Vakuumpakket symbolpolitik

Jamen, det lyder ikke godt med ugegammelt smørrebrød selv i vakuum. Men jeg får en dårlig smag i munden, når jeg i metroexpress ser kendisser som Erik Brandt og Suzanne Bjerrehus på vej til premiere på den røde løber blive chokeret over vakuumpakket smørrebrød til ældre. Thyra Olsen fra Liberal Alliance er selvfølgelig også på banen med forargelsen. Det er oplagt at politikere og meningsdannere må flokkes om forargelsen, minister Sareen er såmænd også med på vognen. For hvem tør egentlig forsvare et så symbolsk eksempel på mangel i ældreplejen. Hos en af kendisserne fra metroexpress, Peter Ganzler bliver det til endnu et eksempel, hvor skidt det står til i Danmark
Men slå nu lige koldt vand i blodet. Det er to venstrekommuner på Fyn, der har valgt den spareøvelse på ældreområdet. Det skulle de nok ikke have gjort. Umiddelbart er sagen så egnet til symbolpolitisk mediehistorie, at man må have kunnet forudse, at den nok ikke gik. Heller ikke hvis man som viceborgmesteren fra Fåborg, der i øvrigt er fra Dansk Folkeparti, forsvarer ordningen med, at fødevareeksperter understreger, at det er fuldt ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Manu Sareen har selvfølgelig ret i, at det bedste er, at det er en hjemmehjælper, der tilbereder maden sammen med den ældre. Og i den bedste af alle verdener forestiller alle sig vel, at hjemmehjælperen har haft tid til at smutte i delikatesseforretning og lige købe friske råvarer, og at det sker hver dag. Virkeligheden er, at hjemmehjælperen oftest må smøre maden på grundlag af den leverpostej og det pålæg, der nu engang er i køleskabet. Det vil ofte være købt dage, før det smøres, ja måske en uge før bragt af den købmand, der normalt bruges af hjemmehjælpen, fordi han har en udbringningsordning.
Jeg vil ikke forsvare de to kommuners praksis, men der er altså kommunalt selvstyre, så det er først og fremmest en en sag mellem kommunen og dens borgere. Christiansborg skal næppe lovgive om smørrebrød
Sandheden er, at vi ikke lever i den bedste af alle verdener på ældreområdet og næppe heller får råd til det! Diskussionen om retten til bad hver dag minder lidt om denne. Vi må gøre os umage med at skaffe optimale vilkår for de ældre, der ikke kan klare sig selv, men vi må også indse, at vi ikke kan alt. Det er også vigtigt, at vi inddrager de ældre selv i prioriteringen af de resurser, der er. Men er vi nu også parate til at gøre det konsekvent? Ofte vil det medføre resultater, som mange ville have svært ved at leve med! Hvad nu hvis den ældre foretrækker en ostemad og en kage som eneste frokost. Skal vi så insistere på, at der i stedet skal serveres agurk, tomat og hamburgerryg med variation fra dag til dag, som det måske vil være tilfældet i de vakuumpakkede? Glem ikke, at den gruppe borgere, som hjemmehjælpen skal sørge for mad til, er den gruppe, der ikke kan selv mere. De friske ældre, der selv kan købe ind, kan jo vælge mellem det lækre fra delikatessen og den flade leverpostej med en holdbarhed på langt over en uge!
Det er ikke spor let at gøre det rigtige, men det er let at lufte den store forargelse. Og hvor er det let for politikere og kendisser uden direkte ansvar. Hvad med at engagere sig konkret i, hvordan tingene foregår hos ens pårørende, der er kommet i den situation, at de ikke kan klare maden selv længere. Gå i dialog med kommunen, klag, og gå eventuelt også selv lidt mere aktivt ind i sagen.