Johannes Lebech

Julen 2014
Den 9.okotober blev jeg Holstebro kredsens folketingskandidat. Jeg vil gerne takke for den tillid, som kredsen dermed viste mig. Jeg har mod på den valgkamp, som vil komme i 2015. Jeg glæder mig til at kæmpe for radikale værdier, som jeg har gjort, siden jeg blev medlem i december 1980. Jeg har stadig det julebrev, hvor den daværende formand bød mig velkommen til de radikale i Holstebro.
Det er ikke alt, hvad den nuværende regering har gennemført, jeg er vildt begejstret for, og jeg synes, en del sager har været håndteret noget uheldigt, også af radikale ministre. Valgkamp og et eventuelt valg giver mig indflydelse på, hvor vores parti bevæger sig hen. Og trods fejl og kritik af den siddende regering vil jeg til enhver tid foretrække den frem for alternativet. Jeg ser med bekymring frem til en Venstreregering med en kombination af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som sit parlamentariske grundlag.
Jeg har det svært med den retorik, der omgiver asyl og integrationspolitik i dette land. Først forsøgte Venstre at bilde befolkningen ind, at den siddende regering er ansvarlig for det store antal asylansøgere som kommer til Danmark i disse måneder på grund af situationen i Syrien. Det er ganske enkelt ikke en serøs kritik, men det viser en opposition, der forsøger at slå plat på en udfordring, som regeringen står med. Regeringen har rigelig travlt med at tale om stramninger og tal i stedet for at koncentrere sig om udfordringen og dens løsning. Hele Europa har et stort flygtningeproblem lige nu. På den lange bane må vi arbejde for en fælles europæisk asylpolitik. Selvfølgelig er det rimeligt, at flygtningene fordeles ligeligt mellem de europæiske lande, og det er derfor ulykkeligt, at EU endnu ikke har en egentlig integreret flygtningepolitik.
De sidste år har været præget af stærke økonomiske reformer, men alt tyder på, at der er udsigt til, at vi endelig kan komme ud af krisen. Nye problemer viser sig som fx problemerne for landbruget i forbindelse med prissituationen og den russiske boykot af europæiske varer. Det betyder, at vi næppe kan undgå fortsat at arbejde med at rette den danske økonomi til, så vi kan bevare det velfærdssamfund, vi ønsker. Og vi må arbejde med at skabe nye arbejdspladser. Her er der grund til fokus på grøn omstilling. Helt lokalt skal vi kæmpe for at få sat gang i Maabjerg Energy Concept, der både vil være med til at skabe grøn energi og lokale arbejdspladser.
I folkeskolen arbejder lærerne hårdt for at implementere den nye folkeskolereform. De gør det med erindring om det voldsomme indgreb i deres arbejdsvilkår i forbindelse med overenskomsten. Jeg håber, at de nye overenskomstforhandlinger kombineret med tilpasninger af den nye reform vil skabe ro om folkeskolen, så den kan udvikle sig til igen at blive en folkeskole, som vi i fællesskab kan samles om.
De politiske udfordringer bliver store i 2015 både nationalt og internationalt. Jeg vil arbejde for styrket radikal indflydelse i et nyt folketing. Følg mig på facebook eller min blog: johanneslebech.dk
Jeg vil ønske medlemmerne og deres familier en glædelig jul og et godt nytår. Jeg håber, at I vil støtte valgkampen så godt, I kan. Det kan være i diskussioner på arbejdspladsen eller blandt venner. Men vi får også brug for mere konkret støtte under selv valgkampen.
Venlig hilsen Johannes Lebech

