Johannes Lebech

Jamen, det lyder ikke godt med ugegammelt smørrebrød selv i vakuum. Men jeg får en dårlig smag i munden, når jeg i metroexpress ser kendisser som Erik Brandt og Suzanne Bjerrehus på vej til premiere på den røde løber blive chokeret over vakuumpakket smørrebrød til ældre. Thyra Olsen fra Liberal Alliance er selvfølgelig også på banen med forargelsen. Det er oplagt at politikere og meningsdannere må flokkes om forargelsen, minister Sareen er såmænd også med på vognen. For hvem tør egentlig forsvare et så symbolsk eksempel på mangel i ældreplejen. Hos en af kendisserne fra metroexpress, Peter Ganzler bliver det til endnu et eksempel, hvor skidt det står til i Danmark
Men slå nu lige koldt vand i blodet. Det er to venstrekommuner på Fyn, der har valgt den spareøvelse på ældreområdet. Det skulle de nok ikke have gjort. Umiddelbart er sagen så egnet til symbolpolitisk mediehistorie, at man må have kunnet forudse, at den nok ikke gik. Heller ikke hvis man som viceborgmesteren fra Fåborg, der i øvrigt er fra Dansk Folkeparti, forsvarer ordningen med, at fødevareeksperter understreger, at det er fuldt ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Manu Sareen har selvfølgelig ret i, at det bedste er, at det er en hjemmehjælper, der tilbereder maden sammen med den ældre. Og i den bedste af alle verdener forestiller alle sig vel, at hjemmehjælperen har haft tid til at smutte i delikatesseforretning og lige købe friske råvarer, og at det sker hver dag. Virkeligheden er, at hjemmehjælperen oftest må smøre maden på grundlag af den leverpostej og det pålæg, der nu engang er i køleskabet. Det vil ofte være købt dage, før det smøres, ja måske en uge før bragt af den købmand, der normalt bruges af hjemmehjælpen, fordi han har en udbringningsordning.
Jeg vil ikke forsvare de to kommuners praksis, men der er altså kommunalt selvstyre, så det er først og fremmest en en sag mellem kommunen og dens borgere. Christiansborg skal næppe lovgive om smørrebrød
Sandheden er, at vi ikke lever i den bedste af alle verdener på ældreområdet og næppe heller får råd til det! Diskussionen om retten til bad hver dag minder lidt om denne. Vi må gøre os umage med at skaffe optimale vilkår for de ældre, der ikke kan klare sig selv, men vi må også indse, at vi ikke kan alt. Det er også vigtigt, at vi inddrager de ældre selv i prioriteringen af de resurser, der er. Men er vi nu også parate til at gøre det konsekvent? Ofte vil det medføre resultater, som mange ville have svært ved at leve med! Hvad nu hvis den ældre foretrækker en ostemad og en kage som eneste frokost. Skal vi så insistere på, at der i stedet skal serveres agurk, tomat og hamburgerryg med variation fra dag til dag, som det måske vil være tilfældet i de vakuumpakkede? Glem ikke, at den gruppe borgere, som hjemmehjælpen skal sørge for mad til, er den gruppe, der ikke kan selv mere. De friske ældre, der selv kan købe ind, kan jo vælge mellem det lækre fra delikatessen og den flade leverpostej med en holdbarhed på langt over en uge!
Det er ikke spor let at gøre det rigtige, men det er let at lufte den store forargelse. Og hvor er det let for politikere og kendisser uden direkte ansvar. Hvad med at engagere sig konkret i, hvordan tingene foregår hos ens pårørende, der er kommet i den situation, at de ikke kan klare maden selv længere. Gå i dialog med kommunen, klag, og gå eventuelt også selv lidt mere aktivt ind i sagen.

