Johannes Lebech

Regionen tilbyder en række møder på ungdomsuddannelserne i regionen. Til hvert møde er der inviteret 5 politikere fra forskellige lister. Deltagerne er fordelt, så det bestemt ikke kan siges, at selv de små lister ikke får en pæn mulighed for at komme frem.
På møderne, der er tilrettelagt af regionen, skal politikerne konfronteres med en række dilemmaer. Et eksempel er: skal man nedbringe ventetiden på skadestue/akutmodtagelse eller på scanning ved mistanke om kræft? Det er et rigtigt godt dilemma. Skal der tages hensyn til den brede interesse, så mange bliver tilfredse eller til de virkeligt alvorligt syge, der har det største umiddelbare behov. Problemet med den type dilemmaer er, at de ikke kan besvares med et enten eller. Det er god pædagogisk praksis at stille det op sådan. Men virkeligheden er, at man netop må forsøge at dele resurserne, så man i vist omfang lever op til begge, selvfølgelig ud fra et humanistisk synspunkt med vægt på det livsreddende.
Jeg glæder mig til de to møder, jeg får mulighed for at deltage i og håber ikke de unge mennesker bliver for skuffede, når de oplever at den fornuftige(oftest kedelige?) politiker må svare henholdende og kompromissøgende, for sådan er virkeligheden.
Pædagogik er svært, det ved jeg alt om, men politik er det også!

Så er der 6 uger til KV 13, valget til regionsrådet. Som jeg tidligere har fortalt, sagde jeg i november ja til at stille op til regionsrådsvalget i region Midtjylland. Jeg har fået en pæn placering på listen som nr. 3. med den landspolitiske placering de radikale har lige nu, er det ikke urealistisk at forvente, at vi kan få 3-4 mandater i det nye regionsråd. Min chance for valg er der således.
Min politiske erfaring er mest knyttet til landspolitik og europæisk politik. Jeg har måttet prøve at sætte mig ind i, hvad der er de store spørgsmål i regionen.
Sundhedsvæsenet er den altdominerende opgave for regionen. Over 24 milliarder af de 27 milliarder kroner, som er regionens budget, går til sundhedsområdet. Nu da diskussionen om storsygehuse er afsluttet, er der jo stor enighed om, at regionen skal sikre et kvalitetsbaseret sundhedsvæsen både lokalt og i form af højt specialiserede afdelinger på internationalt niveau. De politiske spørgsmål vil i vid udstrækning få karakter af prioritering af de resurser, som staten overfører til regionen. Men der lurer nok også en voldsom diskussion om den almene lægepraksis’ placering og karakter i fremtiden.
Det andet store område er det sociale område, hvor den næste milliard bliver bruget på de institutioner, som stadig drives på regionalt niveau.
Endelig bliver der så godt en halv milliard til den regionale udvikling. Det er mange penge, men relativt få i forhold til sundhedsudgifterne. Jeg vil arbejde for en dynamisk regional udvikling med en veludviklet infrastruktur og gode uddannelses – og kulturtilbud. Men hvem vil ikke det? Igen bliver det, når spørgsmålet om prioritering begynder, at det politiske spil går i gang.
Jeg vil i tiden før valget forsøge at kommentere forskellige sider af regionens arbejde og komme med mine prioriteringer og ideer.

Kofi Annan
-med Nader Mousavizadeh
I krig og fred, Erindringer.
Oversat af Henrik Pers
408 sider

Kofi Annans erindringsbog, der blev udgivet i 2012 i USA udkom i foråret 2013 på dansk.
Bogen er skrevet sammen med Nader Mousavizadeh, der i øvrigt er opvokset i Danmark. Den indledes med en prolog, hvor forfatteren fokuserer på Irakkrigen, Israels angreb på Hizbollah i 2006 og Annans forhandlinger med statslederne, specielt Bush og Blair på G8 mødet i Skt. Petersborg. Kompleksiteten i disse forhandlinger bliver anslaget til, hvor svært det er for FN som organisation at operere mellem stormagter med forskellige interesser.