Michael Böss: Det demente samfund, HISTORIELØSHED I NUTIDSKULTUREN
222 sider, Kristeligt Dagblads Forlag,
”Denne bog har været båret af en tese om, at menneske og samfund er historiske, og at vi derfor har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden og forme fremtiden. Hvis vi gøres historieløse, mister vi vor mulighed for at få mening med tilværelsen og danne samfund med hinanden til fælles bedste”
Med udgangspunkt i den tese sætter forfatteren fokus på en række tendenser i tiden, som giver anledning til bekymring. Funktionalismen dominerer i alt for høj grad i både politik og undervisning. Den almene viden er under pres på en måde, der gør samfundet historieløst, hvilket resulterer i opløsningstendenser. Han giver som eksempel på, hvor slemt det står til, at et flertal af unge tror, at Bismarck var øverstkommanderende i Danmark under besættelsen. Jeg lægger også vægt på præcis historisk viden, men ret beset fortæller de unges ”hul” i viden om Bismarck, vel egentlig i ikke så meget om den historiske bevidsthed, men kun om den historiske viden!
I et idehistorisk afsnit sætter han spørgsmålstegn ved forestillingen om, at oplysningstiden skulle være vigtigste forudsætning for det moderne vestlige demokratiske samfund. Han argumenterer for, at det er vigtigt også at inddrage nationalromantikken. Han mener, at vi undervurderer middelalderens og den lutherske reformations betydning for individ og demokrati.
Böss understreger selv, at bogen skal ses i sammenhæng med de to bøger ”Forsvar for nationen” 2006”og ”Republikken Danmark 201”. Med trilogien har han villet sætte fokus på forholdet mellem nationalstaten, nationale værdier og historien.
Der er mange gode iagttagelser i bogen, som giver anledning til eftertænksomhed, og forfatteren, der er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet, inddrager en omfattende litteratur. Bogen indeholder overvejelser på et højt akademisk niveau kombineret med meget konkrete eksempler og personlige oplevelser. Det kan få fremstillingen til at virke ujævn nogle steder og svær at følge.
Bogen skal læses som et indlæg i samfundsdebatten. Böss kan vel bedst karakteriseres som en kulturkonservativ med et anstrøg af kulturpessimisme. Han indrømmer dog i en af de andre bøger i trilogien, at han også har forbindelser til de radikale, selvom han ind imellem ser dem som ”skurke”. For det er de funktionalistiske tendenser i samfundet, han er ude efter. Og han ser tendenserne overalt i medier, uddannelse og politik.
Jeg deler ikke hans kulturpessimisme, og jeg er meget mere skeptisk, end han er, over for det nationale, som har en tendens til at slå over i nationalisme og chauvinisme. Men jeg anerkender, at han påviser problemer i det 21. århundredes danske samfund, som er væsentlige at få diskuteret.

Jeg var så heldig at låne Martin Krasniks bog ”Fucking jøde” og Henrik Qvortrups ”Q” på kviklån. Det betyder hurtig parallellæsning – 7 dages lånetid! Det har været en rigtig god læseoplevelse. De to forfattere er begge kendte, ofte meget skarpe journalister, skønt Krasnik understreger, at hans uddannelsesmæssige baggrund er universitetet. Selvom bøgerne og forfatterne er meget forskellige, er deres udgangspunkt for at skrive den konkrete bog den samme. De har begge i år været ude for angreb, som de føler, er uretfærdige og urimelige, og som de vil forsvare sig imod.
Qvortrup vil forsvare sig mod den urimelige hårde behandling, han synes, han har fået af pressen i forbindelse med ”Se og Hør” skandalen. Krasnik vil forsvare sig mod de angreb, han blev udsat for i forlængelse af nogle skarpe interviews på DR2. Specielt optager det forhold ham, at hans jødiske baggrund bliver brugt mod ham i kritikken på en overordentlig voldsom og krænkende måde.
Man kan vel egentlig mene, at de to er for unge til at skrive selvbiografier. Alligevel beskrives forfatterens personlige historie i begge bøger. Qvortrups fortælling er meget kronologisk fra hans tid på journalisthøjskolen i slutfirserne til anholdelse og sigtelse i foråret 2014. Krasnik tager udgangspunkt i en række hadefulde angreb på sin person i sensommeren 2014, hvor han viser, at antisemitiske tendenser slår igennem. Dette lader han være udgangspunktet for en beskrivelse af sin egen jødiske baggrund, hvor han fortæller sin families farverige og spændende historie to generationer tilbage.
Krasnik diskuterer i sin bog journalistikkens vilkår i dag, men bogen bliver hurtigt domineret af at beskrive, hvad han forstår ved en dansk sekulær jøde. Han bruger fx et langt kapitel på at forsvare den jødiske omskæring. Som en vigtig del af hans identitet indgår forholdet til Israel, og i engagerede afsnit sætter han fokus på den aktuelle debat om konflikten mellem palæstinensere og Israel. Han leverer et stærkt forsvar for staten Israel, men er bestemt ikke ukritisk over for landet og specielt de ortodokse og nationalistiske kræfter i landet, der synes at vinde frem for tiden
Qvortrups bog bliver særlig interessant, hvis man har fulgt dansk politik tæt de sidste 20 år og haft sin gang på Christiansborg nogle af årene. Forfatteren viser forståelse for den hårde kritik, han blev udsat for i forbindelse med sommerens afsløringer om ”Se og Hør”, men han argumenterer også overbevisende for den dobbeltmoral, der greb pressen, da sagen kom frem, og han blev en syndebuk for alle de ulykker, som sladder – og tabloidpressen har bedrevet. Han har en pointe, så sent som for et par dage siden blev hans navn brugt i et tvprogram som betegnelse for skandaløs journalistisk adfærd.
For begge skribenter har det nok haft en vis terapeutisk værdi at få givet udtryk for vrede og skuffelse. Det gør dem ikke mindre læseværdige.
I et afsluttende kapitel ”Fucking muslimer – om værdikampen efter 2001” ser Krasnik de seneste års voldsomme debat om indvandring og identitet fra sin jødiske synsvinkel. Han finder, at debatten kan være nødvendig, men finder den for generaliserende og præget af dansk identitetsforsnævring. Han stiller spørgsmålet om, hvordan debatten påvirker den gruppe almindelige muslimer, der konstant skal høre sig selv omtalt negativt.
” Jo mere jeg fik at vide, at jeg var en fucking jøde, desto mere begyndte jeg at føle mig som en fucking jøde. Det fik mit til at tænke over, hvordan de sidste 20 års islam-debat mon har påvirket muslimerne herhjemme”

