Rejsemoral

Jeg har skrevet en lille kommentar til Løkkes rejser-læs den grundigere end nogle gjorde på jp-debat. Mit ærinde er ikke hekse/Løkke-jagt men en kommentar til rejseri.
Den tyske biskop Franz-Peter Tebarz-van Elst og hans næstkommanderende Franz Josef Kasper var for et år siden i Indien for at række ”de fattigste blandt de fattige” en hjælpende hånd. På vejen derud fløj de på 1.klasse, og mon de ikke også har boet på et særdeles godt hotel.
Ja der skal moral til, når man bruger andres penge til rejser og luksus, selvom det kan forbindes med det job, som man udfører.
Moral er en relativ størrelse. Jeg blev allerede af min moder belært om, at jeg som førstelærerens søn i den lille landsby skulle opføre mig ekstra pænt. Som politiker har jeg altid vidst, at fokus altid vil være stærkere på mig som politiker og minister end som gymnasielærer, selvom det jo faktisk også er vigtigt, at landets gymnasielærere har en god moral. Sidst jeg var ude at rejse i september som gymnasielærer boede jeg på billigt hostel i Amsterdam, men jeg har, indrømmet, som politiker boet dyrere.
Jeg skal ikke forsvare Lars Løkke i hans nuværende rejsesag. Han har helt klart fejlbedømt situationen. Men det er ikke altid lige let. Og jeg deltager ikke i den almindelige heksejagt, selvom det i den konkrete situation er fristende – han er jo min politiske modstander!
Hvor meget bør politikere rejse, og hvad må det koste at have politikere? Nogle gange kan offentligheden inklusive velbetalte journalister helt gå i selvsving over udgifterne. Det koster altså at have politikere og det koster at deltage i internationalt samarbejde. De samlede omkostninger kan let løbe op, så selv en billig studierejse kan nå op på et anseligt beløb, som i medierne ville kunne vække forargelse.
Der rejses meget, måske ofte for meget af politikere, og det næsten på alle politiske niveauer. Relevansen af de mange rejser kan nok tit diskuteres. Enkelte gange kan rejserne ligne en kompensation for, at politikere unægteligt ikke er fyrsteligt betalt for deres ofte store indsats. Andre rejser kan være særdeles nyttige for det politiske virke, som skal udføres i ministerium, NGO, region og kommunalbestyrelse. Mange nødhjælpsorganisationer elsker jo også at sende filmskuespillere og prinsesser rundt i verden – det er vel ikke på 1. klasse, men heller ikke gratis.
I en global verden skal der rejses, men det er vigtigt, at rejsernes relevans og det udbytte, som de kan give omhyggeligt vurderes. Det gælder jo i det hele taget om at holde sig til sagen og ikke nødvendigvis gå i selvsving over nogle udgifter, der ofte kan være svære at gennemskue.
Og sagen er det politiske arbejde, der udføres. Her får offentligheden ikke altid det reelle billede gennem medierne. Jeg husker fra min tid i Europaparlamentet, hvor stor en plads i medierne vores rejseregler og diæter havde i forhold til det politiske arbejde, vi rent faktisk udførte.
Men det er en god huskeregel, når man bruger andres penge at gøre det med en bevidsthed om, at det man gør er forsvarligt, og at man kan stå inde for det – og det gælder for biskoppen, politikeren og selvfølgelig også gymnasielæreren.