Kofi Annan beskriver i første kapitel sin afrikanske baggrund. Det er tydeligt, at han allerede i beskrivelsen af sin far ser en stor del af de værdier, han selv senere som medarbejder i FN kommer til at arbejde efter. Faderen, der havde rødder i flere stammer i det vestafrikanske land Ghana, arbejdede for et europæisk selskab, men lagde vægt på at balancere mellem de afrikanske og vestlige værdier. Evnen til kompromissøgende forhandlinger fremhæves:

” I den henseende var min far repræsentant for en dybere kulturel tradition for tålmodighed, forhandling og mægling. For ghanesere har ideen om det afrikanske palavertræ altid været en håndgribelig del af vores kulturarv og en kilde til den relative fred og harmoni blandt utallige stammer og religioner. Et sted at mødes og tale, at søge kompromisser og afgøre stridigheder, at slå bro over forskelligheder og skabe enhed – det var meningen med palavertræet.”

Efter forskellige karriereforsøg i det afrikanske indser Annan relativt hurtigt, at det er i det internationale diplomati, hans fremtid ligger.

Bogen er fra kapitel to til otte en blanding af Kofi Annans vurdering af konkrete begivenheder som katastroferne i Somalia, Rwanda og Bosnien, menneskerettighedsproblemer i Kosovo, Timor og Darfur, fredsskabelse i Mellemøsten, terrorbekæmpelse og mere teoretiske overvejelser over det internationale samfunds muligheder for at påvirke den globale udvikling, herunder specielt FNs rolle og begrænsninger.

Der er ingen tvivl om, at vi her har en værdifuld førstehåndskilde til en række internationale kriser i perioden fra 1997 til 2006, hvor han var FNs generalsekretær. Et særligt langt afsnit omhandler optakten til Irakkrigen i2003. Kofi Annan skjuler ikke sin kritik af den amerikanske intervention. Efter en meget kritisk udtalelse til BBC bliver Annan mødt af megen kritik, men bliver dog trøstet af Kennedys tidligere rådgiver Ted Sorensen:

” Kære Kofi, Din udtalelse til BBC sikrer dig: A. En permanent plads i historien som den modigste, ærligste og mest uafhængige FN-generalsekretær, og B. Ingen tredje periode. Tillykke! ”

Det kræver en vis viden at følge den værdifulde førstehåndskilde, og den må vurderes kritisk. Kofi Annan har en interesse i at forsvare sine handlinger. Det er dog ikke selvforherligelse, der præger bogen, men god eftertænksomhed. Det gælder også de mere principielle afsnit om FNs andre opgaver som udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Han glæder sig naturligt over, at det lykkedes at formulere Millenium Development Goals, skønt de ikke alle vil blive nået. Annan lægger også meget vægt på at revidere tidligere tiders tendens til at se alle Afrikas problemer som en udløber af europæisk kolonialisme. Han mener, det er en forenklet opfattelse, som afrikanske ledere alt for let har grebet til. Han slår utvetydigt fast, at ”Ansvaret(for Afrikas udvikling) ligger hos afrikanerne, deres styreformer og deres ledere”.

Flere steder i bogen fremhæver Kofi Annan, at FN-Pagten blev skrevet på vegne af ” Vi De Forenede Nationers folk” og ikke på vegne af regeringerne. Derfor ser han også klart noget opløftende i, at det i hans tid som generalsekretær lykkedes FN at intervenere på vegne af undertrykte folk mod deres officielt suveræne politiske ledelse. Og han ser helt klart et perspektiv i R2P – Responsibility to Protect. Der bør ske en ændring i den globale forståelse af suverænitet, ”sådan at ingen stat skal have lov til ustraffet at krænke sine borgeres rettigheder”. Men han ser samtidig de umådelige problemer, som ligger i spændet mellem staternes suverænitet, internationale magtkampe og interessekonflikter og fastholdelse af menneskerettighederne for ”folkene” som enkelte individer.

Perspektivet er optimistisk og realistisk, men fremtiden vil også kræve megen tid under ”palavertræet”!