Jeg har længe forsøgt at komme igennem med et godt forslag: Hold folkeafstemningen om retsforbeholdet i forbindelse emd folketingsvalget.

Her er mine argumenter: Det har flere fordele. Det er resursebesparende at slå valg og afstemning sammen, hvad der har været tradition for tidligere. Hvis vi får en afstemning om forbeholdet kombineret med et valg, vil det være det nyvalgte folketing, der bliver ansvarlig for at håndtere resultatet. Vi har set tidligere folkeafstemninger, hvor oppositionen, til trods for at den havde en ja holdning, ikke helhjertet gik ind i folkeafstemningen – regeringen ville jo tage nederlaget! Under valgkampen vil kandidaterne have mulighed for at tage stilling og derfor føle sig ansvarlige over for resultatet.
Jeg kunne godt tænke mig en fuldstændig afskaffelse, men det er nok mest realistisk, at vi får samme model som briterne. Det betyder, at vi fra område til område kan meddele, hvor vi vil være med og ikke med. Det giver mulighed for, at vi holder os ude af nogle områder, som ville bekymre et flertal i Danmark. Det er den model som statsministeren lægger op til, og den vil give mulighed for en aftale med SF og det meste af blå blok. Så vidt jeg kan se, vil kun Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti være modstandere af forbeholdet. Der er stadig god tid til et valg til at Folketinget i fællesskab kan tilrettelægge afstemningen og have den klar til den dag statsministeren udskriver valg.