Radikale Venstre i Holstebro har i dag indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Formålet er igen at få en folketingskandidat i kredsen.
Jeg har sagt ja til at opstille som folketingskandidat i Holstebrokredsen. Hvorfor igen være kandidat, vil nogen spørge? Der er flere grunde til, at jeg har sagt ja:
Jeg kan se, at de politiske problemer står i kø for at blive løst. Jeg vil gerne deltage i den politiske debat fra den stærke platform, det er at være folketingskandidat i en god kreds.
Det har også været væsentligt for mig, at en enig bestyrelse og byrådsgruppe i Holstebro har opfordret mig og bakker mig op som kandidat.
Jeg har selvfølgelig overvejet, om jeg ikke har min alder (66) imod mig. Umiddelbart kunne det sådan ud, når man ser de fleste øvrige kandidater og for så vidt også nuværende medlemmer af Folketinget. Men min alder er næsten en ekstra motivation. Faktisk er 60+ ikke særlig godt repræsenteret i Folketinget i forhold til antallet af gruppen i befolkningen. Og de fleste i min alder har jo stadig et aktivt liv og et stort samfundsengagement, som bygger på et langt arbejdslivs erfaringer. På mærkelig vis har vi i Danmark et lidt andet forhold til alder i politik, end vi ser i mange lande. Det opmuntrer mig – uden sammenligning i øvrigt – at min jævnaldrende Hillary Clinton stadig overvejer at stille op som amerikansk præsidentkandidat.
Det er ikke første gang, jeg påtager mig opgaven som kandidat. Allerede i 1986 sagde jeg ja til at være kandidat til Folketinget og senere til Europaparlamentet. Målet er selvfølgelig at blive valgt. Jeg har været tæt på valg til Folketinget og blev jo medlem af Europaparlamentet i 2007. Jeg møder også med politisk erfaring fra min tid som landsformand, minister og statsrevisor. Men jeg ved, at det politiske arbejde, der skal gøres som kandidat er det samme, om man bliver valgt eller ej.
Som nævnt står de politiske problemer i kø lige for tiden.
Selvom regeringen har gennemført en række reformer, der også har gjort ondt, er vi ikke helt ude af den økonomiske krise. Det gælder jo i øvrigt det meste af Europa.
Jeg har altid været meget optaget af det europæiske samarbejde og den voksende nationalisme bekymrer mig. Og helt konkret har Europa store problemer i sit nærområde. Det gælder både forholdet til Rusland og situationen i Mellemøsten.
Som beboere i denne del af Danmark må vi arbejde hårdt på at få vendt den udvikling, at de store bysamfund mod øst vokser, mens der sker en fraflytning fra vores område. I Holstebro er det endnu ikke kritisk, men hele det vestjyske område svækkes i disse år. Det hjælper ikke, at vi opfatter os selv som ofre, men tager fat på at vende udviklingen og skabe vækst her. Det er en vigtig opgave herfra at understøtte denne udvikling og sikre, at der også tilføres centrale midler til disse områder.
Som radikal har jeg det særlige mål at få vendt den opfattelse, der ifølge en ny vælgerundersøgelse breder sig, at DRV opfattes som ansvarlig for, at dansk velfærd trues. Den misforståede opfattelse vil jeg være med til at vende. Det er oplagt at understrege, at de barske reformer netop skal danne grundlag for skabelsen af job og en fastholdelse af Danmark som et samfund, hvor der velfærd. Partiet er meget optaget af netop at fokusere på de rigtig svage i samfundet og ikke bare administrere velfærden, som vi altid har gjort det. Men jeg er opmærksom på, at partiet har et medansvar for, at vi er blevet opfattet sådan. Det vil jeg også internt gerne være med til at ændre.
De ovennævnte emner er kun nogle få af de vigtige politiske opgaver, det er værd at kæmpe for. Men i politik kæmper man også mod noget.
Jeg vil altid kæmpe mod Dansk Folkepartis populisme og fremmedfjendtlighed, men udsigten til en Venstreregering under ledelse af Lars Løkke er det også værd at bruge energi på at modarbejde.
Ren valgflæsk er det, at partiet Venstre lover milliarder ud i den blå luft til kræftbehandling, men værre er det, at de med et af deres nye udspil vil kriminalisere børn og med et andet sommerudspil vil sortere indvandrere efter religion og etnicitet.
Der er nok at tage fat på nu og i den valgkamp, vi ved kommer snart. Jeg har altså sagt ja til at bruge energi på at kæmpe for stærke radikale værdier, som jeg har gjort de sidste 34 år!

Landsmødetale 2014

Tak til Margrethe for mange års politiske indsats i partiet. Til lykke til dig Margrethe med din kommissærpost. Til lykke til EU, der får en dygtig og kompetent kommissær. Til lykke til DRV, der får sit først medlem af Kommissionen.

Men Margrethe, det var jo for godt nok en del år siden sådan, at når du forlod en post, så overtog jeg den. Det skete både da du gik af som Landsformand og da du forlod kirkeministeriet.

