle venstreorienterede drømmer om, medføre socialismens genkomst. Men det er helt urimeligt, at almindelige skatteydere og bankindskydere skal redde de mange holdningsløse spekulanter og uforsigtige bankfolk.
Af de 18 nævnte skylder flere milliarder bort uden at være gået personligt konkurs – jamen lad mig være naiv og spørge: hvordan kan det lade sig gøre? Er det virkelig så vanskeligt at stille nogen til ansvar? Der er ikke røget mange bankdirektører – endnu?

Guderne skal vide, at jeg ikke ønsker Dansk Folkeparti i en dansk regering.
Men jeg synes, VK- regeringens kraftige understregning af, at de ikke ønsker Pia Kjærsgaard i en regering, er en fornærmelse mod den partileder, der nu gennem næsten 10 år har leveret det parlamentariske fundament for denne regering.
Havde det dog blot været Dansk Folkepartis politik, som VK regeringen ville afvise..
Jeg kommer aldrig til helt at forstå, hvorfor gode folk i Venstre og de konservative har kunnet leve med de helt uacceptable mange stramninger, som Dansk Folkeparti har fået regeringen med på.
At partierne nu næsten gentager den gamle lidet kønne vise om, at DF ikke er stuerent, er ren valgtaktik og virker hyklerisk og dobbeltmoralsk

Efter et sommerindslag i TV i aften med Pia Kjærsgaard, hvor hun besværer sig om Lars Løkke, fik jeg en idé .
Jeg vil undlade at besvære mig over for Pia Kjærsgaard om DFs mangeårige hadefulde indvandrerpolitik og om de sidste latterlige initiativer om grænsekontrol, som sammen med den øvrige DF-politik endnu en gang har ødelagt Danmarks omdømme i udlandet. Nej alt det vil jeg ikke skrive om.
Blot: Gå på pension Pia Kjærsgaard! Lad os få fred for dig i politik! Vi har for længst fået nok. Tag med Henrik ned til din græske feriebolig og nyd livet. Du er ved at have alderen.
Og send dine yngre væbnere ud i verden, så de kan blive lidt klogere og mere åbne over for verden

Kun tåber, Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner kan tro, at den genindførte grænsekontrol til 154 millioner kroner har nogen mening! ud over at miskreditere vort dejlige land. Men det har fru Kjærsgaard og hendes kumpaner jo arbejdet på i mange år!
Det er mig ubegribeligt,at ellers fornuftige Europa-engagerede Venstrefolk som f.eks. Ellen Thrane Nørbye kan være med til det cirkus.

Til lykke til Erdogan
Så lykkedes det endnu en gang AKP at vinde et valg i Tyrkiet. Denne gang med hver anden afgivet stemme i landet. Der har været opbakning til partiets linje: en modernisering af samfundet og tilnærmelse til Europa kombineret med en let konservativ politik, hvad angår de traditionelle muslimsk orienterede værdier, der siden Kemal Atatürk gennemførte sin sekulære revolution, har haft trange vilkår i samfundet.
Der har været forvirring hos mange. Vil Erdogan og hans parti indføre en sharia- orienteret islamisk stat langsomt ad bagvejen? Eller skal hans parti kun opfattes som en islamisk variant af de kristen-demokratiske partier, som vi har kendt dem fra Tyskland og Italien? Partier, som nok i deres moral og familiepolitik kan synes rigeligt konservative, men hvis demokratiske forankring, der næppe kan sås tvivl om.
Signalerne er mangfoldige fra Tyrkiet. Jeg synes der på flere punkter kan være grund til optimisme. Er Erdogan og præsident Gül villige til at lede Tyrkiet i en moderne retning med accept af traditionelle værdier, men samtidig med vilje til tolerance over for de mere sekulære borgeres ønsker om at beholde deres livsstil, så kan vi se frem til et fornyet Tyrkiet.
Det der virkelig kan bekymre hos Erdogan er egentlig ikke det islamiske, men hans ofte manglende vilje til at acceptere kritik og opposition. Jeg har selv oplevet Erdogan på nært hold flere gange. På besøg i Ankara med den liberale gruppe i Europaparlamentet oplevede jeg ham som den venlige og dynamiske vært ved et møde i hans ministerium. Men på et stort møde for politisk engagerede i Bruxelles har jeg set ham helt tabe hovedet over for et enkelt kritisk spørgsmål fra salen. Vi så jo noget lignende ved et besøg i København for nogle år siden.
Der sidder 60 fængslede journalister i Tyrkiet. Det er helt uacceptabelt. Kurderne har fået bedre vilkår blandt under pres fra Den Europæiske Union, men også der er der lang vej til den tolerance og vilje til sameksistens, som de fleste europæere finder naturligt.
Heldigvis fik AKP ikke det flertal, der skal til for at ændre forfatningen. Det betyder, at Erdogan bliver nødt til at samarbejde med grupper i oppositionen. Viser han oprigtig vilje til det og samtidigt indser, at et i moderne demokratisk land fængsler politikere ikke journalister,( det kan såmænd være slemt nok, når de som minister Pind råber ad dem!) så får vi forhåbentligt et moderne demokratisk Tyrkiet. Det vil være en stor gevinst for Europa, hvis det lykkes!