I forbindelse med reformationen sikrede den danske konge sig magten over den danske kirke. Den magt har dronningen endnu, dog administreret af kirkeministeren. Det er jo stadig sådan, at en række af folkekirkens indre forhold styres ved kongelig anordning eller resolution. Det vil sige beslutninger taget af ministeren underskrevet af dronningen uden Folketingets indblanding.
Egentlig var det meningen i forbindelse med Grundloven at Folkekirken skulle have sin egen forfatning, som det er udtrykt i § 66. Men den løfteparagraf er aldrig blevet udfyldt.
Det betyder, at kirkeministeren som en af de få ministre stadig fører dansk enevælde videre.
Da jeg var kirkeminister i 2001, var der også diskussion om homoseksuelle ægteskaber i kirken. Jeg udtalte til pressen, at jeg gik ind for det, men tiden næppe var moden. Da jeg drøftede sagen med min departementschef , gjorde han mig opmærksom på, at juridisk set kunne jeg indføre et nyt ritual ved en kongelig anordning. Jeg skulle i princippet ikke spørge nogen, om end det nok ville være klogt at tale med blandt andet biskopperne om det. Det samme var tilfældet med den nye salmebog, som næsten var færdig i 2001. Jeg tilsluttede mig resultatet af det arbejde, der havde været i gang i mange år, selvom der var en del interne uvilje mod en ny salmebog. Min efterfølger Tove Fergo var ikke umiddelbart tilhænger af en ny salmebog, hvad der skabte megen røre i kirken. For alle vidste, at hun i teorien kunne underkende mange års arbejde i salmebogsudvalget uden at spørge nogen.
På det økonomiske område sidder kirkeministeren også på en stor del af økonomien.
Alt dette var det – sammen med en omlægning af det statslige tilskud til Folkekirken-, planen at lave om. Omsider skulle § 66 fra Grundloven opfyldes med en Styringsreform. Det ville være en meget lavpraktisk løsning i forhold til den oprindelige tanke om en egentlig kirkelig forfatning.
Den 31. oktober måtte Marianne Jelved meddele, at hun ikke kunne komme igennem med den Styringsreform, som der ellers var næsten forhandlet på plads. Venstre og de Konservative stod af i sidste øjeblik, måske fordi de ønskede at drille regeringen. De siger selv, at det er nervøsiteten for en synode, der gør det. Altså nervøsiteten for, at en folkekirkelig forsamling ville begynde at politisere.
Det vil så ikke ske nu, men vi vil fortsat have en kirke styret enevældigt af dronningen og ministeren, som i 1536!

Jeg kan ikke forstå at Sverige er blevet yndlingsskydeskive for den danske højrefløj. Jeg holder meget af Sverige og har stor respekt for svensk kultur.
Det har vakt stor opmærksomhed i medierne, at der er blevet rettet lidt til i nogle bøger af Astrid Lindgren. Ok, det er uklogt og ødelægger den historiske forståelse af litteratur at ”censurere” med tilbagevirkende kraft. Men faktisk sagde Lindgren selv i et interview for en del år siden, at hun ikke i dag ville have gjort Pippis far til negerkonge, men måske sørøverkaptajn. Det er en lille sag, som man højst kan trække lidt på skulder og smilebånd af og tage en drillende debat med svenske venner om, og de vil nok ofte være enige med en! Dan Park-sagen er der bestemt ikke grund til at trække på smilebånd af. Jo i Danmark kan provokunstnere slippe af sted med alt, og vi synes at der er blevet overreageret i Sverige. Men ærlig talt fortjener hans tvetydige plakater, der kun kan ”forstås” efter en lang metaforklaring ikke så megen opmærksomhed, som ”Det Danske Trykkefrihedsselskab” har brugt på dem.

Jeg vil hellere se på nogle af de positive sider af Sverige. Det er ikke længe siden, at den daværende svenske statsminister i valgkampen understregede over for svenskerne, at det var vigtigt med solidaritet over for de flygtede syrere i den nuværende politiske situation i Europa. Det er en noget anden reaktion vi har set fra danske politikere. Her bruges asylsituationen kynisk af oppositionen mod regeringen, og regeringen har mere travlt med latterlige defensive træk i stedet for som i Sverige at forsvare de humanistiske principper. Venstre har haft travlt med at give regeringen skylden for de mange asylsøgere fra Syrien. Famøse 31 lettelser i regeringens udlændingepolitik skulle efter sigende nærmest være hovedårsagen til de mange flygtninge, forsøger Venstre at bilde vælgerne ind! Ikke et ord fra Inger Støjberg om international solidaritet i en situation, hvor hele Europa har et fælle ansvar og en fælles udfordring i forbindelse med den komplicerede situation i Mellemøsten.
Og regeringen har næsten kun haft travlt med at understrege, at dens mål er at få så få asylsøgere som muligt ved at stramme lidt ekstraordinært. Dertil kommer en sjusken med forkerte tal, som selvsagt har givet oppositionen ekstra vind i sejlene.