Det skulle så ikke være denne gang?? Men til lykke til Morten og held og lykke til dig. Vi ved, at du med din flid og dit engagement er et godt valg. Tak for god tale!

Og de politiske udfordringer står jo næsten i kø: den økonomiske krise, europæisk samarbejde truet af nationalisme, klimaproblemer, omstilling til grøn energi og hvordan, hvordan sikrer vi, at Danmark ikke går midt over Udkants – Danmark og Storby – Danmark.

Vi har i regeringen opnået gode resultater og udvist mod og styrke til stærke reformer selv i en krisetid.

Men nogle af reformerne har skønhedspletter.

Vi skal nok med vores konsekvente økonomiske reformpolitik undgå at komme til at fremstå som superliberale, der ikke tager sociale hensyn. Det er ikke nok, at vi selv ved, at vi kæmper for de svage rettigheder.

Og at gennemføre en folkeskolereform uden at sikre sig, at de vigtigste aktører lærerne for alvor var med på vognen, var helt uacceptabelt. At det politiske system så yderligere under konflikten trådte gevaldigt på lærerne, gjorde det ikke bedre. Jeg er optimist, men der bliver et stort genopretningsarbejde, før vi får den folkeskole, som vi alle kan samles helhjertet om.

Nu er det jo i politik vigtigst at kæmpe for noget. Men alene udsigten til at få Lars Løkke som statsminister er et stærkt motiv til at være aktiv i politik – der er da noget at kæmpe imod!

Ren valgflæsk er det, at partiet Venstre lover milliarder ud i den blå luft til kræftbehandling, men værre er det, at de med et af deres nye udspil vil kriminalisere børn og med et andet sommerudspil vil sortere indvandrere efter religion og etnicitet.

Der er stærke radikale værdier, vi som parti skal fastholde og kæmpe for. Det vil jeg gerne bidrage til.

Tak for ordet. Godt landsmøde.