Det er for nemt-
at sige, at nu ”støjer” Inger Støiberg igen. Men det er lige, hvad hendes kronik fra sidste uge om yderliggående muslimer handler om. Det gælder om at få nogle billige sommerpoints. Man trækker igen indvandrerkortet, siger noget alle kan være næsten enige om, men på en måde som kan provokere. Skadeligt og unyttigt for integration og samfund!
Støibergs sommeroffensiv mod radikale islamister er ren selvpromovering. Jeg kan ikke helt glemme fornuftige valgkampe med hende for 12 år siden. Men hvor lader hun sig (mis)bruge af partiet til lige at sige det, de andre holder sig for fine til.
Venstre kan se, at det langsomt er ved at lykkes at sætte den dagsorden, der er relevant lige nu: den borgerlige regerings katastrofale svigt, mens den havde regeringsmagten.
I dagens Berlingske gør Stine Bosse i et sommerinterview opmærksom på, hvordan regeringen helt overhørte velfærdskommissionens anbefalinger for ca. 10 år siden, og hun roser den nuværende regering for at reformere og samle op.
Den dagsorden skal helst holdes skjult, så det er vigtigt for Venstre at sendte røgslør ud. Det bliver Støiberg så bedt om – med en vis mediemæssig succes -målt i omtale.
At hun kommer til at fungere som nyttig idiot for partiet, må jo være hendes problem! Men det er landets problem, at hun skader mere end hun gavner med den dagsorden.

Regeringen spiller poker med en ”svag” opposition
Det er svært at forstå, at en regering som denne i den grad går til den med reformer, der overvejende er nedskæringer på det sociale område, og med vækstpakker, der i overvejende grad bygger på skattelettelser til de rige og selskaberne. Og samtidig må døje journalisternes kreative fund af citater fra valgkamp og regeringsgrundlag, hvor regeringsmedlemmer taler direkte imod den nuværende politik.
Måske satser regeringen som i poker.
Højt prioriteret er det at komme ud af krisen, men satsningen er højest risikabel. En risiko er, at Enhedslisten står helt af og vælter regeringen. Løkke og kompagni ligger godt nok i hængekøjerne og glæder sig over, at regeringen tager alle tæskene for de reformer, som de ikke turde gennemføre. Men tag ikke fejl, Venstrefolkene kan hurtigt vælte sig ud af køjerne, hvis muligheden for at vælte Helle Thorning opstår.
Men går det godt, er det jo både dristigt og klogt. Regeringen har med disse reformer reelt en meget lille opposition. Venstre og konservative bliver nødt til at støtte de forslag, der ligner deres egne så meget. Og Dansk Folkeparti udgør sammen med Enhedslisten ganske vist en højtråbende opposition lige nu, men hvor længe holder den, hvis udviklingen vender. Det eneste regeringen kan håbe på, er, at den meget hårde medicin virker. Kommer der ikke en vending, og der kan spores en vej ud af krisen, så vælter den og kan meget vel tabe næste valg

Jeg anmelder jævnligt bøger for Historielærerforeningen. Her er min nyeste anmeldelse:
Martin Schwartz Lausten
Jøder og kristne i Danmark.
Fra Middelalderen til nyere tid.
Forlaget Anis – 352

