Sommerens Venstre kampagne om indvandrere og flygtninge blev efter sigende sat i gang af Inger Støjberg til stor frustration for forfatterne til partiets nye integrationsudspil.
Det var den kampagne, der på det nærmeste gjorde regeringen ansvarlig for, at der er et forøget antal af flygtninge i Europa, og som sorterede mellem egnede og ikke egnede indvandrere. Fx kunne Brasilianere få sværere ved at komme ind i landet end folk fra Argentina!
Og det blev ved. Så ville Løkke smide 1,5 mia ud til landets parcelhusejere i form af garanti for genindførelse af “bolig job” ordning, også kaldet håndværkerfradraget. Et rigtigt populært forslag, men frygtligt dyrt og ineffektivt, når det kom til at skabe arbejdspladser
Thomas Danielsen har i disse uger et opgør med plan og kystsikringlovgivning. Det er helt relevant at diskutere urimelighederne i den lovgivning, men han får det nærmest til at se ud, som om han ville have et Bilka i hver by og utallige feriecentre langs kysterne.
I sidste uge var det så mobning, der blev kaldt til kamp mod af Venstre, fint nok, det gør kronprinsessen også, men Venstre foreslog, at man kunne tage børnechecken fra forældre, hvis børn mobbede andre – nok lidt langt ude.
Og så i denne uge gælder det kontanthjælpsmodtagerne. Med tænkte regneeksempler kaldes der til kamp mod den befolkningsgruppe, hvor Venstre åbenbart er sikker på ikke at have en eneste vælger. Det er Venstre til gengæld i landbruget, som også for nogle uger siden fik tilsagn om at få ændret den nuværende “urimelige” miljølovgivning.
Det er selvfølglig fint, at oppositionen går til den i valgkampen, men Venstres kampagner virker noget opskruede og har derudover ofte karakter af ren gavebod til egne vælgergrupper. Gad vide om partiet har regnet på alle løfterne. Nok på dem enkeltvis, men alle? Og hvis de har, hvem skal så betale? de svage og miljøet?
Man får fornemmelsen af, at partiet er ved at gå i desperation over de middelmådige meningsmålinger for partiet og de deciderede dårlige meningsmålinger for statsministerkandidaten!