Jeg anmelder bøger for Historielærerforeningen. Her er et eksempel:
Lars Hovbakke Sørensen
En europæisk Danmarkshistorie – fra oldtiden til i dag
672 sider, 399,95 kr. Gyldendal
Da Lars Hovbakke Sørensens ”En europæisk Danmarkshistorie” kom på markedet, lykkedes det forfatteren at få den omtalt både i radio og tv nyhederne. Bogen blev introduceret som det første forsøg på at se danmarkshistorien, som tæt forbundet med europæisk historie. Der var nok en og anden historiker, der ville mene, at det synspunkt ikke var nyt; og retfærdigvis understregede forfatteren også dette i de interviews, som fulgte introduktionen op. Men at se sammenhængen mellem udviklingen i Danmark og Europa så konsekvent og insisterende var ny. Og for den folkelige historieopfattelse var synspunktet nok også nyt, hvilket gav bogens introduktion den brede nyhedsværdi, som det kun sjældent lykkes for en historiker. Tom Buck- Swientys ”Dommedag Als”, der blev forsidehistorie i Jyllands-Posten, er en anden undtagelse.
Hovbakkes bog vil næppe blive læst af mange i sammenhæng, men den er et værdifuldt bidrag til forståelsen af mange elementer i dansk historie. Mange enkeltafsnit vil egne sig fortrinligt til perspektivering i undervisning og til eksamensbrug.
Og Lars Hovbakkes synsvinkel er konsekvent. Allerede i gennemgangen af jægertiden i dansk oldtid understreges sammenhængen med den øvrige europæiske kultur flere gange: ”Denne eksport af kultur… ..er en anden og vigtig årsag til, datidens mennesker i Danmark må betegnes som en del af en fælles nordeuropæisk og europæisk kulturkreds” (s.42),og det fortsætter i hele afsnittet. Umiddelbart synes jeg, at oldtiden fylder lige rigeligt( 140 sider), da mange af forfatterens forsøg på at forbinde europæisk historie med den danske oldtidshistorie kan virke lidt spekulative – omend interessante. Er det fx realistisk at trække en direkte forbindelse mellem mykensk kultur og nordens oldtid ? (S.98)
Da bogen når frem til vikingetid og tidlig middelalder er kildegrundlaget langt bedre, og Hovbakkes paralleller mellem dansk og europæisk politik langt mere værdifulde. Han påviser, hvordan de danske kongers politik, specielt efter Wilhelm Erobrerens ankomst til England i 1066, er tæt forbundet især med det tyske område og de magtkampe, som foregik der. Der bliver generelt fokuseret meget på forbindelserne mellem de danske fyrster, den katolske kirke og de tyske fyrster. Forfatteren får overbevisende påvist sammenhængene mellem tysk politik og dansk. De mange navne kan gøre det svært at følge med. Det betyder, at selvom værket er tilrettelagt som en bred danmarkshistorie, vil læserens udbytte forøges, hvis der er en vis grundviden om dansk og europæisk historie. Den konsekvente fastholden i det internationale perspektiv er spændende, og forfatteren viser et imponerende overblik over dansk og europæisk historie.
Ambitionen er helt tydeligt, at Hovbakkes bog skal være en ”rigtig” danmarkshistorie med den europæiske synsvinkel, og det er svært at skrive en fyldestgørende historie selv på 640 sider. Beskrivelsen af de fyrstelige aktører i europæisk historie fylder meget, men der bliver også plads til kulturhistorie og økonomisk historie. Det kan nogle steder være svært helt at forstå prioriteringen af denne stoftype. Enkelte steder kunne den europæiske synsvinkel forstærkes. Den bliver nævnt, når landboreformerne beskrives, men kunne have haft større vægt. Jeg savner også europæiske paralleller til indholdet i Erik 5. Glippings håndfæstning, som jeg ser som en dansk ”Magna Carta”.
Der er afsat 100 sider til det 20. århundrede. Det er en næsten umulig opgave at beskrive den periodes danske historie i international belysning på så få sider, da internationaliseringen netop i det 20. århundrede har været så omfattende. Det gode overblik fastholdes, og Hovbakkes omfattende viden, ikke mindst om nordiske forhold, som han har skrevet om tidligere, kommer frem. Måske var det en ide at skrive et helt værk om Danmark i det 20.århundrede netop med den europæiske synsvinkel!
Enhver historiker vil i en danmarkshistorie af dette omfang savne detaljer. Jeg har nævnt enkelte, men jeg har i min læsning forsøgt at hæfte mig mere ved de nye vinkler, jeg har fundet. Som eksempel vil jeg nævne en fin påvisning af forskellen i holdningerne til nationalstatens rolle mellem de nordiske lande og initiativlandene til Kul og Stålunionen og det senere EU med baggrund i landenes forskellige oplevelse af Mellemkrigstid og 2. Verdenskrig(s.572).
I en ”hel” dansk historie på så relativt få sider vil der kunne påvises mangler, og nogle prioriteringer kan undre. Men ser man på opgavens omfang, finder jeg, at bogen er et godt og vægtigt indlæg i forståelsen af dansk historie. Forfatteren skal roses for sin insisteren på at nyfortolke og fastholde den europæiske synsvinkel på dansk historie. Det træder særlig tydeligt frem i analysen af de to store tragedier i dansk historie: Karl Gustav – krigene i 1658-1660 og 1864. Ikke mindst her vises i hvor høj grad dansk politik og historie netop ikke skal ses som en isoleret størrelse, men som en del af en europæisk politisk virkelighed. Alene den pointe gør bogen værdifuld både som et element i historieundervisningen, men så sandelig også som bidrag til den almindelige folkelige forståelse af Danmarks historie.

Tankevækkende historisk parallel
Man skal være varsom med historiske paralleller, men i disse dage får situationen mig til at tænke på en.
Krim halvøen har et flertal af russisk orienterede borgere der nu hævder, at de gerne vil hjem til ”moder Rusland”. Krim blev først en del af Ukraine ved en beslutning truffet af Khrustjov i sovjettiden, så de historiske argumenter for Krim som ukrainsk er ret svage.
Europa står meget svagt over for de russiske trusler, så Rusland kan næsten vælge at gøre hvad den vil. Vil USA og Europa for alvor ofre noget for, at Krim forbliver ukrainsk? Putin står således stærkt. Og nu er der planer om en folkeafstemning, der skal få det til at se legitimt ud. Det er jo vedtaget i Krims parlament!
Parallellen er selvfølgelig situationen i Sudeterland i 1938, hvor den tysktalende og orienterede befolkning(3millioner) i området krævede at komme ”hjem” til Tyskland. Et svagt Europa gav efter og det blev et af de første skridt mod 2. verdenskrig.
Jeg hører lige nu Van Rompuy understreger, at den spændte situation må nedtrappes, og der må fiindes en diplomatisk løsning mellem Ukraine og Rusland. Lad os håbe det lykkes, men gad vide om Putin tager truslerne særlig alvorligt. Han ved jo hvor svagt Europa og USA står, medmindre de vil trappe helt op og det er vi vel heller ikke mange der ønsker.