Sverige har også modigt turdet sende det signal til Israel, at det nu er nok. Nu må Israel lægge sin politik om og stoppe bosættelserne og vise vilje til reelle forhandlinger med Palæstina. Margot Walstrøms udmelding om svensk anerkendelse af Palæstina blev – tilfældigt! – fint timet med Netanyahus skammelige udspil om tilladelse til 1000 nye bosættelser i Palæstina.

Jeg må sige, at jeg har svært ved at deltage i den almindelige forargelse over Sverige. Måske er det,når det kommer til stykket en danske underlegenhedsfølelse, der spiller ind, når dele af dansk opinion elsker at kritisere svenskerne!

Venstre forsøger igen i dag at bilde befolkningen ind, at den siddende regering er ansvarlig for det store antal asylansøgere, som kommer til Danmark i disse måneder på grund af situationen i Syrien.
Det er ganske enkelt ikke en serøs kritik, men en opposition der forsøger at slå plat på et problem, som en regering jo som regering må stå med. Hele Europa har et stort flygtningeproblem lige nu, og det er ikke de enkelte regeringer, der har ansvaret for andet end at prøve at hjælpe de ulykkelige mennesker. Selvfølgelig er det rimeligt at flygtningene fordeles ligeligt mellem de europæiske lande, og det er derfor ulykkeligt, at EU endnu ikke har en egentlig integreret flygtningepolitik. Danmark er ikke det europæiske land, der tager flest flygtninge, for slet ikke at tale om de massive udfordringer flygtninge udgør i nærområder som Tyrkiet, Jordan og Libanon. I disse områder tælles flygtninge ikke i tusindvis men 100tusinder, og enkelte lande har taget mere end en million flygtninge. Hvis vi havde en Venstreregering lige nu, ville den have nøjagtig de samme problemer. Og alle Dansk Folkepartis ideer om at flyve til flygtninge til nærområder og Kenya er både usympatiske og helt urealistiske!
Ansvaret for den store flygtningestrøm ligger hos den syriske regering og en usædvanlig kompliceret politisk situation i hele Mellemøsten. Vi må forberede os på, at det vil blive en voldsom udfordring for hele Europa i de kommende år! Det ville klæde Venstre, at erkende virkeligheden og det fælles ansvar for at hjælpe i stedet for useriøse angreb på regeringen, der kun skal tjene valgformål!

Hvorfor vente med en folkeafstemning om retsforbeholdet til efter valget – lad os tage det sammen med valget!
Jeg er helt enig med statsministeren i, at vi skal have afskaffet retsforbeholdet. Men hvorfor vente med en folkeafstemning til efter valget. Jeg vil foreslå, at vi tilrettelægger det sådan, at vi tager folkeafstemningen sammen med valget.
Det har flere fordele. Det er resursebesparende at slå valg og afstemning sammen, hvad der har været tradition for tidligere. Hvis vi får en afstemning om forbeholdet kombineret med et valg, vil det være det nyvalgte folketing, der bliver ansvarlig for at håndtere resultatet. Vi har set tidligere folkeafstemninger, hvor oppositionen, til trods for at den havde en ja holdning, ikke helhjertet gik ind i folkeafstemningen – regeringen ville jo tage nederlaget! Under valgkampen vil kandidaterne have mulighed for at tage stilling og derfor føle sig ansvarlige over for resultatet.
Jeg kunne godt tænke mig en fuldstændig afskaffelse, men det er nok mest realistisk, at vi får samme model som briterne. Det betyder, at vi fra område til område kan meddele, hvor vi vil være med og ikke med. Det giver mulighed for, at vi holder os ude af nogle områder, som ville bekymre et flertal i Danmark. Det er den model som statsministeren lægger op til, og den vil give mulighed for en aftale med SF. Så vidt jeg kan se vil kun Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti være modstandere af forbeholdet. Der er stadig god tid til et valg til at Folketinget i fællesskab kan tilrettelægge afstemningen og have den klar til den dag statsministeren udskriver valg.