Martin Schwartz Lausten har i en del år forsket i forholdet mellem jøder og kristne i Danmark. 6 bøger er det allerede blevet til.
Han har nu udgivet et stort værk, hvor han følger udviklingen i forholdet mellem jødedom og kristendom fra middelalderen til 1950.
Bogen er præget af det kirkehistoriske. Det er derfor i højere grad forholdet mellem religionerne end en egentlig beskrivelse af jødernes historie i Danmark.
De første jøder bosætter sig i Danmark i slutningen af det 17. århundrede. Det betyder derfor, at bogens beskrivelse af danske kristnes forhold til jøderne i middelalder og reformationstid er af ren teoretisk karakter. Forfatteren påviser, hvordan opfattelsen af jøderne var i den danske katolske kirke blandt andet gennem eksempler fra kirkekunsten. Den meget voldsomme kritiske holdning overfor jøderne, som Luther med tiden udviklede, kan også spores i danske reformatorers tekster. Men selvom både Hans Tausen og Peder Palladius har særdeles kritiske synspunkter om jøderne, forfalder ingen af dem til Luthers vulgaritet, og de henviser ikke til Luthers famøse skrift Von den Jüden und ihren Lügen fra 1543.
Først i 1600tallets slutning bosætter de første jøder sig i Danmark. Kongen har brug for deres ekspertise på en række områder og tillader en begrænset indvandring under biskoppernes protest. De bosiddende jøder var under strengt opsyn af myndighederne og deres bevægelsesfrihed var begrænset på en række områder, men de fik ret til at udøve deres tro, og allerede i 1694 blev der etableret en jødisk begravelsesplads i Møllegade, som stadig eksisterer. Politimester Rasch foreslår i 1692, at der bliver oprettet en jødisk ghetto, så man kan holde øje med fremmedelementerne, men de verdslige myndigheder afviser hans forslag.
I 1700 tallet får jøderne i København og Fredericia lov til at bygge synagoger, men helt frem til det 20. århundrede udsættes de for kraftig kristen mission. Jøderne lever i vid udstrækning som en lille selvstændig enklave i byerne, men bliver ofte udsat for forfølgelse og chikane. Det kan undre en, at det overhovedet har været attraktivt for dem at være her. Men der var næppe bedre alternativer i Europa.

Bogen er præget af de religiøse elementer. På den ene side de kristne teologers vurdering af jøderne, men i lige så høj grad de interne diskussioner af teologisk karakter i det jødiske samfund.
Det er bemærkelsesværdigt, at det ofte er helt i toppen af statshierarkiet, at jøderne møder forståelse – altså fra kancelli og kongen. Kombinationen af danske embedsmænd, præget af oplysningstidens tanker, og reformvillige jøder betyder, at den enevældige konge kan udstede ”Den Kgl. Anordning af 29. marts 1814” – jødernes frihedsbrev. På det tidspunkt var der knap 2000 jøder i København og ca. 700 i provinsen.
Jødefejden 1819 omtales kort, og den fulde religionsfrihed og politiske rettigheder ifølge Grundloven af 1849 markeres. Det er dog de religionshistoriske og teologiske problemstillinger, som fylder de afsnit, der omhandler det 19. århundrede.
I begyndelsen af det 20. århundrede er der ca. 3000 jøder i København. Men de mange pogromer i Rusland medfører en indvandring af 10-12000 russiske jøder. De fleste rejser videre, men den jødiske befolkning fordobles. De russiske jøder kommer med en helt anden jødisk kultur og baggrund end de danske jøder har, og det bliver en stor udfordring for det jødiske samfund i Danmark.
I bogen viser forfatteren, at vi heller ikke i Danmark undgår eksempler på 30ernes voldsomme antisemitisme. Det er på mange måder opløftende, at folkekirken med en del pinlige undtagelser optræder værdigt og tolerant over for den jødiske befolkningsgruppe. Den positive holdning kulminerer med den vellykkede redningsaktion i sensommeren og efteråret 1943. De danske biskoppers klare stillingtagen til fordel for jøderne i biskoppernes hyrdebrev af 3. oktober 1943 tjener folkekirken til ære.
Schwarz Laustens bog er et grundigt studie i, hvordan det officielle og kristne Danmark forholdt sig til jøderne i landet over en periode på 400 år. Der er mange spændende detaljer, hvad angår det religionshistoriske og teologiske, men dette fokus betyder, at bogen ikke for en historiker bliver ”jødernes historie” i Danmark, hvad der næppe heller er forfatterens intention.

Klogt og flot, at Danske Banks direktør Eivind Kolding indrømmer bankernes medansvar for finanskrisen. Det ville have været kønnere, hvis Peter Straarup havde gjort det for længe siden. Samme Straarup som netop i går belønnedes for sin “indsats” i Danske Bank med en næstformandspost i A.P. Møllers Almenfond.
Godt, at jeg fik analyseret Danske Banks reklamefilm New Standards med min 1. f, da klassen i grupper analyserede den og fem andre reklamefilm. De andre var nu mere underholdende, men som jeg understregede over for eleverne næppe så interessante.