I går var en dejlig valgdag. Jeg var valgtilforodnet, så jeg ved allerede nu, at jeg fik et særdeles godt valg i Holstebro. Tak til alle der har vist mig den tillid at stemme på mig. Om det rækker til en plads i regionsrådet er svært at vide. Det vil de personlige stemmer fra hele regionen, som tælles op i dag afgøre. Men jeg ved jo, at stemmemæssigt er det ikke så let at komme i regionsrådet, når man kommer fra det vestlige Jylland!
Men det at møde de mange vælgere var det hele værd. Langt de fleste var veloplagte og positive. Det var særlig dejligt at se pavestolte førstegangsvælgere placere deres første to stemmesedler i boksen. Al snak om politikerlede og manglende engagement blev gjort til skamme. Det var en fest for demokratiet at være en hel dag i valglokalet. Hårdt var det også at stå op og passe valgurner fra 9-20 og tælle stemmesedler både før og efter valget. Vi var første færdige ved midnat ved mit valgbord. Respekt for de kommunale embedsmænd, der under Helle Hastrups smilende ledelse fik det hele til at glide og hårdnakket holdt fast i de ”trælse” omtællinger og kontroltællinger.
Og en hilsen til alle de aktive i valgkampen. Det var for nogle en sejrens aften, men også for mange en skuffelse efter ugers intens kampagne. Når man deler flyers ud en kold novemberdag, kan man sommetider miste perspektivet, men det store frivillige arbejde er en del af det kit, der får et demokrati til at hænge sammen

Lidt polemisk kan man kalde regionsrådet for en ”sundheds- og sygehusbestyrelse” med supplerende opgaver. De økonomiske fakta er, at 23,6 mia. af det samlede budget på 27,9 mia. går til sundhed. Regner vi anlægsudgifterne med bliver det ca. 25 mia. Der er så en god mia. til det sociale område og en mia. til administration og alt det andet!
Regionerne burde have mere power på flere områder end sundhed. Men det er der næppe politisk flertal for. Til gengæld er flere partiers planer om at skrotte regionerne forstummet noget. Det har vist sig meget praktisk og bekvemt for regering og folketing at overlade administrationen af det vanskelige sundhedsområde til det regionale niveau. Det sparer de centrale beslutningstagere fra at deltage i den svære strukturdebat om placering af akutmodtagelser og specialer. Den overordnede styring har de sikret sig økonomisk og lovgivningsmæssigt.
Sundhedsprincipper
Den geografiske strukturdebat vil nok fortsætte som prioritetsdiskussioner med lokalpatriotiske elementer. Men den centrale diskussion må fokusere på principperne for regionens sundhedsvæsen. De fleste er i dag enige om, at når det gælder behandling specielt i form af operationer, så skal det ske på et højt specialiseret niveau. Helt nye undersøgelser viser med al tydelighed, at de afdelinger, der har stor rutine i bestemte typer af operationer, har langt færre fejl. Det betyder samling af specialerne i bestemte centre, hvor den bedste behandling på højt niveau kan opnås. Det betyder, at mange patienter må bevæge sig, når de skal behandles.
Sideløbende med den udvikling må der til gengæld stilles store krav til nærhed og tilgængelighed i den primære sundhedssektor. Det skal være let at komme i kontakt med egen læge, sygepleje og få efterbehandling. Almen praksis skal forblive borgernes indgangsportal til sundhedsvæsenet. Der skal sikres lægebetjening i alle dele af regionen – om nødvendigt med etablering af nye samarbejdsformer eller regionsdrevne klinikker.
Endelig skal der over hele regionen skabes sikkerhed for hurtig livreddende behandling ved ulykker og akut sygdom. Det må sikres ved et solidt ambulanceberedskab kombineret med lægebiler og helikopter.
Med udgangspunkt i disse principper skulle det være muligt at få en konstruktiv debat om sundhedsvæsenet i regionen uden den opslidende og lidet konstruktive geografiske kamp, som prægede sidste valgkamp.
De sidste 2 milliarder
På socialområdet har regionen en central opgave i at sikre tilbud til udsatte grupper, specielt børn og unge. Det er vigtigt at regionen i åben dialog med kommunerne kan fokusere på de specialiserede opgaver, som er for tunge til det kommunale niveau.
De mange øvrige områder, hvor regionen har indflydelse er ikke de mindst spændende. Det gælder om at sikre en regional udvikling på erhvervsområdet. En af forudsætningerne for dette er et bredt uddannelsestilbud i hele regionen og en aktiv kulturpolitik med høj kvalitet og geografisk spredning.