Johannes Lebech, tidligere kirkeminister, blev i aften på Holstebro Radikale Venstres generalforsamling opstillet som folketingskandidat i Holstebro kredsen.
Johannes Lebech gav et oplæg til aktuel politik på baggrund af åbningstalen og den aktuelle politiske debat. Lebech ser frem til en hård, men spændende valgkamp, hvor de radikale vil søge optimal indflydelse med vilje til at fortsætte den reformpolitik, som har præget partiets regeringsdeltagelse. Lebech ønsker at fortsætte regeringssamarbejdet med socialdemokratiet, selvom han på en række områder erkender, at der er mindre uenigheder. Han understreger, at netop de radikales deltagelse i regeringssamarbejdet er den bedste garanti for en fortsat reformpolitik. For en vestjysk kandidat lægger han vægt på, at der under valgkampen også bliver sat fokus på de særlig udfordringer, som det – vi med et dårligt valgt udtryk kalder Udkantsdanmark – har.
Johannes Lebech har været medlem af Europaparlamentet og har en særlig interesse i europæisk politik. Det glædede ham derfor, at statsministeren i sin åbningstale lovede en folkeafstemning om retsforbeholdet-
”Hvorfor vente med en folkeafstemning om retsforbeholdet til efter valget – lad os tage det sammen med valget!” siger Johannes Lebech
Johannes Lebech påpeger:
”Jeg er helt enig med statsministeren i, at vi skal have afskaffet retsforbeholdet. Men hvorfor vente med en folkeafstemning til efter valget. Jeg vil foreslå, at vi tilrettelægger det sådan, at vi tager folkeafstemningen sammen med valget.”
Johannes Lebech fortsætter: ”Det har flere fordele. Det er resursebesparende at slå valg og afstemning sammen, hvad der har været tradition for tidligere. Hvis vi får en afstemning om forbeholdet kombineret med et valg, vil det være det nyvalgte folketing, der bliver ansvarlig for at håndtere resultatet. Vi har set tidligere folkeafstemninger, hvor oppositionen, til trods for at den havde en ja holdning, ikke helhjertet gik ind i folkeafstemningen – regeringen ville jo tage nederlaget! Under valgkampen vil kandidaterne have mulighed for at tage stilling og derfor føle sig ansvarlige over for resultatet.”

”Jeg kunne godt tænke mig en fuldstændig afskaffelse, men det er nok mest realistisk, at vi får samme model som briterne. Det betyder, at vi fra område til område kan meddele, hvor vi vil være med og ikke med. Det giver mulighed for, at vi holder os ude af nogle områder, som ville bekymre et flertal i Danmark. Det er den model som statsministeren lægger op til, og den vil give mulighed for en aftale med SF. Så vidt jeg kan se vil kun Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti være modstandere af forbeholdet. Der er stadig god tid til et valg til at Folketinget i fællesskab kan tilrettelægge afstemningen og have den klar til den dag statsministeren udskriver valg,” slutter Johannes Lebech.
Yderligere oplysninger: Rasmus Beltofte formand: 61 33 33 34,
Johannes Lebech, folketingskandidat 22 44 79

Jeg er lige blevet færdig med at anmelde Hillary Clintons 700 siders biografi om tiden som udenrigsminster. Den er sendt til Historielærerforeningen, men læsere her får den her:

Hillary Clinton:
Svære valg. (Hard Choices)
Politikens forlag, 2014
702 sider

Hillary Clintons bog ”Svære Valg” er et af mange eksempler på en politisk selvbiografi skrevet af en aktiv politiker. En sådan bog kan og skal læses ud fra mange synsvinkler. Den kan være et programskrift for forfatteren, en selvpromovering før nye udfordringer, men den er også en kilde til politiske beslutninger truffet af skribenten, som -læst med kritisk distance- kan give god indsigt i nutidig politik. Endelig er der specielt for en politikinteresseret nørd et underholdningsaspekt i at få indsigt i ”hverdagen” og komme tættere på de personlige oplevelser, som en toppolitiker har, så man ikke skal nøjes med det medietegnede billede af personligheden. Hillary Clintons bog dækker det hele.