Jeg sagde i forrige uge mandag den 19.11 efter opfordring ja til at stille op til Regionsrådvalget i 2013 som en af de radikale kandidater.
I min kandidatpræsentation skrev jeg følgende:
Opstillingen til Regionsrådet bliver en helt ny politisk udfordring for mig.
Personligt vil det været naturligt for mig. Jeg har boet i region Midtjylland næsten hele mit liv. Jeg er født mellem Viborg og Skive, er uddannet ved Aarhus Universitet og har levet hele mit arbejdsliv i Vestjylland som gymnasielærer. Jeg tilbringer meget af min fritid ved Limfjorden i Salling i mit sommerhus. Det er en region, jeg kender og holder af. Jeg er meget optaget af den samlede regions udvikling og fremtid.
Min politiske baggrund er mange års organisatorisk arbejde i regionen og som kandidat i adskillige valgkredse. Min egentlige politiske erfaring har jeg fra min tid som landsformand, minister, statsrevisor og medlem af Europaparlamentet. Jeg er klar over, at arbejdet i regionsrådet ikke umiddelbart kan sammenlignes med det politiske arbejde, jeg hidtil har deltaget i, men der er adskillige paralleller. Jeg har hver gang, jeg begyndte på et nyt politisk område rimelig hurtigt vist mig i stand til at håndtere nye udfordringer.
Politik
Umiddelbart er jeg mest optaget af regionens overordnede udvikling: erhvervsmæssigt, miljømæssigt, infrastrukturmæssigt og kultur- og uddannelsesmæssigt. Jeg kunne ønske mig, at regionerne på disse områder havde større indflydelse og power, men det er vigtigt, at vi bruger de resurser og den indflydelse, vi har, til at fremme regionens udvikling. Alene regionens rolle som formidler af samarbejde mellem kommunerne og som ideskaber vil være noget, jeg med stort engagement vil gå ind i.
På sundhedsområdet er det vigtigt, at vi i regionen efter års stridigheder fokuserer på kvaliteten af sundhedssystemet fra den primære sundhedssektor til den specialiserede sygehussektor. Det er centralt, at patienten oplever en sammenhæng i sit behandlingsforløb fra første diagnose over behandling til efterbehandling, genoptræning og rekreation. Men det er også vigtigt at understrege, at regionen skal kunne sikre højt specialiseret behandling på internationalt niveau i sit område.
De sociale opgaver som regionen har ansvar for, finder jeg væsentlige, og jeg kan tilslutte mig partiets politik på området.
Kandidat
Som nævnt ovenfor møder jeg som kandidat med en stor politisk erfaring og et langt politisk engagement.
Mange af de opgaver som regionen skal og kan løse, kender jeg ikke i de detaljer, som jeg selv finder nødvendige. Vælger opstillingsmødet at placere mig som central kandidat, kan jeg garantere, at jeg i tide vil indhente den manglende viden.

Mødet
Opstillingsmødet blev meget spændende, kun få stemmer skilte de tre øverste kandidater. Jeg blev så ”taberen” og fik en 3. plads, men egentlig et ganske tilfredsstillende politisk comeback efter mere end 3 års politisk tavshed.

Herunder uddrag af pressemeddelelsen:
Radikale Venstre i Midtjylland har valgt regionskandidater Poul Erik Christensen fra Skive er valgt som spidskandidat til Regionsrådet for de Radikale i Midtjylland. Samtidig blev fire topkandidater valgt i rækkefølgen 2. Hanne Roed, Aarhus, 3. Johannes Lebech, Holstebro, 4. Svend Thorhauge, Ry og 5. Charlotte Juhl Andersen, Horsens.

Radikale midtjyder var mandag aften samlet for at vælge spidskandidat og yderligere fire topkandidater til Regionsrådet. Der var livlig debat om fremtidens faglige og politiske udfordringer som et borgernært sundhedsvæsen og forebyggelse, ligesom også psykiatrien, miljø, uddannelse, kultur og kollektiv trafik i yderregionerne var varme emner.

Valget til spidskandidat blev fulgt med spænding til det sidste, da forsamlingen skulle ud i fire afstemninger, hvor kandidaterne én for én blev sorteret fra indtil spidskandidaten havde fået 50% af stemmerne.