Jeg har i dag deltaget i et veltilrettelagt valgmøde organiseret af region midt med Y GLobe som praktisk arrangør. Mødet var på UCH, Handelsskolen i Holstebro, men konceptet har besøgt mange ungdomsuddannelser i regionen
5 politikere bliver sat i et panel foran en storskærm. Tilrettelæggerne i form af en ung ordstyrer opstiller en række politiske dilemmaer for eleverne.
Prioriter følgende områder:
Projekter for talenter på ungdomsuddannelser eller projekter for frafaldstruede elever?
Styrkelse af bustrafikken, så det bliver nemmere at komme til uddannelsesstederne, eller etablering af flere arbejdspladser?
Nedbringelse af ventetid på skadestue/akutmodtagelse eller på scanning ved mistanke om kræft?
Hvert dilemma præsenteres på en morsom video og af ordstyreren. Eleverne kan med deres mobil sende sms´er med spørgsmål til storskærmen og stemme om dilemmaerne.
Politikerne får så lov til at deltage i debatten. Vi var egentlig forbavsende enige også med eleverne. Det var interessant, at eleverne fx i spørgsmålet om skadestuer over for kræft helt klart ville prioritere kræftscanningen, selvom de fleste må forvente at stifte bekendtskab med skadestuen før scanningen. Eleverne udviste generelt en stor grad af ansvarlighed og tænkte ikke nødvendigvis på egne interesser i den politiske prioritering.
Som politikere spillede vi lidt en statistrolle, men fik da vores budskaber præsenteret, og med de få politiske møder, der er om regionsvalget, er man jo glad for lidt.
Det vigtige var, at mødet var fremragende til at vække nye vælgere og motivere dem til at stemme. Jeg ved fra samfundsfagslærere på Holstebro Gymnasium, hvor mødet også har været afholdt, at det også der var særdeles vellykket!
Endelig blev det jo understreget, hvor svært det kan være at prioritere, selvom de valgte eksempler var lidt hårdt trukket op! Og det er jo god lærdom for alle vælgere! Politikerne ved det jo!

Jeg har skrevet en lille kommentar til Løkkes rejser-læs den grundigere end nogle gjorde på jp-debat. Mit ærinde er ikke hekse/Løkke-jagt men en kommentar til rejseri.
Den tyske biskop Franz-Peter Tebarz-van Elst og hans næstkommanderende Franz Josef Kasper var for et år siden i Indien for at række ”de fattigste blandt de fattige” en hjælpende hånd. På vejen derud fløj de på 1.klasse, og mon de ikke også har boet på et særdeles godt hotel.
Ja der skal moral til, når man bruger andres penge til rejser og luksus, selvom det kan forbindes med det job, som man udfører.
Moral er en relativ størrelse. Jeg blev allerede af min moder belært om, at jeg som førstelærerens søn i den lille landsby skulle opføre mig ekstra pænt. Som politiker har jeg altid vidst, at fokus altid vil være stærkere på mig som politiker og minister end som gymnasielærer, selvom det jo faktisk også er vigtigt, at landets gymnasielærere har en god moral. Sidst jeg var ude at rejse i september som gymnasielærer boede jeg på billigt hostel i Amsterdam, men jeg har, indrømmet, som politiker boet dyrere.
Jeg skal ikke forsvare Lars Løkke i hans nuværende rejsesag. Han har helt klart fejlbedømt situationen. Men det er ikke altid lige let. Og jeg deltager ikke i den almindelige heksejagt, selvom det i den konkrete situation er fristende – han er jo min politiske modstander!
Hvor meget bør politikere rejse, og hvad må det koste at have politikere? Nogle gange kan offentligheden inklusive velbetalte journalister helt gå i selvsving over udgifterne. Det koster altså at have politikere og det koster at deltage i internationalt samarbejde. De samlede omkostninger kan let løbe op, så selv en billig studierejse kan nå op på et anseligt beløb, som i medierne ville kunne vække forargelse.
Der rejses meget, måske ofte for meget af politikere, og det næsten på alle politiske niveauer. Relevansen af de mange rejser kan nok tit diskuteres. Enkelte gange kan rejserne ligne en kompensation for, at politikere unægteligt ikke er fyrsteligt betalt for deres ofte store indsats. Andre rejser kan være særdeles nyttige for det politiske virke, som skal udføres i ministerium, NGO, region og kommunalbestyrelse. Mange nødhjælpsorganisationer elsker jo også at sende filmskuespillere og prinsesser rundt i verden – det er vel ikke på 1. klasse, men heller ikke gratis.
I en global verden skal der rejses, men det er vigtigt, at rejsernes relevans og det udbytte, som de kan give omhyggeligt vurderes. Det gælder jo i det hele taget om at holde sig til sagen og ikke nødvendigvis gå i selvsving over nogle udgifter, der ofte kan være svære at gennemskue.
Og sagen er det politiske arbejde, der udføres. Her får offentligheden ikke altid det reelle billede gennem medierne. Jeg husker fra min tid i Europaparlamentet, hvor stor en plads i medierne vores rejseregler og diæter havde i forhold til det politiske arbejde, vi rent faktisk udførte.
Men det er en god huskeregel, når man bruger andres penge at gøre det med en bevidsthed om, at det man gør er forsvarligt, og at man kan stå inde for det – og det gælder for biskoppen, politikeren og selvfølgelig også gymnasielæreren.