Hillary Clinton tager fat på sin beskrivelse lige efter sit erkendte nederlag ved primærvalgene i juni 2008. Vi får detaljeret beskrevet, hvordan hun bliver ”overtalt” af Obama til at blive udenrigsminister. Hun beskriver sin tøven, men lader sig patetisk overvinde af pligten: ”Til sidst blev jeg hele tiden opsøgt af den samme tanke: Når din præsident beder dig om at tjene, bør du sige ja” (s. 39) Vi følger hendes valg af stab, indsættelse og ankomst til ministeriet.

Derefter følger en delvis kronologisk beskrivelse af hendes arbejde som udenrigsminister. Beskrivelsen er tematisk opdelt efter de geografiske områder inden for amerikansk udenrigspolitik, hun arbejder med. Som tidsmæssig perspektivering inddrager hun tillige nogle af de oplevelser, hun havde som præsidentfrue og ung studerende. Denne tematiske opdeling gør det lettere som læser at bruge bogen som kilde til enkeltforløb.

Joseph Lelyveld, tidligere redaktør af New York Times, er noget kritisk i sin ellers meget fyldige anmeldelse af bogen i ”the New York Review of Books” : ” It’s a stiff-jointed, careful performance, assembled by a “book team” of former and present aides from briefing papers, old speeches, town hall transcripts, and interviews. What we get are the highly edited reflections of a prospective candidate: part résumé, designed to reveal the depth of her immersion in global affairs and the extent of her familiarity with the world’s great and near great, scores of them (from the Empress of Japan to His All Holiness, the Ecumenical Patriarch of the Greek Orthodox Church, to Bono); part rampart, designed not to reveal too much.” (25.9 2014)
Han kan have en pointe, men derfor kan bogen godt være lærerig at læse. Læser man sig igennem bogens næsten 700 sider, får man et fornuftigt indblik i, hvad den amerikanske udenrigsminister beskæftigede sig med fra 2009- 2013, og man får en opfattelse af, hvordan hun vil have, at offentligheden skal se amerikansk udenrigspolitik.
Det kræver nok en indsigtsfuld amerikansk læser som Lelyveld til for alvor at se, hvilke antydninger af en kommende amerikansk præsidents udenrigspolitik, der ligger i bogen.

Der vil være enkeltafsnit og emner, der er særligt interessante at læse. Bogen er fx næsten helt opdateret i forbindelse med forholdet til Rusland. Man får gennemgået Obamaregeringens første politik over for Rusland, den såkaldte ”reset” politik. Hillary Clinton erkender, at den amerikanske politik over for Rusland ikke er lykkedes, selvom hun frikender ”reset” politikken som årsag til denne fiasko. Bogen kommer vidt omkring til de mange verdenspolitiske brændpunkter, og man får som nævnt af Lelyveld indtryk af, at hun er over det hele og kender alle. Med mere end 200 sider om konflikter og begivenheder i Mellemøsten vejer dette område tungt. Det er nok ikke tilfældigt, at begivenhederne i Benghazi i 2012, hvor 4 amerikanske diplomater blev myrdet under angreb på den amerikanske mission, bliver særlig fyldigt gennemgået, Hillary Clinton kan forvente, at den sag vil forfølge hende under en eventuel præsidentvalgkamp.
Interessant er det også at læse om den uenighed, der er mellem Obama og Clinton i spørgsmålet om Syrien, hvor hun er meget mere aktivistisk, end han ønsker at være. Her peger bogen fremad. Den tematiske opbygning gør det lettere at bruge bogen som kilde til de konkrete politiske begivenheder uden at skulle igennem alle 700 sider.
Det afsluttende kapitel behandler en række temaer som klima, menneskerettigheder og de digitale udfordringer, som blev særligt aktuelle efter WikiLeaks sagen. I epilogen siger Hillary Clinton nej til endnu en periode og beskriver nogle personlige oplevelser, som skal vise mennesket bag udenrigsministeren. Men hun stiller også spørgsmålet, om hun skal stille op til præsidentvalget i 2016. Vi får ikke svar, men spørgsmålet er åbent. Mit bud er, at hun vælger at tage sin afgørende ”svære” beslutning om præsidentkandidaturet efter midtvejsvalget i november 2014. En læsning af bogen eller centrale afsnit vil for en dansk læser ikke være den dårligste forberedelse til forståelse af den måske kommende præsident.