I Jyllands-Posten lørdag fortæller Grundfos chefen Kim Nøhr Skibsted om en ubehagelig oplevelse med sundhedssystemet. For et årstid siden skulle han have en umiddelbar harmløs operation for lyskebrok. For at springe ventelisten over fik han en plads på et privathospital. Jeg har selv gennemgået samme operation og kender forventningen om, at det bare er rutine og kun vil tag en lille uge at komme helt på benene igen. Hvis det går godt!
Men det gik ikke godt for Kim Skibsted, han fik perforeret sin tyndtarm, og det medførte blodforgiftning. Han måtte ligge i koma i 12 døgn med efterfølgende langvarig genoptræning.
Og hvad kan vi så lære af den historie? Ja først og fremmest er det værd at huske, at selv såkaldt rutineprægede småoperationer kan gå galt. At det foregik på et privathospital, vil jeg i første omgang ikke lægge vægt på. Men det er jo tankevækkende, at det blev det offentlige sundhedssystem, der efterfølgende måtte” rydde op” og redde Kims liv!
Men den ”utilsigtede hændelse” som det kaldes i hospitalssproget understreger vigtigheden af, at selv de rutineprægede operationer kræver høj professionalisme. Kikkertoperationer er et stort fremskridt, men det kræver rutine og håndelag. Det peger jo mod den udvikling, som vi efterhånden er ved at vænne os til. Vi vil behandles af topteams og eksperter – også selvom vi skal rejse efter det.
Det truer ganske vist regionens CO2 regnskab med al den transport efter det dygtige team, og det er besværligt. Men det er vigtigt, at vi får så få ”utilsigtede hændelser” som muligt. Det gælder først og fremmest for den patient, det går ud over, men også for systemet, som jo i den grad må bruge resurser, når der bliver ”ramt forkert” med en kikkert.
Det peger mod høj grad af specialisering, specielt på operationsområdet. Vi må nok indstille os på at prisen er, at vi ikke kan blive opereret overalt selv for relativt harmløse lidelser som lyskebrok og galdesten.
Vi har allerede indstillet os på det, når det gælder hjerte og kræftoperationer. De venner jeg har, som har været ramt af disse problemer, har ikke tøvet med at tage langt – oftest Skejby for at få ekspertisen. Det må vi jo nok også vænne os til på flere områder.
Jeg blev som nævnt opereret samme sommer som Kim Nøhr, og fik i øvrigt en fin behandling af systemet. Men den type operationer går åbenbart ikke altid efter bogen. Jeg måtte have en ekstra tur – det ene net sad forkert. Systemet virkede hurtigt, og kikkerten blev udskiftet med kniv i en ekstra omgang, men jeg slap billigere end Kim.